Nyhed
Læsetid: 4 min.

Sammenrend af oprørere formår at drive Gaddafis hær tilbage

Den vigtige by Asdabiya synes atter at være på oprørernes hænder, ligesom Benghazi stadig holder stand. Der melder sig uundgåeligt det spørgsmål: Hvordan kan denne samling udisciplinerede og vidt forskellige mænd holde Gaddafi i skak, ja sågar fordrive hans hær?
Den vigtige by Asdabiya synes atter at være på oprørernes hænder, ligesom Benghazi stadig holder stand. Der melder sig uundgåeligt det spørgsmål: Hvordan kan denne samling udisciplinerede og vidt forskellige mænd holde Gaddafi i skak, ja sågar fordrive hans hær?
Udland
23. marts 2011

ZWEITINA, LIBYEN – »Alluhuakbar, Alluhuakbar, (Allah er stor),« råber de libyske mænd i kor, da de åbne ladvogne med påmonterede maskingeværer passerer kontrolposten for at gå i den krig, der i dag begynder et par kilometer længere nede ad vejen, hvor Gaddafis styrker har forskanset sig.

»Alluhuakbar

Et par af tilskuerne beslutter sig spontant at akkompagnere påberåbelsen af Guds storhed med et par salver.

Snart knalder kuglerne op mod den dybblå himmel fra et, så to, så tre geværer. Jeg kan mærke de tomme patronhylstre ramme min ryg.

»Stop, stop. Det er nok,« råber to ældre soldater i uniform, mens de med svingende hænder forsøger at berolige sine medkombattanter.

Vejen mod Asdabiya er spærret omkring 10 kilometer fra bygrænsen. Forbuddet opretholdes af et par mænd, der bemander en metalafspærring, der under stort ståhej og hvinen bliver trukket frem og tilbage over asfalten for at lade biler slippe igennem.

»De informationer, vi får fra vores folk, er, at Asdabiya by er på vores hænder,« fortæller Muhammed, en oprørssoldat.

Hjælp fra Allah

»De er kun hundrede stykker. De er trætte og udmattede og har ikke noget mad. Men de har stadig tunge våben,« siger Muhammed, der er glatbarberet og iført en blå uniformsjakke.

Og I har kun de her lette våben?

»Ja, men vi har hjertet med os. Ikke ligesom dem,« og tilføjer:

»Vi får også hjælp fra Gud,« siger han og peger op i luften, hvorfra de franske bombefly kom i lørdags.

Det drejer sig kun om nogle enkelte lommer. Gaddafi-styrkerne, der for et par dage siden havde omringet byen er nu selv omringede.

»Om Gud vil, vil vi om fire timer gå ind i Asdabiya og fjerne Muammar Gaddafis hær,« fortæller Munia.

Fem minutter senere giver han endnu et interview. Denne gang er der kun to timer til. Iveren og troen på projektet fejler ikke noget.

Ligesom alle andre, vi taler med, angiver han trods sine grønne uniformsjakke og matchende kasket kun sit navn, hverken rang eller enhed. Her i revolutionen taler alle åbenbart for alle eller kun for sig selv.

Hvem der har kommandoen, og hvad kampplanen går ud på, er som oftest ikke lige til at gennemskue.

En oprørssoldat, hvis ansigt er formummet bag et tørklæde som beskyttelse mod vinden, spankulerer utålmodigt rundt.

Bevæbningsgraden synes at gå helt ned fra stoleben og køkkenknive over sabler og jagtbøsser og stopper et eller andet sted ved tunge maskingeværer og raketdrevne granater. En skægget rund mand iført camouflageuniform holder en koran op, som var det et våben.

Også beklædningsstandarden strækker sig vidt: fra jeans og fodboldtrøjer med sandaler eller kondisko til at løbe i dækning over vindjakker og skråhuer hele vejen til komplette kampuniformer i ørkenfarver og blå uniformsjakker.

De sidste synes at tilhøre medlemmer af Gaddafis militær, der deserterede ved oprørets start. Men der er også en masse civile. Hvilken rolle, de udfylder, er ikke til at sige.

Et par deler vandflasker og juicebrikker ud, som både de besøgende og de bevæbnede tager taknemmeligt imod.

Når man betragter forsamlingen, er det ikke så underligt, at en masse militære planlæggere og skrivebordsgeneraler i Europa og USA i disse dage klør sig i håret eller selvtilfredst fastslår, at dette kun kan gå en vej. Den forkerte.

På vejen herned har vi passeret talrige udbrændte og udbombede køretøjer, der tilhørte Khamis-brigaden. opkaldt efter den libyske leders søn, Khamis.

Mange af dem står langs vejen eller på en åben mark mindre end 100 meter derfra. Havde nogen glemt at fortælle dem om FN-resolutionen og flyveforbuddet? Eller troede de, at det blot var en papirflyver, der ville blive blæst bort af vinden?

Organisatorisk i knibe

Nu er den militære magtbalance vendt. I hvert fald på papiret. Efter at verdens mægtigste flyvevåben, USAs, nu flyver bombemissioner mod Gaddafi-regimets styrker, er det oprørerne, der har det teknologiske overtag. Men med det organisatoriske kniber det stadig gevaldigt med.

Da endnu en kolonne jeeps og pickups i Madmax- outfit ruller forbi kontrolposten på vej for at komme de belejrede revolutionære til undsætning i Asdabiya, stimler en gruppe kæmpere og andet godtfolk pludselig sammen i en spontan demonstration foran et fransk tv holds kameraer. »Alluhuakbar, Allahuakbar,« gjalder de igen. Men meget længere når de ikke, før en vred, ældre officer råbende begynder at skubbe dem fra hinanden.

Den mest basale militærdoktrin tilsiger naturligvis, at man spreder sig ud og ikke klumper sig sammen i en stor gruppe for ikke at udgøre et attraktivt mål. Først tøver mængden, så går de et par skridt tilbage.

Da en ambulance nærmer sig kontrolposten med sårede, styrter først fotograferne så de fleste af tilskuerne og det meste af kontrolposten afsted for at komme den i møde. Med ét er kontrolposten ubemandet.

Igen og igen må man knibe sig selv i armen og spørge sig, hvordan det dog er lykkedes dette sammenrend at drive den brutale oberst Gaddafi næsten tilbage til Tripoli, inden modangrebet blev sat ind.

Men som en journalistkollega tørt formulerede det, inden den udenlandske militærintervention gik i gang:

»Når to totalt uduelige og udisciplinerede hære slås mod hinanden, så vinder den med lidt bedre udrustning og organisation.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kan ikke forstå spørgsmålet, spm bliver rejst i denne artikel. De kunne jo netop ikke drive den libyske hær tilbage. Det er jo luftbombardamentet, der slår landtropperne, samt ødelægger deres forsyningslinjer.

Henning Ristinge

m,eget enkelt, luftrum er kun luftrum, krig vindes og tabes på landjorden. Det eneste NATO styrkerne kan gøre er at fjerne Gadaffis mulighed for at bruge sit luftvåben mod sit eget folk. Sejren er og bør være op til oprørerne selv.

Henning Ristinge

fin øjebliksartikel

Fjerne hans luftvåben? Følger du overhovedet med i, hvad der sker? Flere kollonner af tanks er blevet smadret - våben fabrikker bombet. Det er en regulær bombekampagne - ikke blot et flyveforbud.

Hvis man bliver overrasket over at en hær, støttte af luftvåben, pludselig slår en hær uden luftvåben, så må man da også bliver overrasket over at solen står op hver morgen!

Bombekampagnen har udslettet Gadaffis luftvåben, og angriber hans styrker når de bevæger sig ud i ørkenen.

Det er et megaproblem i et land hvor der er over 1000 kilometer fra den ene ende til den anden, og hvor 80% af befolkningen bor i bysamfind primært spredt langs kysten.
Byer som er forbundet af meget få veje.

Kampen vil derfor ret hurtigt blive en bykamp. hvor oprørerne vil have en fordel i kraft af lokalkendskab, og opbakning i den lokale befolkning.

Det passer nu ikke, at luftrum er luftrum. Da koalitionen har valgt at bombe enheder på landjorden - såsom tanks og artilleri - er det en alvorlig sag for Gaddafi's landkrig.

Uden tunge våben har han ikke en markant fordel.

»Når to totalt uduelige og udisciplinerede hære slås mod hinanden, så vinder den med lidt bedre udrustning og organisation.«

Gælder det også i Afghanistan? ...en rigtig skrivebordsgeneral der udtaler sig, uden at tage målsætning og kampvilje i ed.

Gaddafi er vel ikke dummere end andre folks børn og vil vel, som en reaktion på ødelæggelsen af hans hær fra luften, efterhånden indtage nogle mere stationære stillinger i udkanten af og inde i de byer som han stadig kontrollerer.

På den måde kan han neutralisere den fordel som oprørene har med deres overvældende luftstøtte, da der vil være tilbageholdenhed mod at bombe i bebyggede områder af hensyn til civilbefolkningen.

Hvis den situation opstår er det mere end almindeligt svært, at se hvordan borgerkrigen skal kunne bevæge sig mod andet end en deadlock, hvor oprørene ikke er i stand til at angribe byerne på grund af mangel på træning, organisation og udstyr og hvad så?

Men det kan jo også være at Gaddafi får eksil i Kasakstan i morgen og flygter ud af landet.

Morten Kjeldgaard

»Når to totalt uduelige og udisciplinerede hære slås mod hinanden, så vinder den med lidt bedre udrustning og organisation.«

Sikke en ufattelig dum og plat bemærkning. Gadaffi lader sit militær med støtte af lejesoldater massakrere befolkningen med tanks og artilleri. Når folk så i desperation og forvirring griber til våben og forsøger at forsvare sig, bliver de lige pludselig til "en hær"? Nej, vel? De er fortsat civile.

I øvrigt er det ikke dem med bedre udrustning og organisation der vinder, det er dem der har folket bag sig.

Tak @Morten, for at beskrive drivkraften i dette oprør - både blandt de bevæbnede på alle sider i Libyen, og ikke mindst skrivebordsgeneralerne herhjemme: "Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien", som alle nynner nu igen.

For de retfærdige sidder altid tilbage med sejren efter det store slag. Det er ikke kun Maos sandhed, men også eventyrernes, og ikke mindst Hollywoods - og dermed alles ideologi. Men som både Mao og filmene har skåret ud i pap for de vågne, defineres hvem der er "de retfærdige" af sejrherren.

Derfor er også verdenshistorien skrevet fuld af elegante historier, om hvordan folket vandt den sande sejr - naturligvis oftest personificeret i deres folke(for)fører. Med æoners snuhed og bagklogskab har regenterne sikret myten om det retfærdiges sejr evigt liv.

Vi nulevende kan så kikke kloden rundt, undre os over folkets manglende kraft i nutiden, og klamre os til de enkeltstående sejre som bevis på barnetroens eviggyldighed. Og det er desværre på godt og ondt en sådan barnetro, der driver værket. Fra mig selv til Løkke og Osama.

En sådan dybt forenklet fortælling har nu sendt hele Danmark i krig, og om mange år vil også denne krig stå som det helt rigtige svar i sejrherrernes historiebøger - uanset hvem de så bliver. Også de vil omhyggeligt holde folket bag sig, så folket ikke forstyrrer de mægtiges liv og planer.

»Når to totalt uduelige og udisciplinerede hære slås mod hinanden, så vinder den med lidt bedre udrustning og organisation.«

Et godt eksempel på et et teoretisk faktum, som aldrig ses i virkeligheden.

Graden af udueligheden spiller altid ind og bliver næppe nogensinde helt total!

Vi oplever i disse dage, fra veludrustet side, et imponerende forsøg på en ny rekord i netop uduelighed!

Anne Andersen

Hvem i dette sammenrend bakker vi op om? Jeg bakker i hvert fald ikke op om dem, som skriger "Alla al akbar". Han er jo netop synonym for det mest primitive, man kan forestille sig. Og det er jo en af grundene til, at den del af verden er langt bagefter resten af verden.

Karsten Olesen

På Anna Rytters blog på Modkraft skriver en kommentator:

"Der er ca. 140 klaner/stammer ud af 6,5 mill. indb. nogle holder med Khadaffi andre med Oprørerne, men de fleste gør på ægte Arabisk opportunistisk vis det, at de Lurpasser, venter og ser hvem der med størst sandsynlighed vil vinde, og så støtte de dem.

Så jeg kan med stor sikkerhed sige, at der ikke er et bredt Folkeligt oprør som vi så det i Tunesien eller Ægypten. For der er alt for stor en intern splittelse i Libyen, og det har der altid været, ellers havde Khadaffi heller ikke kunnet sidde i 40 år.

Jeg ser helst ikke at Libyen bliver overtaget af 2 eller 10 Mini-Khadaffier, for så bliver det et ægte helvede for de mennesker der tilfældigvis lever under den forkerte Klan i det forkerte område.

Vi kan faktisk godt sammenligne situationen med, da Tito døde og Jugoslavien gik amok.

En anden:

"Jeg hører hver dag nye, sære rygter fra de af mine venner, der har lidt mere forstand på nordafrikanske forhold end jeg har. For eksempel hørte jeg den anden dag, at en stor del af oprørernes våben er finansieret af to familier, der har skabt deres formuer indenfor saltindustien. Jeg aner ikke, om der er noget om det, men det fik mig i hvert fald til at spekulere lidt over, hvem der mon finansierer oprørerne våben."

Michael Nielsen

»Når to totalt uduelige og udisciplinerede hære slås mod hinanden, så vinder den med lidt bedre udrustning og organisation.«

Hvad i alverden er det dog for noget vrøvl at skrive? Hvor blev eksempelvis moral, terræn, ledelse og vejrlig af?

Og hvem er denne journalistkollega som Gunnar Willum henviser til i sin artikel? En kollega med militærfaglig baggrund? Måske med speciale i udisciplinerede og uduelige hære?

Der er ingen tvivl om at oprørsstyrkerne jo får hjælp på landjorden af elitesoldater fra koalitionen. Jeg håber ikke at danske elitesoldater er en del af denne ulovlige mission.

Hm.

Hvis jeg nu skal prøve at tænke militært, så har vi fået oplyst fra forsvaret, at de danske jagerfly i starten gennemførte patruljeflyvninger - og først efter nogle dage begyndte at bombe landmål.

Vi fik også oplyst at lige efter jagerflyene og transportflyet var ankommet til Sicilien, så vendte transportflyet hjem til Danmark igen for at hente mere grej.

Men hvad nu hvis transportflyet hentede danske elitesoldater?

Så giver det jo pludselig mere mening at de danske jagerfly først har patruljeret luftzonen, og først derefter, da danske elitesoldater var blevet transporteret til Libyen, begyndt at bombe landemål, nu hvor elitesoldaterne kunne guide dem fra jorden.

Men ja, det er konspirationsteori/gætteri. For naturligvis ville danske politikere aldrig tillade sådanne noget at ske. Det ville være lovbrud, og dermed landsforræderi.

Og ja, jeg er faktisk stolt over vores soldater, selvom det måske for nogle kan lyde som det omvendte. Husk bare lige på at det er ikke soldaterne der har lagt et flertal af stemmer til i folketinget, og vælgerne har endnu ikke fået mulighed for at stemme om vi ønsker krigen eller ej.

Støt vores soldater og afslør vores politikere.