Nyhed
Læsetid: 5 min.

Kameraerne slukkes i Libyen

Fra at være i hele verdens søgelys med journalister fra hele verden lige fra CNN, til Information, slovensk tv og facebookrapportere er Libyen i de sidste 48 timer ved at forsvinde i en blanding af atomskyen over Japan og Gaddafis brutale generobring af flere byer
Oprørerne er efterhånden de eneste tilbage i de byer, der er mest truet af Muammar Gaddafi. Her er vi i Asdabiya, men i oprørenes hovedby Benghazi har både Røde Kors og størstedelen af den internationale presse forladt byen.

Oprørerne er efterhånden de eneste tilbage i de byer, der er mest truet af Muammar Gaddafi. Her er vi i Asdabiya, men i oprørenes hovedby Benghazi har både Røde Kors og størstedelen af den internationale presse forladt byen.

Goran Tomasevic

Udland
17. marts 2011

Benghazi/Tobruk- Oprørenes hovedby Benghazi synes at være grebet af en feberagtig blanding af frygt, eufori og realitetsfornægtelse.

Mens de udenlandske journalister forsvinder en efter en bliver stemningen i oprørernes mediecenter i byens tidligere domhus stadig mere surrealistisk.

»Der er noget galt med denne fyr. Han har ikke noget badge. Hør ikke på ham,« siger en af oprørernes pressemedarbejdere, da en mand højlydt træder ind i lokalet og fortæller, at han netop har talt med sin bror i Asdabiya.

»Bomberne falder overalt. Der ligger lig i gaderne.«

»Du mener, at det er, hvad libysk stats-tv siger,« bryder en anden ind.

»Nej, det er folk, vi har talt med i Asdabiya. Vi ser ikke libysk stats-tv,« udbryder en amerikansk journalist frustreret.

Røde Kors trækker sig

Det er ikke kun den internationale presse, der i disse dage forlader Benghazi. Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) har ifølge Reuters også trukket sine ansatte ud af den - indtil videre - oprørskontrollerede by.

Samtidig appellerer organisationen såvel som regeringen som oprørerne i Libyen til at spare civile liv. Den uafhængige humanitære organisation er en af de eneste humanitære organisationer, der har været udstationeret i byen.

»Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) har onsdag flyttet sit personale fra Benghazi til Tobruk,« lyder det i en erklæring fra ICRC's hovedkvarter i Geneve. Således følger nødhjælperne samme rute som de internationale pressefolk.

Ekstatiske udbrud

I Benghazi bliver den snigende panik, som de påklistrede smil og løfterne om, at der er ikke er nogen grund til bekymring, hele tirsdagen igennem afbrudt af stadig mere ekstatiske udbrud af jubel.

Først er det sænkning af to krigsfartøjer i Sirtebugten.

Militærjeeps bliver straks sendt i gaderne for med maskingeværsalver at sprede det glade budskab.

Så er det nyheden om et kamikazeangreb på militæranlægget Bab al Azizia. Angiveligt begået af en pilot, der havde nægtet at udføre en bombemission mod civilbefolkningen i Benghazi.

»Allahuakbar, allahuakbar.« Gud er stor, lyder de ekstatiske skrig, der ude fra gaden besvares af øredøvende salver.

Men selv om oprørerne synes at sende deres samlede ammunitionslager i luften over Benghazi på en gang kan det ikke overdøve de dårlige nyheder, der bliver ved med at vælte ind fra Asdabiya. Byen er under voldsomt bombardement.

Oprørerne er på vild flugt. Vejen til Benghazi ligger allerede åben.

»Jamen, sådan har det jo været hver eneste aften,« slår en olieingeniør, der tilbyder at køre os til hotellet, den øredøvende larm hen. Men hans skælvende stemme, der knapt er hørbar over de drønende luftværnskanoner, afslører, at han ikke selv tror på det.

Nattehimlen oplyses af 'tracerbullets'. Vi begynder at småløbe langs husvæggene for at undgå projektiler på retur.

»De er som i en psykose,« siger en argentinsk kollega, mens vi fra hotellets ottende sal iagttager kolonner af biler, der med hornene i bund, fanerne ud af vinduet og luftværnskanonerne på fuld styrke kører byen rundt i kortege.

Rapportering på rygter

Ved midnat rapporterer al Jazeeras engelske søsterkanal, at de voldsomme skyderier muligvis ikke er festfyrværkeri, men lyden af de begyndende opgør med Gaddafis sympatisører i forstæderne.

Men uden reportere på stedet bliver rapporteringen i høj grad genstand for rygter.

»Vi sad og drak kaffe i morges, da vi så på al al-Jazeera, at Tobruk var blevet generobret af oprørerne, hvilket er noget absolut sludder. Vi har været her i tre dage, og der har overhovedet ikke været nogen kampe endsige erobringer af byen,« fortæller en serbisk kollega.

At den arabiske verdens mest magtfulde medieorgan tillader sig en sådan fadæse er et tegn på den panik, der har grebet det internationale pressekorps, siden i lørdags hvor en kameramand fra al al-Jazeera blev myrdet af snigskytter syd for Benghazi.

Klokken to om natten dør skudsalverne hen og stilheden sænker sig.

Det fjorten etager høje Tibestyhotel, der få dage inden havde meldt alt udsolgt var pludseligt knirkende tomt og tavst som et mausoleum.

Da vi ruller ud af Benghazi klokken seks om morgenen er der ingen tegn på den forestående invasion. En skraldespand på tværs af kørebanen er det eneste tegn på en barrikade, da vi kører gennem de mennesketomme gader.

Opholdet i Tobruk tæt på grænsen til Egypten bliver kort.

Vi når knapt at tjekke ind på værelset, før vi atter er på vej.

»Jeg har talt med adskillige kilder. De lyver alle sammen,« siger en Reutersjournalist, der forgæves har forsøgt at finde ud af, hvem der kontrollerer vejen til Tobruk opgivende.

»Vi er alle blevet beordret over grænsen til Egypten.«

Konkurrenten Associated Press flygtede allerede tirsdag aften i mulm og mørke ud af Benghazi. Da karavanen er kørt står en ensom libysk journalist tilbage med computer, kamera og satellittelefon til at holde skansen for verdens største nyhedsbureau.

Forsvundne journalister

Konflikten i Libyen synes således på vej ind i det mediemæssige mørke, den befandt sig i, inden de første journalister omkring den 21. februar slap over grænsen og brød Gaddafi-regimets mediemonopol.

Da udenlandske journalister i det østlige Libyen alle har krydset grænsen fra Egypten uden visa, er vi illegalt i landet. Gaddafi-klanen har tidligere i krigen truet de udenlandske journalister i øst med, at de ville blive betragtet som al Qaeda-operativer, hvis de bliver pågrebet.

I det lys skal ses, at der tirsdag eftermiddag dansk tid på New York Times hjemmeside blev offentliggjort en reportage fra korrespondenten Anthony Shadid, der har vundet to Pulitzer-priser. I sin reportage fra Asdabiya hed det, at »Eksplosioner fra indgående ild fulgte i sekundtakt.«

Siden har hverken avisen eller journalistens kolleger hørt fra Shadid eller fra tre af hans kolleger fra avisen.

Men også de tidligere så medieliderlige oprørssoldater har vendt sig mod medierne.

Bitre og desillusionerede over, at den ventede militære støtte fra Vesten er udeblevet har fået mange oprøret til at gøre vestlige journalister til syndebukke.

Fotograf tilbageholdt

Informations fotograf Mari Bastashevski blev således tilbageholdt og afhørt i tre timer af bevæbnede mænd, der beskyldte hende for at være spion for Gaddafistyrkerne. Først efter intervention fra højtstående oprørsofficerer og journalister fik hun lov at gå.

Hvem, der holder vejen fra Asdabiya til Tobruk, er ikke klart. Rygterne siger, at regimets styrker vil forsøge en knibtangsmanøvre og forsøge at generobre grænsen til Egypten inden det afgørende slag om Benghazi. Dermed vil den eneste flugtvej for udenlandske journalister også være afskåret. En risiko, der ikke er til at leve med.

Uanset om rygterne taler sandt, synes Gaddafis strategi at være klar. At jage den udenlandske presse på flugt så hans styrker kan få arbejdsro til at slå oprøret ned uden at verdens tv-kameraer kigger ham over skulderen.

Men ligesom Gaddafi-klanens militærstrategi er risikabel, kan denne mediestrategi vise sig at give bagslag. For når der ikke er nogen uafhængige journalister i landet vil også oprørernes propaganda om blodige massakrer på tusinder begået af hære af lejesoldater stå uimodsagt. Især den arabiske verdens suverænt stærkeste mediemagt al al-Jazeera, synes at være parat til at give oppositionen hele den mediemæssige slagkraft, som dets grundlægger den qatarske emir har lovet at give oprørerne diplomatisk og militært.

Oberst Gaddafis regime kan meget vel komme til at fortryde, at det har lagt sig ud med al al-Jazeera.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Spotlightet er forsvundet, og om 20 dage er Benghazi og en lille drøm glemt i pressen.

------------------------------------------

Om lidt blir her stille
om lidt er det forbi
fik du set det du ville
fik du hørt din melodi,

Forladt og alene
danser cirkusprinsessen rundt
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund

Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen.
----------------------------------------------------------

Det libyiske oprør blev kvalt i storpolitik og kapitalisme.
For helt ærligt, så vil ingen lande i verden hjælpe befolkningen i Libyen, eller andre olieproducerende lande

For hvis FN/NATO/EU hjalp i libyen, skal de så også hjælpe andre befolkninger i andre lande med at komme af med deres diktatorer, hvis de befolkninger også vil blive slagtet for at demonstrere for demokrati.? f.eks. i Bahrain eller Saudi arabien.

Mao. det er et klassisk mellemleder dilemma.

Gør man noget, riskere man at det går galt, og går det galt, så man mister sin position.
Gør man derimod ikke noget, så går det ikke galt, og går det ikke galt, kan man beholde sin position
.
Så det gælder nu om at få andre til gøre noget, og være afventende indtil man har set hvilken vej, det går, og høste på (bilige) point på andres successer og fiaskoer.

Thomas Robinson

Tak for lort Obama - han havde så travlt med at kysse røv på al-saud familien at han ikke havde tid til at støtte demokratiet i Libyen. Bare vent, det samme kommer til at ske i Bahrain: olie før principperne.

Mig bekendt slås USA og Vesten i FN for et mandat til at intervenere, som alle har fortalt de skal efter krigene i Irak og Afganistan.

Rusland og Kina sidder derimod og leger købmand, og prøver at udnytte situationen politisk uden hensyn til dem det går ud over.

Venstrefløjen vil nu pludseligt have krig uden grundlag i folkeretten.

De har mistet deres sidste rest af anstændighed.

Det er vigtigt at huske, at selvom oprøret mislykkes, så vil Libyen aldrig blive det samme. Den vrede som er blevet udtryk vil altid ligge under overfladen og Gaddafi vil aldrig kun vide sig sikker igen. Man kan sagtens forestille sig at sabotage af oliefelterne vil blive langt mere hyppigt i fremtiden, hvilket reelt vil underminere grundlaget for Gaddafis tilstedeværelse.

Michael Skaarup

Egon er det ikke det vi skriver?

Hans Storgaard

@ Alex Jensen:

Nej, ikke det samme, men blot meget værre. Alle dem der har støttet oprøret i Libyen, vil blive forfulgt og der vil langsomt være en udrensning af regimemodstandere.

Mon ikke også at franskmændende vil være de første der kræver lempelser på de sanktioner der er indført mod Gaddafi?

Steen Erik Blumensaat

Du skal begære din næstes ejendom.
Du skal lyve.
Du skal slå ihjel
Du skal stjæle.
osv,