Læsetid: 7 min.

'Revolutionens mest effektive kampmidler er ikke-voldelige'

Oprørske intellektuelle i Egypten og Tunesien har ladet sig inspirere af en aldrende professor i Boston, der har skrevet bøger om ikke-voldelige kampmidler med det mål at vælte diktatoriske regimer. Vi har mødt den 84-årige Gene Sharp
Oprørske intellektuelle i Egypten og Tunesien har ladet sig inspirere af en aldrende professor i Boston, der har skrevet bøger om  ikke-voldelige kampmidler med det mål at vælte diktatoriske regimer. Vi har mødt den 84-årige Gene Sharp
21. februar 2011

EAST BOSTON - Revolutionære ideer har altid formået rejse over lange distancer - også uden telegraf, telefon og internet. Om de er blevet udmøntet i handling og succes, er en anden historie.

Nyheden om amerikanernes opstand mod den britiske kolonimagt i 1776 blev f.eks. bragt med skib til Europa. Men det tog over 10 år, inden de revolutionære i Paris indtog Bastillen, bl.a. inspireret af deres fæller i Amerika.

Tanken falder mig ind, da jeg står og kigger nedad en gade mod skibene i Bostons havn, mens den aldrende revolutionsteoretiker Gene Sharp lader vente på sig. Han bor i en tre etager høj ejendom bygget af røde mursten på en stille gade i et tidligere arbejderkvarter i East Boston. Sharps dørklokke duer ikke. Jeg har måttet banke på hans grønne dør.

Gene Sharp har i årtier været en velkendt skikkelse blandt unge intellektuelle, som ønsker at vælte de diktaturer, de lever under. Han er ikke den typiske revolutionsteoretiker, der studerer sociologiske, økonomiske og politiske aspekter af opstande. Sharp har valgt et fag, som indtil han opfandt det i 1950'erne, slet ikke eksisterede.

I over 60 år har han studeret og skrevet bøger om, hvordan man ved hjælp af ikke-voldelige metoder undergraver og styrter diktatoriske regimer.

Ikke pacifist

Sharp hører ikke til den traditionelle pacifistiske tradition, der skyer konflikt. Tværtimod argumenterer han for, hvad man kunne kalde en aggressiv ikke-voldelig strategi, hvor oprørere udvikler en plan bestående af diverse ikke-voldelige metoder rettet mod regimets fundamentale svaghedspunkter.

Hans grundlæggende tese bygger på formodningen, at alle autoritære og totalitære regimers magt hviler på en moralsk autoritet, på folkets lydighed og samtykke, det økonomiske system, bureaukratiet såvel som militæret og politistyrkerne. Det gælder derfor om at udvikle metoder til at afskære diktaturet fra disse magtkilder.

At Sharps bøger pludselig er blevet højst aktuelle skyldes, at man kan drage en direkte linje fra denne mands ideer til de unge oprørere i Egypten og Tunesien, som begyndte at læse hans værker i 2006.

Den ordførende leder af Egyptens 6. april-bevægelse, Ahmed Maher, har til udenlandske korrespondenter fortalt, at han og andre i gruppen stiftede bekendtskab med Sharps bøger - som kan downloades gratis fra Albert Einstein Institutions website - gennem den serbiske oppositionsgruppe Otpor.

Otpor er det første historiske eksempel på en gruppe af unge revolutionære, der vælter et autoritært styre (Slobodan Milosevic i 2000, red.) under indflydelse af Gene Sharps pragmatiske ikke-voldelige kampmidler. Forud herfor deltog Otpor-aktivister i et træningsseminar i Budapest finansieret af instituttet i Boston.

Siden har Otpor og et andet amerikansk institut ledet af Sharps discipel, Peter Ackerman, sørget for at sprede den amerikanske tænkers ideer til aktivister i Georgien, Ukraine, Hvide Rusland, Kirgistan og Iran; og altså nu til de oppositionelle i Egypten og Tunesien.

Sharps kendteste værk, «Fra diktatur til demokrati, En konceptuel ramme for frigørelse«, kan downloades på arabisk fra Det Muslimske Broderskabs website.

Hjemme hos Sharp

Den grønne dør åbnes og foran mig står Gene Sharp - affældig og forpjusket i sin løst hængende skjorte og korte bukser opretholdt af et for højtsiddende bælte. Med et venligt smil byder han mig indenfor i et kontor, hvis uordnede tilstand er umulig at beskrive. Den eneste synlige orden er bøgerne stillet i vægreoler, alt andet ligger og flyder på borde og gulve. Stolen jeg skal sidde i under interviewet er overdækket af hår fra hans hund, Sally.

Sharps medarbejder er en betagende smuk afghansk kvinde klædt efter den seneste mode. Jamila Raqib kom til USA med sine forældre, efter at sovjetiske styrker trak sig ud af Afghanistan. Hendes kontor er udstyret med to Apple-computere og er så ordnet, som man kan forvente.

Jeg spørger først Sharp, hvad der efter hans mening udløser opstande.

- Er det, at en hidtil frygtsom og underkuet befolkning pludselig bliver frygtløs?

»Jeg ville ønske, jeg vidste det. Det er et enormt vigtigt spørgsmål at få afklaret,« svarer han.

»Jeg har bemærket i rapporter fra Egypten, at folk på gaderne efter sigende mistede frygten for politiet og bøllerne. Ghandi sagde altid til sit folk: 'I bør aflægge Jer frygten'.«

»Når diktatorer bliver udfordret af folket, tyer de altid til trussel om anvendelse af magt og folks frygt for at miste livet betyder i de fleste tilfælde, at de holder sig tilbage og opgiver at gøre modstand. Det fascinerende er netop, hvordan det sker, at de mister frygten for regimet.«

Vold avler mere vold

- De skriver i deres kendteste bog, 'Fra diktatur til demokrati', at det er en dårlig idé for oprørere at svare igen med vold. Det er præcist, hvad undertrykkerne ønsker, fordi det er netop det område, hvor de stør stærkest. Holder det altid stik?

»Nogle gange sker det, at statens voldelige repressalier giver bagslag. Det kalder jeg for politisk juijutsu. Diktatorens styrke vendes imod ham. Vold avler mere modstand i befolkningen og kan endda splitte regimet indefra og i sidste instans svække diktatoren. Det ses i bl.a. Tunesien og Egypten.«

- Kan det ikke være problematisk for de revolutionære at lade militæret overtage magten i stedet for at insistere på at indsætte en overgangsregering til demokrati. Kan oprørerne stole på ledelsen af de væbnede styrker?

»I sådan en situation kan der ske forskellige ting. I Portugal i 1974 gik det godt. Jeg skal ikke kunne sige, om de egyptiske revolutionære tog den rigtige beslutning ved at acceptere militærets magtovertagelse. Uden det ville der måske være opstået massivt kaos og forvirring. Bevægelsen havde ingen synlig leder, ingen Ghandi. Herudover var det lykkedes for Hosni Mubaraks regime at blokere for udviklingen af et stærkt civilsamfund. Hvis militæret beslutter at beholde magten, må bevægelsen overveje nye former for modstand.«

- Hvordan skulle de gøre det? Ved at gå på gaderne igen?

»Jeg kan referere til min bog The Anti-Coup, der handler om, hvordan man forebygger et militærkup under og efter en revolution, og hvordan man besejrer det, hvis det sker. Det er den eneste praktiske håndbog, der findes om det emne. «

»Jeg vil minde om, at bolsjevikkerne kom til magten med militære midler efter den fredelige februar-revolution i 1917. I 1920 forsøgte frikorps at erobre magten i den tyske Weimar-republik, i 1961 besatte franske militære styrker Algiers i protest mod de Gaulles beslutning om at trække dem hjem, i 1981 indførte den polske hær militær undtagelsestilstand og i 1991 afsatte en militær junta Mikhail Gorbatjov i Rusland.«

Strejker

- Tror De, det var en fejltagelse, at de unge oprørere fra en middelklassebaggrund på Tahrir-pladsen og i Alexandria undlod at alliere sig med Egyptens arbejderklasse og bruge strejkevåbnet i større omfang. Det er jo er et effektivt ikke-voldeligt kampmiddel?

»Jeg ønsker ikke at kritisere den egyptiske bevægelse; de fortjener alles forundring og ikke negative kommentarer fra en sur gammel mand i Boston. Men det er muligt, at de ville have stået stærkere overfor militæret, hvis de havde indgået en alliance med arbejderklassen og regimemodstandere i statsbureaukratiet.«

»Det er altid en fordel at have så meget enhed som muligt i en modstandsbevægelse. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er alt imidlertid ikke tabt. I min bog fra 1973 om traditionen for ikke-voldelige handling er der en liste over faktorer, som er bestemmende for en revolutions udfald - dens fiasko eller succes.«

- Jeg formoder, at det ikke altid er et særligt effektivt kampmiddel at styrte ud på gaderne med protestplakater og besætte pladser og bygninger?

»Nej, hvorfor skulle man risikere at blive dræbt! Der er ingen grund til at forsvare offentligt rum eller en del af landet med ikke-voldelige handlinger. Det skaber ofte problemer. Der er andre og bedre måder at kontrollere situationen på. «

Obamas overgang

»Man kan f.eks. paralysere en hel by ved at blive hjemme i flere dage eller længere. Byen bliver livløs, der er ingen på gaderne; det økonomiske system, statsbureaukratiet og de politiske institutioner bliver lammet.«

- I Deres værker giver de udtryk for skepsis overfor forhandlinger med en diktator, så jeg går du fra, at de tog afstand fra præsident Obamas råd om en ordnet overgang til demokrati?

»Absolut, men de egyptiske oprøreres strategi var også risikabel. Som vi har set andre steder, rydder regimet gaderne og skyder demonstranterne ned, som det skete på Tienanmen-pladsen i Beijing. Men der er altid mulighed for fraternisering mellem soldater og revolutionære; og det er yderst farligt for regimet. Om det havde nogen indflydelse i Egypten, skal jeg ikke kunne sige.«

- I Bahrain valgte oprørerne at satse deres liv på at genvinde kontrollen med Perlepladsen ...?

»Oprørere improviserer altid henad vejen, og de er bedst til at vurdere, hvilke metoder de skal tage i brug i et givet øjeblik. Jeg ved ikke, om bahrainerne har læst om ikke-vold. Uden at have sat sig ind i emnet er de ikke i stand til at føre deres kamp med særlig stor færdighed, og det kan blive et problem. De bliver nødt til at vide noget om taktik og strategi - at blotte sig for skarpskytter er sjældent den rette løsning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Sharp hører ikke til den traditionelle pacifistiske tradition, der skyer konflikt."

Hvad er det for en tradition? Det er nok snarere en populær fordrejelse af krigsmagerne for at få pacifisme til at virke latterlig.

Pacifisme er altid konfrontatorisk og kræver, som Gandhi bemærkede, langt mere mod end krig.

Bortset fra det en oplysende artikel.

Der er sjælden kønt, hvad der foregår blandt de selverklærede planlæggere, @Dmitri. Men som du kan se i den ny danske bog "Verdensrevolutionens generalstab" om Komintern, så kan der planlægges ud i det absurde, uden at anstrengelserne nødvendigvis kaster en dyt af sig. Så mange brikker skal tilfældigvis lige falde på plads, for at et oprør kan vise sig folkeligt og vellykket. Og som også de topstyrede kulørte revolutioner viste, fører planerne sjældent til det forventede resultat.

Når sagen drejer sig om at vælte et grimt diktatur, og i bedste fald bagefter at skabe en verden, der bare er lidt mere tålelig for den brede befolkning, er min naivitet fortsat glad og forhåbningsfuld - uanset hvorfor omvæltningen så kom. Det kan så tage deprimerende lang tid at få den nye hverdag til at fungere, og få opbygget nye rammer. I den proces er der stor fare for, at alt for stærke mænd rager tøjlerne til sig.

Også i Danmark måtte der truslen om "fortvivlelsens selvhjælp" til, før vi slap af med teokratiet. Som vort danske eksempel desværre også viser, er det fortsat efter et par hundrede års kamp ikke lykkedes af få has på hverken monarkiet eller embedsmandsvældet - endsige at få landet erklæret formelt demokratisk. Tredelingen af magten er fortsat uafklaret, ministeransvar og mindretalsbeskyttelse ikke eksisterende - den slags tager tid at få ændret...

Michael Madsen

Jeg har svært ved at forestille mig at man kan lave en demokratisk omelet uden at knuse nogen af de problematiske "æg". Hvis der var fysisk konsekvens ved korrupt adfærd hos de "folkevalgte" så kunne det sikkert samtidig inspirere omgivelserne.

Fogh skal til Haag, og vi skal have en afklarende folkeafstemning om EU inden vores siddende regering binder os med en gordisk knude der vil efterlade os umyndige rent juridisk i al eftertid.

FOLKEAFSTEMNING blev der sagt !

Demokrati ? Hvor ?