Læsetid: 4 min.

Lamas exit forværrer Kinas forhold til Tibet

Dalai Lama meddelte i går, at han trækker sig som tibetanernes politiske leder. Samtidig fortsætter Kina med at tvangsforflytte hundredtusinder af tibetanske nomader for at styrke grebet om befolkningsgruppen
Tibetaner i den nyetablerede landsby Daotanghe i det tibetanske område af Qinghai- provinsen med billeder af Mao Zedong, Deng Xiaoping, Jiang Zemin og Hu Jintao på væggen.

Tibetaner i den nyetablerede landsby Daotanghe i det tibetanske område af Qinghai- provinsen med billeder af Mao Zedong, Deng Xiaoping, Jiang Zemin og Hu Jintao på væggen.

Martin Gøttske

11. marts 2011

QINGHAI - På den anden side af landevejen kan den tibetanske nomade Dorje se sin fremtid, og han er ikke begejstret. Her skærer rækker af nyopførte kvadratiske huse med højrøde bliktage gennem det grønne landskab op mod de blafrende bedeflag i det buddhistiske tempel på toppen af bakken.

»Min farfar var hyrde, min far var hyrde, og jeg er hyrde. Det er en tradition. Det er det, som jeg kender til, og det, som jeg har levet af,« siger Dorje, mens han står omringet af sine får. Men det liv er nu ved at være slut for ham. I stedet skal han flytte ind i den nyetablerede landsby Daotanghe i det tibetanske område af Qinghai-provinsen. Det er en isoleret flække, hvor de kommende indbyggere ikke kan holde dyr, og hvor der er langt til den nærmeste jobmulighed.

»Hvad skal jeg lave her?« spørger hyrden.

Dorje er en af de hundredtusinder af tibetanske nomader, som den kinesiske regering allerede har eller agter at tvangsforflytte fra græsmarkerne og ind i landsbyer og byer.

Under et rødt flag med hammer og segl forsøger Daotanghes 70-årige kommunistiske partichef, tibetaneren Lafdan, at overbevise om de positive aspekter ved at vende ryggen til en århundreder gammel nomadetradition. Han mener, at forflyttelsen af 700 tibetanere til landsbyen vil give dem flere økonomiske muligheder.

»Ideen er at uddanne flere tibetanere i kinesisk og træne dem til job i byerne,« siger han.

Kritikere mener dog, at regeringens motivation er en anden. De ser tvangsforflytningerne som et spørgsmål om kontrol og yderligere svækkelse af den tibetanske kultur.

»Beijing frygter, at tibetanerne ikke er politisk loyale over for den kinesiske stat, og de står i vejen for udnyttelsen af naturrigdomme på plateauet, som er nødvendigt for at styrke Kinas økonomiske udvikling,« siger Nicholas Bequelin fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Og Robert Barnett, professor i Tibet-studier fra Columbia University, siger:

»For Beijing er stabilitet og kontrol den absolut første prioritet i Tibet. Og hvis tibetanerne er samlet, vil de være lettere at kontrollere.«

Både Bequelin og Barnett påpeger, at samtidig med at nomaderne får frataget deres traditionelle levebrød, så kan de, trods den jobtræning, regeringen påstår at give dem, ikke konkurrere med den bølge af kinesiske migranter, som skyller ind over Tibet.

Ved bredden af den gigantiske Qinghai-sø har nogle forflyttede tibetanere dog fundet en ny kilde til indkomst. De stiller deres yakokser til rådighed, så kinesiske turister iført traditionelle tibetanske klæder kan sidde på dem og få taget deres billede med søen som baggrund.

Men også her udtrykker en ung tibetaner utilfredshed:

»Jeg kender ingen tibetanere, som ønsker at blive tvangsforflyttet. Men regeringen er stærk, og vi kan kun adlyde den.«

Lamaen trækker sig

De vilkår har Dalai Lama, tibetanernes landflygtige politiske og åndelige leder, heller ikke kunne ændre på. Den 75-årige lagde i går op til en omstrukturering af den tibetanske eksilregering, da han annoncerede, at han trækker sig tilbage som tibetanernes politiske overhoved.

»Mit ønske om at overdrage autoriteten har intet at gøre med at ville unddrage mig ansvar,« sagde han i en tale i Dharamsala i det nordlige Indien, hvor den tibetanske eksilregering holder til.

»Det vil være til gavn for tibetanerne på længere sigt. Det er ikke fordi, jeg føler mig modløs.«

Dalai Lama vil dog fortsætte som tibetanernes åndelige overhoved, men siger, at hans politiske afløser vil blive demokratisk valgt.

Det anses for at være et forsøg på at styrke den tibetanske eksilbevægelses demokratiske struktur, hvilket vil give den større autoritet og troværdighed og samtidig gøre bevægelsen mere sammentømret forud for den begivenhed, som potentielt kan skabe splid i det eksiltibetanske miljø, og som Beijing vil forvente at udnytte: Valget af efterfølgeren til den nulevende 14. reinkarnation af Dalai Lama.

Usikkerheden om Dalai Lamas efterfølger har ført til en strid på ord mellem den åndelige tibetanske leder og Beijing. Dalai Lama har antydet, at han kan ende med selv at vælge sin afløser, før han dør, og dermed bryde med den historiske praksis, hvor ledende lamaer udvælger deres reinkarnation efter deres død. Kinas ateistiske kommunistiske styre har svaret med påstanden om, at kun det har autoritet til at vælge afløseren.

Ulv i munkeklæder

Kina, som anser Dalai Lama for en farlig separatist, der opildner til uro i Tibet, beskrev i går hans annoncerede afgang som et »trick«.

»Han har i årevis udtrykt ønske om at trække sig tilbage. Vi tror, det er et trick for at narre det internationale samfund,« siger udenrigsministeriets Jiang Yu.

Samtidig fortsætter Beijing med at dæmonisere Dalai Lama. Delegerede til Den Nationale Folkekongres, der i disse dage er samlet i Beijing, beskrev ham denne uge som »en ulv i en munks klæder«.

Men Qiangba Puncog, den Beijing-udpegede guvernør for Tibet, beskriver dog situationen i Tibet som »stabil«. På trods af den påstand bliver situationen dog ifølge Robert Barnett stadig værre.

»Situationen er sat på spidsen. tilfredsheden blandt tibetanerne har spredt sig fra området omkring Lhasa, hvor den kinesiske politik har været mest undertrykkende, til hele plateauet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu