Kommentar
Læsetid: 4 min.

Velkommen til Talebans ambassade

Taleban har ikke forandret sig siden 2001. Bevægelsen er fortsat antidemokratisk, kvindeundertrykkende og terroristisk men nu bliver den stueren med en nyoprettet ambassade i Tyrkiet
Udland
9. marts 2011

Er det muligt at tale med Taleban? Spørgsmålet blev første gang rejst i 2006 af Afghanistans regering, da et stigende antal selvmordsbombeangreb så ud til at skærpe landets sikkerhedskrise.

Det var dengang, præsident Karzai for første gang kaldte Taleban for sine »utilfredse brødre« og bad det internationale samfund om støtte til politiske drøftelser med Taleban. Siden da har et afgørende spørgsmål for bestræbelser i den retning været: Hvor skal den afghanske regerings repræsentanter henvende sig?

Taleban har aldrig haft en adresse, som Kabuls forhandlere kan opsøge. Snarere tilbringer den islamistiske bevægelses ledere dage og nætter på skiftende tilholdssteder i og omkring byen Quetta i Balochistan eller i det nordlige Waziristan i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan. Mullah Omar og hans kreds opholder sig kun i områder, som kontrolleres af islamistiske ekstremister og stammeledere altså i områder, som unddrager sig den pakistanske regerings kontrol. For Kabuls forhandlere er risikoen ved at henvende sig til Taleban på dets hjemmebane derfor høj. Omvendt er det umuligt for Talebans ledelse at begive sig til Kabul for at føre samtaler, så længe dens navne figurerer på FNs sorte liste.

Diskussionen om, hvordan Taleban kunne få etableret en adresse eller et politisk kontor i et islamisk land har stået på i et år, og nu har Tyrkiet så tilbudt at åbne et kontor for Taleban i Ankara. Samtidig oplyser afghanske efterretningskilder, at det afghanske Talebans ledelse skal være indstillet på at føre samtaler med repræsentanter for Kabul-regeringen i europæisk land, herunder at diskutere punkter i et eventuelt videre forhandlingsforløb, og hvilke faciliteter Talebans nye kontor kan behøve.

Endnu har ingen europæisk regering accepteret tilstedeværelsen af Taleban- ledere i sit land, men vestlige diplomatiske kilder bekræfter, at der i EU-landene er en ny og velvillig indstilling over for politiske initiativer, der kan føre Taleban til forhandlingsbordet. Afghanistans regering og dens internationale donorer har planer om senere i år at organisere en konference i Bonn i Tyskland Bonn II hvor de vil gennemgå situationen i Af- ghanistan og træffe nye afgørelser om landets fremtid. Og hos såvel den afghanske regering som dens internationale allierede er holdningen, at åbningen af et nyt kontor for Taleban kan være et vigtigt første skridt i at forberede bevægelsen på deltagelse i Bonn-konferencen.

Visse politiske kredse i både Afghanistan og Vesten mener, at Talebans fravær ved første Bonn- konferencen i 2001, da det internationale samfund traf en række afgørende beslutninger om den politiske struktur i Afghanistan, er den vigtigste årsag til landets vedvarende krise og ustabilitet.

Fundamental ændring

At Taleban i dag er blevet accepteret som en politisk realitet, der næppe lader sig nedkæmpe, er udtryk for en fundamental holdningsændring i det internationale samfunds syn på krigen mod terror. Da USA og dets NATO-partnere begyndte at bombe Afghanistan i oktober 2001, var deres grundlæggende hensigt og plan at besejre al-Qaeda og fjerne Taleban som dets lokale terrorpartner. Vestlige regeringer og medier introducerede dengang Taleban i offentligheden som en ekstremistisk gruppe, som støtter terrorisme som kampmiddel og begår grove menneskeretskrænkelser, ikke mindst mod kvinder. I denne optik søgte de vestlige regeringer at legitimere deres militære operationer i Afghanistans landsbyer.

10 år efter er de nu på vej til at give afkald på hensigten om at eliminere Taleban og ønsker i stedet at forankre bevægelsen i Afghanistans politiske orden ved at give den andel i magten til trods for, at Talebans verdensanskuelse og adfærdsformer er fuldkommen uforandrede.

Taleban tror fremdeles ikke på nogen demokratisk proces og kæmper for at indføre et islamisk styre, der skal herske i overensstemmelse med islamisk lov. Talebans syn på kvinder er præcis det samme som i 2001, og Taleban bruger stadig terror og selvmordsbomber som kampmiddel.

Ønsket om at indlede politiske drøftelser med Taleban kan på den baggrund forklares ud fra to grunde. For det første ser det ud til, at de vestlige regeringer er blevet så grundigt trætte af deres engagement i Afghanistan, at de kun ønsker at trække sig ud så hurtigt som muligt. For det andet ser det ud til, at Pakistan har vundet Vesten med sin opfattelse af Taleban. Pakistans regering og frem for alt Pakistans militær har arbejdet hårdt i de seneste 10 år for at få Vesten til at indse, at Taleban er en del af Afghanistans politiske virkelighed og derfor også bør have andel i den politiske magt.

Hermed har Pakistan stræbt efter at fastholde sig selv som den vigtigste aktør i den regionale krise med henblik på at opnå flere fordele fra Vesten. Samtidig står det også klart, at Pakistan betjener sig af den islamiske ekstremisme som et magtfuldt redskab til at afbalancere den regionale magt og fastholde en styrkeposition i Vestens øjne. Så selv hvis Pakistan får overtalt Vesten til at se Taleban som partner, vil det næppe af den grund slippe ekstremismekortet.

Taleban har fortsat sine specifikke økonomiske og menneskelige ressourcer i de pakistanske stamme- områder. Det er herfra, bevægelsen får tilført penge og selvmordsbombere. Der findes i hundredvis af islamiske madrassaer i de pakistanske stammeområder, der i realiteten fungerer som terroristlejre. Her undervises lokale teenagere i teknikker til selvmordsangreb, hvorpå Taleban sender dem frem i forreste linje. Så længe disse kilder til jihadisme holdes åbne, vil Taleban-inspirerede jihadistgrupper altid have mulighed for at overleve og slå til. Så længe Pakistans regering ikke presses til at tale åbent om disse madrassaer og til at påtage sig ansvaret for sine stammeområder, vil det være umuligt at lukke disse kilder til lokal terrorisme. Erkendelsen turde være indlysende, så derfor indikerer den seneste udvikling, at det internationale samfund reelt har opgivet at presse Pakistan til en permanent løsning på problemet.

De vestlige regeringer foretrækker tydeligvis at tage en aspirin, der dulmer smerten, indtil de kan forlade den. Derfor glæder de sig over at blive inviteret til Talebans ambassade i Ankara.

Yaqub Ibrahimi er afghansk journalist
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God analyse.

Og ja, det bliver ikke kønt at komme ud af Afghanistan igen, efter at vesten reelt har opgivet alle de fine løfter om demokrati, kvinderettigheder osv.

Sætningen "Pakistans regering og frem for alt Pakistans militær har arbejdet hårdt i de seneste 10 år for at få Vesten til at indse, at Taleban er en del af Afghanistans politiske virkelighed og derfor også bør have andel i den politiske magt " er egentlig ret forfærdelig.

Der var også engang dem der mente , at Hitler var en del af virkeligheden, og derfor skulle respekteres ?

Heldigvis blev han bekæmpet effektivt istedet.

Kristian Sørensen

@Robert Kroll - Der var også engang dem der mente at Hilter skulle aksepteres -
Du har ret. Hvis vi havde aksepteret Hitler og hans terrordiktatur, hvordan ville verden så have set ud i dag? Taliban minder meget om Nazismen. Det kostede tusinder of menneskeliv at udrydde Hitler, jeg er bange for at det vil koste andre tusinder at udrydde Taliban. Vi er kun lige begyndt. Men vi skulle måske snakke med dem for at finde en bedre metode at udrydde dem på.