Det egyptiske spøgelse: den iranske revolution i 1979

Den folkelige opstand i Egypten sender et spøgelse gennem vestlige hovedstæder: spøgelset af den iranske revolution i 1979.

Der er iøjnespringende ligheder mellem Teheran i 1979 og Kairo i 2011: En aldrende, vestligt støttet diktator har gennem årtiers uduelige styre gjort sig selv, sin familie og sit regime til hadeobjekt for det meste af befolkningen.

I Egypten som i sin tid i Iran udgør muslimske organisationer en betydelig undergrundskraft. I Iran overraskede fanatiske præster ved at have styrke til at overtage revolutionen og føre den igennem til et præstediktatur.

At noget tilsvarende sker i Egypten er den frygt, der på dansk jord har fået mæle af blandt andre Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen: Vesten kan miste en trofast allieret og til gengæld få en glødende fjende, der tilmed grænser op til Israel og kontrollerer Suezkanalen.

Midt i bekymringen over, hvad der kan komme ud af en uoverskuelig situation i Egypten, er der grund til at minde om de forskelle, der er mellem Kairo 2011 og Teheran 1979.

En ægte marionet

Den iranske shah, Mohammad Reza Pahlavi, var endnu tydeligere end Hosni Mubarak en vestlig marionet. Han var indsluset på sin trone af vestmagterne, efter at hans kejserfar havde gjort sig umulig ved nazivenlighed under Anden Verdenskrig. I 1953 flygtede den unge shah ud af Iran, efter en folkevalgt regering gennemførte omfattende reformer, bl.a. nationalisering af olieindustrien, der var på vestlige hænder.

Amerikanske CIA fik sammen med sin britiske fættertjeneste iscenesat et kup, der afsatte den folkevalgte regering og bragte shahen tilbage en bedrift, som CIA i mange år efter pralede med som en af sine mest vellykkede operationer. Hvad der selvsagt bidrog til at miskreditere USA blandt shahens mange iranske modstandere.

Så tydeligt et vestligt afhængighedsforhold har der aldrig været tale om for Mubarak, der som daværende vicepræsident legitimt kom til magten, da præsident Anwar Sadat i 1981 blev myrdet af religiøst motiverede soldater fra sin egen hær.

Shahen blev styrtet af en alliance, der ikke findes i vore dages Egypten: nemlig mellem det islamiske præsteskab og basarens virvar af handlende, håndværkere og pengeudlånere. Både i moské og basar følte man sig chikaneret af shahens royale reformer hvor halvhjertede, de end var.

Shahen så basaren som et levn fra fortiden og præsteskabet som en utidig magtkonkurrent, og han lov gav derefter. Resultatet blev, at basaren finansierede præsteskabets politiske undergravningsarbejde.

Ingen egyptisk romance

I Egypten er der ingen romance mellem præsteskab og handelsliv. Det vigtigste erhverv er turismen, og de millioner, der lever af den, er bevidst om, at et islamisk rædselsregimente skræmmer turister bort.

Hertil kommer, at den stærkeste politisk-religiøse kraft i Egypten Det Muslimske Broderskab ikke har så klar en oppositionsprofil i forhold til Mubarak, som præsterne havde det over for shahen. Det Muslimske Broderskab har endskønt at det officielt er ulovligt levet i en underforstået balance med Mubaraks regeringer, som har tilladt nogle af broderskabets kandidater indvalgt i det egyptiske parlament under andre listebetegnelser. Det er slet ikke sikkert, at de verdslige oppositionskræfter i Egypten vil gå med til, at det officielle forbud mod broderskabet ubetinget bliver ophævet.

Nok så afgørende er det, at broderskabet ikke har en samlende karismatisk skikkelse, der kan sætte masserne i affekt og påberåbe sig guddommeligt kald til at regere, sådan som ayatollah Khomeini, der i 1979 kom flyvende tilbage fra sit eksil i Paris og bortfejede den borgerligt-liberale regering, der var trådt til ved shahens anden flugt ud af Iran.

Militærets rolle er også forskellig. I Iran stod hæren rådvild og splittet, da shahen styrtede. I Egypten er hæren en samlende kraft måske landets eneste og den rolle er generalerne enige om at blive i. Og de vil slet ikke vige for et præstestyre, der i Iran som en af sine første handlinger gennemførte en blodig udrensning af det gamle regimes støtter i de væbnede styrker.

Måske er den største forskel på Kairo 2011 og Teheran 1979, at nu er erfaringen med en islamisk revolution gjort og tjener som eksempel til skræk og advarsel.