Nyhed
Læsetid: 3 min.

Thailandsk trussetriumf

I 20 år blev de ansatte snydt for differencen mellem salgspris og omkostninger på det undertøj, de syede for et af verdens førende undertøjsbrands Triumph. Nu har de organiseret sig i kooperativet 'Try Arm' og laver (protest)undertøj, der ligner Triumphs til forveksling
For to år siden blev 2.000 ansatte fyret fra Triumphs producent i Bangkok. Nogle af dem etablerede firmaet Try Arm, som producerer undertøj, der minder meget om Triumphs.

For to år siden blev 2.000 ansatte fyret fra Triumphs producent i Bangkok. Nogle af dem etablerede firmaet Try Arm, som producerer undertøj, der minder meget om Triumphs.

Tanja Kjeldgaard

Udland
24. februar 2011

BANGKOK - Spurgt om hun kender Try Arm, reagerer min thailandske veninde med et prompte »the thai one or the original one?«

Tyvstjålet vil nogle da også kalde Try Arm. Stoffet, designet og syerskerne er de samme og så ligner logo og ikke mindst ordlyden af navnet Try Arm (hvis den udtales med thai-accent) til forveksling deres tidligere arbejdsgivers. Kan Triumph trække Try Arm i retten for at bryde varemærke-reglerne? Sikkert! Men det tør de næppe.

I Thailand betyder erfarne syersker større omkostninger, og er de også i fagforening, er de en farlig cocktail. Netop konsekvensen af denne cocktail måtte knap 2.000 ansatte hos Body Fashion, Triumphs producent i Bangkok erfare, da de i juni 2009 blev fyret. Produktionen blev flyttet til en anden fabrik med færre fagforeningsmedlemmer og med yngre kvinder til lavere løn.

Sådan lyder forklaringen fra Clean Clothes Campaign, en international organisation, der arbejder for at forbedre arbejdsforhold i den globale tekstilproduktion, og som har fulgt sagen løbende. Organisationen kan berette om dødstrusler og manglende respekt for arbejdsrettigheder, og i det hele taget har det tysk-schweiziske Triumph ikke levet op til deres eget code of conduct.

Nok kan man tage kvindernes job, men man kan ikke tage deres kvalifikationer. Og 20 års sy-erfaring forsvinder ikke bare.

Så da Triumph tog kvindernes job, tog kvinderne sagen i egen hånd eller arm hvis man skal understrege Try Arms ordspil. Med rejst pande og løftet arm ville de prøve at klare sig selv. Dette blev til Try Arm.

Belejret med symaskiner

I en lille bygning halvanden times kørsel uden for Bangkoks centrum ligger Try Arm. Her sidder 20 af de ældre tidligere Triumph-ansatte og syr undertøj. Designet er stjålet og var en åbenlys del af deres otte måneder lange protest foran den nedlagte fabrik. Senere rykkede de demonstrationen til det thailandske arbejdsministerium, som de belejrede med stof og symaskiner, og her startede deres produktion af protest- undertøj.

»Hos Triumph måtte vi ikke rejse os, selv om vi lige havde brug for at strække ud i kroppen, inden vi fortsatte. Det må vi nu. Nu arbejder vi i vores eget tempo, og ingen hundser med os. Nu bestemmer vi selv!,« forklarer Wipa, der arbejder i Try Arm ko- operativet.

Før producerede de undertøj for Triumph, der blev solgt til priser, de ikke selv kunne betale nu producerer de trusser i samme kvalitet til en pris, de fleste kan overkomme. Ved mit besøg på fabrikken i slutningen af januar var det begejstrede medarbejdere, der mødte mig. De var netop blevet enige om at hæve lønnen fra 250 bath (45 kr.) til 300 bath (53 kr.) om dagen. Det er den samme løn, de ville havde fået hos Triumph, men forskellen er, at »nu er der en direkte forbindelse mellem salgspris og løn; hæves salgsprisen, er det Try Arm og dermed os, der tjener på salget«, forklarer Jittra.

Tror ikke på sagsanlæg

Hun er tidligere fagforeningsforkvinde og en af dem, der blev ekskluderet fra fabrikken pga. af sin fagforeningsaktivitet, og hun har siden fungeret som koordinator for Try Arm-kooperativet. Jittra kender sine egne og de øvrige syerskers kvalifikationer et budskab, der skinner igennem i hele interviewet, når hun med sit »dont give us money, just buy our product«, afværger en eventuel medlidenhed. Hun ved, at de har fat i den lange ende og håber at kunne sprede ideen til andre syersker bl.a. i Filippinerne, hvor Triumph-undertøj også bliver produceret. Hvad angår et sagsanlæg, er hun ikke længere bekymret.

»Da vi startede Try Arm i marts 2010, var jeg bekymret, men de har stadig ikke lagt sag an, så nu tror jeg ikke, de gør det,« siger Jittra.

Ser man på Try Arms produkter, kan man undre sig over, at Triumph endnu ikke har sagsøgt Try Arm i forhold til varemærke-reglerne. Kender man historien, forstår man det bedre. Et sagsanlæg vil næppe gavne Triumph, men vil snarere understrege, hvad der netop er Try Arms pointe med deres (protest)undertøjsproduktion: at det er Try Arm, der er den rigtige triumf i denne sag. Forbrugeren får den samme vare i den samme kvalitet, bare billigere og de, der producerer den, deler et evt. overskud ved produktionen. Try Arm handler nemlig ikke om varemærker, men om at tage vare på arbejderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Buy "TryArm" ! ;0)

Martin Kristensen

Hvad er det for en formulering - snydt for differencen mellem salgspris og omkostninger? Marxismens merværdi begreb er vist ikke blevet spildt på Tanja Kjeldgaard. Mon ikke der er tale om den samme Modkrafts-skribent, Tanja Kjeldgaard, der generelt farer rundt om diverse emner som blodrør korsfarer?

Vi andre kan nok ikke forarges over at der er forskel på det vi giver for et stykke tøj, og det firmaet giver for at få det syet.

Derudover er det da fint med lokale co-operativer, men så længe de ikke selv opbygger noget er de jo 100% afhængige af at nogen, som Triumph, bruger resourcer på at opbygge et navn de kan snylte på, under dække af at det vil være en potentiel PR katastrofe at gøre noget ved dem.

Margit Kjeldgaard

@Torben. Har sendt ordre og håber på snart at kunne sælge via www.Renttøj.dk
@Ib. Du bør kunne skelne mellem mig og min ældste datter.

Tak til Tanja Kjeldgaard for at berette om de seje kvindelige arbejdere :)

@ Margit Kjeldgaard
Super initiativ med sådan en webshop, det ryger i bookmarks. Og her et direkte link: http://www.renttoj.dk/

@ Ib Ling
"Marxismens merværdi begreb er vist ikke blevet spildt på Tanja Kjeldgaard."

Skulle det nu være noget at blive forarget over?

Må jeg anbefale alle at se Blod, Sved og T-shirt for 5 unge danskere får diverse jobs i tekstil-industrien i Indien. Kommer på DR1 i dag torsdag den 24. februar 2011....

Her så man sidste torsdag (den 17. februar 2011), hvordan de her danskere kom til en swearshop, hvor de fik 0,07 kroner (dvs. 7 øre), ikke i timen, men pr. kjole. Og de skulle arbejde fra kl. 7.00 om morgenen til kl. 23.00 om aftenen (eller senere). I andre programmer har vi set, hvordan inderne bruger (alt for meget) saltsyre, vrider og banker tøjet med hænder og fødderne. Om jeg forstår, hvorfor inderne ikke kan eller vil lære at det er bedre også for tøjet at det bankes eller vrides med træstykker...

Og i de afsnit, hvor vi ser dem sy, foregår det som det beskrives det foregår på Body Fashion: De må ikke rejse sig, strække sig, de skal blive siddende på deres plads, de må end ikke gå på toilettet (uden tilladelse). Og de skal arbejde, arbejde og arbejde...

Pointen med de 0,07 kroner, dvs. 7 øre pr. kjole er denne: Hvis folk organiserer sig eller forlanger bedre arbejdsvilkår, ja så bliver de fyret øjeblikkeligt.
Og hvis de bare tænker på ordet 'fagforening' bliver de fyret. Og det er åbenbart også sket her; syerskerne har forlangt en fagforening. Body Fashion har sagt nej og fyret dem.

Og Triumph kan (desværre) fralægge sig ethvert ansvar, da det jo ikke er er deres (egen) fabrik, men en underleverandør...

Mht. salgspris og omkostninger er det da korrekt at der er forskel på produktionsprisen og salgsprisen.
Men for at tage et endnu mere aktuelt eksempel, Apple's Ipad kan nu købes for cirka 4000 kr. (op tilbud). Det er den billigste model med 16 GB harddisk. Den bliver lavet I Kina, og den koster garanteret eller sikkert kun ca. 1100 kroner at lave.
Dette er produktionsprisen. Hvis man antager at der er 1100 kroner i omkostninger, alt inklusive (dvs. skat, afskrivning, transport, fortjeneste), burde den koste mellem 2200-2600 kr. Og så er der endda penge til overs...

Pointen er den, at aktionærerne hos Apple forlanger profit, profit og atter profit. Og helst hurtigt.
Og derfor banker man lige cirka 1100-1400 kr. oveni i prisen, så Apple kan tjene (endnu) flere penge. Og der er intet galt i at tjene penge, men de folk som producerer de her produkter bør behandles godt. Hvis man gør det, stiger deres arbejdsglæde og dermed deres produktivitet...

Ib Ling

Ja den formulering undrede jeg mig også over. Den virker noget naiv... Sådan naiv på den måde kun danskere, med deres på tørre, mærketøj i skabet og uden nogensinde at have udført manuelt arbejde, kan være det.
Men bortset fra forfatterens naive tilgang til emnet, så har både syerskerne og artiklens forfatter nu alligevel fat i den lange ende. For selvom det naturligvis ikke giver mening, at tale om medarbejderne i produktionsleddet ligefrem bliver snydt for forskellen mellem detailledets kostpris og udsalgspris, så afspejler forholdene i produktionsleddet altså alligevel en grådighed der er ekstremt svær at forsvare. F.eks. hørte jeg for nogle år siden, at hvis man blot hævede prisen med et par kroner for et par Nike sko, så kunne man faktisk finansiere en fordobling af fabriksarbejdernes løn. I det lys synes jeg i den grad artiklen har en rigtigt fin pointe - produktionsudgifterne er så latterligt lille en del af den branche, at det er uforståeligt, at virksomhederne forsøger at presse de udgifter så langt ned. Gevinsten er ikke noget videre, mens de negative konsekvenser er betydelige.

Margit

Snedig lille viral marketingskampagne ;)
Men bortset fra det ville jeg råde dig til at lade være med at udføre den i praksis - hvis altså det overhovedet var din intention. Selvom Triumph ikke er gået i flæsket på producenten betyder det ikke de vil holde sig for fine til at gå i dit flæsk.

Triumph kan kun få en tabersag ud af det her. Og hele tøjindustrien vil blive nød til at forklare, hvorfor der er så stor afstand mellem produktionsprisen og salgsprisen. Bobleøkonomien er forbi.

Søren

Undskyld mig, men det er altså noget sludder. Der er overhovedet ikke noget odiøst i at forskellen mellem produktionspris og udsalgspris er relativt stor i tøjbranchen.
Dels handler det om volume. Selvom større tøjbutikker kan have en ret stor omsætning, så er omsætningen stadigvæk betydelig mindre end den er for f.eks. supermarkeder. Dvs. dækningsbidraget for den enkelte vare skal være langt større før man kan dække de faste udgifter (løn, husleje osv.).
Derudover har tøjbutikker slet ikke samme mulighed for at sikre en stabil indtjening, som supermarkeder har - trends og smag ændrer sig hele tiden mens folk altså er rimeligt stabile i forhold til de basisvarer supermarkederne henter en væsentlig del af deres omsætning på.
Der er flere grunde, men de ovenstående er vist rigelige til at sætte tingene i perspektiv.
At det skulle være forbundet med en eller anden fundamental urimelighed, at der er en relativt stor forskel på produktionspris og udsalgspris i tøjbranchen er ikke andet end en misforståelse baseret på manglende kendskab til grundlæggende erhvervsøkonomi og butiksdrift - sorry, men sådan er det altså :)

Lene Timmermann

Så er det SLUT med at købe nogetsomhelst fra Triumph for mit vekommende!!
Interessant artikel om nogle seje thailandske kvinder, og det er et godt eksempel på at fagforeninger har deres berettigelse.

@Kim

Det er dig der vrøvler. Et par bukser der koster 20 kr. at syg og det samme til transport,sælges for over 1000 kr. Det hænger ikke sammen, og skyldes kun mærkevareeffekten.

Martin Kristensen

@Kim: Det er tildels rigtigt - men det skyldes også at tøj har en så stor symbolværdi for mange mennesker at de vil give meget for det "rigtige" tøj, mens produktionsomkostningerne er meget lave. Samtidig er der ikke megen forskning (der er lidt, og der er design) så enhedsfortjenesten bliver meget stor.

Det, vi som forbrugere kan gøre at at insistere på at det tøj vi køber vi fremstillet under ordentlige forhold - altså certificeret af en ordentlig organisation (i modsætning til et gummistempel virksomheden selv har oprettet). For dem der ikke køber med andet end tegnebogen, og som altid vil have det billigste, vil det ikke betyde noget, men for dem der støtter brands bør det være et krav at brandet sikrer ordentlige forhold (ikke at forveksle med at give arbejderne alt merværdien - for den slags burde man skamme sig over at bringe til torvs i 2011).

Søren

Hvad er det da for noget fis. Det er simpel matematik (købmandsregning om man vil).

Lad os prøve at skære det ud i pap for dig, med et letforståeligt eksempel.

Forestil dig du har to butikker, Jens' butik og Jørgens Butik. Begge butikker har faste udgifter for 10.000,- om ugen og begge butikker giver 10,- per vare i indkøbspris.
Jens sælger så 10 stk. af sine varer om ugen, mens Jørgen sælger 100 stk. af sine varer om ugen.
Dvs. Jens skal have et dækningsbidrag per solgte vare, der er 10 gange højere end Jørgens, før han kan dække sine faste udgifter.
I kroner svarer det til at Jens skal have et dækningsbidrag per vare på 1000,-, mens Jørgen kan nøjes med et dækningsbidrag på 100,-. Jens skal altså sælge sine varer for 1010,- før han kan få dækket sine faste udgifter, mens Jørgen kan nøjes med at sælge sine varer for 110,-.
Kan du nu forstå hvorfor det ikke giver mening, at fokusere sig på forskellen mellem produktionspris og udsalgspris?
Det er altså ikke raketvidenskab det her Søren. Det er nærmest logik for burhøns og det chokerer mig sgu lidt, at det er så svært for dig at forstå - det burde være indlysende for enhver med blot nogenlunde gennemsnitlig intelligens, at du ikke kan udregne en virksomheds profit bare ved at trække indkøbsprisen af en vare fra udsalgsprisen.

Kim det ville give mening, hvis dit barnlige eksempel gav sig sig udslag i forskellige priser i forskellige butikker, men det gør det ikke. Varen koster præcist det samme i alle butikker i hele landet. Der er altså en anden mekanik i spil, end dine forsimplede bortforklaringer.
Desuden burde Jens finde noget andet at lave en at sælge 10 par bukser.

Søren

Det er klart, at der er andre forhold der spiller ind på den konkrete prissætning. Men den grundlæggende mekanik er altså ikke indviklet. Hvis du sælger mange enheder, så behøver du ikke have et særligt stort dækningsbidrag per enhed. Mens du, hvis du sælger relativt få enheder har behov for et langt større dækningsbidrag - det her er altså så selvindlysende, at selv du burde være i stand til at fatte det Søren.
I den forbindelse er der jo ikke noget odiøst i at tøjbranchen generelt arbejder med et relativt stort dækningsbidrag per solgte enhed.
At tøj fra samme mærke så generelt bliver solgt til samme pris i forskellige butikker har du da ret i. Men det ændrer altså ikke på behovet for det høje dækningsbidrag.
Du kan i øvrigt også se eksemplet udført i praksis. Tøjkæder, der satser direkte på volume, sælger også typisk deres tøj langt billigere, end de såkaldte mærkevarebutikker. Prøv f.eks. at se på H&M eller Gina Trickot. Deres tøj er typisk langt billigere end f.eks. Diesel, Gucci osv.. Men det er jo ikke fordi deres tøj nødvendigvis er dyrere at producere. De forhandlere har bare en langt større volume og kan derfor nøjes med et lavere dækningsbidrag.

Men nok om det... Jeg har forsøgt at forklare dig hvordan tingene hænger sammen Søren. Men du VIL jo ikke forstå og så kan jeg ikke rigtigt gøre mere. Det er jo dit problem, at du er så fanatisk du sidder og modsiger simple fakta. Tak for kaffe :)

Majbritt Nielsen

@Søren Lom
Nej du skal ikke regne med at nogen firmaer hvor som helst vil forklare noget som helst. Det er ikke første gang at firmaernes grimme side kommer frem. Hillfinger har også deres tøj syet under kummerlige forhold. Deres direktør og den eller anden kendt skullespiller blive stillet til ansvar for firmaets fremgangsmåde i bedste sendetid i USA. Skuespileren brød grædende sammen go har ikke samarbejdet med firmaet siden som "ansigt" for deres produkt. Og Hillfinger. De fortsætter som sædvanligt. Og sagen er løjet af og en anden kendt persone r nu "ansigt" for dem.

Sam ol, same ol....
Intet er ændret varen er den samme.

Majbritt

I forlængelse af dit indlæg vil jeg gerne lige understrege, at jeg bestemt ikke siger god for den måde rigtigt mange tøjproducenter behandler deres produktionsarbejdere på. Intet kunne ligge mig fjernere, og det håber jeg også er fuldstændigt klart qua mit oprindelige indlæg, hvor jeg synes jeg går ret tydeligt i flæsket på producenternes grådighed.
Mine øvrige indlæg har udelukkende til formål, at italesætte den ekstremt naive og dybest set dybt urealistiske tilgang til verden, som ellers hersker på disse sider. For selvom vi forhåbentligt alle kan blive enige om man skal behandle folk så godt som muligt. Så håber jeg også vi kan blive enige om at man altså ikke kan udlede noget fornuftigt af åbenlyse fejlslutninger.
F.eks. kan det ikke nytte noget, at man udleder alverdens uretfærdigheder af forhold som forskellen mellem udsalgspris og produktionspris - jeg har fuld respekt for at folk kan være glødende socialister, men jeg har altså INGEN respekt for at folk f.eks. sidder og kloger sig om virksomhedsøkonomi, når de ikke engang har sat sig ind i de mest grundlæggende begreber og mekanismer der er relevante for emnet.

Margit Kjeldgaard

Det er demokratiet, der er det interessante ved denne historie, synes jeg. Kvinderne har fået indsigt i hvad det koster at sy trusserne og hvad de kan sælges til. Differencen kan kvinderne nu selv disponere over. Det ku' de ikke da de var ansat hos Triumph og der kun de heller ikke bestemme om de måtte rejse sig mens de arbejdede.
Demokratiet er en dimension, som er blevet nedtonet i fair trade bevægelsen, efterhånden som store virksomheder er gået ind på markedet og flere produkter end kaffe er blevet fairtrade mærket. Kaffebønderne og bomuldsbønder kan danne kooperativer og få ordentlige løn- og arbejdsvilkår, når de bliver godkendt i fairtrade-systemet og nye kundegrupper vil betale merprisen. Men te og i særdeleshed tøj kræver store investeringer i maskineri, som fattige folk ikke kan skaffe. Så der godkender fairtrade-mærket plantage-drift og (indirekte) den lange vej gennem almindelige kapitalistiske virksomheder fra bomuld til færdigt tøj.
En anden vinkel på demokratiet i historien, er spørgsmålet om ejerskab til det, disse kvinder frembringer. De bruger det, de har lært hos Triumph, men det kan vel ikke kaldes tyveri. Jeg mener, vidensarbejdere i vort samfund fortsætter jo rask væk hos andre arbejdsgivere med at benytte deres kompetencer. Så det eneste man kan sige kvinderne har "stjålet" er ligheden med navn og logo, men det er jo nødvendigt for at de kan brande sig som en ny måde at lave trusser på. En demokratisk måde.

God positiv historie om nogle stærke kvinder i et patriakalsk samfund, der eksperimenterer med demokrati i produktionen. Ja, men læren er ikke entydig god. Kvinderne havde organiseret sig i en faglig klub og der foregik en kamp om forskellige rettigheder. Når Triumph lukkede fabrikken og flyttede produktionen længere op nordpå i Thailand, så er det jo et nederlag for fagbevægelsen. Altså: faglig kamp for bedre løn- og arbejdsforhold er selvfølgeligt fint, så længe det ikke fører til nederlag og afskedigelser. Hvad har de fyrede Triumph syersker, som ikke har fundet sammen i Try Arm, fået ud af det? Har de fået andet job eller sidder de nu og ærgrer sig over at de deltog i den faglige klub? og tænker "Hellere udbyttet end slet ikke udbyttet"?

Jeg håber Try Arm vil sætte fut på symaskinerne, ansætte nogle flere, osv. Og skal de sælge mere end til de lokale fans og (os) andre, der søger at trække trusserne ud af dem, så vil de selvfølgelig erfare, at der skal bruges penge på markedsføring, administration, større lokaler og andet overhead.

Jeg ved skam udmærket, hvordan tekstilproduktion foregår. Mine forældre havde en kjolefabrik, indtil hele den danske tekstilbranche i 1980erne blev udkonkurreret af lavt-løns-lande som Kina, Vietnam, og enkelte lande i Østeuropa. Dårlig syninger, og generelt dårligt kvalitet var det som endte op på de danske borde. Men danskerne var og totalt ligeglade; bare det er billigt.

Og jeg ved godt, hvordan man fastsætter en pris på en kjole f.eks. - produktionsomkostninger, variable omkostninger mm. Dette resultat ganger man med 2 eller 2½... Således fremkommer differencen på produktionsprisen og uddsalgsprisen....

Også jeg har undret mig? F.eks. kan det undre mig, at Netto kan sælge en barbermaskine til 300 kr. og Philips stadig tjene penge. Eller at en butik kan sælge en Philips barbermaskine til 500 kr. som ellers koster 900 kr. - og stadig tjene penge. Undret mig har det også, at butikken ikke bare sælger barbermaskinen til 500 kr. altid så?

Men jeg vil da også gerne have en billig barber-maskine eller noget billigt tøj...

Majbritt Nielsen

@Kim Sørensen
Det regnede jeg heller ikke med du mente. Men det ikke er første gang et firma har fået luftet sit ebskdit vasketøj i bedste sendetid. Har det hjulpet? Næ og det gør det nok heller ikke før forbrugerne stemmer med pengepungen. Om man kan sige sådan. ;)

@Karsten Aaen
Sælger er da ikke dummere end at de sælger til den pris de kan tage.
Eksempelvis koster øko-æg mere end konvertionelle. Selv om de koster det samme at producere og transportere. Og det er ikke producenten der skummer. men mellemledet.
Ubud og efterspørgelse.
Og butikker som netto og bilka m.f. De sætter til på karusellen, som de så regner med kommer ind på gyngerne.
Så det kan være at prisen er meget billigere end andre steder. Men de tjener måske ikke så meget. For de regner med at det giver mere, med det andet der ryger i kurven. Dette er ren spekulation og jeg har ikke belæg for det.
Æggene, var en artikel fra noget tid siden.

http://www.24.dk/article.jsp?articleId=7233

Majbritt

Nej det er klart, at der er noget råddent i branchen. Produktionsarbejderne bliver rutinemæssigt behandlet som lort og det er trist, at forbrugerne ikke formår at sætte en grænse.
Jeg fik bare indtryk af at du købte Sørens præmis med at forklaringsproblemet lå i den umiddelbart store forskel mellem produktionspris og indkøbspris. Det var bare derfor jeg lagde mig i kølvandet på din kommentar. For tøjbranchen har bestemt et helvedes stort forklaringsproblem.... dækningsgraden er bare ikke der hunden ligger begravet :)

Kim du mener altså ikke den måde som arbejderne bliver behandlet på giver en højere fortjeneste, hvor naiv kan man være?

Søren

Øh... Læs nu lige mit første indlæg. Der kritiserer jeg jo lige netop den grådighed. Så jo, naturligvis tror jeg det handler om kroner og ører - jeg er ikke lige så uintelligent som dig Søren, så den havde jeg naturligvis fanget for længst ;)
Min pointe er sådan set bare, at forskellen mellem produktionsomkostningerne og udsalgsprisen i sig selv ikke kan bruges til at foretage en moralsk vurdering af noget som helst. At du ikke kan få ind i din (åbenbart ekstremt lille) forstand, at der er nogle helt praktiske og moralsk neutrale årsager til at tøjbranchen arbejder med en relativt høj forskellem mellem produktionspris og udsalgspris kan jeg desværre ikke gøre noget ved - du er vist bare uden for pædagogisk rækkevidde.

Så lad mig slutte vores diskussion endeligt af med (igen) at pointere, at tøjbranchen bestemt har et forklaringsproblem. Forskellen mellem produktionspris og udsalgspris er bare ikke forklaringsproblemet - jeg vil i den forbindelse også godt vædde på at renttøj.dk og andre etisk prisværdige forhandlere også opererer med en relativt høj forskel mellem produktionspris og udsalgspris.

Margit Kjeldgaard

Hej Kim og Søren (de to kamphaner) og andre:

Ja, der er stor forskel på produktionspris og udsalgspris i tøjbranchen. Tøjmarkedet kan beskrives ved den monopolistisk konkurrencemodel, hvor sælgerne søger at differenciere deres produkter i forhold til konkurrenternes. Det får markedsføringsudgifterne til at svulme op og giver mulighed for at skore en ekstraordinær stor profit. Det trækker i retning af relativt høje udsalgspriser. Omvendte er der stordriftsfordele i produktionsledet, transportledet og salgsledet. Det er det H&M samt supermarkederne kan høste. Se evt. mit læserbrev her i avisen http://www.information.dk/258182 .
I praksis lægger mindre fysiske butikker 2 ½ gang oveni indkøbsprisen.

Noget helt andet, der skaber forskel mellem produktionspris og udsalgspris, er importtold og moms. Det er jeg er temmelig forarget over, fordi det er protektionisme og stiller fair trade og økologiske varer dårligere i konkurrencen med det sædvanlige skidt. Se evt. mit læserbrev i JP: http://jp.dk/opinion/breve/article2296538.ece .

Med hensyn til etiske virksomheders prisfastsætning ser jeg to modeller: Den forsigtige, hvor man trækker størst muligt dækningsbidrag ud af det enkelte salg, for at sende meget retur til producenten, og den agressive, hvor man holder dækningsgraden lav, for at skabe volumen (kæmpe om markedsandele), for at få flest mulige producenter ind under fair trade/ økologi.

Endeligt er de muligheder, som virksomheder med varieret udbud, kan benytte sig af. F.eks. det Karsten Aaen peger på - at det er muligt at sælge noget med tab, hvis man kan hente det ind på andre varer. Det irriterer mig grusomt, når virksomheder sælger discountvarer meget billigt og etiske varer meget dyrt. Prisdiskrimination hedder det i min lærebog. Eksemplet er flybilletter på monkey-class kontra business class. Omkostningerne er ikke meget forskellige, men sælgeren kan udnytte at kunderne kan differentieres i forskellige kundegrupper. Når supermarkeder sætter penge til på at tiltrække discountkunder og hente fortjenesten hjem på fair trade- og øk-kunder, så skader de det etiske marked. Hvordan kan de det? Jo, de kan hente en ekstra-ordinær fortjeneste hos de etiske kunder, fordi disse kunder forventer at prisen er væsentligt højere end de konventionelle produkter, fordi de tror det koster meget mere at behandle miljø og mennesker ordentligt. Men det gør det jo ikke, produktionsprisen er lav i forhold til udsalgsprisen.

Fairtrade-mærket-organisationen har udråbt denne uge 9 som fairtrade-uge. I år har de forsøgt at få at få sælgerne til at sætte produkterne på udsalg og søge at få fair trade ind på discountmarkedet. Det er meget positivt synes jeg. Fair trade bør vokse. Sidste år steg omsætningen med 15 %, mens detailhandlen iøvrigt stagnerede.

Margit

Jeg er meget enig i det du skriver. Dog med den indvending, at jeg ikke synes det er fair at stille det her op som om det er et problem der nødvendigvis siger noget om virksomhedsejernes moralske habitus. Eller for den sags skyld, at moral i detailledet er løsningen.
F.eks. ser jeg ikke dig som mere moralsk korrekt, end f.eks. Dansk Supermarked - bottom line er at I begge driver jeres virksomhed for at tjene penge på det, forskellen er bare jeres forretningsmodel, ikke som sådan jeres moralske bevæggrunde.
Derudover og totalt lavpraktisk, så tror "sagen" er langt bedre tjent ved at virksomhedsejerne får øjnene op for at det rent faktisk er rigtigt god forretning. Der render man så ind i et kæmpe problem i forhold til first mover vs. freeloaders. Særligt i forhold til fødevarer og andre FMCG. Men det kræver altså bare vi får hul på bylden og så skal tingene nok blive meget bedre - spørgsmålet er så hvordan vi får en til at tage første skridt.

Kigger vi f.eks. på Majbritts æg, så er det jo ikke fordi supermarkederne er nogle onde banditter, der forsøger at skade den økologiske ægproduktion. Det handler ganske enkelt om at de, i øvrigt ligesom Rent Tøj, skal have forretningen til at løbe rundt og de kun har så og så mange hyldemeter til det formål. I den forbindelse har man så foretaget nogle prissætningsvalg, der handler om at optimere indtjening per hyldemeter og det synes jeg som sådan ikke man kan dadle dem for at gøre - det er nu engang hvad virksomheder gør og i øvrigt bør gøre, så de kan betale løn, skat, afgifter, husleje, og alle de andre ting, der får "hjulene" til at køre rundt i samfundet. Der jeg så synes man kan kritisere dem er for de manglende ambitioner. For den høje prissætning af f.eks. øko-æg er jo som at pisse i buksernerne for at holde varmen. Det er kun et spørgsmål om tid, før nogen finder ud af at etisk forsvarlige varer til mere realistiske priser altså er pissegod forretning - men indtil folk tager handskerne af og går til de kapitalistiske makroner, i forhold til Fair Trade osv., så er den pissegode forretning altså at sælge øko-æg med samme avance i procent, som bur-æg.

Så pointen må være noget med at vi altså skal holde op med at se det her som et spørgsmål om ond vs. god. At du og andre bruger det argument i markedsføringssammenhænge er der absolut intet galt i - det er et stærkt budskab, som ville koste det hvide ud af øjnene, hvis man skulle hente samme signalværdi ved hjælp af en tradition markedsføringskampagne. Men "bag scenen" bliver man altså nødt til at være hardcore kapilalist og se på det her som en købmand :)

@kim sørensen

Selvom jeg langt hen ad vejen er enig i det du skriver, så skal du altså tænke lidt over din attitude. Det er enormt belastende, ubehageligt og usympatisk når du i den grad taler ned til andre mennesker. Og så flytter det i øvrigt fokus over på at du opfører dig usympatisk frem for det du rent faktisk siger. Undlad venligst de nedladende sætninger næste gang...

Luka

I det mindste er jeg ikke så nedladende, at jeg sidder og belærer andre voksne mennesker om hvordan de skal udtrykke sig.
Hvis folk finder det jeg skriver nedladende, så må de jo bare ignorere det. Jeg håber naturligvis ikke de gør det, for det er bestemt ikke ment nedladende og jeg synes, i alt ydmyghed, at jeg rejser nogle væsentlige pointer.
Men jeg er da ked af, hvis du føler det er nedladende. Men sådan formulerer jeg mig nu altså, så det må du bare lære at leve med :)