Baggrund
Læsetid: 5 min.

Udskældt udenrigschef

Catherine Ashton har været i skudlinjen lige siden sin udnævnelse til EUs udenrigschef. Men er kritikken fair, eller er den et tegn på, at medlemslandene ikke er modne til at tale med én stemme?
Udland
16. februar 2011
Catherine Ashton kalder selv sin stil for   'stille diplomati'. Eksperterne er uenige om,   hvorvidt EU har brug for netop det.

Catherine Ashton kalder selv sin stil for 'stille diplomati'. Eksperterne er uenige om, hvorvidt EU har brug for netop det.

Baz Ratner

LONDON »Hun kan ikke klare jobbet, og alle ved det.« »Folk er begyndt at spekulere over, om hun er bange for at flyve.« »Uerfaren«, »overbetalt«, »svag«.

EUs udenrigschef, briten Catherine Ashton, har været udsat for voldsom til tider ondskabsfuld kritik, siden hun den 19. november 2009 fik jobbet som repræsentant ude i verden for 500 mio. europæiske borgere.

Det var ikke et job, hun havde søgt, og hun var ikke unionens førsteprioritet. Navne i cirkulation forud for udnævnelsen omfattede David Miliband, daværende britisk udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, tidligere tysk udenrigsminister, og Massimo DAlema, en veteran i italiensk politik. Valget af Ashton, der aldrig havde beskæftiget sig med udenrigspolitik, og som kun havde et år på bagen i Bruxelles som unionens handelskommissær, var et kompromis. »Den laveste fællesnævner,« som flere kommentatorer beskriver hende. Selv indrømmede hun, at hun var »en smule overrasket« over at blive tilbudt jobbet.

Efter et år i stillingen er hun stadig lige kritiseret senest på grund af tvetydige meldinger fra medlemslandene i forhold til Egypten, hvilket har udstillet, at det ikke er lykkedes hende at være hele EUs talerør. Men spørgsmålet er, om kritikken er fair? Eller om virkeligheden er, at et EU bestående af 27 lande ganske enkelt ikke er modent nok til at tale med én stemme.

Manglende erfaring

Når man gennemgår den 54-årige Ashtons cv (se boks), er det svært ikke at blive imponeret. Men det er lige så svært ikke at nå til den konklusion, at kritikken af hendes manglende erfaring på det udenrigspolitiske område holder stik. Nogle af hendes støtter påpeger imidlertid, at hun i sit år som EUs handelskommissær imponerede på den internationale scene.

Ifølge den tidligere britiske Europa-minister Denis MacShane fik hun som kommissær hurtigt opbygget et ry som yderst kompetent. Hun forhandlede med magter som Kina og Rusland, og et højdepunkt var en EU-handelsaftale med Sydkorea.

»Hun er hård og hun vil ikke schmooze franskmændene,« siger MacShane til BBC.

Andre siger, at hun er en garvet forhandler med stor menneskeklogskab.

Der har også været succeshistorier i løbet af det seneste år blandt andet forhandlinger, der førte til et kompromis mellem Serbien og Kosovo.

Imidlertid har det langtfra dæmpet kritikken. Især er hun blevet kritiseret for ikke at være til stede ved vigtige møder, de ikke-statslige organisationer føler sig ignorerede, og der er vrede over, at hun ikke har reageret hurtigt nok på kriser. Spanierne, franskmændene og hollænderne var rasende, da hun ikke deltog i et uformelt møde mellem EUs forsvarsministre i Palma de Mallorca sidste år. At hun i stedet deltog i indsættelsen af den ukrainske præsident Viktor Janukovitj i Kiev er stort set blevet ignoreret.

Og der har været andet. Især blev Ashton kritiseret for ikke at tage hurtigt nok til Haiti og vise EUs flag efter jordskælvet sidste år noget, der fik kritikere til at beskylde hende for at nægte at rejse som del af sit job. Og der var kontroversen om hendes udnævnelse af EUs nye ambassadør i Washington, der viste sig at være EU-Kommissionens præsident José Manuel Barrosos personalechef.

Den hårdeste kritik kommer dog hjemmefra.

»Udebleven baronesse Ashton efterlader Storbritannien uden en stemme,« klagede en britisk avis, efter at det kom frem, at udenrigschefen havde været forhindret i at deltage i eller var gået tidligt fra to tredjedele af møderne i Kommissionen det seneste år. Hun blev desuden kritiseret for at rejse hjem til familien i London i weekenden.

»Jeg var imod oprettelsen af en EU-udenrigsminister, men jeg troede i det mindste, at vi ville få en, som ville ulejlige sig med at komme til møderne,« siger den tidligere konservative Europa-minister David Heathcoat-Amory til The Daily Telegraph.

Damens stil

Catherine Ashton er ikke typen, der forsvarer sig, hver gang hun angribes, men hun har dog ytret, at hun »endnu ikke har lært at rejse i tiden«. Hendes tilhængere påpeger, at hendes job er en kombination af tre tidligere job den høje repræsentant, EU-kommissær for eksterne affærer og det job, som udenrigsministeren i formandslandet indtil nu har varetaget.

»Hun kan ikke være to steder på samme tid,« som hendes talskvinde siger, og det betyder, at hun bliver nødt til at prioritere. Der er ingen tvivl om, at holdet omkring hende mener, at medlemslandene bør bakke bedre op om hende.

Selv kalder hun sin stil for »stille diplomati« og sig selv for én, der »faciliterer«, snarere end én, der »udfører« en stil, som ikke alle mener, er den rigtige for EU.

»Hvis man tænker over, at den nyoprettede institution tilbyder den første på posten en unik mulighed for at forme institutionens fremtidige rolle, så er Lady Ashtons stille stil sikkert ikke ideel,« skriver historikeren Finn Maigaard i et blogindlæg på Foreign Policy Blogs.

Han tilføjer dog, at kritikken »snarere burde rettes mod EUs laveste fællesnævner-tilgang end mod den person, der er valgt til at repræsentere EU ude i verden«. Han stiller også spørgsmålet om, hvorvidt gennemheglingen af EUs udenrigschef kan være et tegn på, at »EU ikke er parat til en uafhængig og sammenhængende udenrigspolitik«.

Clara Marina ODonnell, forsker ved Centre for European Reform i London, mener, at Ashton kunne være mere aggressiv i sin tilgang.

»Der er to måder at udføre dette job på. Den ene er, hvor udenrigschefen reagerer på begivenheder, mægler mellem medlemsstaterne og derefter handler. Eller hun kan sætte sin egen dagsorden og prioriteter og forsøge at overbevise medlemslandene om at støtte det synspunkt. Indtil nu har hun indtaget den første position og ikke indtaget lederrollen. Det er ikke specielt gavnligt,« siger hun.

Andre mener imidlertid, at Ashton netop er perfekt til rollen som unionens første udenrigschef, fordi hun ikke er magt- og prestigebesat.

»Selv om hun ikke naturligt er en strategisk tænker, har hun gode menneskelige kvaliteter og har udviklet et stærkt forhold til nogle af verdens nøgleudenrigsministre,« skriver forskerne Katinka Barysch, Charles Grant og Tomas Valasek fra Centre for European Reform i en artikel.

»Nogle havde håbet på en mere stædig og ambitiøs udenrigschef () sådan en figur ville sikkert være kørt fast i kampe med nationale hovedstæder. Når EU-regeringerne engang er overbeviste om, at Udenrigstjenesten er effektiv og habil, vil de måske være parate til en anden type udenrigschef,« skriver de.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det er idiotisk - men tidstypisk - at interessere sig så meget for damen frem for sagen. Personfiksering, kaldte det man det engang. Men den stakkels dame kan jo ikke gøre for, at EU slet ikke vil det, de lader som de vil. Den ene dag lever de i en ideologisk drømmeverden, hvor EU skal være en storspiller i den globale verden på linje med USA, den næste dag er de tilbage i virkeligheden, hvor der er lige så mange forskellige interesser, som der er lande, og det stritter i alle retninger.

Den fælles udenrigstjeneste er en kæmpe fejlinvestering, den vil ikke blibve brugt til noget af betydning. De 7000 ansatte bliver de dyreste arbejdsløse, man kan tænke sig. I FN anerkendes EU slet ikke som talepart, Strobritannien og Frankrig sidder for sig selv i Sikkerhedsrådet, ikke for EU. EU har ingen fælles stemme i G 20, og ingen i Kina eller de støre vækstlande regner med EU som part, kun de enkelte lande er interessante.

Udenrigstjenesten er et fatamogana, en drøm, et spil for galleriet, et tåbeligt pengespild. Eneste trøst for den stakkels baronesse er, at hun er den højest betalte embedsmand i EU