Læsetid: 4 min.

Tyrkiet über alles

En ny tyrkisk valglov har gjort Tyskland til Tyrkiets potentielt fjerdestørste valgkreds, og for nylig opfordrede den tyrkiske premierminister, Tayyip Erdogan, tyske tyrkere til at lære deres børn tyrkisk før tysk. Det har skabt debat om forholdet mellem to af den europæiske regions største og tættest forbundne lande
Siden midten af halvfemserne har den samlede andel af indvandrere i Tyskland ligget nogenlunde stabilt på ca. 8,8 pct.

Siden midten af halvfemserne har den samlede andel af indvandrere i Tyskland ligget nogenlunde stabilt på ca. 8,8 pct.

Tobias Schwarz

8. marts 2011

BERLIN - I hjertet af den multikulturelle berliner-bydel Kreuzberg ligger den tysk-tyrkiske fodboldklub Türkiyemspors klublokaler. Her mødes tilhængere, spillere og lokale af tyrkisk afstamning for at drikke sød tyrkisk te, ryge cigaretter og diskutere alt mellem himmel og jord. Først og fremmest på tyrkisk, men de fleste medlemmer slår uden problemer over i tysk. Og det er der en god grund til, for gode tyskkundskaber er nødvendige, forklarer 33-årige Cemal Can, der tager imod Information i det tilrøgede klublokale.

»Man skal kunne tysk, hvis man skulle kunne begå sig i Tyskland. Det siger sig selv«, siger Can, der både træner og spiller på klubbens førstehold.

For nylig er Can og hans landsfæller blevet centrum i en opblusset tysk debat om de tyrkiske indvandreres sprogkundskaber og deres vilje til integration i det tyske samfund. Anledningen er den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogans seneste besøg i Düsseldorf, hvor han blev hilst velkommen af 10.000 tilhørere med blafrende tyrkiske flag. Erdogan benyttede som ofte før lejligheden til at lufte sine synspunkter på sine landsmænds integration i værtslandet.

»Vores børn skal lære tysk, men de skal lære tyrkisk først,« sagde Erdogan til sine landsmænd og advarede dem mod at glemme hjemlandets traditioner. »I skal integrere jer, men lad jer ikke assimilere. Ingen har ret til at adskille os fra vores kultur og identitet.«

Sultan på familiebesøg

Erdogans synspunkter har provokeret tyske regeringspolitikere og andre kritiske røster, der nærer mistanke om, at den tyrkiske premierminister lægger op til »en stat i staten«. Tysklands liberale udenrigsminister, Guido Westerwelle (FDP), der i andre sammenhænge har ytret sig positivt om udsigterne til tyrkisk EU-medlemskab, gik øjeblikkeligt i rette med Erdogan.

»Børn, der vokser op i Tyskland, skal lære tysk først. Det tyske sprog er nøglen til integration for dem, der vokser op i Tyskland,« udtalte Westerwelle og blev i avisen Die Welt støttet af den tyrkisk-fødte islamkritiker Necla Kelek, der anklager Erdogan for at opføre sig som en »sultan på familiebesøg«.

Men ifølge sociologen Armin Naseehie, der forsker i migration ved universitetet i München, gør både Erdogan og hans kritikere sig imidlertid skyldige i at føre en pseudodebat.

»Vi må se på, at den tyrkiske integration i Tyskland i europæiske sammenhænge er relativt vellykket. De fleste taler tysk, og blandt de yngre tyrkere er det en selvfølge, at man taler tysk, og den tyske stat er i mellemtiden blevet modig nok til at kræve, at man taler tysk, hvilket man i lang tid ikke har gjort«.

Tyrkisk nationalisme

De seneste udmeldinger fra Erdogan har givet fornyet næring til de stemmer i den tyske debat, der er skeptiske over for det tyrkiske ønske om EU-medlemskab.

»Erdogan har prædiket tyrkisk nationalisme på tysk jord. Det er antieuropæisk og understøtter vores betænkeligheder angående tyrkisk EU-medlemskab«, sagde Erwin Huber, formand for det konservative regeringsparti CSU, til avisen Münchner Merkur. Men de konservative ønsker om at holde Tyrkiet uden for det europæiske fællesskab er et urealistisk og bagstræberisk synspunkt, siger Armin Naseehie fra universitetet i München.

»Blandt konservative politikere i Tyskland er Tyrkiet blevet et symbol på den tyske europapolitik. De siger, at Tyrkiet ikke hører til Europa, men den samfundsmæssige virkelighed vidner om noget andet«, siger Naseehie og peger på, at Tyrkiet er en af forbundsrepublikkens vigtigste handelspartnere:

»Næsten alle tyske virksomheder, der bedriver handel, ser Tyrkiet som et vigtigt marked. Mange tyrkere er vokset op i Tyskland og omvendt. På et samfundsmæssigt niveau er der en stor udveksling mellem de to lande.«

Valg i Tyrkiet

Erdogans officielle ærinde var et besøg på computermessen CeBIt, hvis værtskab deles af Tyskland og Tyrkiet. Men der er også en anden grund til Erdogans visit. Ved juni måneds valg i Tyrkiet kan udenlandske tyrkere for første gang afgive stemmer på tyrkiske konsulater. Omtrent to millioner stemmeberettigede tyrkere bor i Tyskland, der dermed har uofficiel status som Tyrkiets fjerdestørste valgkreds. Erdogan bejlede til sine vælgere med løftet om en ny konstruktion i form af et rettighedsgivende identitetskort, det såkaldte 'blå kort', til de udvandrede tyrkere, der vælger at opgive deres tyrkiske pas. De tyske myndigheder tillader ikke dobbelt statsborgerskab, og mange tyrkere med bopæl i Tyskland har derfor holdt fast i deres tyrkiske pas for ikke at miste eksempelvis arveretten i deres hjemland.

Allerede for tre år siden skabte Erdogan lignende røre, da han under et besøg i Köln til tyske politikeres vrede betegnede assimilation som »en forbrydelse mod menneskeheden.« Med sine seneste udmeldinger har Erdogan skabt yderligere bølgegang i den i forvejen ophedede debat om multikulturalisme og integration, som har fundet sted i de tyske avisspalter siden den socialdemokratiske bankmand Thilo Sarrazin i sin indvandringskritiske debatbog Tyskland afskaffer sig selv sidste år præsenterede sine teser om tyrkiske indvandreres manglende integrationsvillighed og deres udhuling af den tyske socialstat.

Senest har Tysklands nyudnævnte indenrigsminister Hans-Peter Friedrich (CSU), der også har integration som sit ressortområde, indledt sit embede med en erklæring at islam historisk set ikke hører til i Tyskland. Udtalelsen falder som et svar til den tyske præsident ChristianWulff (CDU), der i kølvandet på Sarrazin-debatten sidste år gjorde gældende, at islam er blevet en naturlig del af Tyskland.

Tilbage i Türkiyemspors røgede lokaler hælder Can et par sukkerknalder i et dampende teglas og fortæller med et smil, at han måske nok føler sig mere som tyrker end som tysker.

»Men jeg bor her i Tyskland. Og jeg tilpasser mig. Det skal man jo.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu