Læsetid: 7 min.

Tysklands boom bygger på industriproduktion

Økonomien buldrer derudad i Tyskland, hvor man klogeligt undlod at afvikle de mange mellemstore og familiedrevne fremstillingsvirksomheder, der skabte efterkrigstidens vækstmirakel. Iagttagere forudsiger et gyldent årti for Tyskland
Skønt Tysklands bilindustri også har bidraget til det økonomiske boom, er det især de små og mellemstore industri-virksomheders produktion, der har været nøglen til landets vækst. Her udstilles Porsche-modeller i Stuttgart.

Skønt Tysklands bilindustri også har bidraget til det økonomiske boom, er det især de små og mellemstore industri-virksomheders produktion, der har været nøglen til landets vækst. Her udstilles Porsche-modeller i Stuttgart.

Thomas Kienzle

17. marts 2011

Når man i dag slentrer ned ad Münchens brede forretningsstrøg, er det værd at huske på, hvor mange gange i det forløbne årti Storbritanniens daværende finansminister Gordon Brown pralede med, at den britiske økonomi var ved at distancere den tyske.

Men i lyset af, at det seneste år har været det mest succesrige for Europas største økonomi siden euforien efter den tyske genforening, minder Browns forudsigelse mest af alt om engelske fodboldfans profetier før en VM-slutrunde: forhastede, baserede på ønsketænkning og forkerte.

»Vi ser ud til at gå et gyldent årti i møde,« siger Hans-Werner Sinn, chef for Münchens Ifo-Institut, en førende tysk tænketank.

I begyndelsen af sidste årti, da arbejdsløsheden var høj, og pessimismen grasserede i Forbundsrepublikken, udgav Sinn bogen Ist Deutschland noch zu retten? (Kan Tyskland endnu reddes)? Hans synspunkt var dengang, at det endnu kunne endnu nås. Og i dag er det så lykkedes at redde Tysklands økonomi, siger han.

Stort produktionsfald

Kører man en time nordpå ad autobahn til Audi-fabrikken i Ingolstadt er det heller ikke just krisetegn, der falder én i øjnene.

»2010 var vores bedste år nogensinde,« siger Jürgen de Graeve, Audis pr-chef. »I begyndelsen af sidste år kunne vi godt se, at markedet stod over for et opsving, men vi havde ikke forventet, at det ville ske så hurtigt.«

De aktuelle markedsvilkår for såvel Audi som for resten af den tyske industri har ændret sig markant siden den lange, hårde vinter i 2008-09, da nogle fabrikker måtte sænke produktionen med helt op til 90 procent, alt imens den finansielle krise truede med at udvikle sig til en ny stor depression. I 2009 oplevede Tysklands særdeles eksportafhængige økonomi et fald i produktionen på 20 procent.

Løntilskud fra den tyske stat betød imidlertid, at de tyske virksomheder kunne fastholde sine højt kvalificerede arbejdstagere på deltid frem for at kaste dem ud i arbejdsløshed, og det bevirkede, at industrien lynhurtigt kunne tilpasse sig den globale efterspørgsel. Nu hersker der stor tiltro til, at traumerne fra 2008-09 vil hjælpe Tyskland til at genopfinde sig selv efter en urolig periode, hvor økonomien først blev rystet af de enorme udgifter til genopbygning i det tidligere Østtyskland, derefter ved det lidet konkurrencedygtige kursniveau, hvormed Tyskland måtte gøre sit indtog i den fælles valuta euroen, og endelig ved it-boblens brist i 2001.

De gode tider er tilbage

Det var dengang, at rygterne om en ubønhørlig tilbagegang for Tyskland begyndte at cirkulere. Listen over udfordringerne for tysk økonomi var lang: forkælede arbejdstagere, en generøs velfærdsstat, et alt for nært forhold mellem virksomheder og deres bankforbindelser, mangel på en venturekapitalsektor, for stor afhængighed af familiedrevne produktionsvirksomheder og en befolkning, der bliver stadig ældre og begynder at skrumpe.

På den baggrund var synspunktet, at Tyskland alt for længe havde levet højt på tidligere bedrifter den eksplosive vækst i Wirtschaftswunder-perioden, betegnelsen for det økonomiske vækstmirakel i 1950erne og 1960erne, og siden havde ladet hånt om sin økonomi.

Nu hersker der en tro på, at de gode tider er på vej tilbage, og at flere af de forhold, som tidligere blev betragtet som svagheder tværtimod har vist sig at være klare aktiver.

Det vil dog formentlig kræve mere end ét enkelt års kraftig vækst at overbevise skeptikerne både i og uden for Tyskland om, at et det nye Wirtschaftswunder er en realitet.

De tidligere DDR-provinsers integration i den tyske økonomi er endnu ikke ført til ende der er ganske givet blevet overført penge fra vest til øst, men tyskerne har bevæget sig i den modsatte retning. Nogle tyskere mener, at det gamle Østtyskland efterhånden ligner en Potemkin-kulisse: Bygningerne er blevet pudset op, men masseudvandringen af unge betyder, at der er ikke er nogen til at bebo dem.

Skævt fordelt

At væksten i Tyskland er skævt fordelt er også et problem. Arbejdsløsheden falder i rige stater som Bayern er den nu under fem procent men der er kun få tegn på, at Tyskland vil opleve et klassisk eksportdrevet opsving, som fører lønstigninger og øget forbrug med sig.

Heiner Flassbeck, tidligere rådgiver for Oskar Lafontaine, som kortvarigt var finansminister under Gerhard Schröder, afviser da også, at det aktuelle opsving tåler sammenligning med 1950erne og 1960ernes opsving. Dengang blev vækstens provenu nemlig delt mellem virksomhederne og deres ansatte.

Dengang arbejdede de tyske arbejdere hårdt og opnåede stigende velstand, efterhånden som lønningerne steg, og fabrikkerne blev stadig mere effektive.

I det seneste årti er Tysklands produktion øget på en anden baggrund. De tyske virksomheder har draget fordel af, at de er sluppet af med D-markens overvurderede vekselkurs ved indtrædelsen i eurosamarbejdet og har gjort sig hyperkonkurrencedygtige. Men arbejdstagerne har ikke nydt frugterne af deres indsats denne gang. Reallønnen er stagneret, og forbruget er forblevet lavt.

»I løbet af de næste 10-15 år skal der ske en stigning i lønningerne, hvis der skal flyttes mere efterspørgsel fra eksportsektoren til den indenlandske efterspørgsel,« siger Flassbeck og lyder dermed som et ekko af opfordringerne fra Den Internationale Valutafond og OECD, der ønsker, at Tyskland påtager sig et ansvar for at udligne ubalancen i den globale økonomi mellem de lande, der kører med massive handelsoverskud, og de lande, som har oparbejdet kroniske underskud.

Kina og Tyskland er verdens to største eksportnationer og bliver i stigende grad betragtet som et problem: Landene er nødt til at importere mere.

Sund konservatisme

Flassbeck vurderer, at medmindre Tyskland øger importen på europæisk plan, vil euroen ikke kunne overleve, fordi de svage eurolande i så fald konstant vil skulle stramme deres budgetter. Hans-Werner Sinn fra Ifo-Instituttet i München mener dog, at den faldende arbejdsløshed i sidste ende vil føre til lønstigninger, der igen vil føre til øget forbrug.

Der er dog ingen tegn på, at Tysklands beslutningstagere gør noget reelt forsøg på at udligne ubalancen mellem import og eksport. Beslutningstagerne synes tværtimod at være ganske godt tilfredse med tingenes tilstand og de faktorer, der tilsammen har skabt forudsætningerne for Tysklands økonomiske comeback.

En af de faktorer er Tysklands økonomiske og politiske struktur. Velstanden er forholdsvis ligeligt fordelt over hele landet. Der lægges vægt på langsigtet vækst, og bobler og boblebrist på boligmarkedet er ukendte fænomener.

Tyskland var ikke ikke immun over for spekulationsmanien, og en af grundene til, at Angela Merkel var parat til at give euroområdets kriseramte lande økonomiske hjælpepakker var, at tyske banker ligger inde med græske, spanske, irske og portugisiske statsobligationer til op over ørerne. Men til alt held har Tyskland stadig sit industrielle grundfjeld at falde tilbage på. Thomas Mayer, cheføkonom i Deutsche Bank, er enig:

»I bagklogskabens lys var nogle økonomier for hurtige til at placere alt for mange af deres ressourcer i f.eks. ejendomssektoren. Tyskland nyder godt af sin mere gammeldags erhvervsstruktur. Og det, som tog sig gammeldags ud, viste sig at være det mest holdbare. Storbritannien overdrev spekulationerne, og det gjorde amerikanerne, irerne og spanierne også.«

Nicheprodukter

Så mens Londons City boomede og Wall Street i New York var høj på subprime-lån koncentrerede Tyskland sig om at fremstille industrielt isenkram.

Selvfølgelig producerede BMW og Siemens deres biler og elektronik, men også de hundredtusindvis af mindre kendte virksomheder, der udgør den tyske Mittelstand, producerede på livet løs. Disse virksomheder, der som oftest er familiedrevne og i mange tilfælde blev stiftet for et århundrede eller mere siden, udgør en betydelig afstivningsstruktur for den globale økonomi.

En anden forklaring på Tysklands økonomiske genkomst er, at landet omsider gennemførte en strukturreform af sin økonomi godt to årtier efter at Margaret Thatcher og Ronald Reagan gennemførte banebrydende deregulerings-, privatiserings- og velfærdsreformer i Storbritannien og USA.

Det der skete, hævder tilhængerne af denne teori, var, at Tyskland i modsætning til Storbritannien og USA klarede sig nogenlunde godt i oliekriserne i 1970erne og 1980erne og derfor ikke havde behov for at foretage fundamentale ændringer af økonomien i 1980erne. Mod slutningen af dette årti og i stigende grad efter Genforeningen blev økonomien svækket. Alligevel blev alle advarselstegn ignoreret af den daværende kansler Helmut Kohl.

I begyndelsen af 00erne blev beviserne på, at væksten var for lav og arbejdsløsheden for høj imidlertid så stærke, at de ikke var til at ignorere. Gerhard Schröder gennemførte derfor Agenda 2010-reformerne, som skar ned på selskabsskatterne, skar toppen af indkomstskatten, gjorde pensionerne mindre gunstige, skar ned på arbejdsløshedsunderstøttelsen og tillod butikkerne at holde længere åbent.

»Schröder fik ikke fuld kredit for det, han gjorde,« siger Thomas Mayer, Deutsche Bank. »Han slagtede alle de hellige køer og betalte prisen med sit valgnederlag til Angela Merkel. «

Ikke alt der skinner ...

En tredje forklaring er, at de tyske investorer brændte fingrene så eftertrykkeligt under den finansielle krise, at de nu investerer deres penge hjemme i Tyskland. Det har sikret kapital til et investeringsboom, der bidrager til at holde den tyske industri særdeles konkurrencedygtig. Hans-Werner Sinn mener, at det er den virkelige forandring i forhold til perioden 1995-2008, da Tyskland havde en af de laveste investeringsrater i den vestlige verden.

»Krisen har bevirket, at opfattelsen af risiko har ændret sig. Investorerne kan se, at ikke alt, der skinner, er guld.«

Og endelig er der Kina, hvis årlige vækstrate på 9-10 procent har suget eksport til sig fra Tyskland. Således forventer Audi at sælge flere biler i Kina i år end på hjemmemarkedet.

Solidt grundlag

Kan andre lande så drage fordel af Tysklands erfaringer?

»Ja,« siger Martin Zeil, vicepremierminister i Bayern. »De lande, som har bevaret kernen i deres industrier, klarer sig bedst.«

Bayern har investeret i regionens videnskabelige og teknologiske bagland, identificeret fremtidige vækstsektorer såsom grøn teknologi og biovidenskab og opbygget nye videnscentre, der fungerer som en magnet for investeringer. For der skal mere end en håndfuld verdensklassevirksomheder til for at levere et solidt industrielt grundlag.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Så mens Londons City boomede og Wall Street i New York var høj på subprime-lån koncentrerede Tyskland sig om at fremstille industrielt isenkram."

Et herligt billede på situationen og den type hurtig lån der vendte det økonomiske verdensbillede på hovedet.