Læsetid: 9 min.

På jagt efter sandheden om Twitter og Facebook i den arabiske verdens opstande

Omvæltningerne i Libyen, Tunesien og Egypten er blevet kaldt Twitter-revolutioner - men kan sociale kommunikationsnetværk vælte en regering? Måske ikke, men de kan holde tempoet oppe, og de kan få informationer igennem sprækkerne til de traditionelle medier. En journalist søger svar på betydningen af de arabiske aktivisters brug af medier som Facebook
'De sociale medier blev altafgørende på et tidspunkt, hvor alt andet var censureret,' siger Lina Ben Mhenni, der blogger under navnet 'En tunesisk pige'. På foto ses protestkunst fra Tahrirpladsen i Kairo, Egypten, den 6. februar.

'De sociale medier blev altafgørende på et tidspunkt, hvor alt andet var censureret,' siger Lina Ben Mhenni, der blogger under navnet 'En tunesisk pige'. På foto ses protestkunst fra Tahrirpladsen i Kairo, Egypten, den 6. februar.

Tara Todras-Whitehill

1. marts 2011

Hvilket billede indfanger 2011-opstandene i Mellemøsten og Nordafrika bedst? Hvilket begreb sammenfatter klarest det, som er foregået Egypten med Tunesien, Bahrain og Libyen? Ikke fejringen af Hosni Mubaraks fald. Ikke slagsmålene på Tahrir-pladsen i Kairo. Ikke engang Muhammed Bouazizi, der brænder sig selv til døde i den tunesiske by Sidi Bouzid, selv om hans aktion blev en slags udløsende faktor for alle begivenheder, der siden fulgte. Det ikoniske billede er rettere dette: en ung kvinde eller en ung mand med en smartphone. Hun kan være i medinaen i Tunis med en BlackBerry hævet over hovedet for at tage et billede af en protestmarch ud for premierministerens hus. Han kan være en vred egyptisk læge på intensivafdeling, der med sit mobilkamera dokumenterer kvæstelserne i hovedet på en demonstrant, der er blevet beskudt med raketter af Mubarak-tilhængere. Eller det kan være en libyer i Benghazi, der optager en håndholdt og rystet videomobilreportage med løbende kommentarspor og pludselig kan høres udtrykke chok og afsky, da ung demonstrant bliver skudt gennem hovedet lige foran ham.

Mennesker og medier

Kommentatorer, som forsøger at definere opstandenes natur, har draget mange sammenligninger: Nogle har set dem som en arabisk udgave af de østeuropæiske revolutioner i 1989 eller som et folkeligt opbrud i stil med den iranske revolution, der væltede shahen i 1979. Men hyppigere har de hæftet sig ved de medier, som har formet opstandene, og set disse som et resultat af Wikileaks-afsløringer, af Twitter revolutioner eller af Facebook-inspirationer.

Skeptikere som New Yorkers Malcolm Gladwell, New Statesmans Laurie Penny og Wireds David Kravets har heroverfor argumenteret, at revolutioner eksisterede, længe før der kom sociale medier, og at det er mennesker ikke medier der gør oprør.

Men skeptikerne har som regel ikke været til stede på revolutionens scener, og for os, som dækker disse begivenheder, har de sociale medier vitterlig spillet en rolle, der vanskeligt kan undervurderes.

Hvordan vi kommunikerer i historiske kriser og omvæltningssituationer, er altid afgørende. Det medium, der bærer budskabet, er i høj grad med til at forme og definere dette. De sociale mediers kapacitet til øjeblikkelig at transmittere brugernes input uden om deadlines og nyhedsdagsordener, forklarer i vidt omfang den hastighed, hvormed de aktuelle revolutioner har udviklet sig og deres næsten virale spredning hen over en hel region. Det forklarer også protestbevægelsernes som oftest løse og ikke-hierarkiske organisering, der mere eller mindre bevidst ser ud til at være inspireret internettets netværk.

Facebooktruslen

Da Tarak Mekki, en eksil- tunesisk forretningsmand, politiker og internetaktivist vendte tilbage til Tunesien fra Canada i dagene efter Jasmin-revolutionen, blev han mødt af en skare på mange hundrede mennesker. De fleste kendte Mekki i forvejen fra hans skånselsløst satiriske 1001 Nat-videoer, som han havde gjort det til en vane at uploade hver mandag på YouTube for at latterliggøre præsident Zine El Abidine Ben Alis regime.

»Det er utroligt, at vi har været med til at vælte ham alene ved at deltage på internettet,« sagde han ved sin ankomst.

»Ved blot at uploade videoer. Det, vi gjorde på internettet, virkede troværdigt, og derfor fik det succes.«

Tunesien var under Ben Alis regime sårbart over for den form for ekstern og intern systemkritik, som 1001 Nat-videoerne repræsenterede. I en stat, hvor medierne var stramt kontrolleret, og enhver opposition konsekvent blev forfulgt, opretholdt de tunesiske myndigheder ikke blot et stramt monopol på internetudbydelse, men blokerede også for adgang til de fleste sociale netværkssider dog ikke Facebook.

»Regimet gik efter at lukke Facebook ned i første kvartal af 2009,« siger Khaled Koubaa, formand for ngoen Tunesien Internetforbund.

»Men det var meget vanskeligt. Så mange mennesker brugte det allerede, at myndighederne tøvede og til sidst opgav det, fordi man mente, at et forbud kunne ende med at give flere problemer end bare at lade det være.«

I stedet, fortæller Koubaa, forsøgte de tunesiske myndigheder at chikanere folk, der postede noget kritisk på Facebook.

»F.eks. prøvede de at aflede deres konti til en falsk login-side for at stjæle deres adgangskoder.«

Ejendommeligt smuthul

Selv om Tunesiens er blevet kaldt en Twitter revolution eller påstås inspireret af Wikileaks spillede begge kun en begrænset rolle. I Tunesien var der før revolutionen kun omkring 200 aktive Twitter-brugere ud af ca. 2.000 registrerede konti. Og selv om oplysningerne fra Wikileaks om omfanget af den tunesiske korruption var giftige for regimet, så lykkedes det ikke for Koubaa og hans venner at få dem formidlet videre til deres landsmænd, da de hjemmesider, de brugte til formålet, omgående blev blokeret, hver gang de prøvede og for øvrigt var korruptionen i forvejen ikke nogen hemmelighed for tuneserne.

»Men Facebook spillede en enorm rolle,« siger han. Koubaa forklarer, at under Ben Alis diktatur eksisterede de sociale medier »på to niveauer«. Et par tusinde »nørder«, som fulgte med på Twitter, og to millioner på Facebook.

Men det var den førstnævnte gruppes aktivisme, der informerede den sidstnævnte. Hvilket efterlod et ejendommelig smuthul, der varede indtil december, da regimet omsider iværksatte et omfattende angreb på Facebook og det i et land, der i forvejen torterede og fængslede bloggere, og hvor en internetcensor fra Indenrigsministeriet kaldtes ved øgenavnet Amar 404 efter den fejlmeddelelse nr. 404, som dukker op, når en side blokeres.

»De sociale medier var helt afgørende,« siger Koubaa.

»Tre måneder før Muhammed Bouazizi brændte sig selv i Sidi Bouzid, havde vi et lignede tilfælde i Monastir. Men ingen vidste om det, fordi det ikke blev filmet. Det, som gjorde en forskel denne gang, var, at Bouazizi-sekvensen blev lagt ud på Facebook, og at alle så den.«

Kilde til information

Og med den omfattende statslige censur i mange af disse lande, begyndte Facebook at fungere på den måde, som de traditionelle medier bør som en kilde til information. Omkring en uge efter Ben Alis fald, stødte jeg ind i Nouridine Bhourri, en 24-årig callcenter-medarbejder, til en demonstration i Tunis mod tilstedeværelsen af tidligere medlemmer af det gamle regime i overgangsregeringen .

»Vi tror stadig ikke på de officielle nyheder og det, vi ser i tv,« sagde han hvilket måske ikke var så overraskende, da disse nyheder endnu blev leveret af mange de gamle regimetro journalister.

»For at få vide hvad der sker, researcher jeg på Facebook og internettet.«

Som mange andre har Bhourri ladet sig indrullere sig i nye internetkampagner mod det gamle tunesiske regime. »Jeg lægger amatørvideoer op på Facebook. For eksempel fik jeg af en ven nogle optagelser af et snigskytteangreb på Avenue de Carthage. Man kunne sagtens dele videoklip og billeder. Det var først, hvis man skrev noget eller selv havde lavet optagelserne, at man kunne få reelle problemer«.

Regimet på twitter

Hvis Twitter havde marginal indflydelse på begivenhederne i Tunesien, kan det samme ikke siges om Egypten.

Det langt mere modne og vidt forgrenede miljø af sociale mediebrugere i det større land spillede en afgørende rolle i at organisere opstanden mod Mubarak, hvis regering reagerede ved at beordre mobilselskaberne til at udsende tekstbeskeder, der opfordrede til at støtte dem, som demonstrerede til fordel for Mubarak et trick, som i den forløbne uge blev kopieret af Muammar Gaddafi.

I Egypten blev nærmere oplysninger om demonstrationerne rundsendt via både Facebook og Twitter, ligesom aktivisternes 12 siders guide til modstand mod regimet, blev videreformidlet pr. e-mail. Så Mubaraks regime trak som Ben Alis før det stikket ud på landets internet-tjenester og 3G-net.

Herefter blev de sociale medier pudsigt nok erstattet af det analoge modsvar til Twitter: Håndholdte skilte ved demonstrationerne, der fortalte folk, hvor og hvornår de skulle mødes og samles i de næste dage.

Opmærksomhed udefra

Sultan Al Qassemi, en journalist fra De Forenede Arabiske Emirater, der har tweedet non-stop om de arabiske opstande, mener, at nogle af påstande om de sociale mediers konsekvenser bør tages med et gran salt.

»De sociale medier har bestemt spillet en rolle i de arabiske forårsrevolutioner, men deres virkning er ofte blevet overdrevet. Egypten var afskåret fra omverdenen i flere dage, og alligevel stoppede folkebevægelsen ikke. Jeg udeblev fra mit job, sov meget lidt, glemte at spise og overanstrengte øjne, fingre og hænder, men selv om jeg hverken er tuneser, egypter eller libyer, var det det hele værd.«

»I dag står Libyen over for endnu mere alvorlige internetafbrydelser, og alligevel ser vi, at oprøret fortsat samler fremdrift,« siger Al Qassemi, der mener, at de sociale medier haft størst betydning i forhold til at formidle nyheder til verden udenfor. Bloggere og Twitter-brugere var i stand til at transmittere små stykker nyheder bid for bid, som ellers aldrig ville trængte frem i mainstreamnyhedsmedierne.

»Disse oplysninger har været medvirkende til tiltrække opmærksomhed fra verdens borgere, hvoraf mange har udtrykt deres solidaritet med de undertrykte folk og måske endda lagt pres på for at få deres egne regeringer til at reagere. Andre måder at bruge de sociale medier på var at fremsende oplysninger om hvilken slags medicin, der var brug for til sårede, vigtige telefonnumre eller satellitfrekvenserne på al-Jazeera, som hele tiden blev forstyrret.«

En tunesisk pige

Samme rolle har de sociale medier da også netop spillet i Bahrain og Libyen i den forløbne uge. De sociale netværkssites har stået for at levere de mest bloddryppende billeder af angreb mod diverse demonstranter, men også til at sende beskeder fra sygehuse, der manglede donorblod, til at samle demonstranter eller give besked om internationale opkaldsnumre for dem, hvis internetadgang blev blokeret. Libyske aktivister har endvidere bedt egypterne om at sende deres sim-kort tværs over grænsen, så de kan kommunikere uden at blive aflyttet.

En dag i Tunesien mødte jeg Lina Ben Mhenni, der blogger under navnet En tunesisk pige. Den 27-årige lærer i lingvistik ved Tunis Universitet blev en af de mest højprofilerede bloggere efter Muhammed Bouazizis brandselvmord, og tog til hans hjemby Sidi Bouzid for at skildre begivenheden og dens lokale følger både til brug for sin blog og til Facebook.

»Det var gennem Facebook, at de første støttegrupper blev dannet som reaktion på det. Det var i Sidi Bouzid, at de første demonstrationer blev organiseret,« siger hun.

»De sociale medier blev altafgørende på et tidspunkt, hvor alt andet var censureret.«

Dog kan man ikke heraf udlede, at de sociale medier steder har været specielt nøjagtige eller pålidelige. Tværtimod har historiernes uredigerede karakter medført unøjagtigheder, som undertiden har vist sig gavnlige for dem, som var imod regimet. Videoklip lagt på de sociale medier af en demonstration, der blev hævdet at have fundet sted for nylig i Iran, har f.eks. vist sig at vise en begivenhed, som fandt sted i 2009. Optagelserne blev ironisk nok afsløret som svindel af Twitter-brugere.

Vores revolution

Men der har været en anden afgørende faktor på spil, som har sikret, at de sociale medier har opretholdt en høj profil i disse revolutioner. Nemlig den store betydning, som tv-stationen al-Jazeera, der sender fra Qatar, har tillagt materiale det, som den har fået fat på via Facebook, YouTube og Twitter.

Denne trafik har betydet, at videoklip ofte er blevet sendt igen og igen i det land, de stammede fra i de perioder, hvor al-Jazeeras sendesignaler ikke var blokeret.

For mig opsummeres hele fænomenet bedst ved et møde, jeg havde med en gruppe unge tunesere, som jeg mødte under en demonstration på dagen efter min ankomst i Tunis.

Jeg spurgte dem, hvad de fotograferede med deres telefoner.

»Os selv. Vores revolution. Vi lægger det op på Facebook,« svarede en af dem og grinede, som om jeg havde stillet et dumt spørgsmål.

»Det er sådan, vi fortæller verden, hvad der sker.«

 

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Her skriver et menneske. der bare ikke vil se virkeligheden. Et menneske, der er så forgabt i sin computer, smartphone, Twitter, Facebook YouTubeog

Michael Kongstad Nielsen

Her skriver et menneske. der bare ikke vil se virkeligheden. Et menneske, der er så forgabt i sin computer, smartphone, Twitter, Facebook YouTubeog

Michael Kongstad Nielsen

Her skriver et menneske. der bare ikke vil se virkeligheden. Et menneske, der er så forgabt i sin computer, smartphone, Twitter, Facebook YouTubeog

Michael Kongstad Nielsen

at alt det ude i virkeligheden fortaber sig. Det er ikke de sociale medier, der laver revolition, det er mennesker. Hold nu op med den opslugt hed af alt det gejl. Og lad være med at dulme den dårlige samvittighed over at være på narkotika ved at prøve at få narkotikaen til at fremstå som vinderen.

Krimkrigen blev ikke vundet på grund af telegrafen. Revolutionen i Egypten var en milliom menneskers stille og seje værk, ikke en ung piges med smartphone

De elektroniske medier spiller en vigtig olle, men den brede folkelige opbakning skyldes nok de p t stigende fødevarepriser - f eks skal en ægypter i gennemsnit bruge 48% af sin dagløn på mad - altså i gennemsnit ; mange skal bruge hele daglønnen.

Det giver grobund for protest og misfornøjelse.

Kristian Lund

@Michael Kongstad Nielsen:
"Her skriver et menneske. der bare ikke vil se virkeligheden. Et menneske, der er så forgabt i sin computer, smartphone, Twitter, Facebook YouTube..."

Ja. Men man kan faktisk se virkeligheden gennem medierne. Det har man gjort længe, før, under og efter revolutioner. Du gør det lige nu.

Følgeligt ændrer medierne naturligvis også ved, hvad folk gør. Der er altså ingen der påstår at det var Twitter-hjemmesidens HTML-koder eller servere, som smed Mubarak ud... :-)

Kristian Lund

Fra artiklen:
"Videoklip lagt på de sociale medier af en demonstration, der blev hævdet at have fundet sted for nylig i Iran, har f.eks. vist sig at vise en begivenhed, som fandt sted i 2009. Optagelserne blev ironisk nok afsløret som svindel af Twitter-brugere."

Det er helt sikkert interessant, men slet ikke overraskende. Og det synes måske ironisk nu, men med en fem år eller lidt overvejelse er det ikke mere ironisk end at en påstand afbevises af en anden ved hjælp af det danske sprog.

De nye medier er jo netop det; medier - de vil blive brugt til at påstå, fact-checke, modsige og alt ind imellem. Bare hurtigere og, måske, mere effektivt.

Effektiviteten er, hvis man spørger mig (og dem der opfandt nettet, og den software der sidder i din router), afhængig af den decentrale opbygning af nettet. Og her tager artiklen på sin vis grueligt fejl:

"Det forklarer også protestbevægelsernes som oftest løse og ikke-hierarkiske organisering, der mere eller mindre bevidst ser ud til at være inspireret internettets netværk."

Dette er sandt, for så vidt der henvises til TCP/IP protokollen som ligger bag internettet. Men ikke når der tales om Facebook og Twitter. Slet, slet ikke. De er dybt centrale, og har allerede al data der ryger igennem dem til salg.

Det var for sent for Mubarak, og det bliver det nok også for Ghaddafi. Nej, den næste diktator der føler sig nervøs vil naturligvis begynde at køde ind og handle langt tidligere. For dataen om hvem der skriver hans navn i negative sætninger, hvem der uploader videoer med kampråb, og hvem der er venner med disse system-kritikere er allerede til salg.

At tro den ikke vil blive solgt, er at forlade sig på diktatorerne og deres medarbejderes uduelighed. Den varer ikke evigt...

Man kan selvfølgelig også håbe på at Facebook og de andre børsnoterede selvskaber ikke vil sælge til visse lande. Måske er du endda heldig, og den liste bliver nogenlunde sammenfaldende med de lande du ikke kan lide. Men hvis du, og vi som land, er bare nogenlunde seriøse omkring demokrati bør spørgsmålet rejse sig: hvorfor skal Facebook bestemme hvem der må kommunikere frit? Hvorfor skal vi?

(Hvis du vil gøre noget ved situationen, så besøg http://freedomboxfoundation.org/. De er ret seriøse omkring den der ytringsfrihed, og vil sikre internettet og os alle sammen fra overvågning og kontrol. Good guys, du ved. Teknologien er der - noget af den i din router - den skal bare sættes sammen.)

"Because we have friends in the street trying to create human freedom, and if we don’t help them, they’ll get hurt. We rise to challenges, this is one. We’ve got to do it."
- Eben Moglen, Fosdem 2011

Har bogtrykkerkunsten betydet noget for oprør, har duplikatoren, har kopimaskinen, har internettet.

Konklusion: Revolutioner kræver kommunikation som ikke er kontrolleret af magthaverne.

Carsten A. Jensen

Ah, for helvede.

Der er jo selvfølgelig sparret vældig store frustrationer op, og de sociale medier faciliterer så de interesser, og kan virke selvforstærkende. Sådan noget som poltiske revolutioner er udtryk for sociale spændinger, og er ikke skabt af medier. De kan faciltere, men styrkeforholdet i det virkelig liv er totalt afgørende. I '89 så vi også hvordan Øst-tyskland spejlede sig selv i TV-mediet, hvor vestlige kanaler viste øst-tyskerne at de spændinger der var ved at eskalere var noget de alle sammen delte (eller de fleste). Men det er jo ikke ensbetydende med at TV er genialt lige meget hvad det viser. Facebook og Twitter bruges mest af alt som et selvfremstilling i det meste af verden. Det er der jo ikke skide meget revolution over.

NET CENSUR RETTET MOD, DER OS DER IKKE TROR PÅ, PSEUDO REVOLUTION.!
hej jeg blev censureret, blokered, af youtube&og gud ved hvem.!
jeg lagde en video op, med billed seq.` af nato hangarskibe/fly/fog&obama/mf. karikature, derenæst en rejse med google earth, over libyen, sluttede med panoramio billeder fra tripoli.
dette er jo ganske uskyldigt.!
de første 3 timer efter upload, så 81 videoen,–
dernæst modtager jeg 2 mærkelige mail,der foregiver at min video er fantastisk, og at de vil hjælpe mig til fremgang på you tube.!
fra nu af var der ikke en eneste der så min video i 2 døgn, jeg kunne selv se den, men den var usynlig fra min kones og venners computere,jeg slettede den.
nu googlede jeg mail afsenderens net navn, og vupi, google foreslog, at dele navnet i tre dele, og nu var jeg inde på en usa militærbase side, hvorpå der lå en afhandling om krigs/medie strategi.
dernæst begyndte min pc at gøre sære ting, det blev værre, så jeg lavede total restore. 20 minutter så var jeg tilbage.LOL.!
det er tilsynaladende en krig på nettet, imod folk, der ikke er bondsk infantile, og kan se et andet mønster, end den lallende presse.
venligst. kaleb larsen