Analyse
Læsetid: 2 min.

EU må tage ansvar i overgangsfasen

Udviklingen i Nordafrika ændrer forudsætningerne for EUs udlændingepolitik, men revolutionerne understreger også behovet for en fælleseuropæisk offentlighed
Udland
16. februar 2011

Den overraskende udvikling i Nordafrika er en udfordring for EUs udenrigstjeneste. Institutionen, som skal varetage fælleseuropæiske udenrigspolitiske interesser, var knap etableret, før EUs udenrigspolitik fik nye forkastningslinjer. Opgaven er ikke længere at opretholde dialogen med de autokratiske regimer i Nordafrika, men at tage ansvar i den usikre overgangsfase og understøtte demokratiseringsprocessen. Chefen for den nye udenrigstjeneste, briten Catherine Ashton, besøgte forleden Tunesien og lovede at støtte landet med 17 mio. euro (129 mio. kroner). En ny institution med fælleseuropæisk mandat burde være velegnet til at fremme udviklingen i nabolandene, men udenrigstjenesten er kommet skidt fra start med nølende reaktioner på opstandene i Nordafrika: »Den rituelle støtte til dialog og samarbejde med undertrykkende regeringer er alt for ofte en undskyldning for ikke at gøre noget ved menneskerettighederne«, udtalte direktøren for Human Rights Watch, Kenneth Roth, mens demonstranterne i Nordafrika stædigt afviste dialog og samarbejde.

Under opstandene i Nordafrika har udenrigstjenesten forpasset alle chancer for at påvirke udviklingen med fælles udmeldinger. EUs strategi med at støtte undertrykkende regimer i Nordafrika og Mellemøsten er en væsentlig årsag til den politiske ustabilitet i området. Vesten har i årtier set gennem fingre med menneskerettighedskrænkelser og korruption, men samtidig fortrængt, at den vestlige dobbeltmoral blev udnyttet af antivestlige, islamistiske agitatorer og dermed skabte utilfredshed og ustabilitet. EU har fastholdt et paradigme om de arabiske befolkningers politiske umyndighed ved at indgå handels- og samarbejdsaftaler med regimer, der har suspenderet borgernes frihedsrettigheder. Det koster på troværdighedskontoen, der risikerer at gå i overtræk, hvis ikke EU finder en troværdig løsning på den strøm af politiske og økonomiske flygtninge, som er en naturlig følge af omvæltningerne i Nordafrika.

En påmindelse

Omkring 5.000 tunesere er i de seneste dage ankommet til den italienske ø Lampedusa. Tidligere var den lille ø centrum for migrationsstrømmene fra Afrika mod Europa, men EU-landene har gennem aftaler med regimerne i Nordafrika formået at flytte bevogtningen af Europas ydre grænse til syd for Middelhavet og dermed lede trafikken ad andre veje. Den pludselige masseudvandring fra Tunesien er et første tegn på, at forudsætningerne for den europæiske udlændingepolitik er under hastig forandring. Ifølge Dublin-forordningen, som regulerer EUs udlændingepolitik, bærer Italien som det første ankomstland i EU ansvaret for efterdønningerne af Jasmin-revolutionen. Italien og Grækenland, hvor asylsystemet er brudt sammen, vil også blive de første mål for egyptiske emigranter.

Undergraver EUs værdier

Forhindringen for en fælles løsning er EUs tilbagevendende problem: Trods det økonomiske samarbejde er det ikke lykkedes at skabe en transnational offentlighed, der kan producere europæiske svar på globale problemer. I de enkelte lande dominerer de stemmer, der især betragter udviklingen i Nordafrika som en sikkerhedstrussel. Den nuværende løsning med at udlicitere grænsekontrollen til magthavere, der ikke respekterer flygtningekonventionens bestemmelser, undergraver fællesskabets værdigrundlag og har givet folk som Mubarak, Gaddafi, Ben Ali og Bouteflika mulighed for at afpresse EU.

Den italienske regering foreslår, at man løser problemet med italiensk bevogtning af Tunesiens kyst. Men EU kan i denne situation ikke nøjes med ekstraordinære tiltag. De nordafrikanske revolutioner er en påmindelse om, at EU bør bringe udlændingepolitikken i overensstemmelse med unionens grundlæggende værdier for at få en troværdig stemme i Nordafrika.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

http://www.marxister.dk/vis.php?id=174&forf=

muligvis undgår nordafrikanerne, og afrikanerne
i det hele taget,
europæernes nøjen sig med socialdemokratiet's omvej, og går mere lige frem til communisme