U-landsbistand drukner i ny udenrigsstruktur

LONDON - EU's udviklingspolitik risikerer at drukne i den nye udenrigschef Catherine Ashtons mange ansvarsområder. Det frygter flere bistandsorganisationer.

For på trods af at Lissabon-traktaten sidestiller udvikling med politikområder som sikkerhed, handel og bæredygtig udvikling, så er området indtil videre stort set blevet ignoreret, siger Morten Emil Hansen, der er sekretariatsleder for Concord Danmark, en paraplyorganisation, der arbejder for fattigdomsbekæmpelse på EU-niveau.

»Fattigdomsbekæmpelse er blevet markant styrket i Lissabon-traktaten sammenlignet med de forrige traktater, men Catherine Ashton viser absolut ingen interesse for udviklingssamarbejdet. Der blev kun holdt ét rådsmøde om EU's udviklingsbistand i hele 2010,« siger Morten Emil Hansen til Information. »Ashton er formand for ministerrådet, og hun mener ikke, at EU's udviklingssamarbejde skal have en særlig høj prioritet,« tilføjer han.

Elise Ford, der er leder af bistandsorganisationen Oxfam i Bruxelles, er enig i kritikken.

»Der er voksende tvivl om, hvorvidt tjenesten overhovedet er i stand til at levere varen,« siger hun.

»Jeg synes, der er stor forskel på Ashtons udmeldinger og handlinger. Hun har advokeret for en fremtrædende rolle til udviklingsbistanden i tjenesten, men samtidig ser vi, at området ikke er på dagsordenen. Vi har gentagne gange oplevet, at hun ikke er mødt op til planlagte møder med EU's udviklingsministre. Så udvikling kæmper om dagsordenen med andre politikområder, og det ser ud til, at den i øjeblikket rangerer lavt.«

EU-kompromis

Indtil den nye udenrigstjenesten (EEAS) officielt begyndte arbejdet i december 2010, var bistandsorganisationernes største bekymring imidlertid ikke at Ashton ignorerede området, men snarere at bistandspolitikken, hvis den blev en del af udenrigstjenesten, ville blive politiseret. En række paraplyorganisationer - herunder Concord og Eurostep - fik sågar rådgivningsvirksomheden White & Case til at vurdere ambitionen om at integrere udviklingsbistanden i udenrigstjenesten. Dens juridiske vurdering var, at »udviklingssamarbejde er uden for CFSP's ansvarsområde (Fælles Forsvars- og Sikkerhedspolitik, red.) og derfor har EEAS ingen kompetence i forhold til det«.

Resultatet er blevet et vaskeægte EU-kompromis, fortæller Verena Winkler fra Eurostep: »Programlægningen af udviklingspolitikken, såvel som implementeringen vil være udviklingskommissær Andris Piebalgs' ansvar. Men programlægningen - herunder politiske forslag - til Kommissionen vil blive forberedt af EEAS-ansatte i samarbejde med Kommissionens medarbejdere. Så mens Piebalgs er ansvarlig for politikken, skal Ashton være enig i forslag, der fremsættes i Kommissionen,« siger Verena Winkler og tilføjer, at kommissæren og udenrigschefen i øjeblikket arbejder på en plan for, hvordan deres samarbejde skal fungere i praksis.

»Vi kan forstå, at udenrigschefen forsøger at udbrede sin indflydelse på udviklingsområdet så meget som muligt og sågar forsøger at få mere magt over formuleringen af politikkerne end besluttet ved oprettelsen af tjenesten. Hvis det er sandt, vil det kunne føre til en overtrædelse af Lissabon-traktatens bestemmelser og ignorere de juridiske forpligtigelser,« fortsætter hun.

Frygter britisk model

Bistandsorganisationerne frygter, at EU's bistandspolitik bliver politiseret, som det f.eks. er sket i Storbritannien, hvor koalitionsregeringen har meddelt, at flere bistandsmidler skal gå til at bakke op om militærets indsat i Afghanistan.

»Jeg er alvorligt bekymret for, at EU's udenrigspolitiske interesser med Ashton bliver vigtigere end den lovfæstede målsætning i Lissabon-traktaten om global fattigdomsbekæmpelse,« siger Morten Emil Hansen.

»Ashton tog f.eks. ansvaret for, at EU ydede nødhjælp under oversvømmelserne i Pakistan. Det var ellers en sag, der oplagt lå til kommissæren for humanitær bistand. Men EU har store sikkerhedspolitiske interesser i Pakistan, så Ashton tager selv de politiske dagsordener, hvor EU's udenrigspolitiske og udviklingspolitiske interesser falder sammen,« tilføjer han.

Elise Ford er enig:

»I Lissabon-traktaten fremgår det meget tydeligt, at udviklingspolitik skal være politisk neutral, og at udviklingsbistanden skal være fattigdomsbekæmpende. Jeg mener klart, at kontrollen over udviklingsbistanden bliver udvisket i det nuværende system i forhold til tidligere systemer.«

Clara Marina O'Donnell, forsker ved Centre for European Reform i London, peger imidlertid på, at udvikling i den nye struktur er placeret i et selvstændigt direktorat - det nye EuropeAid Udviklings- og Samarbejds-direktorat - under EU-Kommissionen, om end det i praksis vil blive vanskeligt at adskille, når EEAS-ansatte skal deltage i forberedelsen af forslag på området.

»Udviklings- og naboskabsprogrammerne bliver holdt uden for tjenestens kontrol, så en af nøglemålestokkene for tjenestens succes vil være, hvor godt det lykkes den at koordinere disse områder,« siger hun.