På Island har man netop målt de første spor af radioaktivt iod stammende fra det havarerede Fukushima-atomkraftværk i Japan. I Frankrig venter man at kunne registrere de luftbårne radioaktive stoffer i løbet af i dag. På en japansk restaurant i Taiwan tilbyder man at måle det radioaktive indhold i maden på gæsternes tallerkener, og hjemme i Japan bringer aviserne overskrifter om radioaktivt havvand og om den seneste trussel: Radioaktivt forurenet mad.
Myndighederne bekræfter, at der er målt markant øgede strålingsniveauer uden for evakueringszonen og et radioaktivt indhold langt over grænseværdierne i mælk, grøntsager og havvand.
»Der er ingen umiddelbar risiko for den menneskelige sundhed,« lyder den tilbagevendende kommentar fra den japanske regerings talsmand, Yukio Edano.
Det er et budskab, det er svært at trænge igennem med i en japansk offentlighed, som i den første uge efter reaktorhavariet har oplevet både mangelfulde og lejlighedsvis modstridende informationer fra myndigheder og elselskab. Og som nu får at vide, at udførsel af mælk fra et område større end Sjælland og Fyn er midlertidigt forbudt og af bl.a. spinat fra et område større end Jylland. Samt at man i et endnu langt større område bør holde sig inden døre i regnvejr og dække hår og hud mest muligt.
»Dette er forebyggende foranstaltninger. Selv hvis De ikke følger disse råd, er der ingen fare for Deres helbred,« hedder det på regeringens hjemmeside.
Myndighedernes formidlingsvanskeligheder handler foruden om indledende forvirring om, at information om stråling rundlæggende er svær at håndtere. Ikke blot er angstniveauet over for denne usynlige og umærkelige forureningskilde højt. Det gælder samtidig, at der ikke er nogen absolut, nedre sikkerhedsgrænse for strålingens langtidsvirkninger. Det handler om risiko: Jo større dosis, desto større sandsynlighed for f.eks. kræft.
Og så er der flere måleenheder i spil: mikrosievert, millisievert såvel pr. time som pr. år becquerel og counts per minute. Forskellige radioaktive stoffer har forskellig levetid og forskellig slags stråling. Og dertil er der forskellige grænseværdier for den brede befolkning og for atomarbejdere.
Arbejdere belastet
Der er ingen tvivl om, at nogle af arbejderne og beredskabsfolkene på atomkraftværket har fået stærkt forøgede stråledoser. Den naturlige baggrundsstråling fra jorden, himmelrummet, bygninger m.m. er i snit 2,4 millisievert (mSv) pr. år. I Japan må en arbejder på et atomkraftværk få yderligere 50 mSv om året, men i den aktuelle havarisituation har de japanske myndigheder hævet grænsen til 250 mSv om året. Kraftværkets ejer, elselskabet TEPCO, trækker dog angiveligt arbejdere ud af oprydningsindsatsen, hvis de får 100 mSv.
Et enkelt sted på kraftværkets område blev der kort efter ulykkesforløbets start målt et meget højt strålingsniveau på 400 mSv pr. time, og det vides, at én arbejder har fået en dosis på godt 100 mSv på én gang, mens andre via et længere ophold på stedet formentlig har ophobet doser, der svarer til den tilladte årsdosis og derfor antagelig er brugt op og taget ud af operationen. Den 20. marts måltes f.eks. dosishastigheder på værkets grund på 20 mSv pr. time, så fem timers arbejde i det miljø betyder, at elselskabets grænse er nået.
De 100 mSv indebærer en vis forøgelse af risikoen for at få kræft, men udgør kun en tiendedel af den dosis, der kan udløse begyndende akutte stråleskader.
Bliv inden døre
Når det gælder den japanske befolkning, er zonen ud til 20 km fra atomkraftværket evakueret. I 30 kms afstand er der efter ulykken målt op til 0,17 mSv pr. time. Det er omkring 170 gange den naturlige baggrundsstråling.
Grænsen for, hvad almindelige mennesker må få fra kunstige strålekilder på et år medicinsk behandling undtaget, er 1 mSv. Så hvis man opholdt sig ubeskyttet og udendørs på netop det mest belastede sted med de 0,17 mSv pr. time, ville man på ca. seks timer nå den tilladte årsdosis. Som altså ikke er en faregrænse, men udtryk for den lille risikoforøgelse for befolkningen, som myndighederne har defineret som acceptabel i Japan som i Danmark. Til sammenligning vil en patient, der får en CT-scanning, modtage en dosis på 10 mSv.
På grund af dette forøgede strålingsniveau nogle steder i 30 km-zonen omkring Fukushima-værket anmodes folk om at blive inden døre i denne zone. I øvrigt er strålingsniveauet på det mest udsatte sted faldet fra de 0,17 mSv. pr. time til i går 0,075 mSv.
Spinat forbudt
Den radioaktive belastning kan være en kombination af udvendig stråling fra f.eks. radioaktivt nedfald og stråling indefra, hvis man spiser eller drikker noget, der er forurenet.
Forureningen af mad, vand og jord måles i becquerel (Bq), og der er grænser for hvert enkelt radioaktivt stof iod-131, cæsium-137, strontium-89 etc. fordi de opfører sig forskelligt i kroppen. Grænserne er defineret, sådan at man alle bidrag lagt sammen ikke skal kunne komme op over dosisgrænsen på 1 mSv pr. år via mad og drikke. Med andre ord: Lever man udelukkende af fødevarer forurenet helt op til grænsen i et helt år, vil man få en dosis på 1 mSv.
For et stof som iod-131 er grænsen for, hvad fødevarer må indeholde, beregnet til 2.000 Bq pr. kilo. Det er målingen forleden af op til 55.000 Bq pr. kilo fra iod-131 i spinat fra områder i betydelig afstand fra atomkraftværket samt overskridelser for også cæsium-137, der har fået de japanske myndigheder til indtil videre at forbyde udførsel af spinat fra fire regioner.
For mælk er grænsen for iod-131 300 Bq pr. kilo, og da der i Fukushima-regionen blev fundet mælk med 1.510 Bq pr. kilo godt fem gange grænsen stoppede myndighederne også mælkeeksporten herfra. Levede man konsekvent og udelukkende af denne forurenede mælk, ville man nå den acceptable årsdosis på 1 mSv på et par måneder.
Ikke sundhedsskadeligt
Japanske medier oplyste i går, at myndighederne i jordprøver taget 40 km fra atomkraftværket har målt forurening med iod-131 og cæsium-137 på henholdsvis 430 og 47 gange grænserne. Og TEPCO har i havvand 100 meter fra atomkraftværkets kølevandsudledning fundet iod-131- og cæsium-137-forurening på 126 og 16 gange grænsen for drikkevand.
Der er altså via delvis nedsmeltning af reaktorbrændslet, bevidst ventilation af reaktorbygningerne for at mindske trykket samt udledning til havet af kølevand sket en markant tilførsel af radioaktivitet til omgivelserne. Men den samstemmende besked fra elselskab, regering og strålingsmyndigheder i Japan og internationalt er, at det med de trufne forholdsregler ikke er noget, der bringer strålebelastningen af nogen i befolkningen op over grænserne for, hvad der er defineret som acceptabelt.
Og strålingen målt over Island?
»På Island som andre steder på kloden står der utroligt fintfølende måleinstrumenter, som suger tusindvis af kubikmeter luft gennem et filter pr. time. Det er ikke overraskende, at man med så følsomme instrumenter vil registrere noget, der kommer med vindene fra Fukushima. Vi måler også luften over Danmark, men har indtil nu intet set. De niveauer, der vil kunne blive tale om, er absolut ikke sundhedsskadelige,« siger chefkonsulent Steen Hoe, Beredskabsstyrelsen i Danmark.
Her er et link til en side der illustrerer straalingsniveauer... Generelt set ser det ud til at medierne enten ikke forstaar omraadet, eller forsoeger sig med en skraemmekampagne for at saelge flere aviser...
http://xkcd.com/radiation/
Ved en atom-ulykke er det hverken jod eller cæsium, der har den hurtigste halveringstid.
Den hurtigste halveringstid har sandheden.
Fra der opstår et radioaktivt udslip til atom-lobbyen er ude med misinformation og det evindelige mantra "der er ingen sundhedsrisiko", går der et splitsekund, og man efterlades med kun en halv sandhed.
Vil du spise radioaktivt mad?
Radioaktivitet er farligt, punktum. Der behøver kun én uheldig partikel indenbords og du er syg om 15 år. Der hersker den forældede forestilling om at det kun er akkumulering der farlig, sådan er det desværre ikke.
Og før der er nogen der siger at den naturlige baggrundsstråling også er farlig, så er svaret, Ja baggrundsstråling fra Big Bang, atomprøvesprængninger, røntgen hos tandlægen, svensk granit og radon er farligt, men det bliver ikke mindre farligt af at lægge mere til.
Aksel Gasbjerg:
Sanheden bliver ikke spoleret af atom-lobbyen men af medierne og greenpeace der sælger og spekulerer i frygt.
Rasmus Knus:
Det kan ikke undgås alt organisk materiale er radioaktivt til en hvis grad.
Hvis vi skal sammenligne kan jeg fortælle at der er blevet målt 75KBq radioaktivitet i Tokyos drikke vand, til sammenligning indeholder en alm. kop te eller kaffe 1000KBq radiaktivitet helt naturligt.
Søren Lom:
Så skulle du have været død for længst. Fakta er at selvom der er lavet utallige undersøgelser over det, så er det aldrig blevet påvist at en dosis på 100mSv eller under øger risikoen for kræft. ved en dosis på 250mSv er risikoen øget med 1% og vi bliver født med en risiko på 20%;)
Hypotesen med at selv små doser radioaktivitet skulle være kræftfremkaldene bliver gjort umuligt af at vi har nogle ganske velfungerende enzymprocessor i vores celler som reparerer skader på dna materiale. At disse eksisterer gør det umuligt at vi ikke har en hvis tolerance overfor stråling.
Her en beretning fra en japaner der ved noget situationen i Japan lige nu :
- "You Get 3,500,000 the Normal Dose. You Call That Safe? And What Media Have Reported This? None!"
What They're Covering Up at Fukushima
By HIROSE TAKASHI
Introduced by Douglas Lummis
Okinawa
Hirose Takashi has written a whole shelf full of books, mostly on the nuclear power industry and the military-industrial complex. Probably his best known book is Nuclear Power Plants for Tokyo in which he took the logic of the nuke promoters to its logical conclusion: if you are so sure that they're safe, why not build them in the center of the city, instead of hundreds of miles away where you lose half the electricity in the wires?
He did the TV interview that is partly translated below somewhat against his present impulses. I talked to him on the telephone today (March 22 , 2011) and he told me that while it made sense to oppose nuclear power back then, now that the disaster has begun he would just as soon remain silent, but the lies they are telling on the radio and TV are so gross that he cannot remain silent.
I have translated only about the first third of the interview (you can see the whole thing in Japanese on you-tube), the part that pertains particularly to what is happening at the Fukushima plants. In the latter part he talked about how dangerous radiation is in general, and also about the continuing danger of earthquakes.
After reading his account, you will wonder, why do they keep on sprinkling water on the reactors, rather than accept the sarcophagus solution [ie., entombing the reactors in concrete. Editors.] I think there are a couple of answers. One, those reactors were expensive, and they just can't bear the idea of that huge a financial loss. But more importantly, accepting the sarcophagus solution means admitting that they were wrong, and that they couldn't fix the things. On the one hand that's too much guilt for a human being to bear. On the other, it means the defeat of the nuclear energy idea, an idea they hold to with almost religious devotion. And it means not just the loss of those six (or ten) reactors, it means shutting down all the others as well, a financial catastrophe. If they can only get them cooled down and running again they can say, See, nuclear power isn't so dangerous after all. Fukushima is a drama with the whole world watching, that can end in the defeat or (in their frail, I think groundless, hope) victory for the nuclear industry. Hirose's account can help us to understand what the drama is about. Douglas Lummis
Hirose Takashi: The Fukushima Nuclear Power Plant Accident and the State of the Media
Broadcast by Asahi NewStar, 17 March, 20:00
Interviewers: Yo and Maeda Mari
Yo: Today many people saw water being sprayed on the reactors from the air and from the ground, but is this effective?
Hirose: . . . If you want to cool a reactor down with water, you have to circulate the water inside and carry the heat away, otherwise it has no meaning. So the only solution is to reconnect the electricity. Otherwise it’s like pouring water on lava.
Yo: Reconnect the electricity – that’s to restart the cooling system?
Hirose: Yes. The accident was caused by the fact that the tsunami flooded the emergency generators and carried away their fuel tanks. If that isn’t fixed, there’s no way to recover from this accident.
Yo: Tepco [Tokyo Electric Power Company, owner/operator of the nuclear plants] says they expect to bring in a high voltage line this evening.
Hirose: Yes, there’s a little bit of hope there. But what’s worrisome is that a nuclear reactor is not like what the schematic pictures show (shows a graphic picture of a reactor, like those used on TV). This is just a cartoon. Here’s what it looks like underneath a reactor container (shows a photograph). This is the butt end of the reactor. Take a look. It’s a forest of switch levers and wires and pipes. On television these pseudo-scholars come on and give us simple explanations, but they know nothing, those college professors. Only the engineers know. This is where water has been poured in. This maze of pipes is enough to make you dizzy. Its structure is too wildly complex for us to understand. For a week now they have been pouring water through there. And it’s salt water, right? You pour salt water on a hot kiln and what do you think happens? You get salt. The salt will get into all these valves and cause them to freeze. They won’t move. This will be happening everywhere. So I can’t believe that it’s just a simple matter of you reconnecting the electricity and the water will begin to circulate. I think any engineer with a little imagination can understand this. You take a system as unbelievably complex as this and then actually dump water on it from a helicopter – maybe they have some idea of how this could work, but I can’t understand it.
Yo: It will take 1300 tons of water to fill the pools that contain the spent fuel rods in reactors 3 and 4. This morning 30 tons. Then the Self Defense Forces are to hose in another 30 tons from five trucks. That’s nowhere near enough, they have to keep it up. Is this squirting of water from hoses going to change the situation?
Hirose: In principle, it can’t. Because even when a reactor is in good shape, it requires constant control to keep the temperature down to where it is barely safe. Now it’s a complete mess inside, and when I think of the 50 remaining operators, it brings tears to my eyes. I assume they have been exposed to very large amounts of radiation, and that they have accepted that they face death by staying there. And how long can they last? I mean, physically. That’s what the situation has come to now. When I see these accounts on television, I want to tell them, “If that’s what you say, then go there and do it yourself!” Really, they talk this nonsense, trying to reassure everyone, trying to avoid panic. What we need now is a proper panic. Because the situation has come to the point where the danger is real.
If I were Prime Minister Kan, I would order them to do what the Soviet Union did when the Chernobyl reactor blew up, the sarcophagus solution, bury the whole thing under cement, put every cement company in Japan to work, and dump cement over it from the sky. Because you have to assume the worst case. Why? Because in Fukushima there is the Daiichi Plant with six reactors and the Daini Plant with four for a total of ten reactors. If even one of them develops the worst case, then the workers there must either evacuate the site or stay on and collapse. So if, for example, one of the reactors at Daiichi goes down, the other five are only a matter of time. We can’t know in what order they will go, but certainly all of them will go. And if that happens, Daini isn’t so far away, so probably the reactors there will also go down. Because I assume that workers will not be able to stay there.
I’m speaking of the worst case, but the probability is not low. This is the danger that the world is watching. Only in Japan is it being hidden. As you know, of the six reactors at Daiichi, four are in a crisis state. So even if at one everything goes well and water circulation is restored, the other three could still go down. Four are in crisis, and for all four to be 100 per cent repaired, I hate to say it, but I am pessimistic. If so, then to save the people, we have to think about some way to reduce the radiation leakage to the lowest level possible. Not by spraying water from hoses, like sprinkling water on a desert. We have to think of all six going down, and the possibility of that happening is not low. Everyone knows how long it takes a typhoon to pass over Japan; it generally takes about a week. That is, with a wind speed of two meters per second, it could take about five days for all of Japan to be covered with radiation. We’re not talking about distances of 20 kilometers or 30 kilometers or 100 kilometers. It means of course Tokyo, Osaka. That’s how fast a radioactive cloud could spread. Of course it would depend on the weather; we can’t know in advance how the radiation would be distributed. It would be nice if the wind would blow toward the sea, but it doesn’t always do that. Two days ago, on the 15th, it was blowing toward Tokyo. That’s how it is. . . .
Yo: Every day the local government is measuring the radioactivity. All the television stations are saying that while radiation is rising, it is still not high enough to be a danger to health. They compare it to a stomach x-ray, or if it goes up, to a CT scan. What is the truth of the matter?
Hirose: For example, yesterday. Around Fukushima Daiichi Station they measured 400 millisieverts – that’s per hour. With this measurement (Chief Cabinet Secretary) Edano admitted for the first time that there was a danger to health, but he didn’t explain what this means. All of the information media are at fault here I think. They are saying stupid things like, why, we are exposed to radiation all the time in our daily life, we get radiation from outer space. But that’s one millisievert per year. A year has 365 days, a day has 24 hours; multiply 365 by 24, you get 8760. Multiply the 400 millisieverts by that, you get 3,500,000 the normal dose. You call that safe? And what media have reported this? None. They compare it to a CT scan, which is over in an instant; that has nothing to do with it. The reason radioactivity can be measured is that radioactive material is escaping. What is dangerous is when that material enters your body and irradiates it from inside. These industry-mouthpiece scholars come on TV and what to they say? They say as you move away the radiation is reduced in inverse ratio to the square of the distance. I want to say the reverse. Internal irradiation happens when radioactive material is ingested into the body. What happens? Say there is a nuclear particle one meter away from you. You breathe it in, it sticks inside your body; the distance between you and it is now at the micron level. One meter is 1000 millimeters, one micron is one thousandth of a millimeter. That’s a thousand times a thousand squared. That’s the real meaning of “inverse ratio of the square of the distance.” Radiation exposure is increased by a factor of a trillion. Inhaling even the tiniest particle, that’s the danger.
Yo: So making comparisons with X-rays and CT scans has no meaning. Because you can breathe in radioactive material.
Hirose: That’s right. When it enters your body, there’s no telling where it will go. The biggest danger is women, especially pregnant women, and little children. Now they’re talking about iodine and cesium, but that’s only part of it, they’re not using the proper detection instruments. What they call monitoring means only measuring the amount of radiation in the air. Their instruments don’t eat. What they measure has no connection with the amount of radioactive material. . . .
Yo: So damage from radioactive rays and damage from radioactive material are not the same.
Hirose: If you ask, are any radioactive rays from the Fukushima Nuclear Station here in this studio, the answer will be no. But radioactive particles are carried here by the air. When the core begins to melt down, elements inside like iodine turn to gas. It rises to the top, so if there is any crevice it escapes outside.
Yo: Is there any way to detect this?
Hirose: I was told by a newspaper reporter that now Tepco is not in shape even to do regular monitoring. They just take an occasional measurement, and that becomes the basis of Edano’s statements. You have to take constant measurements, but they are not able to do that. And you need to investigate just what is escaping, and how much. That requires very sophisticated measuring instruments. You can’t do it just by keeping a monitoring post. It’s no good just to measure the level of radiation in the air. Whiz in by car, take a measurement, it’s high, it’s low – that’s not the point. We need to know what kind of radioactive materials are escaping, and where they are going – they don’t have a system in place for doing that now.
Douglas Lummis is a political scientist living in Okinawa and the author of Radical Democracy
Her er et forsøg på en lidt mere detaljeret grafisk fremstilling af reaktorerne og deres virkningsmåde (5 plancher):
Japanese Nuclear Reactor Systems Drawn Like a NYC Subway Map
Karsten, så slemt er det ikke, du skal kun holde vejret i 300 år.
Slap nu af gutter - opsvinget er lige om hjørnet, Gaddafi får røvfuld, der er X Factor på fredag og nordmændene får sig en fjeldrøvtur på lørdag!
Fjeldrøvturen ser jeg frem til :)
Kaspar Olsen:
Et par små detaljer der ligesom rykker dit utroligt lange skræmme indlæg i sin grundvold.
1. De 400mSv/h blev målt kortvarigt over et par minutter ved reaktor 3. Da du skal udsættes for 400mSv/h i 2,5 time før du begynder at udvikle strålesyge, er det ligesom ikke noget synderligt skadelit ved det.
2. Jod-131 som er det der er skyld i langt det meste udslip og dermed stråling, har en halveringstiod på 8,02 dage forsvinder derfor relativt hurtigt af sig selv. På et par måneder er det hele henfaldet.
Det betyder at det godt kan være at man ligenu måler et niveay der giver en strålingsdose på 600mSv/per år lige ved reaktoren, men problemet er at strålingen aftager på langt under et å,r derfor er det en ren fiktiv dosis man ikke vil blive udsat for.
I Ramsar området i Iran bliver beboerne helt naturligt udsat for en gennemsnitsdosis på 132mSv/år, uden at de har en højere dødelighed pga. kræft, tværtimod: http://www.ecolo.org/documents/documents_in_english/ramsar-natural-radio...
Grunden til det er at LNT modellen vi bruger til at forudsige kræftdødeligheden ved radioaktiv stråling, er forkert og ikke passer ved lavdosis stråling.
og så synes jeg lige vi skal have en god lille blog om akraftmodstandernes evige dobbeltmoralske argumenter: http://www.guardian.co.uk/environment/georgemonbiot/2011/mar/31/double-s...
Lidt mere forskning der viser at lavdosis stråling er uskadeligt, måske ligefrem godt for os:
http://www.angelfire.com/mo/radioadaptive/inthorm.html
Rolf Hansen
Måske hører du til en lille eksklusiv procentdel af jordens nuværende befolkning der enten tror at kunne eller rent faktisk kan tåle lidt mere radioaktiv forurening end de allerfleste mennesker.
I så fald godt for dig.
Men de fleste mennesker (however) kan stensikkert finde andre udfordringer end menneskabt radioaktiv forurening at bruge deres måske noget sparsomme regenererende kapacitet på.
Denne opfattelse bekræftes af de mange tusinder der er døde i forskellige kendte radioaktive scenarios.
Sidst men ikke mindst er det en menneskeret at bestemme hvad man vil påvirkes af, når man befinder sig på sin egen parcel.
Atomkraft katastrofer og Atomkrige og Atombombeforsøg der spreder radioaktivitet fratager dem enkelte person denne indlysende rettighed til bestemmelse over sit eget helbred.
Kaspar Olsen jamen hvis jeg hører til en ekslusiv lille procent del så burde det jo være nemt for dig at dokumentere dine argumenter;)
@ Rolf Hansen
Den lineære sammenhæng mellem dødelighed og stråling er en antagelse. Man så på dødeligheden ved Nagasaki og Hiroshima som funktion af stråling og placeret en lige linie tilbage til 0,0 på x-y aksene, en model som ganske rigtigt forudser lave dødeligheder ved low-level stråling.
Der er imidlertid andre, der er kommet frem til en såkaldt supralineær sammenhæng - med relativt store stigninger i dødelighed ved stigninger i stråling, ved lave strålingsniveaer. Abram Petkau opdagede tilbage i 1972, at forbløffende små doser ioniserende stråling medførte store skader ved cellemembraner. Forklaringen var, at iltradikaler, som dannes af stråling, forudsager lipid peroxydering men ved høje koncentrationer (som følge af store doser stråling), neutraliserer iltradikalerne hinanden forholdsvis hurtigt/meget.
4 forskellige ansatte ved Atomic Energy Commission i USA, herunder John Goffmann, blev fyret efter uafhængig af hinanden at have nået samme konklusion - dvs., at dose-respons kurven er supralineær. Deres konklusioner var baseret på undersøgelser af dødelighed efter mindre udslip fra atomreaktorer i USA, herunder 3 mile Island.