Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tåregas sælger i Abu Dhabi

På våbenmessen IDEX2011 er britiske udstillere talstærkt til stede. De sælger avanceret udstyr til pacificering af 0prør-ske menneskemasser
Udland
23. februar 2011

ABU DHABI - At dømme efter brølet fra de supersoniske kampfly i luften og den potente dieselbrummen fra tunge bæltekøretøjer i sand, skulle man tro, at den arabiske verdens voldsomme protestbølge nu også har spredt sig til det rige emirat Abu Dhabi.

Men nej, for dette er IDEX 2011, Mellemøstens største våbenmesse og et tilløbsstykke for tusindvis af våbenforhandlere og deres kunder.

Indkøbere i mørke jakkesæt og solbriller måber af beundring over en præsentation af militært isenkram, som afvikles nøje synkroniseret til et blomstrende hiphop-soundtrack. En aserbajdsjansk forsvarsminister prøvekører en pansret mandskabsvogn af sydkoreansk fabrikat - specialmodellen til oprørsbekæmpelse.

Etiopiens generalstabschef får sig en tur i en ukrainsk tank, mens arabere i lange dishdasha-kjorteler tager sigte med amerikanske M16-rifler på en computersimuleret skydebane.

I messehallen, som er fyldt med den moderne våbenteknologis sidste skrig - fra den seneste generation af Predator-droner til avancerede nye stormgeværer med digital camouflage - har nogle af udstillerne imidlertid svært ved at ignorere den reelle vold, der sker i Libyen og Bahrain.

I den britiske pavillon angler den fremmødte delegation, som har forsvarsminister Gerald Howarth i spidsen, nok efter nye våbenkontrakter. Men den er samtidig under voksende pres for at forklare Storbritanniens rolle i bevæbningen af regionens diktatoriske og undertrykkende regimer.

Mange af udstillerne tilbyder en bred vifte af produkter, som kan være nyttige til at holde fjendtlige menneskemængder i ave - fra flere stande sælges der således tåregasgranater, chokgranater (som med kraftige lysglimt og trykbølger kan lamme og forvirre en modstander, red.) og gummikugler.

Ved den britiske pavillon kan en officer, som repræsenterer Storbritanniens handels- og industriministerium, overhøres levere en veloplagt salgstale for en kamerastyret seks kilos fragmentationsbombe til indkøbere fra Algeriets militær. Ude i middagsheden demonstrerer BAE Systems deres seneste vidunder af en pansret mandskabsvogn, som virksomheden allerede har solgt flere eksemplarer af til Dubais politi.

Afviser eksportforbud

Den seneste tids begivenheder i Mellemøsten har affødt flere skarpe opfordringer til Storbritannien om at trække sig fra arrangementet. Labour ønsker et øjeblikkeligt eksportforbud for våben til Bahrain, og Amnesty International vil udvide forbuddet til hele regionen. Den britiske regering afviser indtil videre dette, men har dog tilbagekaldt 44 våbeneksportlicenser til Bahrain og otte til Libyen.

»Det spørgsmål vil jeg ikke kommentere her og nu,« siger Howarth til The Guardian, imens han venter - forgæves skal det vise sig - på at hilse på Abu Dhabis Sheik Mohammed bin Zayed al-Nahyan, der hellere vil se på pistoler på en konkurrerende stand.

»Jeg har mange aftaler at passe. Som minister for nationens sikkerhedsstrategi må jeg være til stede på denne vigtige udstilling.«

Efter aktindsigt i de relevante papirer fra det britiske forsvarsministerium konstaterer The Guardian, at der sidste år blev udstedt 20 eksportlicenser Bahrain, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Oman. Licenserne vedrørte udstyr til bekæmpelse af optøjer, herunder tåregas og røg- og chokgranater. Ministeriet udstedte eksportlicenser for salg af våbenteknologi og udstyr til Libyen for 182 millioner britiske pund, herunder crowd control-ammunition og tåregasammunition.

Ydermere er licenser udstedt for henholdsvis leverancer af dobbeltløbede geværer til Bahrain og snigskytterifler til Oman og Qatar.

»Mellemøsten var indtil for et par uger siden et marked i vækst,« siger en våbenhandler, der som langt de fleste udstillere beder om ikke at blive nævnt ved navn.

Regeringens ansvar

»Spørgsmålet er, hvem vi nu skal sælge til. Vil vi ønske at sælge hi-tech-udstyr til Egyptens Muslimske Broderskab? Næppe.« Louise Robson, der repræsenterer BAE, indrømmer, at den seneste tids uroligheder har gjort markedet uforudsigeligt.

» I lyset af hvad der foregår lige nu, er der næppe mange, der har lyst til at tale om, hvordan de agter at bruge deres budget for forsvarsindkøb.«

I mellemtiden forsvarer de britiske firmaer, som er blevet kritiseret for at tilbyde våben og udstyr til pacificering af oprørske menneskemængder, deres ret til at gøre det. Rupert Pittman, talsmand for Chemring Group, der sælger tåregaspatroner og chokgranater på IDEX, henholder sig til, at det er regeringens licenssystem, der afgør, hvilke lande virksomheden sælger til.

»Vi ser altid nærmere på lande, vi overvejer at eksportere til,« siger sagde han.

Og Simon Martyr, direktør for Primetake, der sælger gummikugler:

»Vi er en meget respektabel organisation, som altid rådfører os omhyggeligt med Forsvars- og Handelsministeriet. Det er særdeles vanskeligt at eksportere på grund af den strenge myndighedskontrol.«

En højtstående forsvarsindustrikilde, der kun vil udtale sig under anonymitet, betegner opfordringerne til at boykotte messen som forrykte og undergravende for det langsigtede forhold til De Forenede Arabiske Emiraters militær.Han henviser til, at den britiske eksportkontrol er blandt de mest restriktive og understreger, at britisk forsvarsindustri har en årsomsætning på 35 milliarder pund (heraf eksporteres der årligt for 7,2 milliarder pund - og halvdelen af eksporten går til Mellemøsten) og beskæftiger 300.000 mennesker.

»Vi kan ikke opstille love for, hvordan købere bruger vores produkter. Vi er nødt til at stole på deres operationelle disciplin.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fra Danmark deltog Composhield, Covidence, Seqtor og Systematic, der alle er fra Østjylland, samt Metrik Simulation og Reson fra Nordsjælland. Composhield producerer beskyttelse til militære køretøjer, som lastbiler og firehjulstrækkere. Covidence har specialiseret sig i bittesmå kameraer til militær og efterretningstjeneste. Metrik Simulation designer avancerede 3D simulatorer til syntetiske træningsmiljøer.

Reson udvikler sonarudstyr til krigsskibe og ubåde, og er førende på verdensmarkedet . Seqtor er en af verdens førende udviklere af elektronisk overvågningsudstyr. Systematic er militære software-løsninger og overvågningsudstyr. Covidence, Metrik Simulation og Seqtor har ikke tilladelse til at producere eller udføre krigsmateriel, men derfor kan de jo godt lede efter interesserede militære købere til lignende grej.

Overvågningsudstyr er i høj kurs, når befolkninger skal holdes nede - og danskere er dygtige til kontrol og overvågning. Tidligere chefpolitiinspektør Kai Vittrup var chef for diverse humanitære politimissioner i Afghanistan, Kosovo og Sudan. Nu arbejder han med grænsekontrol for Saudi-Arabien, ansat af det private sikkerhedsfirma EADS...