Baggrund
Læsetid: 4 min.

Mikrolånsguru under pres for at forlade bank

En kampagne for at få Nobelprisvinderen Muhammad Yunus til at træde ud af Grameen-bankens bestyrelse ser ud til at være iværksat af Bangladeshs regering og have politiske motiver
Udland
23. februar 2011
Muhammad Yunus har modtaget nobelprisen for sin indsats for at nedbringe fattigdom, men det afholder ikke kritikere fra at forsøge at presse ham ud af Grameen Bank, som han er administrerende direktør for.

Muhammad Yunus har modtaget nobelprisen for sin indsats for at nedbringe fattigdom, men det afholder ikke kritikere fra at forsøge at presse ham ud af Grameen Bank, som han er administrerende direktør for.

Ditte Valente

DELHI Muhammad Yunus den berømte bangladeshiske økonom, som i 2006 blev hædret med Nobelprisen for sin originale filosofi om de såkaldte mikrolån risikerer nu at blive tvunget til at gå af som leder af den bank, han selv tog initiativ til at stifte i det formål at hjælpe fattige mennesker i Bangladesh og i andre udviklingslande.

Yunus er administrerende direktør for Grameen Bank, som siden stiftelsen i 1983 har udlånt småbeløb til millioner af underprivilegerede for at hjælpe dem til at starte eller drive egen virksomhed som et første skridt ud af fattigdom. Men nu er han blevet viklet ind i en forbitret politisk kamp i sit hjemland.

Kampagnen for at få fjernet Yunus har højtstående bangladeshiske politikere som bagmænd og kan forventes optrappet i denne uge forud for et afgørende bestyrelsesmøde på mandag, hvor hans tilhængere mener, at den 70-årige økonom vil blive udsat for massivt pres for at træde tilbage.

Presset begyndte i sidste uge, da Bangladesh finansminister udtalte, at Yunus burde gå efter påståede »uregelmæssigheder i driften«.

Abul Maal Abdul Muhith kaldte Yunus for »en mand af høj status, der fortjener vores respekt«, men så tilføjede han ikke just respektfuldt: »Men nu er han gammel«.

Ministeren, der for øvrigt selv er 77, udtalte endvidere:

»Vi har brug for at omdefinere bankens rolle og underlægge stærkere regulering.«

Tilhængere af Yunus frygter, at Bangladesh politiske elite ønsker at bringe Gra-meen ind under regeringens fulde og direkte kontrol. Yunus har ikke selv kommenteret ministerens udfald imod ham, men har til medier udtalt:

»Enhver overgang vil kræve et velvilligt miljø og opbakning fra bankens interessenter og eksterne investorer, således at det sikres, at banken fortsat kan leve fuldt op til sin mission med at hjælpe de fattige.«

Stigende fjendtlighed

Modstanderne af Yunus har været knap så høflige. I december anklagede Sheikh Hasina, Bangladesh premierminister, Yunus for at behandle Grameen som sin personlige ejendom og bruge denne til at »suge blod af de fattige«.

Yunus støtter betegner sådanne beskyldninger som groteske og henviser til, at Yunus netop har vundet Nobelprisen for sin store indsats for at mindske fattigdom.

Yunus kom ikke desto mindre for nylig i kritisk søgelys, da han ved en domstol i Dhaka blev stillet over for anklager om, at et af hans sociale forretningsinitiativer havde resulteret i salg af forurenet yoghurt.

Han har også måttet forholde sig til påstande fremsat i en norsk tv-dokumentar fra sidste år om, at Grameen i 1990erne flyttede norske bistandsmidler fra én beskatningsenhed til en anden for at opnå rimelige skattefordele. En efterfølgende undersøgelse iværksat af Norges regering fandt dog ingen tegn på ulovligheder.

Angrebene på Yunus kommer på et tidspunkt, hvor mikrokreditter, som mange har fremhævet som en model, der kan ændre livet for hundredvis af millioner fattige i udviklingslandene, møder stigende politisk fjendtlighed.

I Indien har politikere beskyldt mikrolånbanker for at skabe profitter på bekostning af fattige mennesker og har nogle steder forbudt yderligere udlån eller inddrivelse af gæld.

I den sydlige indiske delstat Andhra Pradesh har de aggressive salgsmetoder, som snesevis af uregulerede mikrofinansieringsvirksomheder gør brug af, bragt et stort antal allerede håbløst fattige landmænd ud i bundløs gæld. Nogle analytikere har ligefrem betegnet hele mikrolånbranchen som Sydasiens pendant til USAs subprime-lån underforstået: med samme potentiale for at skabe økonomisk kaos.

Æreskrænkende chikane

Venner og beundrere af Yunus mener, at den politiske elite i Bangladesh har søgt efter et påskud for at vælte ham, lige siden han for flere år siden forsøgte at etablere et politisk parti, der skulle bekæmpe landets florerende korruption.

Et andet motiv kan være de fordele, det kan give at kontrollere banken i forhold til at skaffe sig vælgertilslutning. Regeringen har allerede en ejerandel på 10 procent, men med rådighed over fordeling af større ressourcer vil den have fået et middel i hænde til at styrke sin popularitet i udvalgte vælgergrupper og valgdistrikter.

Banken hjælper allerede omkring otte millioner fra Bangladesh fattigste familier og har gennem sociale partnerskaber med globale mærkevareselskaber som Adidas og Danone sikret beskæftigelse for over 30.000 mennesker.

En international modkampagne til forsvar for Yunus er også lanceret. Og Friends of Grameen har magtfulde støtter, deriblandt kampagneleder Mary Robinson, tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder og forhenværende irsk præsident. Hun fordømte i sidste uge den »bagvaskelseskampagne, som Yunus udsættes for« og kaldte de »stadig mere aggressive angreb mod Yunus« for »politisk orkestrerede«.

Yunus støtter tæller også James Wolfensohn, en tidligere præsident for Verdensbanken, Yeardley Smith, en amerikansk skuespiller, og Liam Black, en fremtrædende britisk social iværksætter.

»Det er afgørende, at Grameen Bank kan forblive en uafhængig finansiel ressource for de fattige i Bangladesh landdistrikter,« har Black sagt.

»Den chikane mod Yunus, som kommer til udtryk i formuleringer som blodsuger, er ærekrænkende, og regeringens patetiske forsøg på at få ham fjernet på grund af alder må stoppe.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikrolån banken slår igen - Se hele den aktuelle debat / foredrag på YouTube:
- klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=nw7x0B_pd24&feature=autoplay&list=PLDBA7D...
Fanget i mikrogæld? Mikrolån - foredrag ved Oikos Banken i Danmark, kommunikationsansvarlig Gullmai Sørensen - klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=nw7x0B_pd24&feature=autoplay&list=PLDBA7D...

Set hele mikrolån foredrag / debat fra start:
Del 1-4)
Mikrolån banken slår igen på YouTube - klik på:

http://www.youtube.com/watch?v=MEw2tW97LkE&feature=autoplay&list=PLDBA7D...

Om Yunus og Grameen i højere grad end andre banker suger blod af de fattige, kan jeg ikke umiddelbart gennemskue. Jeg har selv "aktier" i et tilsvarende projekt via min bank, da jeg foretrækker dette fremfor de andre bankers mere rå kapitalisme.

Den omtalte hetz mod Yunus har også et dansk afsæt gennem den ellers så effektive Tom Heinemanns DR-dokumentar "Fanget i Mikrogæld". Her tjekkede jeg filmens onde historie om, at den første modtager af mikrolån fra Yunus døde i fattigdom. Og her har Heinemann rodet sig ud i en brøler, for kvinden er fortsat glad og i live, og bekræfter den oprindelige gode historie...

Michael Borregaard

Så også Tom Heinemanns DR-dokumentar "Fanget i Mikrogæld".

Som Tom siger, er andre banker mere rå kapitalister - det ændrer dog ikke på billedet af, at mange af lånere i Grameen, er fanget i "kapitalismens jernbur", på mange områder et utaknemmeligt skæbnehjul, baseret på den enkeltes ansvar for gruppen som helhed, ved betaling af individuelle lån, men hæften er solidarisk, for betaling af gæld, hver uge - og chancen for udstødelse er høje, hvis økonomien ikke giver overskud uge efter uge, med vægt på den høje rente.

Grameen har fået opbygget sig et foretningsimperium - var vist nok 50 eller flere virksomheder -af denne grund, burde man gå over til metoder som var mere markedskonforme, og giver den enkelte låntager, mulighed for, at tilbage betale deres lån eksempelvis hver 14 dag, eller en gang om måneden.

@Tom Paamand
Før du skyder med al for skarp ammo, så bør du måske læse, hvad jeg og NRK har svaret på de grundløse anklager fra Grameen Foundation.
Den særlige "uafhængige film skaber", som du henviser til, har produceret to hyldest-portrætter af Yunus, ligesom hun selv oplyser, at hun har opbygget et nært, personligt forhold til Yunus.
Og prøv så at gætte, hvem der varr tolk på hendes "uafhængige" mission? Ingen ringere end vicedirektøren fra Grameen Bank.
http://www.flipthecoin.org/?p=380
Mvh
Tom Heinemann

Tak for at du blander dig, "ellers så effektive" @Heinemann. Jeg synes nu ikke min ammo har været særligt skarp - blot en påpegning af, hvad jeg fandt om den nævnte dame. Til gengæld havde jeg nu forventet et mere rationelt svar om selve sagen, og ikke blot et ret overflødigt angreb på den "uafhængige film skaber".

Jeg har nu læst det norske brev, som jeg går ud fra, at dit link skulle vise mig. Og vi står vel fortsat ved påstand mod påstand. Giv mig lige en fuld afdækning, med citater og links til de modstridende erklæringer, så skal jeg nok forholde mig til sagen igen :).

@Heinemann - jeg bliver nød til at gentage mig selv: Forventede et mere rationelt svar om selve sagen, og ikke blot et ret overflødigt angreb på den “uafhængige film skaber”.

Jeg er temmelig ligeglad med om damen så deler seng med både Yunus og resten af Grameens ansatte. Det berettiger til en ekstra afprøvning af hendes oplysninger, og er naturligvis af en vis lidt BT-agtig interesse, men skulle vi ikke lige komme til sagen.

Kunne du ikke i stedet opføre dig som den hæderlige journalist, jeg altid har regnet dig for, og forholde dig konkret og kritisk til indholdet i den historie, hun fortæller. Når du så omhyggeligt har tilbagevist den, er du velkommen til kort at supplere med et par motiv-analyser...