Læsetid: 4 min.

En broget flok uden fælles plan

Libyens oprørere er ikke forenet af ret meget andet end hadet til Gaddafi. Jo længere, han bliver siddende, jo større er derfor risikoen for intern splittelse, mens en hurtig afgørelse kan give gode muligheder for fredelige fremskridt
Libyens oprørere er ikke forenet af ret meget andet end hadet til Gaddafi. Jo længere, han bliver siddende, jo større er derfor risikoen for intern splittelse, mens en hurtig afgørelse kan give gode muligheder for fredelige fremskridt
19. marts 2011

Hvem er de libyske oprørere, som Verdenssamfundet nu reelt har givet sin opbakning? Det er svært at svare på, for Libyens oprør udkæmpes af et uoverskueligt sammenrend af alt fra afhoppede ministre og militærfolk til familiefædre, stammeledere, et par islamister og et stort antal vrede unge mænd.

Oprørerne organiserede sig hurtigt i »Libyens Nationale Overgangsråd«, med den afhoppede justitsminister Mustafa Mohammed Abdul Jalil som formand. Men det er en ad hoc organisation, som endnu holder mere end to tredjedele af sine 31 medlemmer hemmelige – enten af sikkerhedsårsager eller fordi der er reserveret pladser til repræsentanter fra byer, som endnu ikke er »befriet«. Overgangsrådet vil etablere demokrati, men ingen ved hvordan:

»Man har endnu ikke set noget som helst politisk program,« siger seniorforsker Ulla Holm, DIIS.

I modsætning til oprørene i Egypten og Tunesien er det libyske oprør ikke drevet af grupper, der gennem længere tid har arbejdet for større frihed. Det er snarere et spontant oprør mod en stikkerstat, som folk endelig fik nok af, da Gaddafis sikkerhedsstyrker begyndte at skyde på fredelige demonstranter.

»Det begyndte østpå og bestod mest af unge mennesker, som ikke demonstrerede for at vælte regimet, men for bedre boligforhold og flere job,« siger den amerikanske Libyen-ekspert Robert Bruce St John. »Men det kom til at handle om at vælte regimet, fordi regimet svarede igen med vold.«

Pludselig sluttede almindelige mennesker sig til i håb om endelig at slippe af med Gaddafi og tilkæmpe sig retten til at sige og mene, hvad de ville:

»Det store flertal er almindelige mennesker, som synes, at nu kan det være nok, og som tror, at nu kan der endelig ske noget,« siger Libyen-kender Ulla Prien, studie-lektor ved Institut for tværkulturelle og regionale studier, KU.

Stammeopgør?

En af grundene til, at oprøret i Libyen er så uorganiseret, er Gaddafi-regimets totale undertrykkelse af civilsamfundet.

»Over de sidste 40 år har Gaddafi ødelagt alt, hvad man normalt forbinder med et civilsamfund,« siger Robert Bruce St John.

I modsætning til diktatorerne i Egypten og Tunesien tillod Gaddafi ikke så meget som en velgørende forening, bortset fra Gaddafis egen søn Saif al-Islams Gaddafi-fond.

»Der var forbud mod at mødes på gaden i grupper på mere end tre personer. Forbuddene har tvunget det libyske folk til at vende sig indad, mod familien og stammen som de primære tilhørsforhold.«

Det har fået flere iagttagere til at pege på, at der under oprøret mod Gaddafi ulmer såvel et stammeopgør som et opgør mellem Libyens østlige og vestlige regioner. Det gælder bl.a. den amerikanske Libyen-kender Benjamin Barber, som den 22. februar forlod bestyrelsen i Saif al-Islam Gaddafis menneskerettighedsfond i protest. Han har skrevet om risikoen for »en borgerkrig i stil med Irak eller Somalia«.

Men en stamme- eller regionalt baseret konflikt er langtfra uundgåelig, mener de eksperter, Information har talt med. Medlemmer af Gaddafis egen Gaddadfa-stamme vil sandsynligvis ryge i unåde, men generelt har stammerne gode incitamenter for at samarbejde:

»Min fornemmelse er, at stammerne i sidste ende vil indse, at de bliver nødt til at holde sammen på Libyen – ikke mindst for at sikre, at olierigdommen fortsat kan flyde,« siger Robert Bruce St John, som understreger, at olie- og gasdepotere og den tilhørende infrastruktur er spredt ud over hele landet.

Ulla Holm fra DIIS understreger desuden, at stammetilhørsforhold ikke betyder særlig meget for de unge i byerne.

Vent og håb

Islamistiske grupper har forsøgt at markere sig under oprøret, men spiller ikke en væsentlig rolle i det meget religiøse, men meget lidt radikale Libyen, mener både Robert Bruce St John, Ulla Holm og Ulla Prien.

Den største trussel mod et frit, fredeligt og nogenlunde demokratisk Libyen er derfor, at Gaddafi er i stand til at trække det endelige opgør i langdrag.

»Det er jo et brillant taktisk træk at erklære våbenhvile,« siger Robert Bruce St John om gårsdagens våbenhvileerklæring. »Jo længere tid, der går, jo større er potentialet for, at forskellige grupper og stammer bliver mere aktive og højrøstede.«

Ulla Prien er enig:

»Man kan sammenligne med Irak, hvor store dele af samfundet ikke var særlig præget af stammer og klaner, før samfundet begyndte at falde fra hinanden,« siger hun.

Robert Bruce St John mener, at FN nu skal følge op på torsdag aftens resolution med at uskadeliggøre Gaddafis luftvåben – ellers er det netop, at opgøret kan trække ud. Men ellers skal man lade være med at gribe mere ind, til Libyerne eventuelt selv beder om det:

»Libyerne har ingen erfaring med civilsamfund, demokrati og demokratiske institutioner. Det er næsten som i Cambodia efter De Røde Khmerer: Folk ved, hvor de gerne vil hen, men det bliver en rodet omgang, før de finder ud af, hvordan de kommer dertil. Og i mellemtiden må verden være tålmodig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu