Læsetid: 2 min.

Hæren vil have pladsen ryddet

Den egyptiske revolution er ikke mere end to døgn gammel. Men allerede nu tegner sig de første konturer af de konflikter, der vil komme til at præge den kommende tumultagtige periode
14. februar 2011

KAIRO - De seneste to døgns uafbrudte fest er slut. Det er ikke længere tamburintrommer og dans, der lyder over pladsen, men ambulancesirener, trafiklarm og tænders gnidsel. Trafikken flyder atter forbi pladsen omend den afbrydes af spredte demonstrationer. Politisoldater med røde huer forsøger at dirigere trafikken uden det store held.

Hærens mål er klart. At få demonstranterne til at gå hjem, så trafikken og normaliteten kan vende tilbage til Tahrirpladsen, også kaldet Befrielsespladsen. Langt hovedparten af demonstranterne har fuldt opfordringen og er gået hjem. Men de, der ikke har villet høre, har måttet føle.

»Hæren kom i morges klokken fire, da vi sov i vores telte, og angreb os. De bankede mig,« fortæller Hashim Mustafa, en midaldrende gråhåret herre, indigneret. »De kappede strømmen til vores højtalere og tog vores mikrofoner.«

»Dette er revolutionens hårde kerne,« siger Omar Abdel Rahman og peger ud mod demonstranterne. Der er kun nogle få hundrede. »Vi er her for at beskytte revolutionen.«

Billigt sluppet

Da jeg er ude for at optage tv-billeder af folk, der råber slagord mod regimet, bliver jeg pludselig omringet af en gruppe unge drenge, der er stærkt opsatte på at forhindre mig i at filme.

Først tror jeg, der er tale om en misforståelse, og siger mishmuskilla. No problem.

Snart bliver jeg skubbet og puffet fra flere sider.

»No no,« råber de alle, mens de omringer mig. Jeg gør mine til at trække mig og sænker kameraet, men det gør dem blot endnu mere aggressive. En griber ud efter kameraet.

Politisoldaterne, der danner en menneskelig kæde mellem demonstranterne og deres modstandere, gør ikke mine til at gribe ind. Jeg forsøger at bevæge mig baglæns mod politisoldaternes rækker. Men drengene vil ikke lade mig gå. Da det endelig lykkes mig at krybe under armene på politisoldaterne, griber tre par hænder fat og giver sig til at rive mig tilbage. Jeg stemmer imod, men hænderne giver ikke op. Snart er der fire par. Til sidst kaster min kone sig mod bundtet af arme, et trick, der plejer at virke i Mellemøsten, hvor kvinder er tabu. Det virker. Armene trækker til sig.

Det er dog ikke alle der slipper så billigt.

Da vi endelig er kommet i sikkerhed bag demonstranternes linjer, ser vi hjælpeløse til, mens en lyshåret journalist bliver gennembanket af hoben, indtil de beslutter at lade ham gå. Mindre end 48 timer efter at Befrielsespladsen skælvede af jubel over Mubaraks afgang, er hans bøllekorps tilbage.

Mubaraks folk

Bag en teltdug i demonstranternes kommandocentral er ingen i tvivl om, hvad det betyder.

»Regimet forsøger at stjæle vores revolution,« siger Mohammed Atif.

»Det er kun Mubarak, der er væk. Men alle hans folk er der stadig. Systemet arbejder som før,« siger Omar Abdel Rahman.

Senere i går eftermiddag imødekom den nye militærjunta dog et af demonstranternes krav og opløste parlamentet og satte forfatningen ud af kraft. Militærrådet under ledelse af forsvarsminister Tantawi meddelte også, at Mubaraks regering vil blive siddende som en overgangsregering, indtil nyvalg kan afholdes inden for seks måneder.

Men den forhadte undtagelsestilstand, der har været i kraft lige siden Hosni Mubaraks tiltræden efter mordet på Anwar Sadat er heller ikke blevet ophævet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu