Læsetid: 4 min.

EU tvinger Sydkorea til at slække på klimakrav

Med ny handelsaftale tvinger EU Sydkorea til at slække på CO2-udslipskrav til især store biler og gør det sværere for landet at stille skrappe klimakrav til benzinslugende biler i fremtiden. Skandaløst, farligt og defensivt, lyder kritikken
EU har lobbyet og fået Sydkorea til at ændre på en planlagt lov for bilers CO2-udslip, så store bilmodeller i praksis får lov at forurene relativt mere og små biler relativt mindre - til glæde for de europæiske bil-producenter, der hovedsageligt sælger store luksusbiler i Sydkorea. Her lanceringen af en ny Audi-model i Seoul.

EU har lobbyet og fået Sydkorea til at ændre på en planlagt lov for bilers CO2-udslip, så store bilmodeller i praksis får lov at forurene relativt mere og små biler relativt mindre - til glæde for de europæiske bil-producenter, der hovedsageligt sælger store luksusbiler i Sydkorea. Her lanceringen af en ny Audi-model i Seoul.

Jong jing-ye

21. februar 2011

Sydkoreas nye lovgivning for bilers CO2-udslip er blevet mindre hård ved store benzinslugere, end det så ud til for blot et halvt år siden - og samtidig vil Sydkorea i fremtiden få svært ved at stille skrappere klimakrav til biler end EU-landene.

Det er konsekvensen af en ny handelsaftale mellem Unionen og det sydøstasiatiske land, som blev stemt endeligt igennem Europa-Parlamentet i torsdags og nu får klimaforkæmpere til at protestere højlydt.

»Det er en skandale. EU har aktivt presset Sydkorea til at sænke sine krav til CO2-udledning for primært europæisk producerede biler, selvom Sydkoreas krav i forvejen er betydeligt slappere end de europæiske,« siger Jeppe Juul, trafikmedarbejder ved Det Økologiske Råd.

»Desværre er det endnu et eksempel på, at bilindustriens interesser for mange europæiske politikere er vigtigere end at bekæmpe den globale opvarmning.«

Hos Greenpeace i Bruxelles advarer trafikpolitisk medarbejder Franziska Achterberg om, at handelsaftalen kan komme til at skade EU's bestræbelser på at få andre lande til at sænke deres CO2-udslip.

»EU prøver at få andre lande til at gøre mere på klimaområdet,« siger hun.

»Men hvis vi nu siger: 'Indfør klimalovgivning, men ikke når det går ud over vores eksport', så giver det os en svagere forhandlingsposition.«

Lovpres

I forbindelse med handelsaftalen har EU for det første fået Sydkorea til at ændre på en planlagt lov for bilers CO2-udslip, så store bilmodeller i praksis får lov at forurene relativt mere og små biler relativt mindre - til glæde for europæiske bilproducenter, der hovedsageligt sælger store luksusbiler i Sydkorea.

»Det handler om Audi'er, BMW'er og Mercedes'er, og den åbenlyse årsag til, at bilfabrikanterne har været så optaget af et så relativt lille marked som Sydkorea, er den profitmargin, de har på de store biler. Men måske tænker de også på udviklingen på andre markeder i fremtiden,« siger Franziska Achterberg fra Greenpeace.

Hos de europæiske bilproducenters forening, ACEA, erkender talskvinde Sigrid de Vries, at bilindustrien har været stærkt optaget af den sydkoreanske udslipslov - men hun afviser, at bekymringen skyldes profithunger eller et ønske om at slække på Sydkoreas lovgivning for at sælge en masse benzinslugere.

»Vi prøver ikke på at manipulere med miljølovgivning gennem handelspolitik,« siger hun.

»Lovgivningen udgjorde en handelsbarriere - og det har i princippet ikke noget med miljøkrav at gøre. Fra bilindustriens side har vi blot sagt, at der skulle være lige konkurrence.«

Og det bliver der, mener hun, når de europæiske producenters store luksusbiler ikke bliver pålagt skrappere klimakrav end de lokale producenters små biler. Ændringen af lovgivningen, som allerede er gennemført af koreanerne, er imidlertid ikke den eneste måde, hvorpå handelsaftalen påvirker Sydkoreas miljøpolitik, hvad angår biler. Aftalen indeholder nemlig også tiltag mod fremtidige 'tekniske handelsbarrierer' - og her er skrappere CO2-krav til biler eksplicit nævnt.

Farlig udvikling

Hvad handelsaftalens bestemmelser præcis vil indebære i praksis, er svært at spå om, eftersom aftalen er den første af sin slags - men handelspolitisk medarbejder for De Grønne i Europaparlamentet Martin Köhler er ikke i tvivl om, at aftalen vil få en »afkølende effekt« på fremtidig koreansk klimalovgivning:

»Der vil muligvis være nogle lovgivningsprocesser, som vil blive standset allerede i opløbsfasen,« siger han.

Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd er enig: »Det er et vink med en vognstang fra EU om, at man tager det her område meget alvorligt - og derfor vil det sandsynligvis føre til selvcensur fra koreanernes side,« siger han.

Men ud over at bremse koreanske klimakrav til biler kan det faktum, at handelsaftalen nævner CO2-regler som en mulig handelsbarriere, ifølge Greanpeaces Franziska Achterberg på længere sigt både skade EU og gøre fremtidige handelspolitiske forhandlinger langt mere besværlige: »Hvis EU begynder at se andre landes klimalovgivning som handelsbarrierer, er det en meget farlig udvikling. Det åbner et helt nyt felt for lobbyisme,« siger hun og henviser blandt andet til, at Canada i øjeblikket forsøger at få EU til at droppe miljøkrav, der forbyder brændstof fremstillet af canadisk oliesand.

'Defensivt'

EU's forsøg på at kontrollere Sydkoreas klimakrav er ifølge ekspert i handelspolitik Christian Friis Bach desuden et tegn på, at Europa er ved at miste den grønne førertrøje:

»Det illustrerer i høj grad, at det er EU og USA, som i dén grad er kommet i defensiven på klimaområdet,« siger han og nævner, at Sydkorea er blandt de lande, der satser allermest på grøn energi.

»USA har lige lagt sag an mod Kina ved Verdenshandelsorganisationen (WTO) for at give statsstøtte til vindmøller, og det kan man lægge i samme hat. Det viser lidt om, hvem der er ved at vinde den grønne energirevolution - og det er hverken EU eller USA. Dem, der vinder energirevolutionen, bliver fremtidens vinderlande i det hele taget.«

Information har forsøgt at få en kommentar fra både klimakommissær Connie Hedegaard og de parlamentarikere, som i Europa-Parlamentets udvalg for international handel har stået for de sidste justeringer af handelsaftalen - men det har ikke været muligt.

Parlamentarikerne har dog tidligere udtalt glæde over, at man har kunnet imødekomme den europæiske industris bekymringer, ligesom EU-Kommissionen i en udtalelse i forbindelse med den koreanske lovændring 24. januar roste koreanerne for deres »konstruktive tilgang« i spørgsmålet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Giver Lissabontraktaten ikke borgerne adgang til at få en sag behandlet, hvis man skaffer 1.000.000 underskrifter? Var dette ikke den bedste sag at lægge ud med?

Johannes Lennar

Peter:

Der er allerede samlet 1*10^6 underskrifter. Det er underskriften mod GMO i EU, eller GE.

EU har bare været sløv og har derfor ikke fundet ud af hvordan man rent faktisk skal tage sig af underskriftsindsamlingen, så det er de ved at arbejde på.
Når det arbejde er færdigt kan de begynde at snakke om GMO i EU.

Men det har de jo haft siden 1992 til at finde ud af hvordan man gør det. EU er bare for langsomt og udueligt.

Desuden er det her ikke første gang EU viser sit grimme klimaansigt. EU støtter også kulminerne økonomisk så de kan overleve.

EU er bare et stort komplekst magtmisbrug og bruges af globale virksomheder som deres talerør. EU skal derfor bare dø længere er den ikke.

Hvis EU havde været fair overfor befolkningen havde de selvfølgelig haft styr på hvad der skal ske når der bliver samlet 1*10^6 underskrifter ind.

Johannes Lennar

fra wiki:
Kommissionen skal tage stilling til opfordringen og offentliggøre sin stillingtagen, men er ikke forpligtet til at følge den.