Læsetid: 5 min.

En revolution garanterer ikke Egypten en bedre økonomi

Der er ikke nogen hurtig løsning på egypternes fattigdom i et økonomisk morads af statslig og privat sammenblanding, korruption og stagnerende indtægter
Landbruget i Egypten står for 30 pct. af landets BNP og halvdelen af eksporten af bl.a. bomuld, ris, majs, bønner og sukkerrør. Far og søn høster her kål på en mark uden for Kairo ved pyramiderne.

Landbruget i Egypten står for 30 pct. af landets BNP og halvdelen af eksporten af bl.a. bomuld, ris, majs, bønner og sukkerrør. Far og søn høster her kål på en mark uden for Kairo ved pyramiderne.

Mark Henley

3. februar 2011

BEIRUT Mohammed Sanad håbede tirsdag morgen at nå frem til Tahrir-pladsen i Kario i tide. Efter weekendens aflysninger havde han omsider et flysæde ud af Beirut og ville være i det centrale Kairo ved 18-tiden.

»Jeg er her på en billigbillet, der ikke kan refunderes, så forsinkelsen har kostet hele min opsparing,« sagde den 28-årige ingeniør.

»Men værre var, at jeg gik glip af de første demonstrationer.«

Med job i et fransk firmas egyptiske filial tilhører Sanad middelklasssen, men det gør ikke hans privatøkonomi immun over for overraskelser. Og da han hørte, at nogle udenlandske firmaer nu lukker deres egyptiske operationer ned, sagde han:

»Det må ikke ske. Jeg har brug for min månedsløn.«

Trods økonomisk vækst de senere år på seks-syv procent som følge af stigende turisme (12 millioner besøgende i 2010), udenlandske investeringer og privatiseringer i landbrug og fødevaresektor, er egyptere underbetalt, og arbejdsstyrken består for en stor del af daglejere. Ganske vist er en bedre stillet middelklasse øget de senere år, men 40-45 pct. af befolkningen overlever stadig under fattigdomsgrænsen på to dollar (ca. 11 kr.) om dagen, og det er økonomisk misnøje og rygter om reduktioner af statens subsidiering af brød og benzin, der i første omgang var brændstof for de protester, der nu kan ende med regimets nedsmeltning.

Egyptens udlandsgæld er ca. 80 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) langt højere end noget andet arabisk land.

Stigende verdensmarkedspriser på hvede har presset Egypten, der importerer 40 pct. af alle fødevarer og 60 pct. af sin hvede. Den globale hvedeproduktion er faldet som følge af tørke, hvilket kombineret med, at egyptiske kvinder får tre børn i gennemsnit, giver økonomien problemer. »Ja, økonomi er den væsentlige årsag til urolighederne,« siger Imad Salahmeh, professor ved Libanons Amerikanske Universitet (LAU).

»Det vil være umuligt for et nyt styre, uanset hvem der følger Mubarak, at ordne problemerne med en hurtigt løsning. Det bliver en lang og sej proces, hvis den overhovedet kan lykkes. Egypten er jo et fattigt land med en stor befolkning (mindst 75 mio., red.) og relativt få ressourcer. Kun fem pct. af arealet er landbrugsjord, som dyrkes med fortidige metoder. Dertil kommer fraværet af modernisering i de økonomi-områder, der ville have godt af privatisering energisektoren, Suez-kanalen og turismen, der jo for størstepartens vedkommende stadig er statsligt drevet. De tunge sektorer har ligget brak i årtier, og det vil tage tid at gøre dem rentable.« Den vurdering deles af en erfaren EU-diplomat i Kairo, der på spørgsmålet om, hvor længe det vil vare før demonstranternes krav om økonomisk genopretning, der sikrer at den fattigste del af befolkningen hives op over fattigdomsgrænsen, har et meget kort svar: »Det vil tage årtier«.

Korruption og fattigdom

Han peger på, at egyptisk økonomi er et væv af offentlige og private interesser, der er viklet ind i hinanden i sindrige netværk af gråmeleret korruption de fleste egyptiske kapitalister anbringer deres penge i udenlandske banker.

»De fleste ministre sidder i regering for at pleje privatøkonomiske interesser: Industriministeren er fabrikant, sundhedsministeren altid læge, o.s.v.«.

Denne praksis kaldes professionalisering, men betyder reelt, at parlament og regering er bemandet med personer, der vil score kassen. Forretningsmænd køber sig til parlamentspladser i regeringspartiet NDP, der sikrer dem adgang til staten og dermed genvej til koncessioner og erhvervstilladelser. Eksempelvis oprettede et ledende NDP-medlem i 1982 et privat flyselskab, ZAS, der med statsstøttet jetbrændstof tjente millioner på ulovlig eksport af statsstøttede egyptiske produkter.

Efter Nassers 1952-revolution (eller militærkup) blev det ved lov bestemt, at 50 pct. af parlamentets medlemmer altid skal være arbejdere og bønder det er aldrig overholdt, og i 1986 røg den sidste bonde ud af parlamentet.

Landbruget står for 30 pct. af landets BNP og halvdelen af eksporten, 40 pct. af arbejdsstyrken er daglejere og de jordreformer, Nasser-styret gennemførte, blev annulleret af hans efterfølger, Anwar Sadat, der gav den konfiskerede jord tilbage til de oprindelige godsejere i 1981. At der alligevel er høje stemmeprocenter i de fattige landdistrikter skyldes, at godsejerpolitikere køber stemmer mod levering af skoler, klinikker og infrastruktur til de ubemidlede.

Den sorte økonomi

I en nylig rapport fra DIIS, det Danske Institut for Internationale Studier, angives Egyptens 'grå-sorte' sektor til at udgøre 68 pct. af BNP (hjemsendte penge fra arbejdere i udlandet, islamiske banker, selskaber og pengevekslere).

Smugleri, skattesvig og almindelig korruption på alle niveauer fra sagsbehandlere til ministre samt privat misbrug af offentlig ejendom, materialer og arbejdskraft, er andre faktorer.

Det er selvsagt en sisyfosopgave at renovere dette morads til en gennemsigtig, bæredygtig økonomi, da alle i den offentlige forvaltning er afhængig af diverse fiduser. Det bliver endnu sværere, hvis hæren hvad meget tyder på lige nu får afgørende indflydelse i et nyt styre. Hæren er en stat i staten med egen økonomisk sektor, der omfatter alt fra ejendomshandel, jordspekulation (salg af militær jord), produktion af fødevarer og undervisningsmateriel, import, salg af ydelser i de militære hospitaler, opbygning af infrastruktur, el-værker og og lufthavne, og brug af personel til private, ikke-militære formål. Det interessante er, hedder det i DIIS-rapporten, at disse penge ikke er en del af nationalbudgettet, men kontrolleres af officerskorpset.

Energistagnation

»Der er ikke tvivl om, at den rodfæstede korruption er en væsentlig årsag til landets økonomiske problemer, så nej, der er ingen hurtig løsning,« siger professor Salameh.

»For selv om Egypten har oplevet økonomisk fremgang de senere år, er den ved at stagnere. Dels er mange egyptiske arbejdere i Golf-staterne fyret på grund af den internationale økonomiske krise, og derved rammes en grundpille i økonomien, dels har man undladt nødvendige makroprivatiseringer f.eks. af Suez-kanalen og offentlig transport og endelig er oliesektoren nedadgående.«

Egyptens beskedne olie-produktion vil fra 2011 ikke længere kunne dække landets behov, og hvad angår rige naturgasforekomster i Sinai, eksporteres hovedparten bl.a. til Israel. En tilbagevendende debat i Egypten er, om gassen sælges for billigt til det fremdeles forhadte Israel, noget regeringen afviser, men uden at kontrakterne er offentligt kendte.

»Det bliver første punkt i den nye dagsorden,« sagde Mohammed Sanad, før han i Beirut steg på sit forsinkede fly hjem til revolutionen, »at genforhandle alle aftaler med Israel, både økonomiske og militære. Spørger du egyptere, hvem vi ser som hovedfjende, svarer de: Israel vi må ikke hjælpe palæstinenserne i Gaza, vi må ikke have soldater på Sinai, og de får vores naturgas alt for billigt. Det vækker vrede, og også derfor er det vigtigt, at Mubarak tvinges ud hurtigt.«

»Desuden har folk ikke råd til at demonstrere i ret mange dage og uger, slet ikke i måneder. Så han skal ud senest på fredag, ellers kan vi miste en mulighed, vi har ventet på i 30 år. Og regimet trækker tiden ud netop af samme grund.«

Han lød pludselig bekymret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"de økonomi-områder, der ville have godt af privatisering".

"dels har man undladt nødvendige makroprivatiseringer f.eks. af Suez-kanalen og offentlig transport".

Det har vist ikke hjulpet nogen steder, og som det fremgår af resten af artiklen er der rigelig privatisering af statens ressourcer ned i private lommer.

Der er tværtimod der, som alle andre steder behov for demokratisering af økonomien og afskaffelse af korruption. Privatisering er det modsatte.

Det handler i langt større grad om at have en regering som varetager ens behov, befolkningens behov, og som ikke tæsker en for at ytre sin mening.

Som det kører nu under Mubarak, så forsvinder fædre i Mubarak og Suleimans fangekældre, hvor de bliver tortureret ved siden af alle de bortførte mennesker som USA sender til Egypten. dertil kommer at vistnok hele den egyptiske befolkning er overordentlig trætte af at hjælpe søsterregimet i Israel med at undertrykke deres naboer.

Revolutionen er uundgåeligt. Denne gang og næste.

Det bliver kun værre. Fødevarerpriserne på verdensmarkedet er igen helt oppe. Hvede, for eksempel. Og egypterne må importere. Høje priser kan de primært takke kineserne, og til dels inderne, for. Det er samfund i rivende udvikling. Modsat i Mellemøsten/Nordafrika, som bliver taberne. Så kan de gå på gaderne så meget de vil. Men Vesten skal nu nok få skylden.

Samtidig har Egypterne lagt turismen død, som bidrager med 15 mill. USD per år til økonomien.

De gør det altså ikke nemt for sig selv.

."Nu vurderer flere eksperter i mellemøstlige forhold,
at størrelsen af Mubaraks rigdom skal findes et sted
mellem 40 og 70 mia. dollar. Det kan i givet fald gøre ham til verdens rigeste mand. Det skriver e24.se."

."Bill Gates, stifteren af Microsoft, har hidtil toppet Forbes liste over verdens mest velhavende med 53 mia. dollar, men Mubarak har ifølge eksperter været dygtig til at trække kapital til side til sig selv og sin familie og placere dem på behagelig afstand af utilfredse egyptere i banker i Schweitz og Storbritanien."

"Desuden har Mubarak investeret i ejendomme i London, på Manhattan og eksklusive adresser på Rodeo Drive, Beverly Hills, i Californien." ( ..sakset fra Børsen 7/2 )