Baggrund
Læsetid: 3 min.

Boris Jeltsin går igen i russisk politik

Boris Jeltsin ville være fyldt 80 år i tirsdags. Den tidligere så forhadte præsident er nu pludselig genstand for hyldest fra både Medvedev og Putin. Jeltsin kan nemlig bruges i valgkampen
Udland
5. februar 2011

'Det var min spøg, her er jeg igen.'

Sådan lyder en russisk vittighed om, hvordan den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin ved årsskiftet 1999-2000 blot havde peget på sin efterfølger, Vladimir Putin, for sjov. Baggrunden var, at Jeltsin var berygtet for at udskifte premierministre og kronprinser, som vi andre skifter underbukser.

Men Jeltsin kom ikke igen. Rusland fik i stedet Putin og siden Medvedev. Boris Jeltsin, som havde smadret det kommunistiske system og nedlagt Sovjetunionen, blev særdeles upopulær i det økonomiske kaos, Rusland arvede fra Sovjetunionen, og under den efterfølgende økonomiske chokterapi, landet blev udsat for. Jeltsin gik som den første russiske leder nogensinde frivilligt af. Hans efterfølgere, Putin og Medvedev, har siden nedtonet Jeltsins betydning med blik for den folkelige uvilje imod Jeltsin, demokratiet, markedsøkonomien og de reformer, der førte til fattigdom, korruption og oligarker.

Rusland taknemmelig

Boris Jeltsin døde i 2007, men har haft en renæssance i den forgangne uge, hvor han i tirsdags ville være blevet 80 år.

Pludselig har russiske kommentatorer med præsident Medvedev og premierminister Putin i spidsen fået travlt med at lovprise landets første præsident og alle hans gerninger.

Medvedev lagde ud med at tage til Jekaterinburg, Jeltsins hjemby, hvor Jeltsin voksede op og fungerede som partichef i en årrække. I Jekaterinburg afslørede Medvedev - med Jeltsins enke Naina ved sin side - en statue til minde om Jeltsin på Jeltsin-gaden. Medvedev sagde i den anledning: »Rusland bør være taknemlig over for Jeltsin, der på trods af store problemer ikke tillod landet at forlade de demokratiske forandringers vej.«

Og så trak han -med typisk pludselig jeltsinsk spontanitet - esset ud af ærmet. Medvedev sagde, at det var typisk for Jeltsin at komme med overraskende og spontane beslutninger, og det ville han så også gøre. Og så fortalte han, at han havde besluttet at udvide præsidentens menneskerettighedsråds beføjelser og beordret det til at undersøge retssagen mod oligarken Michail Khodorkovskij. En klar udfordring af premierminister Putin. Khodorkovskij er netop blevet idømt yderligere syv års fængsel. Sagen er betændt og mange mener, at den er direkte beordret af Vladimir Putin.

Premierminister Putin, som i sin tid fik magten af Jeltsin, men senere udtalte, at Sovjetunionens sammenbrud »var den største geopolitiske katastrofe i den 20 århundrede«, og indskrænkede de af Jeltsin indførte demokratiske rettigheder, fulgte hurtigt trop i lovprisningen af Jeltsin:

»Takket være Jeltsin blev det nye Rusland, hvor magten tilhører folket, født, og Rusland blev til et åbent og civiliseret samfund. Vi kan også takke Jeltsin for en ny forfatning, der sikrer menneskerettigheder, ytringsfrihed og frie valg,« sagde Putin under en gallakoncert til Jeltsins minde i Bolsjoj-teatret.

80-årsdagen blev desuden markeret med en konference under titlen 'Jeltsin og det moderne Rusland', med en stor fotoudstilling og med lange dokumentarfilm på de store tv-kanaler, to nye bøger samt offentliggørelse af uddrag af Naina Jeltsinas kommende bog om sit liv med Boris Nikolajevitj Jeltsin.

Undskyld, Jeltsin

Aviser og internettet bugner af diskussioner og kommentarer til den kontroversielle Jeltsins rolle.

Flere kommentatorer peger på, at både Medvedev og Putin nu synes at ville bruge Jeltsin i kampen om, hvem af de to, der skal fortsætte på præsidentposten efter valget i 2012.

Ved at hylde Jeltsin har de nemlig mulighed for at hente opbakning blandt demokratisk indstillede intellektuelle og vinde stemmer fra de demokratiske oppositionspartier. Meget tyder da også på, at Medvedev for alvor er gået ind i kampen med Putin om posten. Medevev er i de seneste uger flere gange gået offentligt i rette med den stærke premierminister.

Forleden sagde Putin på tv, at sagen om terroraktionen i Domodedovo-lufthavnen, som kostede 36 livet, nu er opklaret. Kort efter gik Medvedev på tv og sagde:

»Jeg mener, at det er fuldstændig utilladeligt, at øvrighedspersoner - inden afslutning af efterforskning, forberedelse af retssag, henvendelse til en domstol, afsigelse af dom og før dens ikrafttræden - erklærer, at en sag er opklaret, især når det drejer sig om en så alvorlig forbrydelse som terror. Her drejer det sig om at arbejde, ikke om at lave PR,« tilføjede han.

Forsøgene på at drage Boris Jeltsin ind i magtkampen på højeste niveau fik forleden journalisten Anton Krasovskij fra tv-stationen NTV, der tidligere var landets bedste og mest kritiske, men som under Putin blev gjort til en propagandastation for myndighederne, til at fare i flint. I et rasende indlæg på radio Moskvas Ekkos hjemmeside skrev han, at Boris Jeltsin i sin tid gik af frivilligt og i en tv-transmitteret tale undskyldte sine fejl over for befolkningen. Nu er det på tide, at befolkningen og de nuværende magthavere siger undskyld til Jeltsin, mener Krasovskij. »I har ikke fortjent en så god præsident,« tilføjede han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her