Italien og EUs mur i Middelhavet smuldrer

ROM – Fiskerne på Lampedusa blokerede mandag indsejlingen til øens havn, mens andre øboere besatte det lille rådhus. I de seneste uger er der ankommet over 18.000 migranter til øen, hvilket skal sammenlignes med en årlig tilstrømning på omkring 35.000, inden den italienske regering fik etableret bilaterale repatrieringsaftaler med nabolandene mod syd. Da den italiensk-libyske samarbejdsaftale om kystbevogtning i 2009 blev implementeret, lykkedes det praktisk talt at bremse tilstrømningen af bådflygtninge. Men efter revolterne i Nordafrika er fundamentet under den italienske regerings politik smuldret:

»Middelhavet virkede grundlæggende som en mur,« skriver sociologen Ilvo Diamanti i La Repubblica: »Nu er også den mur faldet. På den anden side af Middelhavet, som adskiller og forener Syditalien og Nordafrika, har revolterne i Egypten, Tunesien og Libyen tvunget tusinder til at flygte. De er på jagt efter sikkerhed og et bedre liv og anløber den nærmeste havn, Lampedusa, som er blevet forvandlet til en slags fængsel under åben himmel, og hvor alle er fanger: immigranterne og øens beboere. Der er de stuvet sammen, næsten som et symbol på den mur, vi vil genopbygge.«

Tirsdag morgen opholdt 6.200 flygtninge sig på Lampedusa, hvor modtagecentret blot har kapacitet til 800 personer. De fleste immigranter, som fortrinsvis er unge mænd fra Tunesien, sover under åben himmel. Siciliens guvernør, Raffaele Lombardo, advarede søndag om risikoen for epidemier på Lampedusa og opfordrede de norditalienske regioner til at tage en del af byrden. Myndighederne evakuerer efter planen et større antal immigranter fra øen i dag, hvor Silvio Berlusconi også har meldt sin ankomst. Samtidig fortsætter tilstrømningen med uformindsket styrke.

Penge eller våbenmagt

I sidste uge besøgte Italiens indenrigsminister, Roberto Maroni fra Lega Nord, og udenrigsminister, Franco Frattini fra Berlusconis parti, Popolo della Libertà, Tunesien for at indgå en ny aftale om grænsekontrol og repatriering.

Italienerne har bl.a. lovet at bekoste udstyr og uddannelse til den tunesiske kystvagt. Men overgangsregeringen i Tunis har endnu ikke taget tiltag til at bremse bådflygtningene, så nu truer Maroni med at gennemtvinge hjemsendelser.

Indenrigsministeren fra det norditalienske separatistparti kritiserer også Siciliens guvernør for at »lave en scene« omkring risikoen for epidemier på Lampedusa, hvor der er konstateret tilfælde af tuberkulose blandt immigranterne. Regeringen har foreløbig evakueret tusinder af flygtninge til modtagecentre på Sicilien og til teltlejre i den sydøstlige region Apulien, hvor de fleste dog straks har forceret hegnet og er begyndt at vandre mod nord.

Situationen skaber splittelse i den italienske regering. Udenrigsminister Franco Frattini foreslår, at EU skal betale de tunesiske flygtninge omkring 10.000 kr. for at tage hjem. Lega Nord mener derimod, at den italienske kystvagt bør holde bådflygtningene på afstand med våbenmagt, og forsøgte forgæves at få gennemtvunget, at en flådeblokade skulle være betingelsen for italiensk deltagelse i den internationale koalition mod Muammar Gaddafi.

Angst og usikkerhed

Italien har anmodet EU-kommissionen om, at den øgede tilstrømning bliver behandlet som et fælleseuropæisk problem. Men målt i forhold til landets indbyggertal har Italien færre flygtninge end gennemsnittet i EU og skal derfor ikke regne med europæisk solidaritet, meddelte kommissionen:

»Det er aldrig lykkedes at skabe en fælles immigrationspolitik for EU. Og det er heller ikke så underligt,« påpeger Ilvo Diamanti: »Alle agerer på egen hånd, når det drejer sig om politisk følsomme emner.«

Ifølge Ilvo Diamanti udnytter regeringspartierne situationen til at føre indenrigspolitik: »I mediernes fremstilling bliver immigranterne på Lampedusa fortroppen i en invasion. Derfor bliver de tvunget til at blive på øen for at blive udstillet under usle forhold på tv i hele verden, men især i Europa og først og fremmest i Italien. Således bliver angstens og usikkerhedens forestilling sendt direkte, spækket med scener af fattigdom og desperation og opildnet af hensynsløse og kyniske ord og forslag.«