Nyhed
Læsetid: 4 min.

'Vi har ikke udkæmpet en revolution for at skifte Gaddafi ud med USA'

Begejstringen for en international intervention mod Gaddafi-styret er lille på gaden i den libyske by Benghazi. En våbenladning eller to vil man dog ikke stå i vejen for
Udland
10. marts 2011

BENGHAZI - Plakaterne, der på engelsk proklamerer et nej til udenlandsk intervention - »Det libyske folk kan gøre det alene« - hænger stadig rundt omkring i byen.

Men det var måske på tide at tage dem ned. Efter den fænomenale succes i oprørets første dage og uger, hvor by efter by faldt i oprørernes hænder på vej mod Tripoli i vest, ofte uden kamp, er oprørernes krigslykke vendt. Eller rettere kørt fast i ørkensandet øst for Gaddafis hjemby Sirte.

Det har fået det nyligt nedsatte Nationale Libyske Råd, der udgør en slags eksilregering, til at bede om militær hjælp udefra.

»Vi vil fuldføre vores sejr, når vi får en ikkeoverflyvningszone. Hvis der også kommer indgriben mod Gaddafis rekruttering af lejesoldater, vil han falde inden for få timer,« lover Hafiz Ghoga, rådets talsmand.

Men på gaden uden for Domhuset, hvor rådet holder til, er begejstringen for en international intervention til at hjælpe med at vippe Gaddafistyret af pinden lille.

»Vi vil ikke have udenlandske soldater fra Europa eller Amerika her,« siger Saleh, som vi møder foran en kebabbar langs havnefronten.

»Men vi har brug for, at de stopper Gaddafis fly. Og våben. Våben og logistik,« tilføjer hans ven Khaled. Om oprørerne vil være i stand til at besejre Gaddafi og indtage Tripoli uden udenlandsk hjælp?

»Ja. Tro mig. Men det kommer til at tage rigtig lang tid,« mener Khaled.

Spørgsmålet er, om den uorganiserede og dårligt udrustede pjaltehær, der trods kampmoral og offervilje selv med verdens mest magtfulde flyvevåben i ryggen vil kunne vælte Gaddafi, der forskanser sig i den vestlige del af landet. Hidtil har oprørerne været tilbageholdende med at bede om vestlig hjælp af frygt for, at det vil få Gaddafis propaganda om, at oprørerne er støttet af al-Qaeda, Storbritannien og USA til at klinge mindre hult.

»Hvordan kan al-Qaeda og USA kæmpe på samme side. Det giver ingen mening,« siger Abdelsalam, en ung ingeniørstudent, der er glødende tilhænger af revolutionen og ryster på hovedet.

»Jeg vil ikke have amerikanerne her. Vi har ikke udkæmpet en revolution for at skifte Gaddafis styrker ud med amerikanerne. Forestil dig, at når jeg åbner døren og går ud af mit hus, så står der en amerikansk soldat og vil se mine papirer. Aldrig i livet,« siger Abdelsalam.

»Folk her stoler ikke på amerikanerne. På grund af hvad de gjorde i Irak og på grund af Israel.«

Han er dog parat til at se igennem fingrene med en våbenladning eller to. Især i hvis den bliver leveret fra flere kilometers højde i form af bomber over Gaddafis bunker.

Mange libyere synes overbevist om, at Gaddafi er jøde. Overalt ser man graffiti af Gaddafis kontrafej overmalet med Davidsstjerner.

»Du ved det godt, ikke. Gaddafi er jøde,« hører man ofte, som kunne kun dette uhyrlige faktum forklare Gaddafis umenneskelige forbrydelser. På samme måde som de værste massakrer mod civile bliver tilskrevet udenlandske afrikanske lejesoldater og ikke libyere i Gaddafis sold.

Det er svært at overdrive den velvilje, udenlandske journalister er blevet mødt med i de oprørskontrollerede områder. Overalt bliver man fejret, som bragte man frihed og fremskridt og ikke bare kameraer og kuglepenne. Når jeg skal fra mit hotel og hen til den eneste fungerende internetcafé, går jeg bare ud til vejen og vifter med armene. Straks stopper en bil og tilbyder at køre mig hen, hvorhen jeg vil. Ofte sågar til fronten. Og det er sjældent, det lykkedes at betale for turen bagefter. Men at veje folkestemningen i et land, hvor gaderne kontrolleres af bevæbnede unge mænd, er ofte en vanskelig øvelse. Det er de færreste, der husker hvordan vi som udenlandske journalister blev modtaget som befriere i Basra i dagene efter den amerikanske invasion i 2003. At denne stemning ikke holdt hele vejen til Bagdad er velkendt. Foreløbig holder de fleste Gaddafi-tilhængere lav profil. Endnu flere synes at vente og se, hvilken vej vinder blæser. Men ikke alle er begejstrede for de udenlandske gæster. Det stod klart, da en håndgranat blev kastet mod et af de hoteller, hvor de udenlandske journalister er indlogeret - uden at gøre skade på andet end en souvenirbutik.

At udenlandske tropper ikke nødvendigvis vil blive budt velkommen med åbne arme blev demonstreret i weekenden, da en britisk diplomat og hans livvagter blev tilbageholdt på en militærbase i Benghazi, hvor de var landet i et forgæves forsøg på at etablere kontakt til oprørsregeringen.

Stemningen skifter

Hvordan folkestemningen kan vippe frem og tilbage på en knivsæg i dette konservative land, får jeg demonstreret, da jeg går ind i et kontor fyldt med kæderygende mænd med skægstubbe og iført lange gevandter. »Journalist. Hvor er du fra?« spørger en rungende stemme straks.

»Fra Danmark,« svarer jeg lidt ubetænksomt.

»Fra Danmark? Fra Danmark?« Flere af mændene springer op af plastikstolene og begynder at råbe i munden på hinanden, som havde jeg repræsenteret mig som hemmelig agent for Gaddafiklanen eller den zionistiske sammensværgelse.

»Profeten« og »Kæmpeproblem« er to ord, der kan opfanges af råberiet.

Et øjeblik synes valget at stå mellem flugten og et på forhånd tabt forsøg på at forklare forsamlingen forskellen mellem Information og Jyllands-Posten.

Men pludselig skærer manden med det længste skæg igennem og rejser sig.

»No problem,« erklærer han med ét og rejser sig op fra sit bedetæppe og går personligt ud på gaden for at vise vej. »Gaddafi er en tyran, der begår massakrer mod vores folk. Fortæl det i Europa. Vi har brug for hjælp mod hans flyvere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her