Verdens opmærksomhed på Amazonas falder på et meget tørt sted

Et lille propelfly glider i lav højde hen over det grønne regnskovstæppe på begge sider af floden Rio Envira i det vestlige Brasilien, nær grænsen til Peru. Ombord er José Carlos Mereilles, en gråskægget herre midt i 60'erne, som i 40 år har arbejdet i Amazonas, det meste af tiden som sertanista for den brasilianske regerings afdeling for indianske anliggender, FUNAI.

En sertanista gennemrejser junglen for at kortlægge, hvor isolerede indianerstammer holder til med henblik på at etablere beskyttelseszoner, som den såkaldte civilisation skal holde sig fra med sin såkaldte udvikling.

Amazonas' regnskov, kaldet 'verdens lunger' for sin evne til at holde på CO2, dækker et areal på 5,5 mio. kvadratkilometer fordelt på ni sydamerikanske lande. Det er det største tilbageværende regnskovsområde på kloden med en udstrækning, der overstiger alle andre regnskove tilsammen. Plads nok til at små indianske stammer med en traditionel jæger-samler livsform kan holde sig skjult og leve i fred, skulle man tro. Og skov nok til at lægge en dæmper på den globale opvarmning, skulle man også tro.

Ombord i det lille fly er også en fotograf fra BBC. José Carlos Mereilles har givet det britiske tv-selskab en unik tilladelse til - fra én kilometers højde og med kraftig zoomlinse - at filme et af de indianske folk, som fortsat lever helt uden kontakt til det omgivende samfund.

I Brasilien menes der at være 40 sådanne isolerede samfund, hvoraf nogle blot tæller en snes mennesker, andre op til nogle få hundrede. Mange er 'ukontaktede' - deres territorier er identificeret på afstand, men folk som Mereilles har med vilje aldrig opsøgt dem og kender ikke deres sprog.

Den lille maskine flyver i timevis over det tætte grønne tæppe, indtil Mereilles udpeger en ubetydelig lysning mellem de høje træer. Og der fanger BBC-fotografen med sin kraftige linse det lillebitte, næsten usynlige samfund: Tre langhuse med bladtag og fem-seks nøgne mennesker, der kigger op mod den mærkelige sølvfugl, som kredser om deres plet i verden.

Der vokser maniok, papaya og bananpalmer omkring husene, foruden annatto-træer af hvis frø indianerne laver det røde farvestof, som de har farvet deres kroppe med. Krigsmaling, ifølge Meirelles, og et godt tegn, fordi det viser, at de forsvarer deres territorium.

Det er der brug for.

Et billede ...

Indianerne, deres levevis og skov er hårdt trængt. Fra Peru-siden arbejder illegale tømmerfirmaer sig ind i regnskoven på jagt efter ædle træsorter som mahogni og cedertræ. Samtidig jager skovrydningen andre indianske folk fra Peru ind i de områder, hvor de sårbare, ukontaktede stammer lever.

»Indianerne presses ind i Brasilien, hvilket skaber konflikt med de indianere, der allerede er her. Men hvis de forbliver i Peru, ved de, at de vil dø efter kontakt med skovhuggerne,« advarer Meirelles.

Lovløse skovhuggere dræber ikke blot indianere med deres geværer, men også med banale infektioner som influenza, som de ukontaktede indianere ikke har immunitet imod. Ifølge organisationen Survival International er det almindeligt, at 50 pct. af en stamme dør i årene efter den første kontakt.

Sammenlignet med Brasilien er den peruvianske del af regnskoven lovløst land, hvor ikke bare skovhuggere, men også olieselskaber rykker ind, foruden selskaber der søger mineraler, og nybyggere på jagt efter land. Alt sammen øger det presset på de ukontaktede indianere.

Problemet har været, at Perus præsident, Alan Garcia, ikke har villet anerkende, at der overhovedet lever mennesker i regnskoven ved bl.a. Rio Envira.

»I deres modstand mod olien har (miljøfolkene) skabt dette billede af en ikke-kontaktet indfødt stamme i Amazonas, altså ukendt, men formodet eksisterende. Som konsekvens skal millioner af hektar forblive uudnyttet og peruviansk olie forblive i undergrunden på et tidspunkt, hvor en tønde olie på verdensmarkedet står i 90 dollar,« sagde præsidenten i 2008.

Den holdning er baggrunden for, at Meirelles nu har taget det risikable skridt at tillade, at der filmes over de mest isolerede indianeres område.

»Disse billeder er den eneste måde at overbevise resten af verden om, at de eksisterer. Ét billede af dem betyder mere end 1.000 rapporter,« siger han til BBC-fotografen.

Resultatet af deres luftbårne ekspedition blev vist på BBC i sidste uge, og optagelserne er efterfølgende lagt på Survival Internationals hjemmeside. Tilsammen har det vakt øjeblikkelig international opmærksomhed og udløst mange appeller til præsident Garcia. Og præsidenten har faktisk reageret. I en regeringserklæring hedder det, at man nu vil kontakte FUNAI i Brasilien med henblik på »at beskytte disse folk og undgå indtrængen af illegale skovhuggere og ødelæggelse af Amazonas.«

Det store drama

Så vidt, så godt. Den bitre ironi er, at mens José Carlos Meirelles, Survival International og andre kæmper utrætteligt og med en vis fremgang for et sårbart indiansk folk ved Rio Envira, så udspiller der sig på overordnet niveau et langt større drama, som truer alle Amazonas-indianere, men også meget mere end dem. Et drama, der egentlig handler om det samme - afhængighed af fossil energi, af træ, af arealer til produktion af kvæg eller til dyrkning af afgrøder, der kan give biler biobrændstof. Et drama, hvor både årsager og konsekvenser er globale, men hvor Amazonas' regnskov er scenen, det udspiller sig på.

Den 3. februar, samme dag som BBC viste filmoptagelserne fra Rio Envira, offentliggjorde den britiske klimaforsker Simon Lewis, University of Leeds, sammen med brasilianske, amerikanske og britiske kolleger en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science under titlen »The 2010 Amazon Drought«. Artiklen, der blot fylder en enkelt side, beskriver den ekstreme tørke, som sidste år ramte regnskoven.

Tilbage i 2005 var Amazonas udsat for en intens tørkeperiode, der fik floder til at tørre ud og træer til at dø, og som forskerne betegnede som en 'én gang på 100 år'-hændelse. Tørken i 2010 har været langt værre, rapporterer Lewis og hans kolleger nu.

Hvor 1,9 mio. af regnskovens 5,5 mio. kvadratkilometer i 2005 fik alt for lidt nedbør, drejede det sig i 2010 om 3 mio. kvadratkilometer. Blandt de i 2010 tørkeramte områder var også regionen omkring Rio Envira. Amazonflodens største biflod, Rio Negro, havde den mindste vandføring i 100 år.

»At have to tørkeperioder af dette omfang så tæt på hinanden kan skyldes en naturlig variation, men på den anden side er det desværre netop denne type fænomener, de avancerede klimamodeller har forudset vil dukke op i begyndelsen af dette århundrede,« siger Simon Lewis til Information.

På baggrund af klimamodellerne vurderer forskerholdet, at tørkeperioderne har sammenhæng med en markant opvarmning af Atlanterhavet de to år, og at det i sig selv kan skyldes de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.

Når regnen udebliver, dør træer i regnskoven. I 2005 ramtes 2,5 mio. kvadratkilometer af forstærket trædød, sidste år 3,2 mio. kvadratkilometer. Og når træerne dør, ophører de med at opsuge CO2 fra luften. Når de efterfølgende rådner, afgiver de direkte CO2.

»I 2010 handlede det om ca. to mia. træer, der døde oven i det normale antal på omkring fire mia.,« siger Lewis.

På et normalt år opsuger Amazonas' regnskov 1,5 mia. ton CO2 fra atmosfæren. Forskerne vurderer, at de tørkeramte skove ikke opsuger denne mængde i hverken 2010 eller 2011. Tværtimod vil de rådnende træer over de kommende år sende fem mia. ton CO2 ud i atmosfæren.

»Til sammenligning udledte USA i 2009 5,4 mia. ton CO2 fra afbrændingen af fossil energi,« påpeger forskerholdet.

Tipping point

Den grimme erkendelse, der vokser ud af den nye forskning, er, at Amazonas kan være på vej til at blive en del af problemet med klimaforandringerne, fremfor som hidtil en del af løsningen.

»Hvis begivenheder som disse indtræffer oftere som konsekvens af den globale drivhuseffekt, vil Amazonas' regnskov nå et punkt, hvor den skifter fra at være en værdifuld CO2-optager, der bremser klimaændringerne, til at blive en større kilde til drivhusgasser, som accelererer ændringerne,« siger Lewis.

Han advarer om den selvforstærkende feedbackmekanisme, der kan gøre sig gældende: Jo mere regnskov, der dør på grund af global opvarmning og tørke, desto mere CO2 sendes ud i atmosfæren og desto mere tiltager den opvarmning, der rammer regnskoven med tørke og trædød, som giver yderligere CO2 ...

»Vi kan ikke vide, hvor mange flere tørkeepisoder, der venter i den klimatiske pipe-line som konsekvens af de drivhusgasser, der allerede er udledt. Og vi kan derfor heller ikke, før det er for sent, afgøre, om Amazonas har passeret et sådant 'tipping point',« påpeger den britiske forsker.

»Sagt mere direkte: Det aktuelle mønster i udledningerne indebærer, at der spilles russisk roulette med verdens største regnskov.«

Fra flyet over Rio Envira har José Carlos Meirelles forsøgt at vise omverdenen, at der dybt i regnskoven lever mennesker, som er akut truet af civilisationens uhæmmede ekspansion.

»De er de sidste frie mennesker på denne planet. De minder os om, at det er muligt at leve på en anden måde,« siger Meirelles.

Verden har fået øje på indianerne takket være billederne vist på BBC. Spørgsmålet er, om verden også kan få øje på sig selv via den øjenåbner, Simon Lewis og hans kolleger har leveret?