Læsetid: 6 min.

Benghazi: Oprørere hænger for ivrigt lejesoldater ud

Oprørerne var mere en beredvillige for at vise deres tilfangetagne afrikanske lejesoldater frem for 50 journalister. Seancen endte som et stort selvmål, da flere afrikanere i hawaii- skjorter vist ikke havde haft noget med Gaddafis lejesvende at gøre
Oprørerne var mere en beredvillige for at vise deres tilfangetagne afrikanske lejesoldater frem for 50 journalister. Seancen endte som et stort selvmål, da flere afrikanere i hawaii- skjorter vist ikke havde haft noget med Gaddafis lejesvende at gøre
25. marts 2011

BENGHAZI — »Mali. Niger. Tchad. Ghana. Tchad,« mændene mumler sagte deres nationalitet.

Oprørernes repræsentant gentager højlydt de lavmælte svar, mens han paraderer forbi de siddende mænd og peger dem ind i ansigtet. Som var alene nævnelsen af deres fattige hjemstavn både anklageskrift og domafsigelse i ét.

Mændene sidder på to rækker langs fængelsgårdens mure i Benghazi. På den ene side arabere, mest fra Sudan og Egypten. På den anden side fanger fra det sorte Afrika.

De fleste misser med øjnene mod det skarpe lys eller kigger ned i betongulvet. Givet den prekære situation de befinder sig, og anklagens alvor synes de overraskende afslappede.

De er anklaget for at være lejesoldater. Mordere i Gaddafis sold, der for ussel mammon har indvilget i at myrde løs på den libyske civilbefolkning i oberstens desperate forsøg på at kvæle opstanden mod hans regime.

Rygter om lejesoldater har svirret siden opstandens begyndelse, og mange libyere er overbevist om, at Gaddafi kæmper med lånte hænder. Ingen libyere, lyder argumentet, ville skyde på deres egne. De libyske oprørere har inviteret os på en bustur, så vi endelig kan få syn for sagn.

Inden vi er blevet sluppet ud af bussen, bliver vi formanet om ikke at filme personalet eller selve fængslet.

»Kun billeder af fangerne. Please,« formaner vores guide.

»Det er et klart brud på Geneve-konventionerne (for krigsfanger, red.) at vise fanger frem på den måde,« minder en fotograf mig om.

På sædet ved siden af diskuterer en britisk tv-hold, hvordan de skal vride sig ud af den klemme. Det bliver vist noget med at vise korrespondenten det meste af tiden.

»I kan tale med hvem, I vil,« siger guiden og slår ud med hånden mod fangerne, som åbnede han en gratis buffet. Og som sultne nyhedshunde på rov går forsamlingen på vel 50 på jagt med kameraer, kuglepenne og mikrofoner.

En gambisk mand med forbinding over panden tiltrækker sig straks vores opmærksomhed. Iført spraglet hawaii-skjorte, korte bukser og plasticsandaler lever han ikke helt op til forventningerne til en terrorist på timebasis.

Bedyrer uskyld

Manden afviser da også straks at have noget med Gaddafis frygtede militser at gøre. Tværtimod han er selv offer for vold og vilkårlighed.

»Jeg sad i mit hjem i mandags, da mænd brød ind i mit hus. De bankede mig og stjal alle mine ting,« fortæller han.

»De voldtog også min kone. Ved Allah. Jeg sværger. Det er sandt. Jeg kom her i forgårs,« beder manden først på arabisk, så på engelsk.

Men han bliver afbrudt i sin fortælling af en oprørsrepræsentant.

»Du er med i thawriaen,« siger han med henvisning til Gaddafis frygtede milits og hiver i mandens blomstrede skjorte, som var det et afslørende bevis.

»Nej, nej. Det er ikke sandt,« beder manden for sig og fægter afværgende op mod sine anklagere.

En soldat hiver atter i den farverige skjorte, som var det et uafviseligt bevis.

»Nej. Ved Allah. Ved Allah,« fægter manden for sig.

»Hallo, rejs dig op,«siger en af oprørsrepræsentanterne, der åbenbart har besluttet, at vi har hørt nok og trækker manden væk.

»Alle de afrikanske soldater ind i cellerne,« beordrer han og begynder med hjælp fra fangevogterne at genne de sorte afrikanere ind i cellerne.

En soldat fører den gambiske mand, der stadig bedyrer sin uskyld over for et par tililende journalister, mod cellegangen og spærrer døren af i hovedet på en fotograf. Men inden han bliver sat bag lås og slå, beder soldaten ham forklare for os, hvor han har fået sit sår i panden.

»Her eller der?,« spørger soldaten og gør en håndbevægelse, der peger ud på den anden side de tre meter høje pigttrådsomkransede mure.

»Udenfor,« siger manden pligtskyldigt og er tydeligvis ivrig efter at stille sine vogtere tilfredse.

Måske er det en af de andre journalister, måske er det vores værter selv, der kan mærke, at sagen er ved at udvikle sig til et massivt selvmål.

Midt i tumulten er det svært at afgøre. I hvert fald dukker den gambiske mand pludselig atter op fra sin celle. Nu bliver han genstand for en mindre improviseret pressekonference.

»Da han blev arresteret forsøgte han at flygte og løb ind i en væg,« fortæller en af vores guider, der åbenbart ikke er klar over, at fangevogteren netop har overbevist os om, at han ikke var blevet såret i fængslet.

Men da manden i den blomstrede skjorte med begge arme afviser, at hans pandeforbinding er opstået i fængslet, skifter guiden behændigt taktik.

»Så der er ingen, der har slået dig her? Hvordan er du blevet behandlet i lejren her? Bliver du ordentligt behandlet? Respekterer de dig?«

»Ja, ja,« forsikrer manden, mens han holder sine hænder op som et skjold mod overmagten af fangevogtere, kameralinser og mikrofoner.

Seancen synes at have noget sit foreløbige højdepunkt af ufrivillig komik.

Tre parykker som bevis

I et forsøg på overbevise det udenlandske pressekorps om Gaddafi-regimets nederdrægtighed, en forestilling de fleste journalister i forvejen abonnerer på, synes oprørerne atter at have udstillet deres egen ubehjælpsomhed. Men i stedet for at indrømme fejl, giver de den en ekstra tand.

For at mandens udsagn ikke skal stå uimodsagt i verdenspressen, bringer fangevogterne nu håndfaste beviser ind i sagen.

»Dette blev fundet på ham,« fortæller guiden, der samtidig inspicerer mandens pas og id-kort. Tre parykker bliver rakt over kameramændenes hoveder og frem til de spørgende journalister.

»Han havde de her på,« spørger en journalist, som hørte parykker ligesom håndgranater og rifler med til enhver lejesoldats standardudstyr. Manden nægter imidlertid ikke kendskabet til de fremviste parykker.

»Der boede tre kvinder i mit hus. Min kone, min brors kone og hendes veninde.«

Guiden aner tilsyneladende, at han ikke har en god sag og forsøger atter at lukke den.

»Lad os gå indenfor. Jeg tror, I har set ham nu,« siger han og giver tegn til soldaterne.

»Men hvor er beviserne?,« prøver jeg.

»Jeg er kun oversætter. Jeg kan ikke give jer den information.« Atter bliver manden ført bort og spærret inde.

Men en tredje oprørsrepræsentant synes stadig opsat på at overbevise de stadig mere vantro journalister om, at manden i hawaii-skjorten er en lejesvend i Gaddafis sold. Efter devisen hvis man har gravet sig selv ned i et hul, man ikke kan komme op af, kan man altid grave sig dybere ned. Med den genstridige fange spærret af vejen fortsætter han, hvor hans kollega slap.

Id er gambisk forening

Mandens gambiske pas og id-kort bliver holdt op foran fotograferne, der ivrigt knipser løs.

»Men der er jo mange afrikanske gæstearbejdere her i Libyen. Det er jo ikke sikkert, de er lejesoldater?,« indvender en britisk tv-journalist.

»De er alle blevet fanget på kamppladsen. Det siger soldaterne.«

»Men de siger derimod, at de er blev fanget derhjemme.«

»Det ved jeg ikke noget om,« svarer guiden.

»Vi har id-kort,« siger guiden, en ældre herre med briller og på et poleret engelsk og går prompte over til en af soldaterne og river et id-kort, han holder ud mod kameralinserne fra ham.

»Dette er blevet udstedt af Gaddafis styrker,« siger han og holder det op, som var det et umodstrideligt bevis og begynder på vores opfordring at læse op fra dokumentet.

»Lad mig se. Det er udstedt af den gambiske ambassade. Sådan og sådan, med pasnummer sådan og sådan er blevet udnævnt til præsident for den gambiske forening i Benghazi på grund af hans anseelse i det gambiske samfund ...«

Med ét synes fadæsen at gå op for ham, men da er det for sent. Den britiske tv-journalist river kortet ud af hånden på ham og læser målløs videre.

Guiden klør sig i øjnene og kigger op over de pigtråds-omkransede mure mod himlen efter hjælp.

Peter Bouckaert fra Human Rights Watch er ret chokeret, da jeg møder ham senere.

»Nej, det er bestemt ikke særlig pænt at vise fanger frem på den måde. Det vil jeg tage en snak med dem om nu,« sukker han. Ifølge Bouckaert har hans organisation endnu ikke set beviser på udenlandske lejesoldater. Men det betyder naturligvis ikke, at de ikke er der.

»Man kan ikke bevise et negativ.«

»Men dem I fik vist frem i går, var bestemt ikke lejesoldater,« understreger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Må jeg foreslå journalisterne, at de aktiverer den kritiske sans og BS-detektoren allerede i tiden op til en krig, da vestens politikere åbenbart træffer de afgørende beslutninger om at gå i krig udelukkende på rygter, mediemanipulation af befolkningen, naturligvis geostrategi og ressourcer og endeligt potientielle muligheder for genvalg.

Anne Andersen

Ja, det kan blive en virkelig stor (og ubehagelig)overraskelse den dag, Kaddafi forlader arenaen, og vi finder ud af, hvem vi virkelig har bakket op om.
Det er altid bedst at lade de stridende parter - specielt i en borgerkrig, som det jo er i Libyen - selv at fighte og selv at afslutte deres indbyrdes regnskab(er). - Nu bliver det interessant at se, om rebellerne i Benghazi selv overholder menneskerettighederne, eller om det blot vedr. modparten. Min personlige tese er, at det ikke ligger lige for for nogen af parterne.

Farcen kan blive total.

For at det ikke skal være løgn, så begynder der at dukke udskrifter fra Wikileaksbunken op, der mere end antyder at Benghazi-området rent faktisk er noget af en Al Qaeda-rede, som Ghadaffi hævder!

Obamas tøven har nok ikke været helt ubegrundet.

kirsten jensen

Ik for at fremhæve mig selv,men jeg så bedraget fra day one. Har skrevet flere artikler og bl.a. lavet en rapport der tydeligt viser DR nyhedernes manglende bevisførelser på det meste af det de formidler til danmarks befolkning.
http://verdenversion2.dk/nyside/index.php?option=com_content&view=articl...
Det er skandaløst,men meget godt i tråd med,hvad den financielle mafia nwo ellers render og udfører. Revolutionen herhjemme på vej med 110 km i timen og bryder ud d. 2. april og stopper ikke før vi har fået placeret ansvar og dermed sikkert også bliver nødt til at se os om efter en ny styreform eller i hvert fald lige få revideret hvad demokrati er..... Vel mødt 2. april og frem.... Det blir en folkefest :)

Steen Mølgaard

Hvorfor denne opdeling i arabere og afrikanere? Det skyldes vel ikke, at den arabiske holdning til afrikanere som mindreværdige også har fundet grobund hos de oprørere, som Vesten støtter?

Såfremt det er sådan, bør man nok overveje støttens fortsættelse både nu og i fremtiden.

Man må da gå ud fra, at statsstøtten nu bliver taget fra avisen efter sådan en landsforræderisk artikel. Men som del af den beskedne del af befolkningen, der nu er blevet stemt helt ud af Folketinget, er det kærkomment med en anelse kritiske røster midt i krigsjubelen...

»Jeg sad i mit hjem i mandags, da mænd brød ind i mit hus. De bankede mig og stjal alle mine ting, fortæller han. De voldtog også min kone. Ved Allah. Jeg sværger. Det er sandt.«

Ja, denne mand har i sandhed meget at takke Villy Søvndal og Frank Aaen for!