Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kina pålægger storforurenere grønne afgifter

Efter årtiers forurenende vækst har Kinas nu fremlagt en ambitiøs plan for miljøafgifter og vedvarende energi. Skeptikere frygter dog, at korrupte embedsmænd og fabriksledere som tidligere vil stå i vejen ved at tilsidesætte reglerne
Udland
8. februar 2011

Som et led i en ambitiøs miljøoprydningsstrategi vil Kina pålægge storforurenere en miljøafgift, siger eksperter, som er underrettet om den kinesiske regerings planer. Afgiften indgår sammen med verdens mest ambitiøse plan om vedvarende energi og en fornyet indsats for at bekæmpe luftforurening i den største og grønneste femårsplan i Kinas nyere historie, som regeringen vil fremlægge i næste måned. Efter tre årtier med forurenende vækst skal tiltagene trække landet ud af miljøsumpen og gøre det til en førende økonomi med lavt CO2-forbrug. Men skeptikere sætter spørgsmålstegn ved, om denne politik vil få større succes end de tidligere fejlslagne bestræbelser på at overvinde sammenhængen mellem korrupte embedsmænd og fabriksledere, der tilsidesætter reglerne.

Miljøafgiften, der vil medføre gebyrer på udledning af svovldioxid, spildevand og andre forurenende stoffer, skal afskrække de forurenende virksomheder, som i stort tal er flyttet til Kina for at drage fordel af lave omkostninger og manglende regler. Embedsmænd og forskere har i årevis studeret mulighederne, og ifølge regeringens rådgivere vil den nye politik med sikkerhed blive vedtaget:

»Der bliver indført en miljøskat. Det fremgår tydeligt af forslagene til den næste femårsplan,« siger Ma Zhong, som er leder for Institut for Miljø og Nationale Ressourcer på Renmin-universitetet i Beijing:

»Den vil sandsynligvis blive opkrævet på landsplan, men det er også muligt, at den i første omgang vil blive indført i udvalgte regioner.«

Pilotprojekt

Jiangxi, en provins i det sydøstlige Kina, har søgt om at blive vært for et pilotprojekt. De kinesiske medier forudsiger, at afgiften vil blive indført fra 2013:

»Forureningssituationen er meget alvorlig. For at gøre noget ved det har vi brug for et system af miljøafgifter, som vi vil indføre gradvist,« siger Zhang Jianping, seniorøkonom ved Institut for International Økonomisk Forskning i den nationale udviklings- og reformkommission.

CO2 er en de største bekymringer på grund af Kinas status som verdens største udleder af drivhusgasser, men vil sandsynligvis først blive omfattet af miljøbeskatning på et senere tidspunkt, selvom spørgsmålet allerede debatteres:

»Nogle vil lægge dem sammen, men jeg mener, at skatten på CO2-udledning bør være anderledes og højere end miljøafgiften,« siger Zhang Jianping.

Ændret adfærd

Indtægterne tilfalder centralregeringen, hvilket har udløst krav om finansiering af renoveringen af de alvorligt beskadigede økosystemer og kompensation til ofrene for industriforurening. Men hovedformålet med det nye system er at afskrække forurenere:

»I den første fase er formålet med afgiften at få folk til at ændre adfærd snarere end at inddrive penge,« siger Ma Zhong.

Det vil sandsynligvis kunne mærkes mest i energisektoren samt udledningstunge sektorer som stål-, kemi- og cementindustrien.

Kina har allerede miljøafgifter, men de er lave og bliver sjældent opkrævet af de dårligt udrustede miljøagenturer. Skatteopkræverne vil sandsynligvis stå stærkere, selvom deres effektivitet afhænger af, hvor høje afgifterne bliver, og om overvågnings- og kontrolsystemerne bliver forbedret.

Regeringen har også annonceret planer om at hæve beskatningen på ejendomme og udnyttelse af naturressourcer for at modvirke ejendomsspekulation og overdreven udnyttelse af energi, vand og mineraler. Et obligatorisk system for handel med CO2 på regionalt niveau eller på sektorniveau forventes også at indgå i den kommende femårsplan, som bliver fremlagt i marts.

Den kommunistiske regerings brug af finansielle og markedsbaserede redskaber udgør en fornyelse i forhold til de foregående femårsplaner, som tidligere har været baseret på ordrer fra ledelsen.

Miljøforkæmpere har udtrykt tilfredshed med initiativet, men hævder, at regeringen er nødt til at gøre mere med hensyn til gennemsigtighed, implementering og fordeling af byrderne:

»Lanceringen af en miljøafgift er Kinas første egentlige forsøg på at anvende finansielle mekanismer til at begrænse forureningen,« siger Wang Xiaojun fra Greenpeace:

»Det er et godt tegn, at snakken om penge er begyndt, men der er stadig lang vej, hvis man virkelig vil tvinge forurenerne til at betale, hvad de skylder miljøet og de mennesker, der er afhængige af det.«

© Guardian & Information 2011
Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her