Læsetid: 8 min.

Mareridtet er først lige begyndt i Fukushima

Når atomkatastrofen er bragt under kontrol, begynder hovedpinen om oprydning af den højradioaktive reaktorruin. Med et firdobbelt havari bliver det en udfordring større end Tjernobyl — det vil tage adskillige årtier og antagelig indebære elselskabet TEPCO's fallit
TEPCO-ingeniører checker faciliteterne, og foretager test i det centrale kontrolrum i Fukushima-værket.

TEPCO-ingeniører checker faciliteterne, og foretager test i det centrale kontrolrum i Fukushima-værket.

Scanpix

31. marts 2011

På Fukushima-atomkraftværket ved den japanske stillehavskyst var situationen i går som i en jolle, hvor bundproppen er gået, og mandskabet desperat søger at holde vandet ude ved at øse uden ophold. Bare omvendt: Atomarbejderne hyret af elselskabet TEPCO tilfører konstant vand til de havarerede reaktorer 1-3 for at holde kernerne med de delvist smeltede brændselsstave nedkølede. Uden konstant tilførsel af kølevand stiger temperaturen og dermed risikoen for yderligere nedsmeltning og radioaktivitetsfrigivelse. Men et eller flere steder i systemet er der hul, og vandet løber ud.

Det er det, der de seneste dage har kunnet iagttages som oversvømmelser med stærkt radioaktivt vand i reaktorernes turbinehaller. Og som siden mandag også er observeret ved tilstedeværelsen af højradioaktivt vand i de underjordiske kanaler, der leder rør og kabler fra reaktorerne. Lækagerne — en eller flere — skal findes og forsegles, så vandstanden i reaktorerne kan opretholdes og udsivningen af højradioaktivt vand stoppes. Men strålingsniveauet er meget højt, og de relevante områder henligger mere eller mindre i mørke og med adgangen vanskeliggjort af nedfaldne bygningsdele med mere.

Samtidig skal de strålingsfarlige vandmasser fjernes fra turbinebygningerne, for at man kan genoptage forsøget på at reetablere automatisk køling af reaktorerne. Det er bare ikke let at finde plads til de stadigt stigende mængder radioaktivt forurenet vand.

Forleden begyndte man at pumpe vand fra reaktor 1's turbinebygning til en tank, der normalt er beregnet til kondenseret damp fra turbinen. For reaktor 2 og 3 var det uklart, hvor det radioaktive vand skal pumpes hen — de tilhørende tanke er allerede fyldt, så de skal først tømmes over i andre tanke.

»De har enorme mængder radioaktivt forurenet vand. De er nødt til at få kontrol over det og finde et sted at placere det — et behandlingsanlæg, hvor de kan behandle vandet og trække mest mulig radioaktivitet ud af det,« siger reaktorekspert Dave Lochbaum, Union of Concerned Scientists (UCS), til AFP.

Som det ser ud lige nu, har TEPCO ifølge UCS ikke andet valg end at dumpe radioaktivt vand i havet, sådan som målinger af havvand tyder på, at man allerede har gjort. I går meldte myndighederne om iod-131-koncentrationer 3.355 gange over grænsen for havvand, 330 meter fra udløbet fra værket. Og ifølge japanske medier overvejer regeringen nu, om man skal hyre et stort tankskib til at ligge ved kysten og tage imod strålingsfarligt vand.

Tilførslen af kølevand til reaktorkernerne er i sig selv en svær balanceakt. Tilføres vand for langsomt, stiger temperaturen faretruende — som det igen skete natten til tirsdag — med fare for brændslets overophedning. Og tilføres vand for hurtigt, stiger trykket med fare for nye brud på sikkerhedsbarriererne.

»Situationen er fortsat meget alvorlig,« konstaterede det internationale atomenergiagentur, IAEA, onsdag.

Alligevel er dette kun starten på mareridtet for elselskabet TEPCO og den japanske stat. Når den aktuelle havarisituation måtte være bragt under kontrol, forestår de langsigtede udfordringer.

Aldrig mere i drift

»Enhederne 1-4 på Fukushima-værket må lukkes permanent,« fastslår den uafhængige tyske reaktorsikkerhedsekspert Helmut Hirsch over for Information, og hjemlige fagfolk er enige.

»De fire reaktorenheder, der er ramt, kan aldrig bruges mere. Dels fordi reaktorkernerne i enhed 1-3 er delvist smeltede, dels fordi man i alle fire reaktorer har måttet bruge saltvand til køling, hvilket i sig selv gør dem ubrugelige på grund af korrosion. Så atomkraftværkets fire berørte reaktorer må siges at være ødelagt,« siger Per Hedemann Jensen, sektionschef i Dansk Dekommissionering, den statslige institution der står for demonteringen af Risøs tre gamle og ganske små forsøgsreaktorer.

Den japanske regerings talsmand under atomkrisen, kabinetssekretær Yukio Edano, har selv ladet forstå, at Fukushima 1-4 aldrig bliver atomkraftværk igen.

»Det er åbenlyst, at Fukushima Daiichi ikke kan bringes i en tilstand, hvor det kan genstartes,« sagde Edano forleden.

Og i går eftermiddag signalerede TEPCO's bestyrelsesformand, Tsunehisa Katsumata, at elselskabet selv har indset, at løbet er kørt, og reaktor 1-4 tabt for altid.

Men hvad stiller man op med fire delvist nedsmeltede, højradioaktive atomreaktorer med en samlet kapacitet på over 2.800 megawatt?

Det lilleputprojekt, som Dansk Dekommissionering og Per Hedemann Jensen er i gang med på Risø, giver en fornemmelse af udfordringen. De tre danske forsøgsreaktorer har haft en samlet kapacitet på blot 0,5 procent af de fire Fukushima-reaktorer. Den største af dem, DR3 med en kapacitet som tre vindmøller, lukkede i år 2000. I 2004 begyndte man at forberede reaktorens demontering, men først i 2016 vil opgaven være tilendebragt.

»Dekommissioneringen af Risøs nukleare anlæg er sat til at koste en milliard kroner. Jeg tør slet ikke gætte på, hvad det vil koste i Fukushima,« siger Hedemann Jensen.

Firdobbelt

Det helt specielle ved den japanske ulykke er, at fire reaktorer er havareret. Det har man aldrig oplevet før. På Tremileøen havarerede én reaktor i 1979, det samme i Tjernobyl i 1986.

Den firdobbelte ulykke er en af grundene til, at Helmut Hirsch mener, at Fukushima er en kategori 7-ulykke på IAEA's INES-skala, det vil sige den alvorligste kategori og i klasse med Tjernobyl, selv om udslippet dér var større og forløbet anderledes. Per Hedemann Jensen kategoriserer Fukushima som højere på skalaen end Tremileøen, men endnu under Tjernobyl.

Fire reaktorer gør ikke bare den samlede mængde radioaktive materialer, der skal håndteres ved en dekommissionering, meget større. Det indebærer også store logistiske og sikkerhedsmæssige vanskeligheder. Kan man f.eks. håndtere afviklingen af fire strålingsfarlige reaktorruiner parallelt? Eller må de demonteres én ad gangen med den enorme tid, det vil tage?

»Jeg ser ikke nogen mulighed for demontering i nær fremtid — dertil er forureningen alt for alvorlig,« siger Helmut Hirsch.

»Derfor må man indkapsle reaktorerne. Måske vil man prøve at styrke de eksisterende bygningsstrukturer og forsøge at lave en tæt forsegling med dem som udgangspunkt. Formentlig kan det ikke lade sig gøre, og det kan gøre det nødvendigt at opføre en ny superstruktur, en tæt skal ligesom sarkofagen i Tjernobyl, men formentlig større, fordi den skal dække fire reaktorer,« spår den tyske reaktorekspert.

Per Hedemann Jensen mener ikke, det vil være klogt at støbe det hele ind i beton som et monument, der skal blive stående i umindelig tid.

»Værket ligger jo meget tæt på havet. Så derfor må man vel gøre det samme, som man gjorde efter uheldet på Tremileøen: Forsøge at få alt det smeltede og ødelagte brændsel ud og deponere det som radioaktivt affald. Men det er en svær proces, for der er alt for høje strålingsniveauer til, at man kan komme i nærheden af det. Det skal gøres med robotteknik,« påpeger Per Hedemann Jensen.

Tidsperspektivet for operationen tør han ikke spå om. »Mange år,« lyder den forsigtige melding.

Det kortlivede radioaktive stof iod-131 har en halveringstid på otte dage. Det betyder, at aktiviteten af dette stof vil være klinget af til omkring én procent af den oprindelige mængde efter et års tid, og det vil man givetvis afvente. Men derefter sker der ikke ret meget. Et stof som cæsium-137 har således en halveringstid på 30 år, mens halveringstiden for plutonium-239 er hele 24.000 år.

»Der vinder man ikke rigtig noget ved at vente, så man kan lige så godt gribe om nælden og gå i gang med robotteknologi,« mener Hedemann Jensen.

Helmut Hirschs bud på tidsperspektivet for dekommissionering af Fukushima-værket er »fra mange årtier til århundreder.«

Reaktoren på Tremileøen i Pennsylvania blev i 1979 offer for en delvis kernenedsmeltning, men havde kun kørt i 13 måneder og var derfor langt mindre radioaktivt belastet end for eksempel Fukushima 1, der har kørt i 40 år. Alligevel tog det helt frem til 1993, før selve det beskadigede, højradioaktive brændsel i reaktorens kerne var hentet ud og den værste forurening i værkets indre oprenset. Den endegyldige demontering af reaktorbygningen og de indre strukturer ventes ikke indledt før 2036.

I Tjernobyl, hvor en reaktor totalhavarerede i 1986, skal der bygges en ekstra beskyttelseskappe uden på den allerede etablerede 'sarkofag', der skærmer omgivelserne mod den fortsat kraftige stråling fra reaktorruinen. Men først i 2065 regner den ukrainske regering med, at alt kan være fjernet fra ulykkesstedet.

Fallit?

Prisen for den fuldstændige dekommissionering og oprydning efter Fukushima-havariet vil ifølge Helmut Hirsch andrage »adskillige milliarder« dollar. Per Hedemann Jensen gætter på »et to- eller trecifret milliardbeløb.«

Selv om ingen kender regningen, synes én konsekvens uundgåelig: Elselskabet TEPCO, fjerdestørst i verden med 38.000 medarbejdere, over 44 mio. kunder og leverandør af en tredjedel af Japans elektricitet, vil gå fallit.

Netop nu er selskabet tredobbelt ramt: Den manglende elproduktion fra det lukkede atomkraftværk betyder fravær af indtægter, så langt øjet rækker. Den penible situation betyder dertil, at TEPCO's aktier har mistet 80 procent af deres værdi — alene i går skete en forringelse med 17,7 procent, og børsfolk vurderer, at værdien af selskabet kan ende med at gå i nul. Endelig betyder selve disse ugers kamp mod katastrofen en endeløs strøm af store udgifter.

TEPCO har selv sagt, at man behøver en kapitaltilførsel på 25 milliarder dollar for at klare den aktuelle situation — håbet er, at man kan opnå nødlån i denne størrelsesorden fra Japans store banker.

Men efter den aktuelle katastrofefase følger erstatninger til den hårdt ramte, i øjeblikket evakuerede, lokalbefolkning, udgifter til etablering af ny kraftværkskapacitet — næppe som atomkraft — samt den ukendte milliardregning for den langsigtede oprydning af Fukushima-ruinen.

Eneste håb for elselskabet synes at være, at regeringen erkender, at TEPCO er 'too big to fail' og må reddes, koste hvad det vil. Hvis det sker bliver det antagelig via en nationalisering, som nu diskuteres blandt ledende ministre.

»Men befolkningen vil ikke lade regeringen hælde skatteydermidler i dette selskab, der er som en spand med huller i,« advarede den japanske investeringsstrateg Norihiro Fujito i går i The Economic Times.

Mens krisen råder, og ulykkerne vælter ned over selskabet, har japanske medier spekuleret i, hvor TEPCO's CEO, den 66-årige Masataka Shimizu, er blevet af. Han har ikke været set offentligt siden 13. marts, og diskussionerne er gået på, om han er flygtet ud af Japan, er brudt sammen eller har begået selvmord. Onsdag meddeltes det, at Shimizu er blevet indlagt på hospitalet med for højt blodtryk, udmattelse og svimmelhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

"Som det ser ud lige nu, har TEPCO ifølge UCS ikke andet valg end at dumpe radioaktivt vand i havet".

Vore have modtager rigeligt med affald og ødelæggelser fra en lang række kilder:

Klima: Havenes øgede forsuring og opvarmning mv.

Olieindustri: Oliespild fra utallige læk fra olieudvindingssteder mv.

Øvrig industri: Gifte, hormonlignende stoffer, tungmetaller mv.

Landbrug: Gødning, kvælstoffer mv

Fiskeri: Overfiskning mv.

Husholdninger: Affald, plastik mv.

Skibsfart: Antikorrosionsmateriale mv

Og nu altså også: Atomaffald og radioaktivitet.

Alle forureningskilder hævder, at lige netop deres forureningsandel jo kun er en dråbe i havet, og at det efter spredning og fortynding i de store have ikke vil gøre skade. Man lukker øjnene for havenes begrænsning og følge devicen:

The solution to pollution is dilution.

Tom W. Petersen

Jesper Wendt
Vist har man da kunnet bygge den slags. Det er der jo argumenteret dygtigt for gennem mange år, og det er gjort mange steder.
Det skal bare bygges så sikkert, at der ikke kan ske noget med det. Det har man sikkert også gjort, så godt man kunne.
Det vil man sikkert også gøre, hvis man engang finder en måde at opbevare affaldet i 10.000 år - eller hvor mange det nu er.
Men så kommer der desværre et jordskælv...

Artiklen understreger hvorfor A-kraft aldrig burde overlades til private investorer - det bliver alligevel den uskyldige befolkning der skal betale regningen, når ulykken indtræffer.

Nej tak til den slags "forureningsfri energiproduktion".

Anne Marie Pedersen

Dejligt at læse artiklen her. Er der ikke nogle kloge hoveder der kan svare på, hvorfor man ikke kan genanvende noget af kølevandet? Jeg mener, det bliver vel ikke ved med at være varmt?

Er det fordi, det går ud over arbejderne eller fordi det ikke kan bruges når det er tilpas radioaktivt.

Michael Nissen

Ja, det er ubegribeligt, at man stadig benytter fission som energikilde. Jorden modtager ca. 20.000 gange mere energi fra solen, end vi forbruger i samfundet. Energi, der uden videre kan omdannes til mere end rigelig el og varme, til at tilfredstille verdenssamfundets behov, hvis blot vi gad at investere i den nødvendige forskning. Samtidig sidder vi ovenpå en enorm naturlig fissionsreaktor (Jordkloden), der pånær en tynd størknet skorpe består af smeltet metal og sten, og som indeholder et større energipotentiale i form af varme, end vi nogensinde kan gøre os forhåbninger om at udtømme. Igen, hvis blot vi gad at investere i den nødvendige teknologi. Dertil kommer fusionsenergi, som også har vist sig at fungere i praksis, og som vil kunne dække verdens energibehov århundreder ud i fremtiden - hvis blot vi gad at investere i den nødvendige grundforskning. Kan I se mønsteret?

Rusland har planer om 25 nye A-kraftværker og i Finland er man igang med bygning af nyt A-kraftværk.

Hvis det gøres rigtigt (de nye russiske og finske er sikkerhedsmæssigt OK), så er A-kraft en god "overgangsløsning" til vi har den effektive grønne kraftforsyning.

Her og nu kan vi ikke slippe for olien ( og den deraf følgende forurening og politisk/økonomiske afpresning fra olielandene) uden hjælp af A-kraft.

Iøvrigt, så bør strategiske områder som bl a energiproduktion, teletjeneste , vandforsyning og større lufthavne IKKE være i private hænder, men under fuld politisk kontrol. (Jeg er iøvrigt tilhænger af fri markedsøkonomi, men man skal ikke lade monopoler få overtaget.)

Flere diskussioner med "veloplyste" a-kraft-tilhængere har ledt mig frem til følgende: a-kraft er sikkert, en teknologi, som den vestlige verden mestrer 100% sikkert. Solenergi, vindkraft, jordvarme er helt useriøse bud på et alternativ - kun kulkraft er et reelt alternativ. Synspunkter jeg ikke kan dele.
Min teori er at disse mennesker er voldsomt forført af en teknologi, som er fuldt kapitaliserbar. Og eftersom storkapitalen endnu ikke har haft behov for at investere i de vedvarende energikilder vil der gå nogle år før disse storkapitalens proselytter er omvendt.
Hvor mange tragedier de vil kunne kapere af japanske dimensioner, må tiden vise. Men det er svært at forestille sig, at Europa går fri.
Iøvrigt tak for en god artikel om en stor tragedie.
Og tak til a-kraft tilhængerne for deres fravær i debatten.

Henning Pedersen

Jeg har på fornemmelsen, at robotteknologien i et land som Japan, der allerede er godt i gang med forskning indenfor denne teknologi, nu for sat turbo på, for der er jo noget man skal ind og pille ved og det bliver jo nok svært, at få mennesker af kød og blod til at ofre sig.

@Per Møller
Jeg ved ikke, hvor kapitaliserbar A-kraft er. Der er ikke blevet opført et eneste a-kraft værk i USA siden 1974.. Wall Street vil ikke røre det med en ildtang med mindre der er skattefinansierede garantier - det er for risikabelt (vi tager profiten - I tager risikoen), og ingen private forsikringsselskaber i USA vil forsikre det - for risikabelt. Ikke desto mindre har Obama lovet atomindustrien 36 milliarder dollars til konstruktion af to nye a-kraft værker.

@Tom Clark - tak for din info, det er bare mit indtryk at GE og Westinghouse og måske andre fortsat tjener penge i den industri

@ Per Møller - det tror jeg bestemt at de gør, men det er nok fordi en del af omkostningerne tørres af på skatteyderne som f.eks. i forbindelse med transport og opbevaring af atomaffaldet.

Niels-Holger Nielsen

Anne Marie Pedersen

Normalt cirkulerer kølevandetvandet i atomreaktorer i et lukket kredsløb, hvor en elgenerator tager energien ud af cirkulationsvandet. I Fukushima er generatorerne revet at (tsunamien), så systemet er åbent. For at køle normalt må man derfor reetablere elektricitetsproduktionen og det er urealistisk under de herskende forhold. Genbrug af vandet uden elektricitetsproduktion kræver store vandreservoirer til køling af vandet. Det er derfor man overvejer at pumpe vandet ud i et tankskib.

Tom C:

Der er masser at tjene på A-kraft.

Helen Caldicott, australsk børnelæge, der siden ulykken på Three Mile Island har beskæftiget sig med atomkraft og de medicinske virkninger, siger på sin blog:

"Let us be clear: there are billions and billions of dollars at stake for the nuclear industry, which has, as I’ve written earlier, managed to bamboozle governments around the world , much of the press, and many ordinary citizens into believing that nuclear power is green and clean. Nothing could be further from the truth. The industry will not walk away from that money without a fight."

http://www.helencaldicott.com/

Jeg vil lige minde os om, hvad en af Danmarks mest citerede eksperter udtalte til politiken den 13. Marts:

“Jeg er overhovedet ikke bekymret. Det udslip af radioaktivitet, som der har været, er uden risiko for omgivelserne«, siger han til politiken.dk.

»Med mindre der sker en voldsom og uventet udvikling - som for eksempel et nyt jordskælv - er der ikke noget, der giver anledning til at tro, at det her skulle gøre skade på omgivelserne«

Der er i hænderne pa "eksperter" som ham vi lægger vores fremtid!

Jeg synes vi hører alt for lidt til Rovsing. Han var da på skærmen den første aften, hvor han forklarede os, hvor godt japanerne havde tjekt på 'uheldet', som det hed dengang. Vi kunne roligt forvente, at alt var uder kontrol, sagde Rovsing. Hvad siger du nu?