Læsetid: 4 min.

Den uklare krig i Libyen

Uanset krigens udfald må vi lære af processen, der førte Danmark i krig, EU's udenrigspolitik til skafottet, og ledte NATO til lammelse
25. marts 2011

Danmarks politiske lederskab var lørdag morgen meget stolt over, at alle Folketingets partier sluttede op om en militær indgriben rettet mod den libyske statsleder, Muammar Gaddafi, og for civilbefolkningen.

Stoltheden gjaldt enigheden. Efter 10 års blokpolitik talte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for det samarbejdende folkestyres kvalitet, og oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) sagde: »Vi finder os ikke i, at en diktator kan gøre hvad som helst med civilbefolkningen.«

Allerede her begynder spørgsmålstegnene at vælte over hinanden. Der er ingen grund til stolthed over de mange spørgsmål, der hverken blev stillet eller besvaret. Der er ingen grund til at være stolt af forløbet, som førte til fumlerier i NATO, undergravning af EU-landenes fælles udenrigspolitik og ingen efterlevelse af den FN-resolution, som var en forudsætning for samarbejdet med arabiske lande.

Man behøver ikke at spørge, om det var rigtigt eller forkert af Danmark at gå med. Man kan nøjes med at spørge om, vi skulle have deltaget på betingelser om klar ledelse og klar arabisk deltagelse. Det var åbenlyst for Europa, at der var noget galt allerede den 10. marts, da den franske regering gik enegang med diplomatisk anerkendelse af oprørerne i Benghazi.

Hvorfor i første geled?

Man kunne nu kun vente sig det værste, hvis ledelse og arabisk deltagelse ikke kom på plads andre steder end på papiret. FN-resolutionen understreger tre gange i det indledende afsnit, at Den Arabiske Liga er en vigtig deltager, Den Islamiske Konferences generalsekretær og Den Afrikanske Union nævnes også.

Det operative afsnit levner ingen tvivl om, at gennemførelsen af den militære aktion til støtte for flyveforbudszonen skal koordineres tæt med den Den Arabiske Liga. Folketinget ventede hverken på Den Arabiske Liga, et arabisk land eller for den sags skyld på en ledelse.

Når så Gaddafi-styret taler om Danmark som islamfjendtligt, så afviser vi det som propaganda, men det hindrer næppe, at millioner af mennesker i den arabiske verden måske tror mere på ham end på landet, der med karikaturerne trampede på deres følelser for profeten. Hvorfor skulle netop vi ellers være i første geled?

Udenrigsminister Lene Espersen (K) sagde i sin forelæggelsestale, at det nok ikke blev NATO, der skulle lede, og at det må »forventes, at de militære aktioner på grundlag af (FN-resolutionen) vil blive iværksat af en mindre kreds af lande ...«.

Og hvad betød så det? Ingen spurgte. Ingen af ordførerne spurgte sig selv eller de andre, hvorfor vore to naboer, Tyskland og Sverige ikke skulle i krig. Tysklands nye konservative forsvarsminister, Thomas de Maizière, har fra begyndelsen af marts argumenteret grundigt for tilbageholdenhed, hvilket i overskriftsform siger, at Tyskland ikke kan deltage i alle denne verdens borgerkrige.

Hvor mange liv?

Der tales konstant om de grove overgreb på civile, og i folketingsdebatten var det advarsler om et forestående folkemord, der motiverede. Men ingen spurgte, hvor mange menneskeliv borgerkrigen foreløbig har kostet, endsige om oprørerne kun ramte lejesoldaterne og aldrig civile.

Man kunne også have spurgt, om en væbnet indsats ikke forudsætter forudgående diplomatiske bestræbelser. Hvor var penduldiplomatiet?

Kunne Italien, som for får år siden indgik en venskabspagt med Libyen, ikke have forsøgt at mægle? Kunne EU-landenes med den nye treårige samarbejdsaftale med Libyen og kontakter på alle niveauer ikke have gjort noget konstruktivt? Eller havde den utvetydige støtte til oprørerne allerede ødelagt muligheden for en forhandlet overgang til et nyt Libyen?

Vi kender ikke oprørerne, ved ikke hvad de vil, men vi ved nu, at vi støtter revolutioner med uklart design, hvis blot kampråbet er 'demokrati'.

Hvis vi ikke vil finde os i, at en brutal statsleder besvarer oprør og mytteri med væbnet indgriben, er der så andre tyranner, som nu skal have besked om, at deres legitimitet er ophørt? Kan det hele koges sammen til en helvedes dårlig samvittighed over, at diktatoren har været der i over 40 år, og at EU-landene stod i kø for at dyrke diktatorens venskab, da han betalte erstatning for sine terrorhandlinger og lovede at skrotte atomplanerne? Kan det hele koges ned til indenrigspolitik i visse lande? Oliepolitik i andre?

Der er god grund til allerede nu at lægge op til en analyse af processen, der bragte Danmark med. Stillede vi de rigtige spørgsmål? Lyttede vil til andres lands betænkeligheder? Analyserede vi faresignaler eller kørte vi over for gult? Og efter aktionen må regnskabet gøres op. Dette var efter de officielle tekster en rendyrket humanitær aktion. Gav det så humanitært overskud eller underskud? Underskud er flygtningestrømme, internt fordrevne, lemlæstede og døde. Det humanitære overskud er frihed, frihed for undertrykkelse, menneskeværd og bevarelsen af de liv, der var truet af tyrannen og systemet. NATO's prestigetab tæller hverken fra eller til, men kunne være en selvstændig anledning til at spørge mere næste gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin analyse - bare synd, at ingen lytter til fornuft længere. Udenrigsminister Lene Espersen har forklaret, at de danske bomber skal "beskytte den libyske befolkning mod folkedrab. Vi kan ikke som verdenssamfund se passivt til". Ministeren refererer også til fordrivelsen af albanere fra Kosovo, der i 1999 førte til den tilsvarende Nato-bombning af Jugoslavien.

Folkemord er et meget alvorligt begreb. At bruge det om andre og på enhver måde mindre voldsomme situationer, er at udvande ordets seriøsitet. Ordet dækker indlysende nok mord på et folk, og altså ikke blot mord på folk, selv når dødstallet er stort. At trække begrebet frem i forbindelse med borgerkrigen i Libyen giver kun mening, hvis det drejer sig om at puste en begivenhed ud af proportion for at opildne offentligheden.

Ministerens reference til Kosovo er meget passende for overdrivelsen. Den gang erklærede det amerikanske udenrigsministerium: "US concerned up to 500,000 missing Kosovar Albanian men may be dead". Efter de vestlige bombninger på Balkan viste det rigtige tal for disse jugoslaviske massegrave sig at være mindst 100 gange mindre - og altså nede på nogle tusinde, ligesom det aktuelle dødstal er i Libyen. Vi er nu igen, og egentlig heldigvis for det, vidne til at nøjagtig den samme metode bliver brugt. Befolkningerne skal ophidses til krig med påstande om folkemord. Det fungerer - også i Danmark!

Slettet Bruger

I betragtning af hvor ofte, man på det seneste har måttet høre om den nærstående udrensning i Libyen, 5 minutter over tolv og endda med henvisninger til Rwanda og med de danske mediers kritik af andre landes håbløse propaganda, så kan det personligt undre, at jeg måske meget tilfældigt ikke samme steder er faldet over dokumentation på massakrer, der må formodes at have fundet sted i de Gadaffi tilbageerobrede byer, og altså langt udover drab på bevæbnede grupper.

Savner man fakta, dybe og flere nuancerer end de danske mediers maskingeværsdækning, der bl.a. tog udgangspunkt i interviews med folk, som naturligvis var bange for at deres by blev generobret af regeringstropperne, så skal man tilsyneladende selv nørde med informations indsamling og her er Libyen blot et af mange lande.

Ikke at Gadaffi må formodes at være en demokratisk guttermand, der respekterer alle menneskerettighederne, slet ikke! Men krige rammer generelt desværre mange uskyldige og det kan være svært at få øje på, at det internationale samfund bidrager til ret meget andet end at bevare sine egne taburetter og kasketter eller eksempelvis gjorde det i forhold til at formindske menneskelige lidelser vedr. forløbet med Irak og de hundredetusinder, der døde som følge af ’retfærdig’ politik og sanktioner endnu før krigen startede.

Et andet aspekt med hensyn til de principper, som man påkalder sig er, at dengang Myanmars regime tydeligvis mejede fredelige ubevæbnede munke ned, der blev der (heldigvis) ikke tale om militære indgreb, men desværre i stedet om en fortsættelse af nogle mindst lige så forarmende sanktioner. For de selvudråbte gode og retfærdige ledere i verdenscivilisationen eksisterer stort set kun valget mellem udsultning og bomber.

Én ting er dog ikke så uklar:

Våbenfabrikkerne får afprøvet deres nye kampfly og de konkurrerende våbenfabrikker kan benytte lejligheden til at gøre reklamer for deres krigsprodukter.

Men som Spiegel Online skriver, så møder de ikke nogen modstand, så reelt får man ikke prøvet evnerne i luftkamp – det libyske luftvåben har nærmest ikke eksisteret siden i onsdags.

Se artiklen Das Bombengeschäft:

http://www.spiegel.de/wissenschaft/technik/0,1518,753095,00.html