Læsetid: 4 min.

Så gav Hosni Mubarak op

Andet kapitel af den mellemøstlige gyser blev skrevet i få ord, der vil få uoverskuelige konsekvenser i Mellemøsten og verden
Andet kapitel af den mellemøstlige gyser blev skrevet i få ord, der vil få uoverskuelige konsekvenser i Mellemøsten og verden
12. februar 2011

BEIRUT - I to kortfattede sætninger afsluttedes andet kapitel af den rullende fornyelse af Mellemøsten. Det varede 18 dage med 300 dræbte og flere tusind sårede ofre for den 82-årige præsidents kluntede håndtering af en vrede, han ikke anede dybderne af.

Der skulle mere end et vink med en vognstang til fra den militære elite, han selv kom fra, før han forstod, at det ikke var muligt for ham - som han torsdag aften betroede vennen, Benyamin Ben-Eliezer, Israels tidligere forsvarsminister, at han ville - nemlig »gå med værdighed«.

Det forlød også fra BBC, at vicepræsident Omar Suleiman, der havde serveret Mubaraks afgang, også er gået af.

Tirsdag sagde han til en gæst, De Forenede Emiraters udenrigsminister, der var på officielt besøg i det aktionslammede Kairo:

»Jeg har en måned foran mig. Jeg har tjent mit land i 61 år, og at forblive ved magten i nogle få måneder vil ikke ændre noget. Jeg ønsker imidlertid at overgive landet på rette måde, og det er et krav, der ikke kan opfyldes, hvis jeg går nu.«

Hosni Mubarak var altså klar over, at han nærmede sig afslutningen på andet kapitel af det forløb, der indledtes den 14. januar med den tunesiske diktator Ben Alis flugt til Saudi-Arabien, og som med den egyptiske autokrats fald vil få uoverskuelige følger i de arabiske lande og i Mellemøsten som helhed.

Og dermed globalt, idet regionen er leverandør af 60 pct. af verdens energi.

Uroen har bredt sig

Den egyptiske revolutions succes vil puste til den utilfredshed, der allerede har udløst voldsom uro i Jordan, Mauretanien, Yemen og Algeriet og i mindre omfang i det ellers så stabile Saudi-Arabien og andre Golf-stater som Bahrain og Kuwait.

Demonstranternes målområde er årtiers opbygget lede ved politistatstilstande, korruption, umyndiggørelse, knægtelse af ytringsfrihed og stigende arbejdsløshedstal i en region, der er hårdt ramt af de sidste års tilbageslag i den globale økonomi.

For Egyptens vedkommende betød det massefyringer af de egyptiske fremmedarbejdere i Golf-landene, som tillige med Suez-kanalen, turismen og en i øvrigt reduceret energisektor er en af landets hovedindtægtskilder.

Og kl. 18.12 fredag lokal tid var det slut:

»Under de vanskelige omstændigheder for landet har præsident Hosni Mubarak besluttet at forlade præsidentembedet. Han har overladt det til de væbnede styrkers råd at styre statens anliggender, og lad Gud være vores hjælper,« lød det tonløst fra vicepræsident Omar Suleiman i grel kontrast til den jubel, der udløstes i Kairo - og i øvrigt i andre byer i den arabiske verden, ikke mindst i Gaza, hvor kvinderne i overensstemmelse med lokal skik uddelte bolsjer.

De internationale reaktioner er overvældende positive - EU har bebudet støtte til det nye Egypten. Det samme har FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og i Israel - der under hele forløbet har signaleret bekymring over de egyptiske demokratikrav, sagde en talsmand, at »vi håber, at overgangen til demokrati i Egypten vil ske uden vold og at fredsaftalen (fra 1978 mellem Israel og Egypten. red.) vil blive holdt«.

Sponsorens rolle

Mubaraks fald foregik nogenlunde efter samme drejebog, som Ben Alis i Tunesien - den lokale militære elite, støttet af dens udenlandske sponsor og inspireret af socialt brede protester, hvor middelklasse, landbrug, industriarbejdere og - først og sidst - de unge uden fremtidshåb, hvis demonstrationer tilvejebragte et politisk 'legitimt' grundlag for fjernelse af det siddende styre. I Tunesien var det Frankrig, der bakkede de militære reformister op, i Egypten var USA støttebenet med gentagne opfordringer til 'ordnet overgang' til demokrati her og nu.

Ubekræftede forlydender ville i går vide, at præsident Barack Obamas tale på et universitet i Michigan, hvor han bl.a. sagde, at »verdenshistorie folder sig ud«, blev holdt i tillid til en telefonaftale tidligere samme dag med Mubarak, hvor denne lovede at træde tilbage allerede torsdag aften. Hvilket også kan forklare, dels at præsidentens tale blev forsinket en times tid, dels at han flere gange understregede, at han ikke ville »bøje sig for udenlandsk diktat«.

Hvad bliver næste land?

Men i aftes var det gennemgående tema, at egypterne selv - unge og gamle, rige og fattige - havde væltet diktatoren.

Det er da korrekt - demonstranterne har været udholdende og formået at samle flere og flere dag for dag, hvor de fleste med kendskab til den traditionelle politiske apati i landet konstant tog fejl i deres spådomme om, at protesterne ville fuse ud. Men det er ikke hele sandheden, ligesom det ikke er hele sandheden, når militæret i går hyldede Mubarak for hans livslange indsats for sit land.

Han gjorde det til et korrupt og snavset bureaukrati-helvede, men det er også meget egyptisk at være storsindet over for den nederlagsramte.

Nu ser verden frem til tredje kapitel. I Jordan? Algeriet? Det eneste, der er sikkert nu er, at det vil vise sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tirsdag d. 1 februar . Flere aviser:
"SF-formand Villy Søvndal, som kan blive Danmarks næste udenrigsminister, får ingen opbakning fra den nuværende og to tidligere udenrigsministre, når han direkte opfordrer den egyptiske præsident, Hosni Mubarak til at gå af."

Godt set Villy!

Tydeligvis vil vi alle være godt tjent med Villy Søvndal som udenrigsminister, hvis han en dag skulle få chancen.

Han var nemlig den eneste politiker, der fra starten bakkede 100 % op omkring de demonstrerende krav om Mubaraks afgang, og han greb som den eneste ud efter øjeblikket, for at kunne være med til at støtte op omkring denne pludselige historiske chance som viste sig at ændre millioner af mennesker fremtid.

De næste par uger vil alle havde andel i diktatorens fald, men husk at det var alene Villy Søvndal som havde mandsmod og hjerte til at stå tæt sammen med det Egyptiske folk, og det selvom de fleste politikere herhjemme stod i kø for at håne ham for hans støtte..

peter fonnesbech

" Så kom han sgu endelig ned fra Pyramiden " .

Men vi snakker jo osse om en ældre stædig og sikkert gangbesværet mand med nedsat hørelse.

Godt at hans landsmænd kunne hjælpe ham, selv om det tog hele18 dage.

Citater fra en artikel på CounterPunch:

“There are decades when nothing happens; and there are weeks when decades happen.”

—V. I. Lenin (1870-1924)

“Victory is accomplished through the perseverance of the last hour.”

—Prophet Muhammad (570-632 AD)

http://www.counterpunch.org/

Tom W. Petersen

Søndagsavisen meddeler, at ifølge The Guardian er Mubarak verdens rigeste mand. Han har en formue på næsten 383 milliarder kroner. Derefter kommer den mexicanske forretningsmand Carlos Slim Helu med 292,5 Milliarder. Og som nummer tre Bill Gates med knap 290 milliarder.
Så Mubarak har sikret sin seneste alderdom. Ægypten har lønnet ham godt.