Baggrund
Læsetid: 7 min.

Saudi-Arabien – olieøen i revolutionernes hav

Folket har gjort oprør i alle nabostaterne, og på fredag har de unge indkaldt til 'Vredens dag' i olielandet, hvor en aldrende kongefamilie sidder tungt på magten og opretholder ro og orden ved en kombination af benhård undertrykkelse og bestikkelse af befolkningen med oliepenge. 'Alle tilgængelige midler' vil blive brugt, hvis nogen forsøger oprør, advarer regimet
Folket har gjort oprør i alle nabostaterne, og på fredag har de unge indkaldt til 'Vredens dag' i olielandet, hvor en aldrende kongefamilie sidder tungt på magten og opretholder ro og orden ved en kombination af benhård undertrykkelse og bestikkelse af befolkningen med oliepenge. 'Alle tilgængelige midler' vil blive brugt, hvis nogen forsøger oprør, advarer regimet
Udland
7. marts 2011

Der er bøvl og ballade hos alle naboerne.

I Yemen, hvor titusinder af mennesker har demonstreret i flere uger, forlanger folket, at præsidenten gennem 32 år, Ali Abdullah Saleh, går af.

I den lille oliestat Bahrain demonstrerer tusinder på fjerde uge mod kong Khalifa, hvis slægt har styret landet i 200 år. Kravet er regimets tilbagetræden, en demokratisk forfatning og en folkevalgt regering.

I Irak har store demonstrationer i alle større byer sat regeringen under pres med krav om arbejde, anstændige levevilkår og stop for korruptionen.

I Oman, der har været en fredelig oase i årtier, er voldsomme protester brudt ud i sidste uge for at presse landets leder gennem fire årtier, sultan bin Said al-Said, fra magten.

I oliestaten Kuwait forlanger oppositionen premierminister sheikh Nassers afgang og politiske reformer. I morgen kaldes for første gang til protest i gaderne mod regeringen.

I Jordan har tusinder været på gaden med krav om en forfatning og en folkevalgt regering.

I Egypten, nabo mod vest, er revolutionen for længst en kendsgerning.

Hele vejen rundt om Saudi-Arabien er folkemasserne i bevægelse. Frygtens mur er brudt, modet til at trodse diktatorerne med ét til stede. Spørgsmålet er, om - eller hvornår - oprøret rammer den store saudiske nation, verdens største olieeksportør, indehaver af 20 pct. af de globale oliereserver?

»Intet kongerige er en ø, specielt ikke når det er placeret i revolutionernes hav,« noterer Mai Yamani, fremtrædende saudisk socialantropolog og datter af sheikh Yamani, Saudi-Arabiens berømte olieminister under krisen i 1973-74, nu bosiddende i London, hvorfra hun kæmper for demokrati, kvinders rettigheder og unge araberes ret til et liv i frihed.

»Strømmen af ideer, der flyder mellem denne generations unge, kender ingen grænser,« siger Mai Yamani til The Guardian.

I Riyadh frygter kong Abdullah og den store kongefamilie, der med angiveligt 7.000 medlemmer sidder på al magt i landet, at hun har ret. Torsdag og fredag i sidste uge gik hundreder af unge samt pårørende til politiske fanger på gaden i byerne Qatif og Awwamiya i den østlige provins med krav om fangernes frigivelse. Og på fredag, den 11. marts, har unge saudiere via Facebook kaldt til den første 'Vredens dag' i det store rige, hvor demonstrationer er forbudt. 17.000 saudiere var forleden tilmeldt de Facebook-grupper, hvor der mobiliseres.

»Det omfang, som unge mennesker i Saudi-Arabien er koblet op med resten af verden og især den arabiske verden, er svimlende,« siger Yamani.

I dag er der tre millioner. facebook-brugere i landet, og der noteredes i 2010 en vækst på 240 pct. i saudiarabiske twitter-kontoer. 70 pct. af befolkningen er under 30 år, og masser af unge er godt uddannede og deler via internet og tv indsigt, værdier og drømme med andre moderne unge i verden. At leve under kongefamiliens diktatoriske gerontokrati er i stigende grad utåleligt for dem.

Alderssvækket regime

Kong Abdullah, der også er landets premierminister, er 86 år og svækket af rygproblemer, der for nylig bragte ham til kirurgisk behandling i USA og efterfølgende rekreation i Marokko - i alt tre måneders sygefravær. Kronprins Sultan er 82 år, ramt af kræft og demens og blev allerede i 2009 af den amerikanske ambassade i Riyadh beskrevet som »i enhver praktisk henseende uduelig«.

Mest oplagte kandidat til at overtage tronen er kongens magtfulde halvbror, nuværende indenrigsminister og vicepremierminister, prins Nayef, 77 år, der er en indædt konservativ reformmodstander.

»Hvad vi vandt ved sværdet, vil vi fastholde med sværdet,« har han tidligere meddelt saudiske reformkræfter.

Den saudiarabiske menneskeretsorganisation ACPRA har skrevet til kongen og forlangt prins Nayef fyret og retsforfulgt som ansvarlig for et ministerium, der via efterretningstjeneste og retsvæsen udsætter systemkritikere for uberettigede fængslinger, hemmelige retssager, tortur og vilkårlige domme, der kan omfatte dødsstraf, afhugning af hænder og fødder samt pisk. Human Rights Watch og Amnesty taler om 1.500-3.000 politiske fanger i landet.

»Jeg har talt med mange familier, der har deres nærmeste siddende i fængsel, og de vil ikke tie stille længere. De har faktisk holdt møde med Indenrigsministeriet og gjort klart, at vi er i en helt anden situation nu. Bliver de politiske fanger ikke løsladt, går de på gaden,« siger Mohammad Fahad al-Qahtani i telefonen fra den saudiske hovedstad. Al-Qahtani er professor ved Institute of Diplomatic Studies i Riyadh og pioner i ACPRA.

»Med det politiske jordskælv, der har ramt den arabiske verden, er tiden også i Saudi-Arabien moden til at presse på for reformer, vel at mærke radikale reformer frem for de kosmetiske reformer, der hidtil er blevet talt om,« siger han.

Ingen fremtid

For de unge i landet er det de grundlæggende levevilkår og fremtidsudsigter, der driver viljen til protest. I landet med de enorme olieformuer er ungdomsarbejdsløsheden 40 pct. og uligheden stor. Kong Abdullah selv er god for 19 mia. dollar, og den store kongefamilie tilgodeses løbende med udbetalinger af store, arbejdsfri summer. Samtidig lever mange i landet på fattigdomsgrænsen, og flere er de seneste måneder kommet i vanskeligheder på grund af stigende fødevarepriser.

De unge oplever, at det aldrende regime med dets nepotisme, korruption, undertrykkelse, forskelsbehandling af kvinder og gammeldags, paternalistiske adfærd ikke har noget at tilbyde dem.

»Unge veluddannede, globalt opkoblede saudiere kan simpelthen ikke få øje på, hvordan de under det nuværende styre kan være med til at forme en fremtid, som også er deres,« siger professor Kristin Smith Diwan, der på American University i ... Washington forsker i Golfstaternes politiske økonomi. Og unge stemmer fra Saudi-Arabien bekræfter.

»Her i Saudi-Arabien lever vi mere det virtuelle liv end det virkelige liv,« bemærker Khulood Al Fadah, en ung forretningskvinde, der via Facebook kæmper for kvinders stemmeret.

En anden er bloggeren Eman Fahad, uddannet fra universitetet i Riyadh og mor til tre.

»Jeg ved, at vores tid er kommet. Jeg kan mærke det på folk omkring mig og på, hvad jeg læser og hører: Sauderne er også ved at være der. Sker det ikke i slutningen af marts, tror jeg aldrig, det vil ske, for netop nu er entusiasmen på sit højeste,« skriver hun på sin blog, Saudiwoman's Weblog.

Eman Fahad formidler bl.a. en aktuel erklæring om radikale politiske reformer, som 123 intellektuelle og forretningsfolk har forfattet. En anden reformerklæring nåede at få 1.500 prominente saudieres tilslutning, før myndighederne blokerede hjemmesiden.

Bestikkelsesforsøg

Onsdag i forrige uge vendte den gamle kong Abdullah hjem efter tre måneders sygefravær. På vejen passerede hans fly de lande, hvor revolutionen har raset: Tunesien, Libyen og Egypten. Kongen, der er mere indstillet på reformer end mange andre i kongefamilien, forstod, at der skal handles hurtigt, hvis en opstand skal undgås. Derfor havde han med sig til folket en gave til en værdi af 37 mia. dollar i form af 15 pct. lønstigning til alle offentligt ansatte, støtte til studerende og arbejdsløse, penge til boligbyggeri, gældseftergivelse for fængslede skyldnere m.m.

Alle iagttagere er dog enige om, at uddeling af oliepenge ikke kan bremse protesterne.

»De tager fejl, hvis de tror, at økonomisk godgørenhed kan formilde og berolige folket. Det folket skriger på er frihed,« siger Mohammad Fahad al-Qahtani.

»Pengene er ikke nok. Regeringen vil komme under stærkt pres for at gennemføre politiske reformer. Under kong Abdullah er der gennemført visse reformer af retsvæsenet og uddannelsessystemet, men det er ikke nok,« siger Kristin Smith Diwan.

Mest opsigtsvækkende er kommentarer fra to af kongefamiliens prinser, den 79-årige Talal Bin Abdul Aziz og den 55-årige Al-Waleed bin Talal, henholdsvis søn og sønnesøn af kongerigets grundlægger, kong Ibn Saud.

Til BBC sagde forleden den aldrende prins Talal, at »hvis ikke Saudi-Arabiens problemer bliver løst, kan det, der er sket og stadig sker i nogle arabiske lande, inklusive Bahrain, sprede sig til Saudi-Arabien og endda blive værre«.

Prinsen opfordrer til politiske reformer, og siger, at gamle kong Abdullah er den eneste i magtens top, der måske kan gennemføre dem.

Og dagen efter kongens hjemvenden sagde sønnen, den stenrige prins Al-Waleed, til The New York Times, at kongens økonomiske gavepakke »kun er begyndelsen på en længere rejse mod bredere deltagelse, især af den unge generation«.

»Arabiske regeringer har ikke længere råd til at tage deres befolkninger for givet eller antage, at de vil forholde sig i ro eller forblive underkuede. De hidtidige dulmende instrumenter, der skulle pacificere, kan heller ikke længere fungere som erstatning for meningsfulde reformer.«

Men to prinser og en gammel konge gør ingen revolution i et stærkt konservativt magtdynasti med 7.000 kongelige medlemmer og et dybt rodfæstet kontrol- og undertrykkelsesapparat.

»Jeg ønsker af hele mit hjerte, at der vil komme noget ud af de unges protest den 11. marts, men jeg er ikke sikker på det. Jeg er ikke sikker på, at de gennemfører protesten,« siger reformpioneren Mohammad Fahad al-Qahtani.

Selv håber han, at den aktuelle udvikling vil sætte styret på en mere langsigtet kurs mod politiske reformer.

»Kongen er indstillet på at lytte, men det er et åbent spørgsmål, om den store kongelige familie kan enes indbyrdes om at indlede reformer. Det er jeg ikke sikker på. De føler endnu ikke truslen stærk nok til at ville afgive magt til folket. Presset må øges,« vurderer al-Qahtani.

Kristin Smith Diwan siger, at regimet hidtil har kørt en del-og-hersk politik, der har spillet på ideologiske uenigheder mellem liberale og religiøse reformkræfter.

»Men de unge hænger sig ikke i ideologiske forskelle. De fokuserer på krav om konkret forandring, sådan som vi også så det i Egypten. Jeg vil tro, at regimet kan skræmme dem inden 11. marts, men vi er jo blevet overrasket flere gange den seneste måned, så jeg vil ikke udelukke noget,« siger hun.

Prins Nayefs indenrigsministerium udsendte lørdag en meddelelse om, at »kongerigets love totalt forbyder enhver form for demonstration, march, sit-in-aktioner«, og advarede om, at sikkerhedsstyrkerne vil bruge »alle nødvendige midler«, hvis nogen forsøger at forstyrre den offentlige orden.

Bloggeren Eman Fahad holder i sit seneste indlæg fanen højt:

»Min vurdering er, at vi stadig er på det tog, der kører mod byen Revolution,« skriver hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dette bliver ikke kønt.
Den vestlige verden er så meget i lommen og afhængig af et saudi i dets nuværende form.
De vil kunne slippe afsted med hvad som helst, uden så meget som et pip fra det hvide hus.

Hvad mon der ville ske hvis saudi blev et demokrati, og mellemøsten på sigt gik væk fra at handle olie i $... Det var et ledende spm :)

Så fjerner vi dem, ligesom med Saddam da han ikke ville sælge sin olie i dollars længere, og indsætter nogen der er mere forhandlingsvenlige.

henrik hansen

@ Lasse Jensen. Derfor er Iran jo også USAs fjende!! De har også tilbudt at sælge olie i Euro. Bunden vil jo rasle ud af dollaren, hvis det sker og dermed amerikansk dominans! USA vil komme til at ligne Spanien, da de mistede deres sidste kolonier i 1898.

Niels-Simon Larsen

Tak for informative artikler.

Dollaren er færdig og kører på kunstigt åndedræt lige nu, olie er den nye valuta i verden, og derfor ser vi CIA sponsorerede revolutioner i mellemøsten, men det handler ikke om demokrati, men derimod om 3 verdenskrig. husk Kina og Rusland har også mange interesser i mellemøsten, som ikke altid stemmer overens med USA`s interesser..
Det her er et led til den nye verdensorden, 1 verdensregering med en Centralbank styret af et kartel af internationale banker, ligesom The Federal Reserve i USA, som jo også er styret af europæiske centralbanker..

http://www.google.dk/url?sa=t&source=web&cd=1&ved=0CCIQFjAA&url=http%3A%...

EU er verdens største handelsblok / økonomi , men EU har tilsyneladende hverken lyst eller mod til at udnytte dette faktum og at gå ind og påtage sig en ledende rolle i mellemøsten.

EU hygger sig og lader bl a USA, Rusland, Japan og Kina om at spille det globale spil om olie og råstoffer.

EU's interesser bliver så selvfølgelig "hægtet af" - hvorfor skulle "spillerne" gøre noget for EU, når EU bare står og vrider hænder???

Per Erik Rønne

@Lasse Jensen,

hvor har du dog den fra at Saddam ikke længere ville sælge sin olie i dollars?

Han var som bekendt udsat for en international boykot efter 2. golfkrig, hvor han havde angrebet og besat et naboland. Kuwait.

Per,

Irak havde ret til at sælge for 900 millioner US$ olie om måneden igennem FNs "oil for food" program. I september 2000 skiftede Irak så officielt valuta på sin oliehandel og på sin FN konto. Samtidigt begyndte Kina at også købe € i stedet for kun US$. Noget man kan se ret tydeligt i kurshistorien.

Per Erik Rønne

@Thomas Holm,

Ja, Irak havde ret til at sælge olie, og indtægterne skulle gå til bestemte formål. At det ikke helt blev sådan ved vi alle; korruptionen var udbredt.

Og jeg ser ikke overgangen fra $ til € i afregningsvaluta skulle have haft den fjerneste betydning for udbruddet af 3. golfkrig. Det der taltes om var Iraks beholdning af masseudryddelsesvåben.

Nu fandt man så ikke disse masseudryddelsesvåben, selv om man vidste at Saddam havde haft dem. Han havde brugt dem i såvel 1. golfkrig, mod Iran, som i sin krig mod de irakiske kurdere.

Nu forholder det sig så at disse masseudryddelsesvåben, giftgasser, ikke kan opbevares i længere tid, så det man i stedet skal se på er de kemiske fabrikkers kapacitet. Og den var langt større end Irak havde brug for, hvis ekstrakapaciteten ikke skulle bruges til produktion af de giftgasser, hvis anvendelse har været forbudt siden afslutningen af 1. verdenskrig.

Efter 3. golfkrig har Saddam haft samtaler med en amerikansk psykolog eller psykiater. Denne har efter hans henrettelse oplyst, at Saddam havde fortalt at han op til krigen spillede dobbeltspil. Iranerne måtte ikke vide at han /ikke/ længere havde et lager af giftgasser, og de måtte heller ikke vide at han ikke havde atomvåben. Han havde ikke forstået at havde han tilladt våbeninspektørerne uhindret adgang til de kemiske fabrikker mv, så havde han undgået krigen, og han ville stadig have været ved magten i Bagdad.

Måske en situation som bedre havde været i overensstemmelse med vestlige interesser, da han jo netop repræsenterede en modmagt mod iranske interesser.

Måske. Et resultat af invasionen kan jo godt være de igangværende revolutioner i den arabiske verden. Vi har endnu til gode at se om det vil fremme fred - eller krig.

Per,

du glemmer lige et: også kemiske fabrikker har brug for reservedele og råstoffer. Og takket været embargoet havde Irak hverken det ene eller det andet, så den kapacitet eksisterede kun på USAs papir.

John Houbo Pedersen

Bin-Laden er saudier, det er måske årsagen til hans unuancerede tåbelige had mod U.S.A.
Som man sår , så høster man jo som bekendt

Per Erik Rønne

@Thomas Holm,

Det er da vist velkendt at embargoen var hullet som en si. I samme omfang Saddam kunne betale bestikkelse til FN-systemet (og til også danske virksomheder), så fik han tingene ...