Læsetid: 3 min.

Obamas skift fra nej til ja

Den tøvende amerikanske præsident ændrede holdning til en militær aktion – frarådet af både forsvarsminister Gates' og Obamas egne sikkerhedsrådgivere – efter et samlet pres fra den arabiske verden og Europa og ledsagetaf en kovending fra Hillary Clinton
Den tøvende amerikanske præsident ændrede holdning til en militær aktion – frarådet af både forsvarsminister Gates' og Obamas egne sikkerhedsrådgivere – efter et samlet pres fra den arabiske verden og Europa og ledsagetaf en kovending fra Hillary Clinton
21. marts 2011

WASHINGTON DC – »Vi står ikke i spidsen her.«

Det sagde USA's udenrigsminister Hillary Clinton i weekenden, da en international militærstyrke startede beskydningen af libyske militære installationer og fly for at stoppe nedslagtningen af oprørerne i landet. Ikke verbal hverdagskost fra verdens mægtigste militærmagt. Men Clintons ydmyge udsagn (der ikke dækker virkeligheden: At de internationale kamptropper indtil videre står under ledelse af general Carter F. Ham, der er chef for USA's African Command) er til gengæld helt i tråd med resultatet af den ekstraordinære magtkamp, der i sidste uge udspillede sig på højeste plan i kulisserne i Det Hvide Hus og i USA's nationale sikkerhedsråd, mens verdens ledere forhandlede i FN og Paris.

Inderkredsen i regeringen var indtil midten af sidste uge dybt splittet i den diskussion. En kilde, der har overværet diskussionerne, fortæller til Information, at forsvarsminister Robert Gates – der er kendt som 'realpolitiker' – var utvetydigt mod at gribe ind. Han fik ifølge flere amerikanske medier støtte af præsidentens chefrådgiver for terrorbekæmpelse, John Brennan, samt den amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver, Thomas E. Donilon, og dennes næstkommanderende, Denis R. McDonough.

Pentagons modstand mod en militær aktion handlede både om ressourcer og om folkelig skepsis: Seks ud af ti amerikanere er modstandere af amerikansk involvering i konflikten – der er humanitært motiveret, og som ikke har en amerikansk national sikkerhedsrisiko som begrundelse – viser en ny meningsmåling fra Pew Institute, om end to nye mindre målinger i går viste et skift, så et flertal nu støtter den amerikanske deltagelse. Pentagon var også i tvivl om, hvorvidt et flyveforbud vil være nok til at stoppe Gaddafi. Endelig var sikkerhedseksperterne ifølge Informations kilder også bekymrede for, om oprørerne havde forbindelser til al-Qaeda.

Fire stærke kvinder

Men en kombination af et usædvanlig enigt Europa, opfordringen til militær indgriben fra Den Arabiske Liga og fire amerikanske kvinders forhandlingsevner fik imidlertid en i udgangspunktet klart skeptisk præsident Obama til at skifte holdning tirsdag aften.

Mest afgørende for præsidentens ændrede kurs var et holdningsskift fra udenrigsminister Hillary Clinton, der normalt er enig med Gates. Clinton skiftede holdning efter G8-mødet i Paris i mandags, hvor hun diskuterede med flere europæiske og arabiske ledere, der overbeviste hende om, at der fandtes en bred koalition, som ville bakke op om den militære løsning.

Dertil kommer den amerikanske FN-ambassadør Susan Rice, som ifølge både New York Times og Washington Post i weekenden spillede sine kort i FN til ug med kryds og slange. Hun formåede at overbevise flere klare modstanderlande, herunder Rusland, Tyskland og Kina, hvilket var afgørende for vedtagelsen i Sikkerheds- rådet, så resolutionen, der legitimerer den militære indgriben, kunne vedtages uden modstand.

Endelig bidrog to direktører i det nationale sikkerhedsråd, Samantha Power, som er særlig rådgiver for Obama om menneskerettigheder, og Gayle Smith, der er global rådgiver for præsidenten om humanitær bistand, også til Hillary Clintons kovending.

Rice, Power og Smith tilhører en udenrigspolitisk skole i regeringen, som normalt er i mindretal, 'de liberale interventionister'. De støtter en humanistisk aktivisme, der ifølge den real- politiske fløj ligger tæt på de forhadte neocons tilbage fra Bush-æraen.

Selv betoner de erfaringer med amerikansk passivitet på Balkan og i Afrika. Power er tidligere journalist og Pulitzerpris-vindende forfatter til udgivelser om krænkelser af menneskerettigheder, mens Rice var Afrika-rådgiver for præsident Bill Clinton under folkemordet i Rwanda. Ifølge New York Times har Clinton kaldt den amerikanske passivitet over for folkemordet »det, jeg fortryder mest« fra sin tid som præsident.

Risici for Obama

Risikoen for Obama er imidlertid betydelig. Den libyske hær er stærk og veludrustet, og aktionen kan ende med en situation, hvor både oprørerne og de regeringstro styrker befæster deres stillinger. Og hvad skal USA og verdenssamfundet så gøre? Obama har kategorisk udelukket indsættelsen af landtropper, og Pentagon er bekymret over, hvilket pres på militærets ressourcer en forlænget militær aktion vil medføre.

Endelig er Obama, der har investeret betydelige udenrigspolitiske kræfter i at forbedre sit lands forhold til den muslimske verden, fortsat bekymret for, om aktionen kan føre til en gen- opblussen af en latent anti- amerikanisme i regionen. Præsidenten selv formulerede det således fredag:

»Forandringen kan ikke og vil ikke blive påtvunget udefra af USA eller nogen anden fremmed magt. I sidste ende skal den fremtvinges af den arabiske verdens egne befolkninger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fru A. Rasmussen falder for sin egen solstrålehistorie. Obamas sendrægtighed har dog ikke forhindet, at nogen dog har haft noget i baghånden: Amerikanske hangarskibe og overvågningsfly har forberedt sig i op til 14 dage. Derfor kunne de ramme så præcist uden civile ofre.