Dødsdømt for at teste afghansk forfatning

Det sneede den dag, dødsdommen faldt, husker 27-årige Parwiz Kambakhsh.

»De kaldte på mig klokken tre om eftermiddagen. Det var et usædvanligt tidspunkt at gå i retten på. Men de sagde nu. Jeg gik af sted med lænker på arme og fødder. Da jeg gik ind i retssalen, forlod advokaten rummet. Jeg sagde: Du er advokaten, du skal sidde her. Men han sagde Nej, det slutter nu. Og så læste de dødsdommen op. Det tog kun to-tre minutter. Jeg forstod ikke, hvordan de kunne dømme mig til døden på tre minutter. Men så forstod jeg, at for dem har borgerrettigheder ingen værdi. Lige så lidt som kvinders rettigheder. De var fra Det Islamiske Parti og krigsherrerne. Det var deres domstol.«

Den unge afghanske journalist fortæller om dommen med et fjernt blik, der fokuserer på noget flere tusinde kilometer borte. For et øjeblik siden var han glad og imødekommende, men nu er han tydeligt nervøs og har tårer i øjnene.

I to år sad han i fængsel i Afghanistan under stor international mediebevågenhed, dømt for blasfemi. Hans forbrydelse var at interessere sig for kvinders manglende rettigheder i Afghanistan.

Dette er hans første interview, siden han i al hemmelighed blev benådet af præsident Hamid Karzai og fløjet ud af Afghanistan i august 2009.

Parwiz Kambakhsh var 23 år, da det hele begyndte i oktober 2008. Han var journaliststuderende og gik på universitet i den nordlige by Mazar-e-Sharif, og han interesserede sig særligt for kvinders manglende rettigheder i Afghanistan.

Magtfulde mullaher

På internettet fandt han artikler om emnet, og han havde aldrig forestillet sig, at det kunne var farligt at tage en af dem med til undervisning.

»Vi har en forfatning, som siger, at vi i Afghanistan har tanke- og ytringsfrihed samt menneskerettigheder og rettigheder for kvinder. Derfor var der ikke noget juridisk problem i det, jeg gjorde. Det var ikke en forbrydelse. Problemet er mullahernes Shura-råd. De går ind for sharia, og de har vundet mere magt, end de har tabt i Afghanistan,« siger Parwiz Kambakhsh. Artiklen kritiserede kvinders rettigheder i islam. En af anklagerne mod ham var, at han havde omdelt artiklen og spredt dens blasfemisk budskab, men den dag i dag, hvor han lever i frihed, insisterer han på, at han kun havde to kopier af artiklen. Den ene beholdt han selv, mens han sendte den anden kopi rundt til tre-fire medstuderende i klassen.

Ifølge Parwiz Kambakhsh var der en agent for den afghanske sikkerhedstjeneste NDS i klassen, som fik fingre i artiklen og angav ham.

I syv dage skjulte Parwiz Kambakhsh sig for sikkerhedspolitiet, inden han gik med til at mødes med den lokale NDS-chef for at forklare, at han ikke havde gjort noget galt.

Da han mødte op på kontoret, blev han i stedet anholdt. Tre måneder senere fik han sin dødsdom.

International forargelse

Hvis det ikke havde været for den massive internationale forargelse over dødsdommen, var Parwiz Kambakhshs historie nok sluttet der. Men en af årsagerne til hans anholdelse blev i sidste ende også hans redning.

Hans bror, Yaqub Ibrahimi, er en international kendt journalist, der med faste mellemrum skriver kommentarer i Information. Han har også skrevet kritisk om lokale krigsherrer voksende magt og magtmisbrug.

»De prøvede at få ham ned med nakken, ligesom mig. Men han var international journalist, jeg arbejde lokalt. Derfor valgte de mig,« siger Parwiz Kambakhsh.

Yaqub Ibrahimi brugte sine udenlandske kontakter til at skabe opmærksomhed om broderens fængsling, og især Dansk PEN og Norsk PEN engagerede sig i sagen.

Dansk PEN sendte en herboende afghaner til hovedstaden Kabul, hvor han i mere end et år forhandlede med myndighederne for at få frigivet Parwiz Kambakhsh.

I første omgang lykkedes det at få omstødt dødsdommen til 20 års fængsel, og til sidst benådede præsident Hamid Karzai ham dagen før præsidentvalget i august 2009.

Afskåret fra familien

Frigivelsen skulle ske i al hemmelighed. Måske så shura-rådene ikke fik besked, siger Parwiz Kambakhsh.

»De kaldte på mig og bad mig om ikke at tage noget med. Jeg havde skrevet på bøger i fængslet, hvor jeg havde omkring 100 sider, men jeg måtte intet tage med. De sagde nej, for ellers ved de andre fanger, at du bliver frigivet, og det giver problemer,« fortæller han.

Han blev indkvarteret i en lejlighed og måtte end ikke ringe til sin familie de næste to dage. En uge senere landede han i Oslo, og først da kom nyheden om hans frigivelse frem i de internationale medier.

Selv om Parwiz Kambakhsh i dag bor i sikkerhed i et vestlig land, vil han helst ikke tale om de nærmere omstændigheder omkring løsladelsen. Det meste af hans familie bor stadig i Afghanistan, forklarer han.

I dag er han afskåret fra at se sin familie. Men selv hvis han havde kendt konsekvenserne på forhånd, ville han stadig kæmpe for kvinders rettigheder i Afghanistan, siger han.

»Når du mærker et andet menneskes smerte, bliver du nødt til at prøve at hjælpe. Når du ser dem behandle kvinder som dyr, når du ser dem voldtage unge piger, når du ser kvinder blive spærret inde i hjemmet, bliver du nødt til at gøre noget. Jeg føler de afghanske kvinders smerte, og som menneske måtte jeg hjælpe dem. Jeg begyndte på det, og så knækkede de mig,« siger Parwiz Kambakhsh

I morgen deltager han i generalforsamlingen for Dansk PEN som æresgæst.