Nyhed
Læsetid: 5 min.

Rapport: EU sylter menneskerettigheder

Menneskerettighedsorganisationer retter voldsom kritik mod EU for dets 'bløde' udenrigspolitik, som de mener, har givet undertrykkende regimer som de egyptiske og tunesiske let spil. Tingene risikerer at blive værre under den nye struktur, mener de
Menneskerettighedsorganisationer retter voldsom kritik mod EU for dets 'bløde' udenrigspolitik, som de mener, har givet undertrykkende regimer som de egyptiske og tunesiske let spil. Tingene risikerer at blive værre under den nye struktur, mener de
Udland
7. februar 2011

LONDON - »Vi er en blød magt. Det betyder ikke, at vi er bløde, blot at vi anerkender de redskaber, vi har til rådighed.«

Ordene er EU's nye udenrigspolitiske chef, Catherine Ashtons og faldt for nyligt på et møde med titlen »Globale problemer, europæiske løsninger«. Men i en ny rapport retter den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch (HRW) nu skytset mod den Europæiske Unions præference for 'kritisk dialog' og 'incitamenter'. I en sønderlemmende kritik beskylder organisationen EU for at indlade sig med diktaturer under dække af, at der er tale om 'kritisk dialog', mens der reelt ikke er pres bag ordene.

»Den rituelle støtte til 'dialog' og 'samarbejde' med undertrykkende regeringer er alt for ofte en undskyldning for ikke at gøre noget ved menneskerettighederne,« siger direktør for Human Rights Watch Kenneth Roth. »EU's 'konstruktive dialoger' er blandt de værste eksempler på denne globale tendens,« uddyber han i forbindelse med udgivelsen af HRW's årsrapport.

Organisationen nævner blandt andet EU's »sleske tilgang til Uzbekistan og Turkmenistan« som eksempler. Begge lande er kendt for at slå hårdt ned på dissidenter, men Uzbekistan er i øjeblikket væsentlig for vestlige interesser, fordi det forsyner dets tropper med transit- ruter til Afghanistan. Turkmenistan er hjemsted for enorme energireserver.

Strategi gav bagslag

Senest har organisationen langet ud efter både EU og USA efter begivenhederne i Egypten. I en pressemeddelelse opfordrer HRW USA og EU til at »lægge maksimalt pres på den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, for at påbegynde øjeblikkelig overgang til en regering, der respekterer de grundlæggende menneskerettigheder«.

»Strategien med at støtte undertrykkende regimer i Mellemøsten er langt over sidste salgsdag og er nu en væsentlig årsag til ustabilitet,« siger Joe Stork, vicedirektør for HRW's Mellemøst-afdeling.

Andre menneskerettighedsforkæmpere peger på Tunesien som et godt eksempel på, at EU's bløde tilgang har slået fejl. Ifølge eksperter blev det betydeligt mere risikabelt for aktivister at fortsætte kampen mod menneskerettighedskrænkelser i landet, efter at EU sidste år åbnede for muligheden for, at Tunesien kunne opnå såkaldt 'advanced status', hvilket bl.a. ville betyde yderligere økonomisk hjælp og forbedrede handelsaftaler. Dengang sagde Nellie Kroes, medlem af kommissionen, at »vi mener, at det vil være i EU's interesse. Vi forventer også, at Tunesien vil udvise reelt initiativ i forhold til flere demokratiske reformer og større ytringsfrihed«.

I stedet ændrede regimet få måneder senere lovgivningen, så det blev strafbart med op til fem års fængsel i fredstid og 12 års fængsel i krigstid for tunesiske menneskerettighedsaktivister at tage kontakt til europæiske institutioner.

»Ændringen var et velovervejet og målrettet tiltag fra regimet for at lægge låg på enhver form for kritik, der kom inde fra landet, og som risikerede at ødelægge dets chance for at opnå en opgraderet status-aftale med EU,« skriver Nordafrika-eksperten Kristina Kausch i det portugisiske blad The Maghreb Review. »Ønsket om at opnå de nye økonomiske og politiske privileger fra EU gav det tunesiske regime mod til at indføre yderligere undertrykkende tiltag. EU's strategi om at foranledige politisk liberalisering gennem incitamenter og integration gav bagslag,« tilføjer hun.

Nye problemer

Amnesty International er enig i kritikken. Især er det blevet slemt i løbet af det seneste år i perioden mellem vedtagelsen af Lissabon-traktaten og den egentlige oprettelse af den europæiske udenrigstjeneste, den såkaldte External Action Service, i december, mener organisationen.

»Det er også blevet helt klart for os, at EU's respons i forhold til menneskerettighederne globalt set er blevet forværret. Især i det seneste år har der været et politisk vakuum og mangel på ansvarstagen. Situationen er blevet meget grel,« siger David Nicholes, leder af Amnesty Internationals kontor for udenrigspolitik i Bruxelles.

Han påpeger, at situationen langtfra er løst med oprettelsen EU's nye udenrigstjeneste. Især er Amnesty International bekymret over, at kapaciteten på menneskerettighedsområdet faktisk er blevet formindsket sammenlignet med den gamle struktur, hvor der var tre menneskerettighedsinstanser.

»Før var der tre elementer i den udenrigspolitiske struktur; inden for formandskabet, EU-kommissionen og Ministerrådet. Det er nu reduceret til én,« forklarer han med henvisning til, at der bliver oprettet et nyt menneskerettighedssekretariat.

»Den nye udenrigstjeneste vil ikke have de samme ressourcer som i det gamle system, især fordi formandskabet altid var parat til at lægge deres liv i arbejdet i de seks måneder, det sad med ved bordet,« siger han.

Amnesty er dog positivt overrasket over, at der vil blive oprettet et menneskerettighedssekretariatet, hvilket først er blevet annonceret i det nye år efter massivt pres udefra. Imidlertid er det forsat uklart, hvordan det nye sekretariat vil blive inddraget i tjenestens arbejde, og hvor stort det bliver. På samme måde vides det endnu ikke, om de mange EU-delegationer rundt om i verden vil blive styrket på menneskerettighedsområdet.

»De enkelte delegationer skal fra nu af stå for menneskerettighedsarbejdet på en måde, som de ikke har gjort det før - tidligere var det formandskabets opgave. Det er en markant ændring, og det vil være altafgørende, at de enkelte delegationer får eksperter på området,« siger David Nicholes.

Mangler strategi

En ting er imidlertid strukturen og ressourcerne, en anden er strategien på det udenrigspolitiske område. Human Rights Watch påpeger i sin årsrapport, at »EU især synes ivrig efter at adoptere en ideologi om dialog og samarbejde«. Men organisationen påpeger, at »selv når EU udsender en udtalelse, hvor den udtrykker be- kymring for menneskerettighederne, er den ofte ikke bakket op af en omfattende strategi for forandring«.

David Nicholes er enig i, at EU's udtalelser især i det seneste år har været svage både »kvantitativt og kvalitativt«, og den nye udenrigspolitiske chef, Catherine Astons udtalelser har indtil videre ikke beroliget sindene.

»Ofte har det ikke været meget mere end et figenblad: 'Nåh ja, og så er der lige menneskerettighederne', uden at der har været en egentlig strategi,« siger han.

Begivenheder i de første måneder af tjenestens liv har ikke mindsket bekymringerne. Især er organisationerne skuffede over unionens manglende støtte til menneskerettighedsaktivisterne i Tunesien, dens vakkelvorne holdning til Hviderusland, hvor det i øjeblikket overvejer at indføre sanktioner, duplikationen af udtalelser om Egypten og EU-kommissionens formand, José Manuel Barrosos møde i forrige uge med Uzbekistans præsident Islam Karimov i Bruxelles - det første besøg siden EU hævede sanktionerne mod landet for to år siden. Flere menneskerettighedsorganisationer gik i forbindelse med besøget - som hverken Belgien eller EU ville tage ansvaret for at have arrangeret - på gaden i protest.

»Hemmelighedskræmmeriet, der har omgæret dette besøg, og dets fokus på energiforhandlinger styrker vores mistanke om, at menneskerettighederne holdes langt væk fra kernen af de europæiske-uzbekiske relationer,‹ siger Grégoire Théry fra den Internationale Føderation for Menneskerettigheder (FIDH).

EU-kommissionen svarede igen ved at påpege, at mødet var i overensstemmelse med en beslutning taget af unionens udenrigsministre om at styrke relationerne til landet.

»Jeg tror på, at det er gennem en robust ligeværdig dialog, og ikke ved en 'tom-stol'-politik, at vi kan fremme den enstemmigt vedtagne EU-politik om engagement mest effektivt,« sagde Barroso efter mødet.

Serie

27 lande - én stemme?

For få uger siden blev EU’s nye udenrigstjeneste skudt i gang. Sammen med EU's udenrigschef, Catherine Ashton, skal tjenestens omkring 6.000 diplomatiske medarbejdere varetage EU's fælles udenrigspolitiske interesser.

Men formår EU at omsætte sine økonomiske muskler til realpolitiske resultater på den globale politiske scene? Og er det overhovedet realistisk at få 27 medlemslande med vidt forskellige interesser til at tale med samme udenrigspolitiske stemme?

Information undersøger Europas nye udenrigstjeneste i en denne serie.

Seneste artikler

  • I Gaza og Ramallah opfattes EU som en positiv bidragyder

    21. februar 2011
    EU's udenrigschef beskyldes for at ignorere bistandsområdet, men i de palæstinensiske områder giver hendes hyppige besøg og EU's massive støtte fornyet håb. Dog ikke hvad angår politisk forandring, vurderer EU-kontor på Vestbredden og Gaza
  • U-landsbistand drukner i ny udenrigsstruktur

    14. februar 2011
    Ny EU-struktur risikerer at marginalisere bistandspolitikken, advarer flere hjælpeorganisationer
  • EU - den stille diplomat

    5. februar 2011
    En økonomisk gigant, en politisk dværg og en militær orm er EU hånende blevet kaldt. EU's udenrigspolitiske formåen får sjældent lovord med på vejen. Kritikken overser imidlertid, at unionens force ligger i diskret magt og de små skridts politik. Det har givet EU en position som civil og normativ magt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"»Jeg tror på, at det er gennem en robust ligeværdig dialog, og ikke ved en ‘tom-stol’-politik, at vi kan fremme den enstemmigt vedtagne EU-politik om engagement mest effektivt,« sagde Barroso efter mødet."

Men Barroso må vel medgive han ingen resultater har, tværtimod viser opstanden i de pågældende lande de har mistet troen på dialog.

Marianne Mandoe

Er der ikke nogen der kan smække den fumlefingrede praktikant (eller hvad vedkommende er) hver gang vedkommende laver fejl i opsætningen af en artikel?

Det er kun naturligt for EU at støtte regimerne og ikke de demokratiske oprør.

EU er det samme for medlemslandene, som systemet Mubarak er for Egypten og de gamle militærdiktaturer var for Latinamerika og Sydeuropa (og Colombias og Honduras stadig er), nemlig et system, der forhindrer, at demokratisering og lighedsfremmende økonomisk omfordeling truer de herskendes interesser.

I tæt samarbejde med (eller måske snarere styret af) USA, naturligvis.