Læsetid: 4 min.

En optimistisk, men stadig helt uafklaret revolution

Demonstrationerne i Kairo har bidt sig fast, WikiLeaks afslører Suleiman-taskenspil med Israel, styret giver stadig flere indrømmelser, men intet flytter sig afgørende
Situationen på Tahrir-pladsen i Kairo er atter så fredelig, at selv børn sendes med til protesterne igen. I går var omkring 100.000 på pladsen for 15. dag i træk, men ingen ved, hvornår en varig overgang til demokrati indfinder sig i det folkerige landet.

Situationen på Tahrir-pladsen i Kairo er atter så fredelig, at selv børn sendes med til protesterne igen. I går var omkring 100.000 på pladsen for 15. dag i træk, men ingen ved, hvornår en varig overgang til demokrati indfinder sig i det folkerige landet.

Amel Pain

9. februar 2011

BEIRUT Selv i Libanon, der rent politisk har sit at se til, sanses den kollektive eufori, der siges at have grebet i hele den arabiske verden.

»Lederen af revolutionen?«, spurgte min kollega Ernest Khoury retorisk, »der er ingen leder, for ingen har brug for en leder. Ledere opfindes, når der skal forhandles, men den fase indtræffer ikke så længe det siddende styre og Mubarak er intakt indtil da har revolutionen ikke brug for ledere. Den kan selv, for den vil selv.«

Ernest Khourys blik strålede rødsprængt på grund af træthed de sidste uger har han og staben på Beirut-avisen al-Akhbar knoklet med at sende 15-20 siders revolutionsreportage på gaden hver dag. En større paneldebat på avisen med den tyrkiske ambassadør om gamle naboer Libanon og Tyrkiet blev aflyst.

»Der er ikke tid,« sagde Ernest Khoury, »der er jo en revolution at skrive om.«

I hjørnet af redaktionslokalet kværnede al-Jazeera-tvs livereportage fra Tahrir-pladsen i Kairo, hvor egyptere stimlede sammen for at få et glimt af den person, der nu ses som leder ifølge 90.000 medlemmer af en Facebook-gruppe: Wael Ghosim, den Google-medarbejder, der ene mand satte det hele i gang med en Facebook-opfordring til at demonstrere tirsdag den 25. januar.

Tre dage senere, da den revolutionære bølge affødte skumtoppe i alle større egyptiske byer, blev han anholdt, i øvrigt tillige med Hamdi Hassan, en leder af Det Muslimske Broderskab i Alexandria.

Det ses som et tegn på styrets tilbagetog, at begge nu er på fri fod, ligesom aktivisterne i Kairo nu er i fred for voldelige moddemonstranter.

Ghonim, der blev løsladt mandag, erklærede, at han ikke har planer om at blive revolutionsleder, men det bestemmer han næppe selv.

De unge demonstranter har søgt med lys og lygte efter en samlende figur, og med sit unge, sirligt skæggede ansigt synes han at være modelleret til formålet.

Hvor står broderskabet?

Hamdi Hassan, der efter to dage blev befriet fra fængslet i Alexandria, da alt var kaos under de voldsomme demonstrationer, kalder situationen »et afgørende og historisk øjeblik eftersom egyptere fra alle samfundslag omsider er frie«.

Men hvor enige de muslimske brødre, Egyptens bedst organiserede opposition, er, synes at være et åbent spørgsmål. En af lederne, Essam El-Erian, sagde i går, at broderskabet er klar til at forhandle om emner, der handler om folkets legitime krav.

En anden, Abdul Moneim Fotouh, sagde ifølge al-Jazeera, at forudsætningen for forhandlinger er, at Mubarak træder tilbage som præsident.

De seneste dages udvikling har vist, at den tidligere efterretningschef og nykårede vicepræsident, Omar Suleiman, reelt har overtaget ledelsen fra præsident Mubarak, der ifølge ubekræftede, men hårdnakkede forlydender er på vej til en klinik i Baden Württemberg i Tyskland til »et længerevarende helbredstjek«. Den 82-årige Mubarak har to gange tidligere modtaget medicinsk behandling i Tyskland, og hans helbred siges at være svækket af cancer.

Suleiman talte formelt på Mubaraks vegne, da han meddelte, at der nu nedsættes en forfatningskommission med henblik på ændringer, der åbner op for flere kandidater til det kommende præsidentvalg. Også en betragtelig lønforhøjelse på 15 pct. til de offentligt ansatte og pensionister, en ophævelse af den 31 år lange undtagelsestilstand og en åbning mod Det Muslimske Broderskab er sat på dagsordenen.

Desuden har Suleiman meddelt, at Mubarak har givet ordre til en undersøgelse af de overfald, demonstranter blev ofre for i sidste uge, da Mubarak-tilhængere gik til modangreb.

»Egyptens ungdom fortjener national anerkendelse,« citerede Suleiman sin formelle chef for at sige.

»De skal ikke udsættes for anholdelser, forfølgelse og fratages friheden til udtrykke sig«.

Suleimans Israel-hotline

Så vidt medierne refererer stemningen i Kairo og Alexandria, ses Suleiman ikke som de aktionerendes løsning på en overgangsfigur fra Mubarak til demokrati.

Og hans folkelige aktier faldt yderligere i går, da Wikileaks lækkede hemmelig dokumenter, der viser at Suleiman har haft en hemmelig hotline til Israels forsvarsministerium i Tel Aviv, som han angiveligt var i kontakt med på daglig basis.

Meddelelsen er ikke i sig selv opsigtsvækkende det er kendt, at de egyptiske ledere samarbejder med USA og israelerne om at begrænse våbensmugleri fra egyptisk Sinai til Gaza.

Men timingen er ubekvem for den sfinksagtige eks-general, der forsøger at vække tillid i befolkningen. Særlig pinlig er en citeret udtalelse, hvor han opfordrer Israel til at besætte egyptisk område i Sinai for at stoppe våbensmuglerierne. Af samme lækage fremgår det, at USA og Israel allerede i 2008 var enige om, at Suleiman var deres foretrukne afløser, hvis Mubarak døde eller gik af som præsident.

En israelsk topembedsmand, David Hacham, der fulgte forsvarsminister Ehud Barak på et besøg i Kairo, fortalte, at Barak var »imponeret« af Suleiman fremgår det af de lækkede mail fra USAs Tel Aviv-ambassade. Hacham selv var »chokeret« over præsident Mubaraks optræden og »slørede tale«.

Således ser det indtil videre ud til, at den amerikanske plan om »ordnet overgang til et nyt styre« går nogenlunde planmæssigt, bortset fra den bestandige tilstedeværelse af mindst 100.000 i Kairos centrum.

Det programmerede paladskup synes gennemført, en stribe indrømmelser har splittet den ellers samlede modstand mod styret, Suleiman har indledt forhandlinger med de officielle oppositionspartier og Det Muslimske Broderskab, og en slags normalitet er vendt til tilbage til samfundslivet med genåbnede butikker og banker, politi på gaderne og ikke at forglemme revolutionær optimisme. Som kollegaen Ernest Khoury i Beirut sagde: »Det er aldrig set før end ikke i 1840.«

Hermed henviste han til en folkelig muslimsk opstand mod Ibrahim Pasha, en egypter, der var allieret med den kristne krigsherre Bashir, der holdt det daværende Syrien inklusive dagens Libanon besat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu