Nyhed
Læsetid: 4 min.

Elfenbenskysten styrer mod ny borgerkrig

I kølvandet på et omstridt præsidentvalg risikerer den vestafrikanske nation, der engang blev fremhævet som et forbillede på stabilitet, at ryge ud i endnu en etnisk konflikt mellem nord og syd
Udland
5. marts 2011

ABIJAN/JOHANNESBURG - Siden et omstridt præsidentvalg i november sidste år har hyppigere udbrud af politisk vold drevet Elfenbenskysten tættere på en egentlig borgerkrig, advarer FN.

Over 200.000 ivorianere (indbyggere i Elfenbenskysten, red.) er allerede flygtet, og nationen, der engang blev fremhævet som et forbillede på stabilitet, hjemsøges nu af blodsudgydelser og økonomisk nedsmeltning.

Ifølge FN er mindst 365 mennesker blevet dræbt siden præsidentvalget - næsten alle tilhængere af Alassane Ouattara - den internationalt anerkendte vinder. Seneste makabre højdepunkt blev nået torsdag, da syv kvinder blev massakreret under en fredelig protestmarch.

Kvindernes demonstration blev forvandlet til rædselsscener, da sikkerhedsstyrker åbnede ild med maskingeværer i Abobo, en fattig og overbefolket forstad til landets kommercielle hovedstad, Abidjan, hvor nogle af de mest blodige sammenstød har fundet sted i løbet af de seneste tre måneders krise.

Kvinderne havde samlet sig ved en rundkørsel, der skulle være udgangspunkt for deres protest, hvor de ville opfordre valgets taber, Laurent Gbagbo, som hidtil har nægtet at anerkende sit nederlag, til at træde tilbage som præsident.

»Mænd i uniform kørte frem og begyndte at skyde tilfældigt. Seks kvinder blev dræbt på stedet,« fortalte Idrissa Diarrassouba, en lokal borger, til Reuters. En syvende døde på hospitalet. Mange andre blev såret, og i døgnet efter skyderiet blev yderligere 26 mennesker dræbt i Abobo, de fleste fra landets nordlige del .

Afviser amnesti

Laurent Gbagbos regering har ikke kommenteret skuddrabene, som dog bekræftes af en militærkilde, der udtalte.

»Det var en fejl, vi beklager, men oprørere kan undertiden skjule sig i civilbefolkningen. Dette var uheldigt.«

Flere delegationer af afrikanske ledere er kommet til Abidjan for at mægle, men Gbagbo har konsekvent afvist alle tilbud om amnesti, ligesom han har nægtet at lade sig lokke til komfortabelt eksil i udlandet som belønning for at forlade sit embede.

Foruden FN har en række andre organisationer og analytikere advaret om, at landet kan styre mod en borgerkrig som den, der kortvarigt rasede i 2002-3 og delte Nord og Syd. International Crisis Group vurderer sågar, at krig er umiddelbart forestående med jævnlige træfninger i Abidjan og den vestlige del af landet mellem på den ene side hæren og militser, der er loyale over for Gbagbo, og på den anden side de tidligere oprørsstyrker, som støtter Outtara.

»Borgerkrig er endnu ikke uundgåelig, men tegner meget sandsynlig - det afhænger helt af, hvordan mæglingsprocessen vil forløbe,« siger Issaka Souare, chefanalytiker ved det sydafrikanske Institut for Sikkerhedsstudier.

Intervention nødvendig

Militær intervention udefra kan nu være nødvendig, tilføjer han. Den mulighed blev første gang bragt på banen under topmødet i ECOWAS, den vestafrikanske regionale blok på 16 nationer.

Dog advarer Adekeye Adebajo, direktør for Center for Konfliktløsning på Cape Town University:

»Ganske vist foreligger der en spændt situation, der kan bryde ud i borgerkrig. Men det nuværende dødvande kan også fortsætte, hvilket vil gøre Ouattara til den store taber. Hertil kommer, at Elfenbenskysten, modsat mange andre lande, har en fordel i tilstedeværelsen af 9.000 fredsbevarende FN-soldater, der ville kunne holde de stridende parter adskilt.«

Han tilføjer:

»Vi vil sikkert se flere væbnede flere sammenstød, men soldater på begge sider har næppe appetit på en ny krig som den i 2002. Det vil i al fald kræve en dramatisk forandring. Nu kontrollerer de hver deres halvdel, så hvorfor risikere at miste den? FN's og de franske fredsbevarende styrker vil desuden næppe se passivt til. De har en forpligtelse til at opretholde orden.«

I Abobo har Gbagbos styrker kæmpet mod en væbnet gruppe, der opstod i sidste uge under navnet Befrielsesbevægelsen for befolkningen i Abobo og Anyama. Befrielsesbevægelsen siger, at dens angreb sker for at forsvare sig mod politiets brutalitet, vilkårlige arrestationer og bortførelser af Ouattara-tilhængere. Abobo er i flere uger blevet terroriseret af maskerede militser, og lokale beboere mener, at den væbnede gruppe består af oprørere fra Ny Styrke-bevægelsen, der har hersket over den nordlige halvdel af landet siden 2002, samt soldater, der har skiftet side. Gruppen kontrollerer nu en stor del af forstæderne Abobo og Anyama.

Hjælpearbejdere og journalister har ikke været i stand til at komme ind i området, siden kampene begyndte i sidste uge. Beboere fortæller, at nogle gader var fyldt med lig, som de har været nødt til at brænde for at afværge sygdom.

»Sidste uge, da nattens kampe var døet hen, vovede jeg mig udenfor for at oplade min mobiltelefon, og der så jeg ni lig,« fortæller Seydou Kone, der flygtede med sin kone og to børn i løbet af weekenden.

»Jeg tror, de var sikkerhedsstyrkesoldater, men det var svært at sige«.

Han så »mange flere lig«, herunder to politifolk, der angiveligt blev dræbt, fordi de var mistænkt for at spionere for Gbagbo-regimet.

Over 200.000 mennesker er flygtet fra Adibjans nordlige forstæder ifølge FN's lokale mission i Elfenbenskysten. Missionens talsmand, Hamadoun Toure, siger, at bevæbnede grupper forhindrer flere folk i at forlade byen.Hele familier er spærret ind på offentlige pladser og kirker, hvor de nu frygter for deres liv. I en anden del af Abidjan hængte Gbagbo-loyale militsfolk et dæk omkring halsen på 'en fremmed' - sådan betegner de folk nordfra - og satte ild til. Lignende episoder har fundet sted i den indre del af landet, hvor militserne har dræbt mindst seks yderlige, oplyser Ouattaras regering.

De brutale angreb på mennesker, der opfattes som 'fremmede' eller 'oprørere', er uden fortilfælde i Elfenbenskysten og har udløst udbredt frygt for etnisk motiveret borgerkrig.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her