Læsetid: 8 min.

'Nu er det vores ansvar at feje gaden'

Med Facebook, Twitter, et fantastisk organisationstalent og en ubrydelig indre solidaritet har Egyptens unge forestået en Revolution 2.0, der vil vende op og ned på den arabiske verden. Deres eget liv er forandret for altid
Efter at Egyptens præsident gennem 30 år, Hosni Mubarak, fredag trådte tilbage, er der blevet festet på Tahrir-pladsen i Kairo. Demonstranterne har med samme iver som den, hvormed de organiserede protesterne, orkestreret en omfattende rengøring af Tahrir-pladsen.

Efter at Egyptens præsident gennem 30 år, Hosni Mubarak, fredag trådte tilbage, er der blevet festet på Tahrir-pladsen i Kairo. Demonstranterne har med samme iver som den, hvormed de organiserede protesterne, orkestreret en omfattende rengøring af Tahrir-pladsen.

Moises Saman

14. februar 2011

KAIRO og KØBENHAVN - »Sig aldrig, at der ikke er noget håb. Håbet forsvinder kun, hvis du siger, der ikke er noget håb.«

Sådan sagde en ung egyptisk kvinde, Asmaa Mahfouz, i en nu berømt video, som hun den 18. januar lagde på sin Facebook-profil. Med ansigtet vendt mod kameraet rasede Asmaa, 26-årig bachelor i business administration fra Kairos Universitet, i fire et halvt minut mod præsident Hosni Mubaraks regime og meddelte, at hun den 25. januar ville gå til Tahrir-pladsen med sit papskilt, trodse politi og undtagelsestilstand og indlede kampen for det egyptiske folks frihed og præsidentens afgang. Asmaa Mahfouz appellerede til sine landsmænd om at gøre det samme. Og det gjorde de. Til sidst i milliontal.

»Nu behøver vi ikke længere håb. Nu har vi vished,« skrev den egyptiske signatur zeelunat lørdag morgen i en twitter-besked på internettet. Efter tre årtiers diktatur under Mubarak og efter 18 dages folkelig opstand på Tahrir-pladsen i Cairos centrum var befrielsen pludselig en realitet.

»For første gang føler jeg, at jeg lever i et frit land. Alt er forandret,« siger Hesham Allam, en ung journalist i Cairo, til Information.

»Pladserne, gaderne, træerne og bilerne er smykket med det nationale flags farver. Folk smiler til hinanden, deler søde sager og anekdoter på gaderne. For tre uger siden var dette en umulig drøm. Jeg vovede ikke at drømme den.«

Det var der ikke mange, der gjorde. I en fortrolig indberetning fra den amerikanske ambassade i Kairo til Washington, lækket for nylig via Wikileaks, hedder det, at unge egyptiske aktivisters »erklærede mål om at erstatte det siddende regime med parlamentarisk demokrati inden præsidentvalget i 2011 er ganske urealistisk og uden støtte i den brede offentlighed.«

Den amerikanske vurdering afspejler den almindelige opfattelse i både den arabiske og vestlige verden frem til den 15. januar, hvor Jasmin-revolutionen i Tunesien pludselig var en kendsgerning. Fra den dag begyndte mange i Egypten at turde drømme drømmen om at slippe af med diktaturet.

I realiteten havde en voksende gruppe af unge, veluddannede og modige egyptere arbejdet frem mod denne situation i flere år. Stærkt hjulpet af de moderne sociale medier som Facebook og Twitter, hvis dynamiske kraft hverken Mubaraks regime eller vestlige efterretningstjenester fattede.

6. April-bevægelsen

Det var den unge civilingeniør Ahmed Maher og hans veninde Israa Abdel Fatah, som i foråret 2008 dannede en Facebook-gruppe, der opfordrede til generalstrejke den 6. april i solidaritet med arbejdere i byen Mahalla. Strejken var en protest mod de stadigt forringede levevilkår, og selv om myndighederne slog ned på strejken med hård hånd, flere blev slået ihjel og Israa Abdel Fatah fængslet, levede Facebook-gruppen videre, nu som den internetbaserede 6. April Ungdomsbevægelse.

»Vores rolle er at inspirere og motivere offentligheden. Vi er ikke noget politisk parti, og vi har ingen kandidater, som stiller op til parlamentsvalg,« fortalte Ahmed Maher.

»Vi er unge mennesker med masser af energi, indsigt og selvdisciplin. Vi forsøger at lære af andre eksempler på politisk forandring og af unges erfaringer i andre lande.«

6. April-bevægelsen var for to år siden nået op på 70.000 medlemmer af Facebook-gruppen og er ved hjælp af Twitter, Flickr, blogs og e-mails fortsat med at motivere unge egyptere til den kamp for demokrati, der blev synlig på Tahrir-pladsen fra den 25. januar.

Andre netværk bidrog på samme måde. I juni sidste år kontaktede den 27-årige Walid Rachid fra 6. April-bevægelsen administratoren af en Facebook-gruppe om tortur for at få hjælp til at forberede en protestdag den 25. januar 2011. Kontakten førte til Facebook-gruppen We are all Khaled Said, hvis navn henviste til den unge aktivist Khaled Said, der blev myrdet af egyptisk politi i juni 2010 og siden har været et samlende symbol for regimets modstandere.

Denne Facebook-gruppe har været helt central for den hurtige og massive mobilisering til februar-revolutionen. Få timer efter lanceringen havde den 50.000 medlemmer, den 21. januar havde den 100.000, den 24. januar 300.000 og den 9. februar 640.000 medlemmer.

Et ikon på Twitter

Effektiviteten tilskrives ikke mindst den til at begynde med anonyme administrator, der siden viste sig at være Googles marketingschef for Mellemøsten og Nordafrika, Wael Ghonim.

Ghonim er med netværkets hastighed blevet et ikon for revolutionen og en krystalklar eksponent for den veluddannede, reflekterede og frihedsstræbende egyptiske ungdom, der har levet hele deres liv under Mubaraks diktatur og qua deres uddannelse og netværksforbindelser til det globale samfund har følt sig i et fængsel, bestyret af et gammelmandsvælde, der klamrede sig til verden af i går.

Wael Ghonim passede sit Google-chefjob fra Emiraterne, men sprang på et fly hjem til Kairo i forbindelse med 25. januar-demonstrationen. Han gik konstant omkring med en laptop under armen og opdaterede flittigt sin Twitter-konto med kommentarer til udviklingen. Den 27. januar tweetede han fra sin BlackBerry:

»Bed for Egypten. Meget bekymret, for det tegner til, at regeringen vil begå en krigsforbrydelse mod befolkningen. Vi er alle rede til at dø.«

Så blev Ghonim tavs. Sikkerhedspolitiet arresterede ham den 27. januar og holdt ham fængslet på ukendt sted og med bind for øjnene i 12 dage.

Den 7. februar var han på Twitter igen.

»Frihed er en velsignelse, som fortjener at blive kæmpet for,« skrev han og blev fra første øjeblik efter løsladelsen en samlende skikkelse for oprøret unge aktivister.

»For et år siden sagde jeg, at internettet vil ændre den politiske scene i Egypten. I dag forsikrer jeg jer, at Egypten vil blive en demokratisk stat - og I vil blive imponerede over, hvor hurtigt vi vil udvikle os,« sagde Ghonim, hvis egne erklærede forbilleder er Mahatma Gandhi og Facebooks skaber Mark Zuckerberg.

Hans personlige Twitter-konto følges af over 69.000 mennesker og fornyes konstant med appeller og statusoplysninger.

»En opfordring til alle veluddannede egyptere i hele verden: Kom hjem ASAP og byg vores nation op,« skrev Ghonim på befrielsesdagen i fredags.

Indimellem bliver der plads til beske beskeder som denne til Vestens regeringer:

»I 30 år har I været tavse og støttet det regime, der undertrykte os. Vær venlige ikke at blande jer nu.«

Det var os, der gjorde det

Tahrir-pladsen har det meste af weekenden været et glædens centrum under rengøring.

»Fikser fortovene efter at vi brækkede dem op for at få sten til at beskytte os selv,« tweeter signaturen arwasm på internettet.

Og på pladsen går Iyad Dauod, 28 år, rundt og fejer skrald, iført plastikhandsker og støvmaske. Han kalder sig selv »en lillebitte gnist i den store revolution«.

»Vi ønsker at vise, at vi kan bygge Egypten op fra bunden igen. At vi kan bygge et nyt Egypten, der vil blive tusind gange bedre end det gamle. Inshallah,« siger Dauod, der - når han ikke laver revolution - er vært på et ungdomsprogram på den private station Dream TV.

»De sidste 18 dage har ændret min indstilling, mine prioriteringer, mine interesser. Jeg har håb. Jeg har drømme. Jeg vil giftes. Jeg vil have børn. Ingen forestillede sig, at vi ville kunne gøre det. Men vi gjorde det. Vores generation.«

»Min far siger hele tiden, at han er stolt af os. 'I var den tomhjernede generation, I ville aldrig præstere noget.' Men vi gjorde dét, som hans generation forsøgte at gøre i 25-30 år. Det var os, der gjorde det.«

Iyad Dauod vibrerer stadig efter den oplevelse, der på 18 intense, skræmmende, euforiske dage har forandret en generation, et folk og antagelig en hel arabisk verden.

En anden aktivist, 30-årige Sarah Rifky, kunstuddannet kurator, skildrede atmosfæren dagen før Mubaraks fald i en tekst på internettet:

»Jeg tweeter med få minutters mellemrum, jeg taler uden ophør med venner, jeg leverer på Egyptens vegne 'medborger-rapporter' live over telefonen til dem, der voice-tweeter, jeg holder enetaler, jeg råber op derhjemme, jeg smækker døren i og løber af sted for at uddele frugt, brød og vand til de demonstranter, der holder pladsen om natten... jeg håber, jeg drømmer... jeg vil aldrig have gjort nok for at leve op til denne revolutions ideer. Revolutionen er en investering for livet, måske den eneste investering jeg nogensinde vil foretage, og jeg overlever ikke, hvis den fejler.«

Karim Medhat Ennarah, en 27-årig mand, der normalt arbejder for FN i Sudan, men vendte hjem til Tahrir-pladsen, har beskrevet teltbyen på pladsen som 'et lille Utopia', hvor alle skel mellem folk - religiøse, klassemæssige, alders- og kønsbestemte - forsvandt og erstattedes af »indbyrdes solidaritet og lighed som de definerende karakteristika for dette samfund af fredelige demonstranter.«

Selvsikker revolution

Den egyptiske revolution er blevet sammenlignet med meget, herunder det antiautoritære ungdomsoprør i Vesten sidst i 1960'erne. Men det helt særlige karakteristikum er den intelligens, organisationsevne, løbende refleksion og effektive kommunikation, der har præget de unges del af denne Revolution 2.0, som Wael Ghonim kalder den. Ingen anarkistiske gadekampe eller hærværksbølger igangsat af demokratiforkæmpere, ingen ondartede og lammende fraktionsdannelser, ingen tvivl og faneflugt og ingen lange teoretiske kontroverser, som tåler sammenligning med 68-oprørets.

Midt i de voldsomme følelsesudladninger af skiftevis vrede og glæde har det været en disciplineret, tålmodig og på de indre linjer selvsikker og tillidsfuld revolution, der må lære mange i Vesten et og andet nyt om moderne arabisk ungdoms ressourcer.

Det er oplevelsen af dét, der vil præge deltagerne for livet. Men midt i euforien ved de unge godt, at dette kun er starten. At mange farer lurer på den egyptiske revolution. Vil hæren underlægge sig et nyt demokratis kontrol? Vil de gamle korrupte magtnetværk kunne rives op? Vil de økonomiske midler i landet kunne omfordeles?

»Undertrykkelsens kræfter er stadig hos os. Vi må stadig kæmpe kampen mod de små diktatorer, der er til stede overalt i Egypten, mod klasseskel og sociale fordomme, mod forklædt uvidenhed og selvretfærdige enkeltpersoner... Dette bliver en smerteligt lang kamp,« skriver Karim Medhat Ennarah.

Intet kan dog svække optimismen blandt dem, der nu gør rent på Tahrir-pladsen.

»Det er vores ansvar nu at feje gaden og begynde at ændre os selv og uddanne andre, der var uvidende på grund af det tidligere regime. Nu, hvor der er mere frihed, vil der komme mere ansvarlighed til os. Mere lighed mellem mennesker, mere kærlighed og mindre diskrimination,« siger 27-årige Sarah el Bitar, der til daglig arbejder i den egyptiske Konkurrencestyrelse.

»Jeg kan ikke lade være med at være optimist omkring vores fremtid,« siger Hesham Allam.

»Vi overvejer seriøst at danne et parti under navnet 25. Januarrevolutionen. Mange er interesserede i at være med. Og ja, jeg tror vores revolution vil sprede sig ud over Mellemøsten. Til Algeriet, Bahrain, Yemen, Syrien og Libyen. Snart.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ja Steffen nemlig og ikke fordi at diktatorer plejer at fængsle, torturer og dræbe alle systemmodstandere, mon ikke Mubarak har brugt lignende metoder som i Pinoche i Chile, det er også sket at under et 'militærkup', at kupmagerne får en liste over 'subversives' eller 'communists' udleveret af en af deres nære 'venner', så helt fra fødslen af et regime bliver alle de stærkeste elementer imod vedkommende kup taget ud, resten af folket ser nogle af de stærke elementer i samfundet forsvinde eller dø og tør naturligvis ikke at gå den samme vej, oprøret sker først når folket i gennem længere tid har gennemgået så meget død og smerte at de er blevet ligeglade, her er en liste over alle dine "venlige diktatorer':
http://friendlydictators.blogspot.com/