Politiske mord handler ikke om blasfemi

Da Salman Rushdie udgav De sataniske vers, udtrykte en del religiøse ’lærde’ tvivl om, hvorvidt ayatollah Khomeini havde ret til at bestille mordet på ham. Ikke sådan, at de havde skrupler over for selve tanken om at henrette en forfatter, der havde brugt sin litterære fantasi til at underkaste en religion en nøjere granskning. De mente så afgjort, at blasfemikere og frafaldne fortjener at dø, som deres religion foreskriver – men kun hvis de var statsborgere i en islamisk stat. Og da Rushdie i 1989 boede i London og dermed var en fri mand i et frit land, konkluderede flere gejstlige, at han ikke var omfattet af den religiøse lov.

Røret om Rushdie blev det sene 20. århundreds Dreyfuss-affære. Den etablerede de skillelinjer, som består den dag i dag mellem det sekulære og det autoritære – og mellem dem, som er villige til at forsvare frihed til selvstændig tænkning og åndelig nysgerrighed, og dem, der vil censurere og selvcensurere. Vi kan lodde, hvor dybt vi er sunket ved at minde os selv om, at der ved slagets begyndelse for 23 år siden var en grad af optagethed af legitimitet og legalitet hos dem, der ellers var glade nok for at dømme fritænkere til døden.

Pakistanske islamisters mord på først Salmaan Ta-seer og dernæst Shahbaz Bhatti viser, at borte for længst har taget alle kvaler.

Det usagte skræmmer

Det klareste vidnesbyrd om den rædsel, som er ved at få Pakistans liberale stemmer til helt at forstumme, er det, morderne ikke sagde. De sagde ikke, at Taseer og Bhatti måtte dø, fordi de var »frafaldne«. Taseer var muslim, og Bhatti kunne ikke give afkald på islam, da han var Pakistans mest tapre kristne og som minoritetsminister kæmpede en kamp for lige rettigheder for forfulgte mindretal med en værdighed og et fysisk mod som en Martin Luther King.

Ej heller sagde de, at deres mordofre havde gjort sig skyld i blasfemi. Taseer og Bhatti havde ikke sagt, at Koranen er et værk af mennesker og ikke af Gud. De havde ikke stillet spørgsmålstegn ved Muhammads moralbegreber eller kritiseret hans liv og lære. De havde blot fremført det synspunkt, at Pakistans dødsstraf for blasfemi var overdreven. Det var nok til at besegle deres skæbne. Deres mordere myrdede dem for den hidtil ukendte forbrydelse, som består i at agitere for en lovreform.

I vore dages netværksforbundne verden skal censur fra autoritære stater eller paramilitære funktionærer være på tilbagetog, hører vi. Teknologientusiaster henviser til »Twitter-revolutioner« som beviset på, hvordan emancipatoriske demokratiske ideer uundgåeligt vil sive ind i tilsyneladende lukkede samfund. Men de ideer, som frisindede pakistanere og arabere behøver fra ’Vesten’ for styrke sig til kampen mod væbnet teokrati, bliver stadig sværere at finde.

Stilheden sænkede sig

Frygt spiller også en stor rolle i at holde den vestlige opinion tavs. De liberale demokratier formåede endnu i 1989 at imødegå truslen mod Rushdie. Forlaget Penguin nægtede at trække De sataniske vers tilbage. Boghandlere ignorerede bombetruslerne og blev ved med at sælge bogen. Men da den globale bølge af terror skyllede hen over os, ville kun få udsætte sig selv for det, som Rushdie og Penguin måtte igennem, og stilheden begyndte at sænke sig. Selv de nye såkaldte ’militante ateister’, som salonfähige kommentatorer hudfletter for deres ‘vulgære og reduktionistiske’ syn på religion, styrer helst klar af de religioner, der kan slå dem ihjel. Som læsere af Richard Dawkins vil have bemærket, er næsten alle hans eksempler på gejstlig dårskab hentet fra katolske og evangeliske kirker, hvis menigheder næppe vil skride til at brandbombe hans forlag.

Frygten er her stadig

Så frygten er her stadig. I sidste måned blev fire mænd dømt for at slået en mand ved navn Gary Smith så hårdt i hovedet, at han fik kraniebrud og derpå vansirede hans ansigt med knive. Smith, en skolelærer fra London, havde begået den fejl at tage politikernes smukke retorik om at »fremme mangfoldighed« alvorligt og undervist muslimske piger i kristendom, jødedom og hinduisme.

I Storbritannien kommer den politiske vold fra British National Party, English Defence League og forskellige udbrydergrupper fra IRA. Men den kommer også fra islamister. Forskellen mellem islamismen og resten er, at de venstreorienterede meningsdannere kun er alt for glade for at fordømme de hvide ekstremister, mens de tildækker den militante islam bag et tæppe af politisk korrekthed. De nøjes ikke med at sige, at samfundet må beskytte folk mod at blive myrdet på grund af deres religion, som da Slobodan Milosevic lod bosniske muslimer myrde – eller at samfundet må straffe arbejdsgivere, der nægter job til medlemmer af trosretninger, de ikke synes om. De insisterer herudover på, at det skal være ulovligt eller i al fald suspekt at kritisere religiøse ideer.

Ud over frygten for voldelige repressalier må vestlige skribenter, der ønsker at formulere argumenter imod religiøst betinget kvindehad, homofobi, racisme og censur, i dag også leve med ubehaget ved at skulle udsættes for beskyldninger for »orientalisme« eller «islamofobi«.

Verden kan komme til at betale en høj pris for den monumentale bommert, vi begår, når vi behandler religiøse ideologier – trosspørgsmål, enhver mand og kvinde må være fri til at acceptere eller afvise – som om de var etniciteter, ingen mand eller kvinde kan ændre ved. Når de arabiske revolutioner er en så fantastisk opmuntrende begivenhed, er det ikke mindst, fordi al-Qaeda og Det Muslimske Broderskab er blevet efterladt som måbende tilskuere på sidelinjen. Men her vil de næppe forblive. Skal de arabiske stater nu fortsætte deres nye kurs i retning af demokrati, vil det før eller siden komme til en konfrontation med politisk islam. Den arabiske verdens liberale (såvel som Pakistans liberale) vil da søge på internettet efter vejledning. Og konstatere at langt fra at tilbyde strategier, som kan hjælpe dem, har Vestens frygtsomme venstreorienterede overbevist sig selv om, at det er »racistisk« at kritisere frådende fanatikere, der i dag ikke engang gider foregive, at de skulle være noget som helst andet end svorne dødsfjender af frihedens og lighedens principper.

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen