Hårdere straffe og flere fængsler. Det er den franske regerings svar på dårlige meningsmålinger. Ifølge en meningsmåling, som avisen Le Parisien offentliggjorde forrige søndag, vil Sarkozy end ikke formå at kvalificere sig til præsidentvalgets anden runde. I sidste uge fremlagde regeringspartiet UMP forslag til en reform af retsplejeloven, som vil medføre flere indsatte i landets fængsler:
»Der er behov for endnu hurtigere at øge antallet af fængselspladser. I perioden 2012-17 skal der skabes yderligere 20.000 pladser for at være på niveau med behovet,« sagde UMP's formand, Jean-François Copé.
Frankrigs fængsler har kapacitet til 56.000 indsatte, men over 68.000 sidder i fængsel: »Man reducerer ikke kriminaliteten ved at bygge flere fængsler. Det er et kortsigtet politisk svar, men helt sikkert ikke en holdbar løsning,« udtaler Christophe Regnard fra dommerforeningen Union Syndicale des Magistrats. Tidligere på året kritiserede Sarkozy dommerne for lemfældighed, fordi en tidligere straffet voldsforbryder havde slået en ung kvinde ihjel. Præsidenten beskyldte den dommer, som vurderede, at manden kunne løslades, for at være medskyldig i forbrydelsen, hvilket fik dommerstanden til at strejke.
Regeringens forslag vil medføre, at ansvaret for beslutninger omkring dømtes strafafsoning overgår fra den uafhængige juge d'application des peines (strafapplikationsdommeren) til den dømmende retsinstans, og at en række automatiske strafnedsættelser afskaffes: »Det er altid den samme logik: at sætte folk i fængsel så lang tid som muligt,« udtaler Martine Lebrun fra strafapplikationsdommernes forening: »Ingen undersøgelser viser, at længere straffe reducerer risikoen for, at den indsatte begår nye forbrydelser. Det svarer til at sige: 'Jo mere man slår et barn, des mere adlyder det'.« Samtidig påpeger Lebrun i Libération, at »finansieringen af fængsler fungerer ligesom med motorveje«: Fængslerne bliver bygget af private, bl.a. af Sarkozys nære ven Martin Bouygues, og derefter lejet ud til staten »for 16 mio. euro (120 mio. kr.) om året for et fængsel med 600 pladser«.
Fra avantgarde til bund
I Italien lancerede regeringen torsdag en »epokal« reform af retsvæsenet. Forslaget vil medføre, at anklagemyndighedens uafhængighed indskrænkes på en række områder. Prioriteringen af anklagemyndighedens og politiets arbejde skal bestemmes ved lov, dommere skal kunne straffes for deres fejl, og anklagemyndigheden skal ikke længere kunne appellere frifindelser. Desuden vil regeringen adskille juristernes karrierer, så en dommer ikke kan blive anklager eller omvendt. Dette tiltag er i modstrid med de såkaldte Københavnerkriterier, som EU's ansøgerlande skal leve op til for at blive optaget:
»Anklageren beskytter fællesskabets interesser, mens advokaten beskytter sin klients interesser. For anklageren er det ikke vigtigt, at en anklaget bliver dømt, men at den skyldige bliver dømt,« påpeger juristen Bruno Tinti i avisen Il Fatto Quotidiano.
Nu begynder forslaget, som kræver forfatningsændringer, sin lange vandring gennem Italiens politiske system. Det skal behandles to gange i henholdsvis senatet og deputeretkammeret og godkendes ved en folkeafstemning. Ifølge Berlusconi får anklager og forsvar lige vilkår. Regeringen har i forvejen givet forsvarsadvokater ret til at foretage »præventiv efterforskning«.
I forbindelse med anklagerne mod Berlusconi for udnyttelse af en mindreårig prostitueret og embedsmisbrug har ministerpræsidentens advokater således gennemført en decideret modefterforskning. Alle Italiens dommersammenslutninger protesterer imod reformforslaget, men ifølge flere iagttagere går regeringens strategi netop ud på at optrappe konflikten med retsvæsenet op til retssagen, som begynder 6. april. Berlusconi er tiltalt i fire sager, og selv om han lover at afsætte tid til at forsvare sig i retten, virker en politisk løsning, måske i form af et snarligt valg, mere sandsynlig.
I La Repubblica sammenligner journalisten Barbara Spinelli situationen i de to lande:
»Ved at iagttage det, der sker i Frankrig, bliver indtrykket af et italiensk tilbageskridt eftertrykkeligt bekræftet. I løbet af de seneste måneder er utilfredsheden steget i det franske retsvæsen, og deres gamle mål er blevet mere tydeligt end nogensinde før: Endelig at frigøre anklagemyndigheden fra den politiske magt. Der sker altså det, at den italienske model bliver til et forbillede, netop som Berlusconi vil reducere anklagernes uafhængighed. Hvis vi før var avantgarden i Europa, hvad angår magtdeling, risikerer vi nu at ende i bunden.«
