Analyse
Læsetid: 3 min.

Slaget om Sirt sætter NATO i en kattepine

Snarere end at have en realistisk krigsplan synes oprørernes 'operetteoffensiv' at bygge på en af to antagelser. Enten tager NATO sig af problemerne, eller også løser de nok sig selv
Oprørerne har hverken den fornødne disciplin eller strategi til at vinde kampen mod Gaddafis styrker. Og de lader til at mene, at det heller ikke er så nødvendigt, når nu NATO er inde i billedet.

Oprørerne har hverken den fornødne disciplin eller strategi til at vinde kampen mod Gaddafis styrker. Og de lader til at mene, at det heller ikke er så nødvendigt, når nu NATO er inde i billedet.

Finbarr O

Udland
29. marts 2011

BENGHAZI — Først var der et par korte skudsalver. Så nogle dumpe drøn fra raketdrevne granater. Så satte de tunge maskingeværer ind. Klokken tre føg kuglerne gennem natten over Benghazi. Var det Gaddafiloyalister? Og havde de netop valgt fortovet uden for hotellet til at gøre det? Nej, kunne hotelpersonalet berolige de opskræmte gæster. Det var nyheden om diktatorens hjemby Sirts fald, der havde udløst det spontane glædesudbrud. Men efter to timer døde 'kamphandlingerne' hen.

Den gode nyhed, viste det sig, var, som så ofte, baseret på ønsketænkning.

Det ville ellers have sparet ikke bare oprørerne, men også NATO for en masse besvær.

Med det forestående slag om Sirt, Oberst Gaddafis hjemby, med over 150.000 indbyggere står oprørerne over for en millitær udfordring, de næppe kan mestre alene, og NATO i lidt af en kattepine.

Falder Sirt uden voldsom kamp, vil det blive udlagt som om, at Gaddafis egen stamme, gaddafijaherne, der udgør en stor del af befolkningen, har undsagt deres egen 'søn'. Sker det, er obersten en færdig mand. Derfor har Gaddafi-klanen befæstet byen med adskillige af familiens stærkeste brigader.

Uden NATO til at bombe sig frem har oprørerne ringe chancer for at indtage den befæstede by. Problemet set fra NATO's synspunkt er, at civilbefolkningen i Sirt endnu ikke har rejst sig mod regimet, som de selv udgør en hovedpille i. Flere NATO-lande vil kvie sig ved at agere flyvevåben for oprørerne i en offensiv mod Sirt.

Men selv hvis det skulle lykkes for oprørerne med hjælp fra NATO at bombe sig ind i byen, stopper kattepinen ikke der.

Strategi, strategi ...

En indtagelse af Sirt vil desuden være første gang, oprørerne ikke vil blive modtaget som befriere af størstedelen af befolkningen. Hvis det i værste fald kommer til hævnaktioner mod gaddafijaherne, gælder NATO's løfte om at beskytte civilbefolkningen så kun for den side, der kæmper imod Gaddafi?

De finere nuancer mellem at bombe kampvogne i Asdabiya og Benghazis udkant med henvisning til, at de bomber eller truer med at bombe civilbefolkningen og så at bombe kampvogne og raketbatterier i Sirt for at bane vej for oprørernes offensiv, lader sig ikke rigtig formidle.

For de kæmpende her er der kun en vej fremad. Den mod Tripoli. Og den går over Sirt. En mere realistisk strategi og en, der vil føre til langt mere glatte ansigtsfolder blandt krigsbureakraterne i Bruxelles og Washington, vil være, hvis oprørerne går uden om Sirt og direkte mod Misrata. Det er en by, hvor virkeligheden passer bedre ind i FN-resolutionens rammer. Her har byens borgere gjort opstand mod Gaddafiregimet og er som straf blevet belejret og bombet i ugevis. Det synes således givet, at Misratas befolkning vil tage imod revolutionens styrker som befriere.

Men selv om Misrata set fra NATO's hovedkvarter ligger lige for, ligger byen geografisk på den forkerte side af Sirt.

Men en ting er at lægge en strategi.

Disciplinen skrider

Som enhver ældre officer i oprørshæren bedrøvet medgiver, er det noget nær umuligt at få de ivrige revolutionære til at følge noget så reaktionært som en militær kampplan. Ikke så snart rygtes en by indtaget, før end de første frivillige styrter af sted for at komme til undsætning. Praktiske udfordringer som forsyninger og behandling og transport af sårede bliver enten overladt forsynet eller udskudt til senere.

Sirt befinder sig godt 600 kilometer fra oprørernes hovedby Benghazi, hvilket selvsagt vil strække forsyningslinjerne til det yderste.

Reuters rapporterer, at oprørerne er løbet tør for benzin til deres firehjulstrækkere og har brudt benzintankenes reservoirer op, så de sidste dråber kan reddes op ved hjælp af plastikdunke.

Forsøger man at nærme sig fronten, støder man uværgerligt ind i trafikpropper skabt af nysgerrige familier på udflugt for at tage billeder med kampvognsmotiver til familiealbummet .

At rationere benzinen i krigstid er ikke faldet nogen i oprørsregeringen ind.

Snarere end en militærplan har oprørernes strategi været at skabe et momentum af teaterorden, der skulle få officerer og enheder til at hoppe af eller overgive sig.

Enhver form for disciplin og forsigtighed, som truslen fra Gaddafis fremrykkende styrker havde påtvunget oprørerne, synes at være gået fløjten, efter at verdens stærkeste flyvevåben forrige lørdag sluttede sig til kampen.

Oprørernes 'strategi' synes siden da at være følgende: Enten tager NATO sig af problemet eller også løser problemet sig selv. Underforstået: enten bomber NATO Gaddafis militær i smadder, eller også falder regimets sammen af sig selv ved hjælp af et kup eller afhopninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror Gunnar Willum skulle tage en puster engang immelem og træde et skridt tilbage inden krigsoptagetheden løber af med hans skriveri. Vendinger som: "...verdens stærkeste flyvevåben forrige lørdag sluttede sig til kampen." og "...enten bomber NATO Gaddafis militær i smadder...", er lige heftige nok.

Men måske skal der noget helt nyt til i Libyen - en deling af landet. Hvem siger, at de grænser, der blev trukket af europæerne i Berlin 1884, er de rigtige? Hvis klanerne bare ikke kan og vil noget sammen på længere sigt? Grænser bør ikke være urørlige.

Jeg vil også mene, at journalisten lige skulle tage sig en dag eller to væk fra fronten og få skyllet de værste propaganda gloser ud af hovedet - til det formål er G&T udmærkede.

Med hensyn til ny grænsedragning, så er det potentielt en seriøs glidebane at bevæge sig ind på, specielt på det afrikanske kontinent, hvor mange lande i forvejen er de facto delt og mange er i fare for langt større borgerkrige end den, trods alt begrænsede, i Libyen.

Tænk for eksempel bare på Nigeria med 150 mio indbyggere.

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, at det er et sprængfarligt emne bare det at tænke på at ændre grænser i Afrika, ikke mindst på grund af de rigdomme, der tilfældigvis ligger i jorden bestemte steder. Men der kommer nu nok en dag, hvor de spørgsmål alligevel må tages seriøst op, for grænserne er håbløse mange steder.

Jeg har ikke meget forstand på Libyen, men landet fylder arealmæssigt lige så meget som Tyskland, Frankrig og Spanien tilsammen - med 5½ mio. indbyggere - så der skulle være plads til at dele det lidt op (useriøs betragtning, jeg ved det godt)