Kvinder spillede en fremtrædende rolle i de folkelige demonstrationer, der bragte Egyptens og Tunesiens diktatorer til fald.
På to-måneders dagen for Ben Alis fald har Information talt med Tunesiens bedst kendte menneskerettighedsaktivist, journalisten Sihem Bensedrine. Hun mener, at revolutionerne i Nordafrika har banet vej for en helt ny kvindelig tilstedeværelse offentligt.
»Der er tale om en mobilisering på alle områder,« forklarer Sihem Bensedrine i telefonen fra Tunis. Hun er lige vendt hjem til Tunesien fra eksil i Paris. Bensedrine har været fængslet og under skærpet politikontrol af det gamle regime for sit arbejde som journalist og aktivist. Hun har bemærket et skift:
»Selv hjemmegående husmødre gik på gaden eller opfordrede deres døtre til i det mindste at gå ud og demonstrere. Stærke scener af kvinder båret af mænd, kvinder i alle aldre, små piger med deres mødre prægede gadebilledet. Alle disse kvinder har været med til at stille op og gøre modstand.«
Ifølge Bensedrine vil de kvinder, der har været med til at vælte ekspræsidenten Ben Ali fremover kræve mere synlighed på den offentlig scene og i den demokratiske reformproces.
»Kvinderne har været med til at tegne konturerne af den nyfødte demokratiske udvikling gennem voksende politisk aktivitet og tilslutning til fagforeninger og en række feministiske bevægelser. Det er nødvendigt at udvide kvindens rolle i den nyfødte demokratisk proces ved at garantere fuldstændig ligestilling med hensyn til rettigheder, deltagelse og medborgerskab.«
Tunesien har i flere årtier været markant blandt de arabiske lande som et land, der gav kvinder relativt store rettigheder. De tunesiske kvinder har bl.a. ret til at etablere egen virksomhed og har prominente stillinger både i retsvæsnet og militæret. Landets relativt gode kvinderettigheder stammer i høj grad fra reformer, som den tidligere præsident fra 1957-87 Habib Bourguiba gennemførte allerede i 1956. Det var ham, der først bragte spørgsmålet om kønsligestilling på den officielle politiske dagsorden som et vigtigt led i sekulariseringsprocessen. Ben Ali videreførte i vidt omfang reformerne.
Sihem Bensedrine understreger imidlertid, at der stadig er plads til forbedringer.
»Arabiske kvinders kamp for ligestilling er også et krav om større synlighed i det offentlige og politiske rum, hvor de vil markere sig som vigtige og ligeværdige politiske aktører, beslutningstagere, virksomhedsledere osv. Tunesiens kvinder er stadig underrepræsenteret i erhvervslivet og i det politiske system, hvor de kun udgør et lille mindretal i oppositionspartierne, selv om 23 procent af pladserne i Ben Ali-regimets facadeparlament var besat af kvinder.«
Hård kerne af mænd
Ifølge Sihem Bensedrine blev de kvindelige parlamentarikere for det meste henvist til at beskæftige sig med kvindeanliggender, altså til at forvalte deres egen minoritetsstatus. Andre kompetencer forventede man ikke.
»I Tunesien findes stadig en hård kerne af traditionsbundne mænd, der er stærkt modvillige over for, at kvinder skal have medbestemmelse i samfundsspørgsmål. Denne herskende gruppe kan ikke at forestille sig, at kvinder har evner til at beklæde magtfulde poster. Det er en udelukkelsesstrategi, der er med at til at miskreditere kvinden og fratage hende sin principielle ligeværdighed som politisk aktør. Inkompetenceargumentet er med til at fastholde en kvindeundertrykkende diskurs, for samme spørgsmål til kompetencer stilles aldrig til mænd i lignende situationer.«
Hvor ligger de største forhindringer for større lighed mellem kønnene i Tunesien?
»Der er to essentielle områder hvor ligestilling mellem kønnene halter i dag. Dels i forhold til arveretten, dels i forhold til familieretslige område. Her er den tunesiske lovgivning stadigvæk kvindediskriminerende, hvilket skyldes, at den hænger fast i sharialovens bestemmelser. Som feminist og menneskerettighedsaktivist tager jeg skarpt afstand fra sharia-lovgivning og alle de juridiske fortolkninger af arve- og familieretslige love, der er inspireret af det dogmatiske syn på kvinder, som Koranen dikterer,« siger Sihem Bensedrine og forklarer:
»Det er primært mænd der kan drage fordel af den nuværende arvelov, der er med til at styrke mandens magtposition. I det tunesiske samfund er familiestrukturen stadigvæk underlagt patriarkalsk inspirerede love i et ellers efter arabiske normer meget moderne og sekulariseret samfund. I familien hersker der dog en udemokratisk struktur, der fastholder undertrykkelsesmekanismer.«
Tørklæde ingen hindring
Tørklædet vinder frem i de arabiske lande i forhold til forrige generation. Er det tegn på voksende islamisme også blandt kvinder?
»Under begge eksdiktatorers regimer (Bourguiba og Ben Ali, red.) blev der drevet heksejagt på dem, man med rette eller urette betegner som islamister, og det gik både ud over mænd og tørklædeklædte kvinder. Det var en statslig undertrykkelsesstrategi at slå hårdt ned på religiøse kvinder og tegne et fjendebillede af islam, hvilket naturligvis har dannet grobund for en modreaktion. Som menneskerettighedsaktivist og feminist vælger jeg at tolke tørklædets nye popularitet som først og fremmest et signal om et oprør imod et diktatur, der har frataget religiøse kvinder en grundlæggende rettighed, nemlig religionsfriheden. Men de troende og praktiserende muslimske kvinder er ikke del af nogen form for terrornetværk og har ikke spor tilknytning til jihad-agtige modkulturer.«
Bensedrine anerkender ikke en modsætning mellem at være feminist og at gå ind for muslimske kvinders ret til at bære tørklæde.
»Tunesiske feminister går ud fra det princip, at kvinden har retten til selv at vælge, om hun ville bære tørklæde. Det er en privatsag og en rettighed, hun ikke skal berøves. Men vi mener ikke, at det står i Koranen, at kvinden skal gå med det, og vi vil ikke opmuntre kvinde til at tildække sig.«
