Læsetid: 7 min.

'Nu er min datter klar til at blive gift'

Ortodokse jøder bruger stadig en Kirsten Giftekniv til at arrangere møder mellem unge mennesker, der ønsker at indgå ægteskab. I et af Jerusalems mest ortodokse kvarterer er det en outsider, der varetager denne vigtige rolle
Ortodokse jøder bruger stadig en Kirsten Giftekniv til at arrangere møder mellem unge mennesker, der ønsker at indgå ægteskab. I et af Jerusalems mest ortodokse kvarterer er det en outsider, der varetager denne vigtige rolle
8. februar 2011

Heather Sirota er en snakkesalig jødisk bedstemor til 14 børnebørn og bor midt i det mest ortodokse kvarter i Jerusalem. I den ene hånd holder hun et kartotekskort med et vedhæftet fotografi, i den anden hånd holder hun telefonen. Hun kigger på kortet og siger til rabbineren i den anden ende af telefonlinjen:

»Hun er 20 år, halvanden meter høj, fra Philadelphia. Hendes forældre er separerede, men ikke skilt. Hun er det fjerde af fem børn, to af dem er allerede gift. Hun er ganske yndig. Og det siger jeg ikke så tit.«

Sirota vender kortet om og læser et par navne og telefonnumre op. Den unge kvinde har selv henvist til de ældste i sin synagoge, som kan bevidne hendes karakter. Rabbineren, som agerer på vegne af en ung mand, hvis oplysninger også står på et af Sirotas kartotekskort, vil ringe til disse numre, stille relevante spørgsmål og derefter meddele sin godkendelse eller det modsatte. Hvis alt går godt, kan der arrangeres et møde mellem de to unge mennesker og derefter, håber Sirota, en forlovelse.

Grundigt tjek

Den 67-årige Sirota er en shadchan, en traditionel jødisk Kirsten Giftekniv. Under loftshvælvingerne i hendes hus i Mea Shearim, som er en af de tidligste bosættelser uden for de gamle bymure og hjem for de mest ortodokse jøder, står en kurv med kartotekskort på dugen på det store spisebord. Nogle af dem er hæftet sammen med tøjklemmer: Det er de par, Sirota har ført sammen, og som nu ser hinanden med henblik på ægteskab. Selv om de første forsigtige skridt til at indføre en shadchan-service på nettet er blevet taget, skriver Sirota alle sine notater i hånden, sorterer informationerne og evaluerer de mulige forbindelser i hovedet. Hun er afvisende over for computersystemer. En computer har ingen intuition, siger hun, og »når du skriver ting i hånden, går de gennem armen op i din hjerne og bliver der. Når man skriver på en maskine, glemmer man.«

En shadchan spiller en afgørende rolle i ortodokse jødiske samfund, hvor unge mænd og kvinder sjældent omgås hinanden, men gifter sig som 17-18-årige, hvorefter et stort kuld børn betragtes som meget ønskeligt.

I denne stort set isolerede verden er der ifølge Sirota et spektrum af religiøs overbevisning, som går fra »de sorte«, som er de mest ortodokse, til »de farvede«, der betegnes som moderne ortodokse. I den »sorte ende« er det relativt nemt for forældrene at finde egnede potentielle partnere for deres børn, siger hun: »Det er en meget lille samfund, så det er meget nemt at finde ud af noget om folk. Forældrene kan tjekke det hele.«

Hvad tjekker de?

»Personligheden, om vedkommende har gode karaktertræk, om drengen er kvik og klarer sig godt i skolen, om han udadvendt eller stille, om han har lyst til at studere Toraen (jødernes religiøse tekster, red.), eller om han er mere interesseret i at gå på arbejde, hvilket ikke er så normalt her, og hvad hans interesser er, hvis han har nogen. Alle tjekker. Forældrene vil vide, hvilket forhold han har til sine venner, hvad hans brødre laver, hvilken slags familie han kommer fra. Det er en hel efterforskning.«

Ingen tvang

Når begge forældre har gennemført et fuldstændigt og tilfredsstillende tjek, skal de finansielle spørgsmål drøftes, undertiden bistået af en rabbiner:

»Forældrene vil forsøge at finde ud af, om de har fået nok penge til at købe en lejlighed til parret, og hvis ja, hvor. Ellers lejer de en.«

På dette stadium har det unge par sandsynligvis ikke mødt hinanden endnu.

Sommetider inddrager forældrene en shadchan:

»Man går til en shadchan og siger, at nu er min datter klar til at blive gift,« forklarer Sirota.

»Og så kommer der nogle andre, som siger, at deres søn er klar til at blive gift. Og en shadchan foreslår så, at man fører de to unge sammen. Det er det, jeg laver.«

De unge får ikke nødvendigvis fortalt, hvad der foregår. Hun indrømmer, at der er tale om arrangerede ægteskaber, men når parret mødes første gang, er de ikke forpligtet på noget: »Man har frit valg til at sige nej, der er ikke tale om et tvangsægteskab. De har ret til at sige det, hvis de ikke kan lide den pågældende person.«

Parret mødes et par gange, som regel hjemme hos en ven af familien, alene, men med andre i nærheden, før de beslutter, om de skal forloves. I mindre ortodokse kredse går parrene ud sammen:

»De mødes i en hotellobby, i zoologisk have og går måske med tiden en tur sammen«.

Selv om et fysisk forhold før ægteskabet er udelukket, er der ingen grænse for, hvor længe et par kan gå ud sammen, siger Sirota: »Men jeg vil sige helt ærligt, at jo længere de går ud sammen, des mindre chance er der for, at de vil blive forlovet. Hvis de ikke er blevet forlovet, når de har set hinanden 10 gange, falder det til jorden.«

Nye fromme

Sirotas begejstring for sit arbejde ændrer ikke ved, at billedet af familieliv i ortodokse kredse ikke altid er rosenrødt. Ifølge en nylig undersøgelse fra det israelske arbejdsministerium lever 56 procent af de mest ortodokse familier under fattigdomsgrænsen.

Kvinder i de konservative familier, de såkaldte haredi-jøder, får normalt syv eller otte børn, og nogle familier får nemt et tocifret antal børn (prævention er tilladt, men usædvanligt). Haredi-mændene bruger en stor del af deres liv på religiøse studier og undgår lønarbejde.

Mange familier er således afhængige af offentlige ydelser og velgørenhed. Nogle undersøgelser har konstateret, at vold i hjemmet forekommer stadig oftere, og at depressioner er udbredte. De fleste af Sirotas kunder er blevet ortodokse jøder som unge voksne, de er »nye frum« (fromme) i modsætning til »født frum«. De fleste er flyttet til Jerusalem fra udlandet, primært USA, Storbritannien, Canada, Sydafrika, Sydamerika og Australien:

»De fleste har fået en universitetsuddannelse, de kommer fra en anden verden og stiller meget præcise krav om højde, størrelse og udseende. Jo mere sekulær en verden, du kommer fra, des vigtigere er disse ting.«

Den verdslige verdens mærkbare indflydelse bekymrer Sirota:

»Denne generation kræver og kræver. Hvis jeg som ung ville have grønne sko, var der ikke noget at gøre. Man var nødt til at købe et par hvide sko og male dem grønne. Men hvis man i dag vil have et par sorte sko med guldprikker og en sølvfarvet sløjfe, er det blot et spørgsmål om at gå i tilstrækkelig mange butikker, før man finder, hvad man vil have. Mentaliteten med, at man kan finde, hvad man vil have i den materielle verden, gør sig også gældende, når man skal finde en partner. Folk er på udkig efter perfektion. Men mennesker er ikke født og skabt perfekte. Vi har alle vores fejl.«

Det er også blevet mere almindeligt, at ortodokse par bliver skilt.

Ortodoks outsider

Sirotas åbenhed om denne lukkede verden hænger sammen med, at hun selv føler sig som en outsider. Hun er født i en sekulær jødisk familie i Sydafrika, kom til Israel for 32 år siden sammen med sin mand og blev en del af det ortodokse samfund, da hendes to sønner gik til religionsundervisning:

»Intet i mit tidligere liv havde forberedt mig på dette,« siger hun.

Med sine farverige og elegante turbaner og sin stærke sydafrikanske accent er Sirota særpræget i det ensartede samfund i Mea Shearim:

»Jeg er ikke en dame fra Mea Shearim, jeg passer ikke ind nogen steder.«

Det var også foranlediget af sine sønner og deres venner, at Sirota begyndte at agere Kirsten Giftekniv og siden har gjort det til et fuldtidsjob efter at have sagt sin stilling i uddannelsessektoren op:

»For tre år siden ville jeg ikke stå ved det. Jeg sagde til folk, at jeg ikke var Kirsten Giftekniv, men at jeg måske godt kunne hjælpe dem.«

Ifølge Sirota bliver jøderne i Toraen befalet at betale et gebyr til en shadchan:

»Det er en velsignelse af jeres ægteskab,« siger hun, men tilføjer:

»Jeg kunne aldrig finde på at snakke om penge, jeg beder aldrig nogen om penge. Men de er indforståede med, at de skal betale mig, hvis det bliver til noget.«

Ved at bladre i kartotekskortene i sin kurv forsøger hun at matche unge mænd og kvinder med udgangspunkt i deres familiebaggrund, personlighed, livssyn og udseende. Hun vil ikke præcisere, hvor mange af de par, hun har ført sammen, som i sidste ende er blevet gift, men siger, at det er et trecifret tal:

»Jeg arbejder meget hårdt for mine par, men jeg har aldrig presset nogen.«

Hun griner af spørgsmålet, om en shadchan har høj status i samfundet:

»Det ved jeg ikke. Men det er en smuk ting at være involveret i.«

Mange af hendes unge ægtepar er blevet en del af en udvidet familie:

»Der er ikke noget, der bringer større glæde. Der sker en masse i mit liv. Så jeg vil fortsætte, så længe jeg kan.«

 

© The Guardian & Information 2011
Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu