Nyhed
Læsetid: 5 min.

På jagt efter en ny klimakonsensus

Forskerne i The Berkeley Earth Project stræber efter at afsløre den definitive sandhed om global opvarmning det skal ske ved brug af nye metoder, mere omfattende datasæt og fremlæggelse af alle tal, resultater og undersøgelser i fuld offentlighed
En række amerikanske forskere vil forsøge at nå frem til 'en uafhængig vurdering af realiteterne i den globale opvarmning'. De vil bl.a. undersøge, hvordan data fra over 100 års instrument-målinger verden over kan sammenføjes til at give et præcist billede af Jordens fluktuerende temperatur.

En række amerikanske forskere vil forsøge at nå frem til 'en uafhængig vurdering af realiteterne i den globale opvarmning'. De vil bl.a. undersøge, hvordan data fra over 100 års instrument-målinger verden over kan sammenføjes til at give et præcist billede af Jordens fluktuerende temperatur.

Mark Shenley

Udland
7. marts 2011

I 1964 trådte Richard Muller, en 20-årig karseklippet fysikstuderende, ind ad døren til Sproul Hall i University of California, Berkeley, og sluttede sig til en masseprotest af hidtil uset omfang. De 1.000 aktivister krævede, at universitetets ledelse indførte fuld ytringsfrihed og lempede restriktioner for akademisk frihed. På trappen sang Joan Baez »We Shall Overcome«. To dage senere blev demoen knust, da politiet stormede bygningen og anholdt i hundredvis af studerende. Muller blev kastet i fængsel. Politiets brutalitet udløste nye aktioner, og efter måneders uroligheder gav universitetet efter. Protesten blev et afgørende øjeblik for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og satte Berkeley på landskortet som en oase for fri tænkning og kompromisløs uafhængighed.

I dag er Richard Muller stadig på Berkeley. Som det muligvis eneste medlem af 1960ernes Free Speech Movement, der blev arresteret dengang, blev han på universitetet og opnåede et professorat. Hans publikationsliste spænder fra Big Bang-teorier til teser om nye istider og analyser af nedslagskratere på månen, og hans ekspertise er efterspurgt: Som medlem af den uafhængige Jason Group har han rådgivet USAs regering om forsvarsspørgsmål, og hans foredragsrække, Physics for Future Presidents, blev udnævnt til universitetets mest populære historie, fik et enormt publikum på YouTube, og udkom i 2009 som en bog, der skulle blive en bestseller.

1,6 milliarder data

Mullers seneste besættelse er The Berkeley Earth Project. Han og hans forskerkollegers mål er lige så elementært, som deres projekt er komplekst, nemlig at fremlægge en uafhængig vurdering af realiteterne i den globale opvarmning ved at starte fra bunden med nye computerværktøjer og inddragelse af endnu flere data, end der nogensinde før er lagt til grund. Forskerholdet vil gøre samtlige anvendte data 1,6 milliarder tilgængelige på deres hjemmeside, hvor de også løbende vil offentliggøre resultater og konklusioner af deres undersøgelser, herunder oplysninger om, hvordan data fra over 100 års instrumentmålinger verden over kan sammenføjes til at give et historisk akkurat billede af planetens fluktuerende temperatur.

Richard Muller har fået nok af de evindelige politiseringer, som klæber til klimavidenskab. Derfor denne åbne fremgangsmåde, hvor alt kan tjekkes efter og kontrolleres af enhver. Hermed håber deltagerne i Berkeley Earth Project at opnå noget bemærkelsesværdigt: En bred konsensus om realiteterne i den globale opvarmning.

»Vi vil genindføre den videnskabelige nysgerrigheds ånd i et felt, som er blevet alt for ideologiseret og omstridt,« siger Muller.

Fejl i klimaforskningen

Der findes i dag tre sværvægtsgrupper, som kan anses for de officielle indehavere af verdens klimadata, og hver af dem offentliggør deres egne tal, der går videre til FNs Mellemstatslige Panel om Klimaændringer.

NASAs Goddard Institute for Space Studies i New York City fremlægger løbende sine egne skøn over verdens opvarmning.

En særskilt vurdering kommer fra et andet amerikansk agentur, National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA).

Hertil kommer analyserne fra Met Office, Storbritanniens meteorologiske institut. De tre gruppers tal er forskellige, fordi de bruger forskellige slags datasæt, men deres analyser konvergerer: Siden præ-industriel tid er Jordens gennemsnitstemperatur steget med cirka 0,75 grader Celsius.

Man kunne mene, at tre højt ansete forskergrupper var nok, men Richard Muller fremlægger en liste over flere fejl og mangler, hvoraf nogle er reelle, men andre så diskutable, at han mener, at de kan underminere offentlighedens tillid til globale opvarmningsmålinger. For det første, siger han, har de hidtidige analyser ikke inddraget samtlige tilgængelige data. De data, der anvendes, er filtrerede og muligvis ikke så repræsentative, som de kunne være. Hertil kommer, hvad han kalder den tvivlsomme transparens i megen eksisterende klimaforskning, som blev afsløret i forbindelse med den såkaldte Climategate-skandale, hvor 1.000 lækkede e-mails fra en server på East Anglia Universitetets klimaforskningsenhed antydede politiske motiver bag det, som skulle forestille at være eksakt og værdineutral videnskab.

Sidstnævnte problematik kan blive den vanskeligste for Richard Muller at tackle. At indrømme, at klimaskeptikere kan have relevante pointer, er at åbne for beskyldninger om, at etablerede forskere og verdens regeringer har taget fejl eller i det mindste kunne have gjort deres arbejde bedre. Debatten om global opvarmning er så ophedet, at den åbne diskussion, som videnskaben ikke kan leve uden, kan være svær at føre i fuld offentlighed. I værste fald kan angreb på dårlig klimavidenskab blive udlagt som et angreb på selve den videnskabelige institution.

Projektet ledes af David Brillinger, en af verdens førende statistikere og professor ved Berkeley. Siden det gik i gang, har Brillinger, som er den mand, NASA ringer til, når de vil have en vurdering af risikoen for, at rum- affald rammer den internationale rumstation, givet forskerne gode råd om, hvordan de bedst kan analysere deres data, og hvilke faldgruber de bør passe på.

Andre topforskere på holdet er Saul Perlmutter, den amerikanske fysiker, som fandt beviser på, at universet ekspanderer i en stadig højere hastighed i kraft af mystisk mørk energi, som modvirker tyngdekraften. Også Art Rosenfeld, den sidste studerende fra det legendariske Manhattan Project under Enrico Fermi, er noget af en legende i energiforskning. Hertil kommer Robert Jacobsen, en Berkeley-fysiker, der er ekspert i håndtering af meget store datasæt, og den ansete klimatolog Judith Curry.

Temperatur fra 1700-tallet

Projektets første mål er at skabe og publicere den til dato mest omfattende database over temperaturmålinger helt tilbage til 1700-tallet. Her har forskerne indtil videre indsamlet målinger fra 39.340 forskellige vejrstationer over hele verden. Dernæst vil forskerne bruge nye metoder, herunder nye fejlkorrigerende algoritmer til systematisk at vurdere troværdigheden af de enkelte målinger.

Trods det herkuliske omfang af en opgave, som langt større videnskabsinstitutioner har haft deres hyr med i årtier, er Richard Muller overbevist om, at de nye indfaldsvinkler i hans projekt vil føre til en mere retvisende vurdering af, hvordan og hvor meget Jorden varmes op. En lovende begyndelse er, at The Berkeley Project er blevet mødt med tillid hos nogle af de såkaldt lødige klimaskeptikere f.eks. den canadiske matematiker Stephen McIntyre, som udtaler, at »alt, hvad Muller gør, bliver udført grundigt og ordentligt« såvel som hos klimaforskningens største navne såsom NASA-forskeren James Hansen, der regnes for en af verdens de fremmeste autoriteter på sit felt. Om det vil lykkes at opnå en bred konsensus, er et åbent spørgsmål, og selv forskningsleder Brillinger tager forbehold:

»Der er visse mennesker, som aldrig vil forandre sig. De har deres trosartikler, som de aldrig vil bakke ud af.«

Mens Richard Muller spadserer ind i Sproul Hall, hvor han blev arresteret for over 40 år siden, udtaler han ikke desto mindre optimistisk:

»Måske finder vi kun ud af, at hvad de andre grupper er nået frem til, er fuldkommen korrekt, men vi vil under alle omstændigheder have gjort det på en ny måde. Hvis det kan gøre en forskel til at nå frem til en sand konsensus en konsensus, der ikke bygger på politik om den globale opvarmning, vil det være en enormt værdifuld bedrift.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På den ene side lyder det spændende. På den anden side lyder det lidt som endnu et initiativ til at så tvivl om klimaforskning.

På Climateprogress.org er har de det tilsyneladende lidt lige sådan. Men har flere betænkeligheder ved personerne i projektet: "How would you go about killing this potentially not-bad idea? How about picking a co-chair whose knowledge of the subject has been widely criticized? How about including a bunch of prestigious scientists who know very little about the subject and who have little involvement in the actual study? How about having your only actual climate scientist — presumably chosen for extra credibility — be Judith Curry? How about having a family member of the ill-informed co-chair be project manager? How about taking money from one of the biggest funders of anti-science disinformation in the world? [...] the Charles G. Koch Charitable Foundation"

Og Richard Muller, som Informations artikel viser stor tillid, har tilsyneladende en lang historie som hard core "klima-benægter". Længere inde i Climate Progress' artikel nævnes det også, at Mullers institut på Berkeley har modtaget 500 millioner USD fra BP.

En ikke helt neutral rapport fra de ovenstående højt besungne eksperter: irony: Science bites climate skeptics in the ass on the House floor.

"Climate change deniers assumed that his skepticism about existing temperature data meant he was on their side (well, that and he’s also been spreading misinformation about the “Climategate” emails). The Kochs were so convinced of this that they donated $150,000 to his lab" Men...