Nyhed
Læsetid: 4 min.

Mediekrig i Kairo

Klapjagten på medierne med mere end 100 overfald på journalister og kamerafolk afspejler Mubarak-styrets harme og panik over den eksponering, som først og fremmest formidles af den arabiske kanal al-Jazeera
Udland
5. februar 2011

Beirut - Da voldsmænd i går formiddag raserede al-Jazeeras arabiske redaktion i Kairo var det en slags kulmination på 48 timers overfald på mediearbejdere, der dækker de egyptiske uroligheder - journalister, kamerafolk og teknikere.

Mere end 100 har lidt overlast - dertil kommer de mange, der er blevet tilbageholdt på deres hoteller. En svensk journalist er hårdt såret af knivstik i ryg og brystkasse, de fleste har mærker efter tørre tæv, bl.a. TV 2's Steffen Jensen, og nogle er tilbageholdt af sikkerhedstjenester og politi og har været udsat for grov mishandling.

En hollandsk kameramand blev ifølge den britiske avis The Guardian antastet, allerede da han ankom til Kairo lufthavn og blev tilbageholdt 17 timer, først på en politistation, siden på flere militærforlægninger, hvor han blev slået og nægtet mad og drikke.

Efter han var blevet sat fri, blev han ringet op på sit hotel af en embedsmand i sikkerhedsministeriet, der meddelte, at »næste gang er vi ikke så venlige«.

Rød klud

Den grove intimidering rettes i Kairo primært mod udenlandske mediearbejdere, der er let genkendelige i gadebilledet. Pressefrihed er ingen selvfølge i arabiske lande, hvor journalister generelt anses - og ofte med god grund - for at være købt af politiske eller økonomiske interesser.

Og det er Qatar-baserede al-Jazeera, hvis dækning eksponerer den egyptiske krise til 300 mio. arabere, der især irriterer de egyptiske magthavere. Allerede ved den store demonstration forrige fredag, da al-Jazeera sendte fra tv-bygningen i det centrale Kairo, bankede sikkerhedsfolk på døren med krav om, at kameraerne blev slukket. Det blev de ikke, og siden har stationens stab arbejdet videre trods lukning af den egyptiske satellitadgang (Nile Sat), beslaglæggelse af teknisk udstyr, anholdelser af personale og altså nu vandalisering af kontorerne. Det var al-Jazeeras dækning af præsident Mubaraks tale til nationen tirsdag aften, der blev projiceret til Tahrir-pladsen på storskærm til hujen og buh'en fra mængden.

Og formentlig er det årsagen til, at klapjagten med overfald på vestlige reportere og kamerafolk tog til onsdag. Al-Jazeeras reportere kunne blande sig i mængden med telefonvideokameraer og sende billederne tilbage til et teknisk transmissionscenter på nogenlunde sikker afstand af begivenhederne.

Satellitkanalen, der ejes af Qatars emir, er den mest sete i den arabiske verden og et horn i siden på ikke kun Mubarak, men på de fleste arabiske regimer, der ser den som sabotage af deres mediemonopoler.

Arabere kunne pludselig genkende sig selv og deres virkelighed på tv, da al-Jazeera begyndte at sende i 1996. Det var den første arabiske kanal, der interviewede israelske politikere, og samtidig den arabiske kanal, der afgørende brød igennem i Vesten, hvor de øvrige globale nyhedskanaler ofte er henvist til at købe al-Jazeera-stof fra Mellemøstens brændpunkter.

Bl.a. sendte kanalen fra Gaza under krigen 2008-9, hvor Israel havde etableret medie-
black out, og så sent som i januar havde al-Jazeera eneret på offentliggørelsen af 1.676 diplomatiske indberetninger om fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne, der er yderst pinlige for PA-hjemmestyret.

Fra begyndelsen af 2007 etableredes en engelsksproget tjeneste, der har skaffet kanalen et seergennembrud specielt i Europa med kendte studieværter og reportere hentet hos CNN og BBC, bl.a. veteranen David Frost, som nu konkurrerer med deres tidligere arbejdsgivere.

Interaktion

Den engelsksprogede tjeneste har selvsagt fordel af slægtskabet med den arabiske hovedredaktion - dækningen er tilpasset vestlige normer, hvorimod den arabiske er mere offensiv - >nogle arabiske - og israelske - kritikere mener 'mere islamistisk' - men den engelske tjeneste lukrerer på de arabiske kollegers tilstedeværelse i hele Mellemøsten, og dermed tættere dækning af den mellemøstlige virkelighed.

Det kan være forklaringen på, at kanalen har besvær med at få sendetilladelser i USA, hvor den hovedsagelig kan ses i stater med adgang til canadisk tv. Andre steder i USA hentes kanalen ned via internettet, og i Egyptens krisedøgn er antallet af hits øget med 2.500 procent, hvoraf 60 pct. er amerikanske netbrugere.

Al-Jazeera lever således for alvor op til sit reklameslogan: »Se Al al-Jazeera - det gør CNN«. At den arabiske kanals tættere og mere dristige dækning også påvirker de vestlige konkurrenters tilgang til Mellemøsten, illustreres måske bedst af den hvinende panik hos Ibrahim Kamel, et prominent medlem af Hosni Mubaraks regeringsparti, NDP, der lød som et forsinket ekko af Komiske Ali - den hurtigsnakkende Saddam-talsmand i Bagdad 2003 - da han i et telefoninterview med BBC stemplede tv-dækningen af urolighederne som »de vestlige mediers sammensværgelse mod Egypten og flertallet af egyptere«.

Ibrahim Kamel er Egyptens største byggematador, et fremtrædende medlem af NDP's generalsekretariat og altså typisk for Mubarak-parlamentets sammenblanding af politik og økonomiske interesser. I BBC-reportagen blev han spurgt til de seneste dages overfald på mere end 100 pressefolk. Kamel afviste kategorisk beviser på, at flere overfaldsmænd havde id-kort fra sikkerhedstjenesterne, men lovede at »millioner vil marchere meget snart, for nok er nok«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her