Læsetid: 7 min.

Vestens frygt for den frie araber

Det er længslen efter frihed, der driver den folkelige opstand i den arabiske verden. Men vesten er skræmt ved en frihed, der vokser indefra, og tøver derfor med at give den sin helhjertede støtte, siger den palæstinensiske intellektuelle Rami Khouri
Det er længslen efter frihed, der driver den folkelige opstand i den arabiske verden. Men vesten er skræmt ved en frihed, der vokser indefra, og tøver derfor med at give den sin helhjertede støtte, siger den palæstinensiske intellektuelle Rami Khouri
5. marts 2011

Saleh Zayani har i årevis arbejdet som lydtekniker på den regeringskontrollerede Radio Benghazi.

Han var en ung og håbefuld mand, da en 27-årig hærkaptajn – Muammar al-Gaddafi – for 41 år siden stod i spidsen for et militærkup og fra radiostudiet i Benghazi erklærede Libyen for »en fri og suveræn stat«.

For to uger siden vovede lydteknikeren og en væbnet eskorte sig ind på stationen, mens kampene mellem oprørere og sikkerhedsstyrker bølgede frem og tilbage i byens gader. De regeringsloyale journalister var flygtet. Zayani havde medbragt egen mikrofon og lydfolk.

Den 21. februar 2011 kl. 14 gik revolutionens første indslag i luften.

»Dette er det frie Libyens stemme, og Tripoli er vores hovedstad,« erklærede den tidligere lydtekniker. Det var de første frie ord fra en befriet radiostation i landet.

Den dramatiske historie fortæller Zayani til Leila Fadel, udsendt medarbejder for The Washington Post.

Journalisten taler med en anden lydtekniker, Omar Ali. Hans ord indkapsler måske bedst, hvad de arabiske befolkningers oprør mod diktatorer og kleptokrater i bund og grund handler om: Frihed.

»Nu kan vi tænke frit. Vi kan ytre os frit. Vi har mere frihed end nogensinde før. Det er en følelse, man ikke kan forklare. En følelse, der ikke kan overføres til andre,« siger den 63-årige Ali.

Ingen ideologi

Marx og Engels ville have være forbløffet, hvis de havde levet i 2011 og hørt ’den arabiske gade’ fremhæve ytringsfriheden – ja, bare chancen for at tænke frit og uhindret – som langt vigtigere end den sociale retfærdighed i deres kamp for at vælte diktatoriske og kleptokratiske regimer. Men det er det, det hele handler om. I hvert fald hvis man spørger den palæstinensiske intellektuelle Rami Khouri, institutleder på American University i Beirut, forfatter og tidligere chefredaktør for Jordan Times og den libanesiske Daily Star.

»Hvad, vi oplever på tværs af den arabiske verden, er ikke et ideologisk motiveret oprør,« siger Rami Khouri i et interview med Information under et kort ophold i USA.

»Det er et biologisk oprør med ideologiske impulser.«

Med ’biologisk’ revolution mener Khouri længslen efter at blive fri og kunne realisere sig som et menneske med alle ens medfødte individuelle rettigheder.

»At leve et værdigt liv som menneske handler i grunden om at få lov til at bruge sine medfødte evner til at tænke, læse, tale, lytte, diskutere og nyde kultur. Det er, hvad araberne længes efter. Der står ingen ideologi på dagsordenen, andet end ønsket om leve i frihed og i et demokrati fremfor i et smadret samfund,« mener Khouri.

Efter slaveoprøret ...

Først når de undertrykte arabiske befolkninger har virkeliggjort deres drøm om at kunne leve i frihed og sige, hvad de vil, uden frygt for repressalier, vil de være rede til at gå i kast med udformningen af nye samfund, mener den palæstinensiske intellektuelle.

»Borgerne skal have mulighed for at engagere sig og debattere alt mellem himmel og jord. De vil tale om deres lands fremtidige forhold til Israel, til USA, til Iran og til resten af verden. De vil diskutere skattepolitik, landbrugs- og uddannelsespolitik, og om de skal bygge en gejstlig eller en verdslig stat. Denne debat vil forhåbentlig blive ført gennem nye demokratiske institutioner.«

»Lige nu tænker ingen i ideologiske baner,« påpeger Rami Khouri. »Man må forstå, at dette er et slaveoprør. Men så snart de har frigjort sig, vil de begynde at diskutere, hvad de skal gøre som frie mennesker.«

Rami Khouri anser de igangværende folkelige opstande i den arabiske verden for at være indledningen til en tredje periode i de moderne arabiske staters historie, som blev grundlagt af europæiske kolonimagter i begyndelsen af det 20. århundrede. I det 20. århundredes første halvdel levede de arabiske befolkninger en ufri tilværelse i stater skabt af kolonimagterne. Den anden fase begyndte i 1950’erne og 1960’erne med den antikolonialistiske kamp, som bragte national selvstændighed, men ikke frihed og demokrati.

»Den Kolde Krig og den arabisk-israelske konflikt banede vejen for stærke lederes magtovertagelse med støtte fra enten USA eller Sovjet. ­Olie­rig­dom­me gjorde det herefter muligt for disse regimer at købe våben og finansiere sikkerhedstyrker til at kontrollere befolkningen, og til sidst udviklede de sig til dynastiske kleptokratier,« siger Khouri.

»Nu er den anden historiske periode ovre. Undervejs var der forsøg på at udfordre disse diktaturer, men tidspunktet var aldrig det rette. Først nu er status quo blevet umuligt at opretholde. Folket kunne ikke længere bære det.«

Demokrati og identitet

Den tredje epoke vil være karakteriseret af befolkningernes bestræbelse på at vinde indflydelse over deres liv og skæbne.

Det vil ifølge Khouri betyde, at hver arabisk nation udformer sin egen type samfund. Ligesom i Europa vil religion, etnisk tilhørsforhold og kulturel baggrund variere fra land til land; nye regeringer vil besidde en højere grad af demokratisk legitimitet end l’ancien regime, mens de politiske institutioners karakter vil veksle fra land til land.

Rami Khouri ser således ikke nogen modsætning mellem demokrati – eksempelvis friheden til at falde tilbage på ens identitet – og national identitet.

»Jeg tror ikke, at araberne vil opfatte demokratiet som et påskud til at hytte deres egen gruppes interesser,« siger han.

»I den arabiske verden findes der fire-fem forskellige identiteter – den etniske, den religiøse (islam og kristendommen), stammer og klaner og så det pan-arabiske tilhørsforhold. De er alle gyldige og legitime, og de vil blive underlagt arabernes nye identitet som medlemmer af et demokratisk samfund, hvor hvert enkelt individ er i besiddelse af en række umistelige rettigheder.«

Det udelukker ikke, at de forskellige identiteter vil konkurrere med hinanden om at opnå størst indflydelse i de enkelte stater, forklarer Khouri.

»Hvert land vil have en anderledes identitet. Nogle vil være mere sekulære og andre mere religiøse. Tunesien vil givetvis høre til den første kategori, og Jordan og Yemen til den anden.«

Godt for Vesten

Dette brogede billede betyder, at supermagten USA, Israel og de gamle kolonimagter i Europa må formulere en Mellemøsten-politik, som tager langt mere hensyn til den folkelige opinion i hvert land og indbyrdes forskelle nationerne imellem. Egypten vil ikke længere være identisk med Hosni Mubarak, Gaddafi med Libyen, etc.

»Det kan blive en yderst positiv ting for Vesten,« mener Rami Khouri.

»Demokratiske styrer handler normalt fornuftigt; de plejer at agere fredeligt og at koncentrere sig om at skabe velstand og sikre stabilitet gennem repræsentative institutioner. Det er nyttigt at skulle handle med demokratiske regeringer, som afspejler den offentlige mening, fordi hver side er på det rene med, hvor den anden står. Det er godt for araberne, det er godt for USA og Europa, og det er formentlig i sidste instans også i Israels interesse.«

Så amerikanerne og europæerne skal snart vænne sig til at blive kritiseret åbent af nyvalgte demokratiske regeringer i den arabiske verden.

»Sådan er det i diplomatiet. Man kan ikke forvente at blive skånet, uagtet hvor stor et land man er,« siger den palæstinensiske forfatter og journalist.

»Friheden er universel og udelelig. Det var amerikanerne, som i deres uafhængighedserklæring slog fast, at vores skaber Gud giver alle mennesker nogle umistelige rettigheder som frihed og lighed. Disse rettigheder er ikke kun forundt hvide, racister eller zionister, men derimod alle mennesker.« »Så når det gælder frihed og demokrati i den arabiske verden, må USA høre op med hykleriet og afgøre med sig selv, om de tror på deres egen uafhængighedserklæring, eller om det bare var for sjov, hvad Thomas Jefferson skrev dengang.«

Moralsk svigt

Inden sin tilbagerejse til Beirut aflagde Rami Khouri et visit i Washington, D.C for at sondere, hvor langt USA er villig til at gå i sin støtte til de demokratiske revolutioner i den arabiske verden. Som en palæstinenser – født, opvokset og uddannet i USA (og i Schweiz) – kender han landet indefra, og han er skuffet.

»I den amerikanske befolkning, på de højere læreanstalter og i medierne fornemmer jeg en stærk og ubetinget opbakning, men regeringskredse og den udenrigspolitiske elite tøver stadig,« siger Khouri.

»Man er ikke helt tryg ved idéen om, at araberne pludselig bliver frie. Selve begrebet – en fri og demokratisk araber – er for amerikanerne og israelerne en fremmed størrelse. De ved ikke præcis, hvordan det skal håndteres. Frihed og demokrati er okay, hvis det kan kontrolleres – som i Irak.«

»Når friheden vindes indefra – når den er indfødt – hinsides amerikansk og israelsk kontrol, bliver det lidt skræmmende. Det vækker bekymring, og derfor har USA’s reaktion været tøvende.«

I Khouris øje er denne tilbageholdenhed endnu et eksempel på USA’s hykleri og moralske svigt, når det gælder støtte til de universelle principper, som deres eget demokrati er grundlagt på.

»De bakker kun op om frihed og demokrati, når det passer i deres kram,« siger han.
Ikke fordi europæernes reaktion har været meget bedre, mener den palæstinensiske intellektuelle.

Men Khouri er villig til at give amerikanerne og europæerne lidt mere tid.

»Jeg forstår godt, at det er en situation uden fortilfælde. Men denne ubeslutsomhed må ikke vare ved. De bliver nødt til at vælge side. Er de for frihed eller for amerikansk-israelsk hegemoni i Mellemøsten?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

spændende artikel. Jeg hæfter mig især ved slutningen,

"I Khouris øje er denne tilbageholdenhed endnu et eksempel på USA’s hykleri og moralske svigt, når det gælder støtte til de universelle principper, som deres eget demokrati er grundlagt på.

»De bakker kun op om frihed og demokrati, når det passer i deres kram,« siger han.
Ikke fordi europæernes reaktion har været meget bedre, mener den palæstinensiske intellektuelle."

Og det er vel nu, at vores regeringer skal træde i karakter, og vise om de mener, vores principper om frihed og demoktrati er vigtigere end profitable forretninger med diktatorer og kleptokrater.

Jeg tænker at EU og USAs holdninger til at Saudi Arabien har forbudt demonstrationer. http://politiken.dk/udland/ECE1214620/saudi-arabien-frygter-oproer-truer... . og
Vil sende et klart signal til de frie og demokratiske arabere, hvorvidt de kan regne med at deres revolution bliver overtaget,. Så Vesten kan styre demokratiudvikling (ligeså godt), som de gør i Irak og Afghanistan.

Morten Nielsen

Hvor var disse overskrifter henne før oprørene brød ud? "Vestens frygt for den frie araber". Nu er det mainstream-visdom at vi for egen vindings skyld har forhindret demokratisk udvikling i Mellemøsten. For et år blev ethvert tilløb til en sådan påstand druknet i latter og vrede - som da Jan Øberg var i Debatten.

Man må selvfølgelig græde stolte lykketårer over, at det bratte skred ikke gik den modsatte vej. Men man kan nu svært holde et "hvad sagde jeg?" tilbage.

Niklas Monrad

Det lader til at Khouri tror at demokratiet og dets instituitioner er noget man kan tænde for så let som at tænde lyset. Det tror han næppe, men artiklen her får ham til at lyde vældig naiv.

Det Vesten naturlig frygter, er at de Arabiske revolutioner vil skabe et uholdbart forventningspres blandt befolkningerne i de berørte lande. Når de så vågner op til realiteternes verden, nemlig at et samfund ikke ændres ved et tryk på en kontakt, så vil resultateterne blive uhyrligt ubehagelige for Vesten: på den ene side kan vi formodenlig forvente et endnu større emigrationspres og på den anden vil ekstremister bruge frustrationerne som endnu en anledning til at angribe os.

Jeg synes vi skal have lov til at være skeptiske ...

Thorbjørn Heller Johansen

Typisk at man frygter dét, man ikke kender.... Virkeligheden er at araberne har en vidunderlig kultur hvor økonomisk mådehold er nøgleomdrejningen, hvor videnskab og filosofi er højdepunkter i livets sande værdier.............. Når du elsker din hustru, når du bor godt og har et godt job, og nogle dygtige børn - hvad vil du så med mere...?
Araberne bor et sted med masser af ubrugt solskin - når der bliver ro i områderne giver de sig i kast med at bruge al det solskin til noget fornuftigt - masser af fri energi......

jep, det er realiseringen af disse drømme som skaber problemr en gang imellem.
Feks var Talebans ønske jo "bare" et fromt liv på jorden.

Vi har ikke alle samme "drømme", men vi har alle drømme.

nuomstunder vil den frie araber nok mest bruge friheden til én ting: blive hjemme. Så alle dem der er bange for at blive overrendt af muslimer kan fryde sig over udviklingen. Dem der kommer til danmark gør det af to grunde, enten som regulær flygtning fra de vesten-startede krige, eller også som flygtning fra et utåleligt regime, ofte også støttet af vesten. øger efter frihed. Så det er måske ikke helt urimeligt de kommer rendende her. Hvis de får friheden, bliver de nok hvor de er. Hvis der er nogen der kommer og bomber danmark i smadder, begynder danskerne sgu nok osse at flygte.
Péå den anden side er alle slaveoprør, tja næsten dem alle, blevet nedkæmpet af udefra kommende konservative kræfter, af frygt for at de oprørske ellers kunne sætte et eksempel, som ville smitte af på de andre slaver. Således blev f.eks. den franske revolution forrådt, og resterne nedkæmpet.
Sådan vil det også gå her.

Jens Thorning

Men skaber mere frihed og demokrati ikke automatisk markedsøkonomi, frie demokratiske institutioner, globalisering og ønsket om fred med omverdenen, så man kan producere og forbruge i fri handel med de andre lande? Hvis ikke, må alle lærebøger, fra Harvard, London School of Economics til "Copenhagen Business School" skrives om - med mindre hele globaliseringen var et gigantisk svindelnummer.