Nyhed
Læsetid: 5 min.

Er oprørerne bedre end Gaddafi?

Krig er altid en prøvelse for moralen, og for oprørerne er det især de tilfangentagne lejesoldater, der presser principperne
Libyske oprørsmilitser eskorterer en mand, de mistænker for at være lejesoldat fra Chad for Gaddafi. De har fundet ham ved en vejblokade nær Marj i det østlige Libyen, og der er forlydender om flere tilfælde af, at oprørerne likviderer tilfangetagne lejesoldater uden rettergang.

Libyske oprørsmilitser eskorterer en mand, de mistænker for at være lejesoldat fra Chad for Gaddafi. De har fundet ham ved en vejblokade nær Marj i det østlige Libyen, og der er forlydender om flere tilfælde af, at oprørerne likviderer tilfangetagne lejesoldater uden rettergang.

Kevin Frayer

Udland
30. marts 2011

Asdabiya— Det begynder, som den slags ofte gør. Med et fladt dæk på en støvet landevej. Men aldrig så snart er de to pickup-jeeps holdt ind i den sandede vejkant et sted mellem Asdabiya og Benghazi for at skifte et punkteret dæk, førend de har udløst en spontan trafikprop.

Det er lasten, der har fået biler i begge køreretninger til at stå på bremsen og stimle sammen. De åbne ladvogne er nemlig ikke læsset med raketter eller ammunition, men bagbundne fanger. Sorte afrikanere. Syv i den bagerste og to i den forreste.

De sammenstimlende er hurtige til at drage en skæbnesvanger slutning.

»Mutassaker, mutassaker.« »Lejesoldater, lejesoldater,« fyger det gennem den sensationslystne mængde.

De fleste af tilskuerne er netop kommet tilbage fra et andet sindsoprivende spektakel. Død og ødelæggelse i Asdabiya, der netop er blevet befriet efter over en uges blodig belejring. Men der er de skyldige forlængst over alle bjerge eller brændt op i udbombede kampvogne.

Mens her er muligheden for at stå ansigt til ansigt med ondskaben i levende live.

»De er lejesoldater. Gudskelov, at vi fangede dem,« råber en tilskuer.

Det er det berømte forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Imens en ung oprørssoldat kæmper med en donkraft til at skifte hjulet, forsøger hans makker oppe på ladet at holde mængden på afstand.

»Gå tilbage. Vi skal have vores vogn repareret,« råber han højt, som aner han allerede, at situationen er ved at udvikle sig til noget rigtig grimt.

»Gud forbande Gaddafi. Han sendte dem for at de skulle dræbe os,« råber en anden.

Pøblens krav

I løbet af få øjeblikke er kanten af pickuppen forvandlet til en moderne udgave af en romersk arena. En af den slags, hvis ruiner stadig kan besøges i området, der engang var en romersk provins under navnet Cyreinaica.

Men den unge mand iført blå cowboybukser og et spinkelt overskæg, der synes at have kontrollen over bagladet af pickuppen, har ikke tænkt sig at give efter for pøblens krav om brød og skuespil.

Måske han ved mere om de afrikanske fangers formodede uskyld. Måske er det noget, hans forældre har lært ham. Det er altid svært at sige, hvorfor krig får det værste op i nogle og det bedste frem i andre.

»Gå tilbage. Vi skal videre. Gå tilbage,« nærmest beder vognkommandøren. Men mængden giver ikke slip.

Snart undviger det ene af oprørskøretøjerne, hvis hjul endnu er intakte, imod ørkensandet og forsvinder bort i en sky af støv og vrede råb med dets provokerende last.

Tilbage er den punkterede pickup med to fanger, der nu er genstand for hele den samstimlende floks vrede.

»Fra Ghana,« svarer de, da jeg spørger, hvor de kommer fra. De ser ikke ud til at være meget over tyve. Den ene forsøger forgæves at skjule sit ansigt mellem to dunke.

At to drenge fra Ghana, der sidder med hænderne bagbundet mod førerhuset og ansigterne vendt mod de vrede tilskuere, i mine øjne ligner alt andet end de hærdede, overbetalte lejesoldater, vi bliver ved med at høre om, hjælper dem ikke synderligt. De omkringstående synes allerede at have besluttet sig.

Nogen råber ad drengene. Andre giver sig til at tage billeder med mobiltelefoner.

Videoer, der senere vil blive sendt rundt mellem libyere, som endnu et tegn på Gaddafis brug af lejesoldater. En af dem, jeg har fået vist i Tobruk, ender med, at den mistænkte lejesoldat bliver banket til døde.

I fravær af obersten, der i disse dage af oprørerne drages personligt til ansvar for alle ulykker og fortrædeligheder, synes de afrikanske drenge pludselig at være blevet til bekvemme syndebukke.

Som udlændinge kan de sammen med 'Jøden' oberst Gaddafi tage skylden for de forbrydelser, som libyere har begået mod hinanden.

Anklager, dommer, bøddel

I sådan en ophedet situation er det selvsagt sin sag at føre argumentet om den anklagedes formodede uskyld. I betragtning af at det eneste retssystem på disse kanter i de sidste mange år har været Gaddafis revolutionære udgave, der ikke er kendt for at lade den anklagedes rettigheder komme til gode, er det sin sag. Men vognkommandøren prøver.

»Hold op. De skal behandles i overensstemmelse med loven,« råber vognkommandøren fra ladet med en stadig mere desperat stemme.

»Vi kan ikke bare gøre med dem, som vi vil.«

Det synes imidlertid netop at være, hvad et par af de omkringstående har i tankerne.

»Gud forbande jer. I er med Gaddafi. I slår os ihjel,« råber en soldat og trækker en springkniv. Med et par stik i luften gør han klar til et fremstød mod de tilbageholdtes struber. Hans komplette olivengrønne uniform vidner om, at han dog også selv var i diktatorens sold indtil for lidt over en måned siden. Hvis ikke vognkommandøren i de blå jeans vil, er der andre, der gerne overtager rollen som anklager, dommer og bøddel i en og samme person.

Et øjeblik synes de to frygtsomme drenges skæbne at være beseglet.

Så griber en mere besindig tilskuer ind og stiller sig i vejen for sidemandens hævntørst.

Argumentet om, at man er uskyldig, indtil de modsatte er bevist, har vundet. I hvert fald for et øjeblik.

Bedre end Gaddafi?

»Gå tilbage fra vognen. Vi er nødt til at komme videre,« plæderer den unge mand forgæves. Men de omkringstående gør ingen tegn til at lade vognen slippe. Stadig flere stimler sammen.

Imens kæmper den anden oprører en heroisk kamp for at få hjulet skiftet ud. Ingen af de tililende gør mine til at give ham en hånd.

Intet er nemmere end at sige, at man kæmper for frihed og demokrati, når man er oppe mod en tyran som oberst Gaddafi. Men principper om menneskerettigheder forvaltes i krig ofte af unge mennesker først i tyverne. Det er i situationer som disse, at oprørerne må bevise, at de er bedre end det styre, de kæmper for at vælte.

»Det er nok,« råber vognkommandøren med den ene hånd på det påmonterede maskingevær.

Han rækker hænderne ned mod sin kollega for at hente håndfast forstærkning. Ræk mig kalasjnikoven, signalerer han febrilsk til en af sine underordnede ved siden af firehjulstrækkeren.

Signalet til de samstimlende er heller ikke til at tage fejl af. Det bliver ikke kun de værgeløses blod, der kommer til at flyde denne søndag eftermiddag, hvis ikke I snart lader os gå.

Så vidt kommer det dog aldrig. I sidste øjeblik får den unge oprørssoldat overhånden i kampen med det genstridige reservehjul, og vognkommandøren giver med et par slag på kabinen tegn til chaufføren om at give den gas. Uden videre parlamenteren river firehjulstrækkeren sig fri af støvet og mængden og forsvinder med fangerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for den savnede nuance og undervurder ikke effekten af journalistens tilstedeværelse i situationen.

Jeg tiltror da gerne Gaddafi det værste, som jeg også hver dag bliver opfordret til det af medier og politikere - og som mandens egen meget fremmedartede retorik giver næring til. Men fx historien om "fremmede lejesoldater fra Afrika" har jeg endnu ikke set bekræftet.

Til gengæld får jeg mange andre fordomme bekræftet for tiden. Borgerkrigene på Balkan har jeg tidligere beskrevet som rockerkrige, og oprøret i Libyen ligner nu dette mønster. Folk, der ellers væmmes over skyderier på Blågårds Plads, jubler når den samme slags mennesker skyder i Libanon. Og en gensidig forråelse blomstrer op, der ødelægger selv de gode.

Personer med voldelige tendenser har i krigens kaos frit løb til at få prøvet det hele af, støttet af vestligt flyvevåben og tiljublet af medierne. Læs historierne fra Balkan - den slags tiltrækker også en helt særlig slags "turister". Tag et land, træk den gængse ordensmagt ud af et område - og alskens lovløshed blusser op. Ikke fordi et flertal nødvendigvis ønsker dette, men fordi lømlerne pludselig tiltager sig plads til det.

Tag Nørrebro og fyld området med ophidsede demonstranter, indkaldt til fredelig demonstration mod urimelighederne. Jeg stod selv lige ved siden af to pyromaner, der var mødt frem for at lave dagen om til gadekamp. Medbragte brandbomber i taskerne, hurtigere tænding end jeg kunne nå at stoppe - og plop, så brænder der en politibil. En sådan bombe kunne have skøjtet af, og ramt meddemonstranterne. Denne gang knustes den mod bilen, og heldigvis var branden kun overfladisk.

Alligevel jublede dele af mængden, der åbenbart mente den slags var risikofri underholdning - eller var ligeglade med traumerne for folkene i bilen, samt ikke mindst deres mulige brandskader eller ligefrem død. Medierne jubler med, for tusindvis af fredelige mennesker er ikke en god historie, og giver kun tv-dækning, når der samtidig er fotogene flammer.

Flyt denne scene til Libyen, eller Balkan. Også på Balkan kom de ophidsende vandrehistorier om hundredetusinder i massegrav før de vestlige bomber, og blev først til virkelighed - dog i mere begrænset omfang - mens bomberne faldt. Når vore modstandere har gjort noget så forfærdeligt, så har de fortjent at få igen med samme metoder - selv om udgangspunktet var ekstremt overdrevne løgne.

Der skal så få glatnakker til at ødelægge fredelige hensigter - og pressen gider kun skrive om det, når der bliver grimt. En grotesk og selvforstærkende glidebane mod mere og mere rå vold.

Agerer NATO mon i virkeligheden luftvåben for Al Qaeda i Libyen?

http://politiken.dk/udland/ECE1239319/nato-chef-al-qaeda-kan-have-infilt...

Ingen, som ikke selv har deltaget i krigshandlinger kan forestille sig, hvad krig er. De kan lave Genevekonventioner og underskrive dit-og-dat-aftaler om, hvordan man skal opføre sig i krig.
Min længst afdøde far havde et godt udtryk:
"Krig er en forbrydelse. Alle vi, der deltog ,har forbrudt os alene ved at være med. Nu var vi heldige at være med på vindersiden - eller havde vi stået foran fjendens rifler"
Jeg kender kun eet eksempel på, at man ovenfra søgte at tilgive og forsone: Biskop Desmond Tutu's utrolige indsats i Sydafrika efter Aartheidstyrets fald.
www.haaest.dk har jeg en artikel om netop det.

Jens Thorning

" ... også på Balkan kom de ophidsende vandrehistorier om hundredetusinder i massegrav før de vestlige bomber, og blev først til virkelighed - dog i mere begrænset omfang - mens bomberne faldt"

Ja, det skrev Ekstra Bladets dengang chefredaktør Claes Kastholm Hansen også, mens det foregik. Men: "Nu kan alle se, at det (bombningerne) var rigtigt" (Fogh som argument for Irak-krigen).

En bøn om tilgivelse og forsoning fra selv Erik Haaest? Så er der måske alligevel håb om forandring i denne verden - selv om hans tilgivelse de senere år mest har været til nazitidens hipo-folk,

Steen Erik Blumensaat

Islamic Libyen kamp gruppe er uskyldige civile ubevæbnede der bliver angret af èn mand, en mand der være alle steder på en gang, almægtig, alviende, allestedsværende og altgennemtrængende.
Han.

Steen Erik Blumensaat

22 lande, 2 millioner soldater imod et halvt land, 12000 soldater udstyret med gamelt isenkram fra 1970 erne.
81 ejakulationer har fædreland udgydet over Libyen til en pris for hvert kom 2 millioner kr, der skal der ikke spares.
En regering uden penge statskassen underskud, tom, øde, skal ikke spare når det drejer sig om deres tilfredsstillelse.
Tag pengene fra de elendige og deres børn og gamle og brug de penge vi ikke har på at komme og komme.
Orgasme mig.

Anne Marie Jensen

Nu har vores politikere valgt side - og det så eftertrykkeligt som det kan gøres. Med våben og luftbombardementer. Hvem tror, hånden på hjertet, at de trækker i land nu?

Enhedslisten muligvis, men resten? Jeg må le bittersødt...

Hvilke kvaliteter i godhed skulle Gadaffy beside som nogen skulle kunne underbyde?

Tom W. Petersen

INGEN ved, om det bliver et bedre styre i Libyen, hvis oprørerne vinder.
Man ved, hvad man har - og det er ikke godt - men man ved ikke, hvad man får.

Michael Nielsen

Hvem er oprørerne helt præcist?

Så, så... Gadaffys Libyen er skam meget liberalt på flere punkter.
I Libyen kan man f.eks køre rundt med en antiluftskytskanon i sin bil før ordensmagten rører på sig!
Her ryger man i spjældet allerede ved en hobbykniv!
Og man behøver ikke en gang at have truet regeringen i den forbindelse! ;-)

Thomas Bjarke

Jeg tror at bevæggrunden for intervention var, at man ikke kunne have, hvis ikke folkedrab, så massedrab på samvittigheden. Erindringen fra ex-Jugoslavien i mente. Så kan man sidde i sit hellige, handlingslammede elfenbenstårn og sige 'krig er forkert'. Det er billige point. Selv Ø, grundet gunstige pragmatiske vinde i partiet, kunne regne ud, der var behov for mod og mandshjerte, ikke fnidder og snak. Verden er bare ikke perfekt. Mht artiklen..?! Ja, krig er noget lort, pøblen er forfærdelig. Vi må krydse fingre for de mange afrikanere i Libyen (hold fest hvor er Gadaffi smart at lade de sorte tage meget af skylden) 

Thomas Bjarke

Hvad er i grunden det moralsk korrekte i principiel pacifisme? Har svært ved at se logikken i det.