Florian Illies
Tysk forfatter, har blandt andet skrevet Generation Golf(2000):
»De billeder, som når os fra Fukushima, vil have permanent betydning, for de ikke kan slettes fra den menneskelige harddisk. Enhver politiker og atomlobbyist, som taler om kernenergiens sikkerhed og om den ringe risiko, den udgør, ved, at i det sekund, det fremsiges, vil der i tilhørerens hoved dukke billeder op af Fukushima. Og i ethvert hovede vil der ske en lille eksplosion. Den 12. marts 2011 er derfor ikke afslutningen på atomtidsalderen, fordi menneskeheden er blevet fornuftig, men derimod fordi billedernes magt er blevet så stor, at de ikke længere kan fortrænges [...]. Vi er udleveret til billederne,« siger han til Die Zeit.
Kenzaburo Oe(1935)
Japansk forfatter og nobelpris-tager i 1994, befinder sig i sit hjem i Tokyo, hvor han skriver på en roman, og han følger begivenhederne efter jordskælvet.
Den roman, Kenzaburo Oe arbejder på, og som ifølge ham selv bliver hans sidste, tager udgangspunkt i Dantes Inferno. Og han følger fascineret begivenhederne på fjernsyn, men de gør ham træt. Han ser, siger han i følge Süddeutsche Zeitung, hvordan regeringen igen og igen begår den samme fejl. Alle nyheder kommer for sent, meget for sent, og heller ikke da er de korrekte. Regeringen, Tokyo Electric Power Company og det japanske bureaukrati vildleder under denne frygtelige krise lige meget. Nu har de endelig indrømmet, at det ikke længere er muligt, at kontrollere atomreaktorerne og Tatsuya Kato, elektricitetsselskabets direktør, har erklæret, at et atomkraftværk, som man ikke mere kan kontrollere, er en atombombe.
Hvis ikke Kenzaburo Oe var så træt, ville han blive rasende. Det er mændene fra hans generation, der står bag mikrofonen. Og de er de eneste, som endnu kunne komme med politiske indvendinger. For han møder stadig færre unge mennesker, som deler hans engagement.
Han siger, at man i Japan i de forgangne år med succes har afsløret forbindelsen mellem atomkraft og atombomben. Og så kommer denne Tatsuya Kato. Hvilken afsløring. Og hvor frygteligt.
Kenichi Mishima
Professor og filosof ved Tokyo Keizai universitetet:
»Vi sidder hele dagen foran fjernsynet og følger med største bekymring, hvad der foregår i Fukushima [...]. Igen og igen har atomkraftmodstanderne i mit land advaret mod jordskælv, men vores eksperter har blot grinet af dem og sagt, at deres bekymringer er grundløse. Disse fagfolk er mestre i opbygning af et ubehageligt selvsikkert ekpertokrati. Nu fører dette ekspertokrati en kamp mod katastrofen, som de ved, deres selvsikkerhed selv er skyld i [...]«
»Hvad der i dag sker i Fukushima, det regnede man på gårsdagens pressekonference for helt udelukket,« siger Mishima i avisen Die Zeit.
»Og hvad der sker i morgen, det fremstilles i dag som helt usandsynligt. Det sker helt sikkert for at undgå panik, for panik er en dårlig rådgiver. Men sandheden er en bedre hjælper.«
Christa Wolf (1929)
Tysk forfatter, der tidligere har skrevet romanen Der Störfallom Tjernobyl-ulykken siger til avisen Die Zeit:
»Det ser ud til, at japanerne har uendelig tillid til teknikken. Man burde spørge: Hvad er egentlig tilværelsens mål? Momentant vel profit, som vi i en dødelig konkurrence forsøger at opnå. Vor tids utopier frembringer monstre. Men det er de fleste mennesker ikke bevidste om, for de lever jo midt i deres tid og kan ikke gøre sig fri af fremskridtets hamsterhjul. Måske kan en ulykke som denne være med til at give plads til eftertanke. Men hvordan skal man lede alle disse mennesker i en ny retning? Dertil er min fantasi for begrænset. Forskningen har altid udviklet sig videre efter denne devise: hvad der er muligt, sker. Og hvis et land af moralske grunde ikke gør noget, gør nogle andre det. Vi er simpelthen ikke i stand til at bremse denne udvikling, som vi kalder fremskridt.«
Arkane Nakamura
Japansk teaterproducent, skriver ifølge Süddeutsche Zeitung i en e-mail til venner og kollegaer i Europa:
»Som I sikkert ved, så forandrer vores livssituation i Japan sig hvert minut. Alle har forskellige liv, lever i hver deres realitet, har deres specielle problemer. Alle har haft nogle dage med følelsesmæssigt kaos. Alle her føler frygt og bekymring. Mange finder stadig mod til mindst at gøre det, de kan. For ikke at nævne de mennesker, som ligefrem forsøger at få den nukleare krise under kontrol. Der er stadigvæk efterskælv. Også i Tokyo. Frygten for stråling og atomkatastrofe har grebet alle. Dertil kommer de gentagende strømsvigt, som også rammer Tokyo. Mens der er strømsvigt, kører ingen toge, og butikkerne er lukket. Sådan er også alle de ting gået i stå, med hvilke vi ellers bestrider vores liv. Mange mennesker vil snart helt have forladt deres arbejde. De fleste mennesker i Tokyo (men ikke kun her) er allerede smittet af den panik, som medierne udbreder. Derfor er butikkerne allerede løbet tør for de mest livsnødvendige ting. Ting som ris, brød, batterier og lommelygter kan man næsten ikke finde nogen steder. Vi kan sikkert klare os med mindre mad og energi. Men frygten for sulten og mørket er større end klarsynet. Min forståelse af værdier er nu helt anderledes end før katastrofen. Jeg kan ikke mere se og føle verden, som jeg før har set og følt den.
Ulrich Beck
Tysk sociolog og forfatter til bogen Risikosamfundet(1986), fortæller ifølge Süddeutsche Zeitung, at den japanske katastrofe vil svække legitimiteten af kernekraft som alternativ energi i kampen mod klimaopvarmningen.
»Alle kriser har det til fælles at de, før de indtræffer, næsten ikke var til at forestille sig. Hver gang viser de hidtil institutionelle og kognitive forventningsrammer sig forældet. Det skræmmende ved den nuværende katastrofe er at den sker i en uhyggelig højrisikokonkurrence. Mange troede at risikoen ved klimaforandringerne kunne mindskes ved en forhøjet anvendelse af klimavenlig kerneenergi () Men da den nuværende katastrofe er sket i Japan, som er det bedst udstyrede og på sikkerhedsområdet det mest organiserede højteknologiske land i verden, er forestillingen om, at man i Vesten kan føle sig sikker, væk () Den japanske ulyk-ke vil svække legitimiteten af nuklear teknologi yderligere. Imidlertid er det vigtigt, at kritikken ikke kun ender i tomgang eller fører til undergangsscenarier, men med til alternative teknologier og markeder, der hjælper med til at kompensere for risikofyldt teknologi.«
