'Nukleare samuraier' indsættes i Fukushima

YONEZAWA — For den offentlighed, der ikke kender Shingo Kanno, er han en af Japans 'nukleare samuraier' — en uselvisk helt, der forsøger at redde sit land fra en overhængende atomkatastrofe. For sin familie er Kanno nybagt far, hvis liv nu er bragt i fare, alene fordi han lod sig friste til at tjene penge på at gøre noget af det farlige og beskidte arbejde på Fukushima-atomkraftværket.

Som tobaksbonde har Kanno ikke noget oplagt at lave i nærheden af en atomreaktor — og da slet ikke i en situation så truende, som den, der har udfoldet sig efter jordskælvet den 11. marts og den efterfølgende tsunami.

»Medierne kalder dem for 'nukleare samuraier', fordi de ofrer deres liv for at lappe et hul,« fortæller hans onkel, Masao Kanno. »Men Shingo og folk som han er amatører: De kan ikke yde ordentlig hjælp. Det burde ikke være en opgave for mænd som Shingo.«

Masao Kanno er en af de over 500 mennesker, som må overnatte på gulvet i en idrætshal i Yonezawa. De fleste af dem boede inden for 30 kilometers afstand af Fukushima-værket. Nogle arbejdede selv på værket, havde familiemedlemmer, der gjorde det eller passerede dagligt værket på vej til arbejde eller skole.

17 gange over normalen

Før tænkte de sjældent over risiciene ved denne nærhed. Nu har den vendt op og ned på deres liv. Mange har deres hjem inden for den evakueringszone, hvis radioaktivitetsniveau nu ligger 17 gange over baggrundsstrålingen, og hvis vandværksvand er for forurenet til at drikke.

De, som oplever krisen på tætteste hold — såsom Masao Kanno — er rørte og taknemmelige over det personlige mod hos de godt 500 arbejdere, som stadig opholder sig på værket. Men hvor Japans premierminister fremtryller mediehelte, ser han mest et familiemedlem af kød og blod.

Shingo Kanno, som var blevet hyret til forefaldende bygningsarbejde på Fukushima-værket, blev fritstillet fra sit arbejde, kort efter at der var proklameret en atomar nødsituation.

Da krisen forværredes, og den japanske regering måtte udvide evakueringszonen, hjalp han med at flytte sin kone og nyfødte datter over til svigerforældrene, hvor de ville være mere sikre.

Han hjalp også med at evakuere andre familiemedlemmer fra deres hjemby, Minamisoma, som ligger inden for 30-kilometerszonen, til sportshaller og andre krisecentre.

Men så var det, fortæller han, at Kanno fik et opkald fra værkets ledelse, der bad ham om at vende tilbage til sin arbejdsplads.

Hele hans familie skiftedes til at ringe til ham og trygle ham om ikke at tage afsted. De mindede ham om, at han var bonde og ikke atomkraftingeniør, og at han ikke havde de nødvendige kompetencer til at håndtere en så kompliceret krise. De bad ham om at tænke på sit ansvar over for sine forældre, sin kone og sin lille datter.

»Jeg sagde til ham: 'Du har en familie nu. Du skal ikke tænke på firmaet. Du skal tænke på din egen familie',« siger Masao Kanno.

Men fredag tog Shingo Kanno alligevel over til sin arbejdsgiver. Familien har ikke hørt fra ham siden. I den mellemliggende tid er nationens kultagtige dyrkelse af 'den nukleare samurai' kun blevet stærkere.

Mandag bragte japansk tv et interview med en atomkraftværksarbejder, som gav en rystende insider-beretning om den kamp, der udspiller sig for at holde reaktorerne under kontrol.

Hjernevasket af firmaet

Arbejderen, hvis ansigt var skjult, beskrev hylende sirener, bølgende røg, eksplosioner så kraftige, at jorden rumlede, og brugte brændselsstave, der skvulpede i vand. Så kom han ind på sine blandede følelser over at have trukket sig fra sit job.

»De mennesker, jeg lod tilbage — jeg har virkelig ondt af dem,« sagde arbejderen.

»Det var en hård beslutning, men jeg havde en stærk følelse af, at jeg ønskede at komme ud.«

Sådanne scener vækker stærke følelser i dette sportscenter, hvor de evakuerede nu må tage deres eget forhold til Fukushima-anlægget op til fornyet overvejelse.

»Jeg tror, man kan sige, at atomkraftarbejderne er blevet hjernevasket,« siger Keiichi Yamomoto, som plejede at besøge anlægget jævnligt for at gøre forretninger.

»Japanerne er vant til athele deres tilværelse drejer sig om firmaet. Deres firma får forrang frem for deres eget liv.«

Han fortæller, at energiselskabet, Tepco, har haft en bevidst politik om at opføre sine atomkraftanlæg i tyndt befolkede områder med begrænset lokal industri. Lokale indbyggere kunne så finde arbejde, og Tepco kunne udbygge sin elforsyning til Tokyo.

Den japanske regering samtykkede i placeringen af Fukushima-værket, regionalstyret var også indforstået, og selv lokalbefolkningen var glade for værket, hvor de kunne få job som inspektører og andet.

»Det var en noget for noget-handel,« siger Yamomoto.

Nu oplever de lokale konsekvenserne af denne handel.

Folk, der levede deres liv omkring atomkraftværket, uden nogensinde at have hæftet sig specielt ved dets tilstedeværelse, lader sig nu skrive op til at modtage løbende opdateringer af strålingsmålinger fra deres hjemby.

Føler sig skyldig

Nogle af de evakuerede i sportshallen siger, de ikke føler, at de kan stole på, at Tepco giver dem præcise og de rigtige oplysninger. De vil først afvente, at den japanske regering giver grønt lys, før de overhovedet vil overveje at vende hjem. Andre spørger sig selv, om de også en eller anden måde er skyld i katastrofen.

Yoshizo Endo flyttede for at kunne bo i nærheden af værket i 1970, da han blev en af de første arbejdere på det nyåbnede Fukushima.

Han arbejdede mere end 20 år som inspektør, som gennemgik rutinemæssige sikkerhedsøvelser: brandøvelser, jordskælvsevakuering osv.

Men, siger han, jeg havde inderst inde aldrig overvejet muligheden for en atomkatastrofe.

»Når jeg nu ser tilbage virker det så indlysende, at det burde vi have tænkt på.«

Hans kone, Tori, siger, at krisen på værket, og atomkraftarbejdernes kamp har gjort hende mere utryg: Hendes mand tjente gode penge på sit mangeårige arbejde på værket, og da han holdt op kunne de leve af hans pension.

»Jeg føler mig skyldig,« sagde hun.

Hvis Yoshizo blev tilkaldt, ville han også stille op som en del af holdet, siger han, men tilføjer:

»Jeg ville bare ikke vide, hvad jeg skulle gøre i den her situation. Det eneste, jeg har forstand på, er at se på et termometer.«

Vil det så lykkes for de nukleare samuraier at tæmme reaktorerne, spørger The Guardian.

»Vi får se,« >siger Yoshizo.

»Det må gå, som det vil gå.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen