Læsetid 3 min.

2,5 mia. seere kan ikke tage fejl

Gårsdagens britiske bryllup var den største mediebegivenhed nogensinde
Gårsdagens britiske bryllup var den største mediebegivenhed nogensinde
30. april 2011

Fodbold, cykelløb, olympiader. Ingen af dem, kan være med, når der er bryllup i det britiske kongehus. Det var på forhånd anslået, at mellem 2 og 2,5 milliarder seere verden over ville følge begivenheden på tv. Her til kommer så live streaming på nettet, til pc'er, mobiltelefoner, iPads – der er til og med udviklet særlige apps til brylluppet – plus de traditionelle medier som aviser og blade, der kæmper for at finde deres helt egen vinkel.

Men intet tyder på, at selv de blade, der først kommer i næste uge, behøver at være nervøse. Markedet er tilsyneladende umætteligt, når det drejer sig om kongestof. Især når det drejer sig om det britiske kongehus – kongehuset over alle kongehuse.

Medier over hele verden – ikke mindst her i landet – har vendt og drejet enhver inferiør detalje, intet var for småt eller for stort, men ikke en gang briterne selv har kunnet opvise en så indædt interesse som amerikanerne.

Siden forlovelsen er det strømmet ud på markedet med dokumentarudsendelser af større eller mindre lødighed og alverdens 'specials' om den forestående begivenhed. Reality-programmer har haft 'bryllups-specials', f.eks. fejrer en dybt underlødig reality-serie ved navn Who the (Bleep) did I Marry? i dag den festlige begivenhed med en heldags maraton. Serien handler om folk, som efter brylluppet opdager, at de er blevet gift med løgnere, svindlere, tyveknægte eller bigamister.

I betragtning af gommens forældres uheldige ægteskab måske ikke den mest taktfulde markering, man kan forestille sig.

Man får kvalme

Den amerikanske dækning har haft noget perfidt over sig. Måske som undskyldning for at man bader sig i kongerøgelse. Markedet er støvsuget for inferiøre britiske langt-ude- i-familie-med, eller har-gået-i-skole-med halvadelige personager, der vil gøre og sige, hvad som helst for at komme på tv. Det går lystigt derudaf med, »jeg har hørt« og »jeg så en gang«, og det, de har hørt, er som regel noget med, at Kate og Camilla er i struben på hinanden, eller Kate og Camilla er simpelthen så nære. Hvis ikke det handler om, at Kate »klistrer sig til ham« og møder alle andre kvinder, der prøver at komme til med»dræberblikket«.

Ordentlige aviser bliver også nødt til at erkende virkeligheden, så derfor bringer man kritiske kommentarer fra republikanere med korrekt fokus på, at dette orgie i medie- og pengeforbrug kommer på et tidspunkt, hvor briterne oplever de værste økonomiske krisetider i mange år, og hvor nedskæringer i det offentlige forbrug bl.a. rammer sundhedsvæsnet, skoler, universiteter, og hele omsorgssektoren. Men mange af de selv samme mennesker, som for kort tid siden massedemonstrerede mod regeringen, var uden tvivl at finde blandt den million mennesker, der fyldte Londons gader eller bare sad foran telly'et. For 'vi trænger til at more os'.

Og det er jo så klart det, man har et kongehus til. Der er selvfølgelig også de sædvanlige dannede segmenter, som er rystede over, at den slags tant skal forestille at være public service. Seertallene viser med al ønskelighed, at de ikke har et ben at stå på: Der er masser af public, som benytter sig af den service. Der er nok til begge de store nationale kanaler, selv om jeg i skrivende stund vil tillade mig at tippe TV 2 som vinder. De har med makkerparret Jes Dorph/Ulla Terkelsen en vinderkombination, der med deres tilbagelænede let flabede, men vidende stil er loyale over for både produktet og seerne. Der kan DR slet ikke være med. Desuden vil DR gerne på en eller anden måde bibeholde et figenblad af anstændighed – eksemplificeret i et umotiveret indslag fra Jamaica i Bryllups-Horisont torsdag aften. Hensigten var tydeligvis noget med en større sammenhæng – Commonwealthblablabla – men det fremstod som en reporter, der havde fået tiltusket sig en tur til blåt hav og hvide strande. Så er der sådan set mere ren røv at tude i med endnu en amerikansk special: How to marry a prince.

Her ved vi, hvad vi får. 2,5 mia. seere kan ikke tage fejl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det forholder sig måske således, nogle mere kritiske medie-forbrugere ville drive journalisterne til at bedrive mer kritisk journalistik. Så er det jo trist at vi har nedprioriteret folkeskoleuddannelsen i en sådan grad, at man ikke engang tør håbe på, at der kommer kritisk tænkende væsener ud derfra ...

Frederik Kortbæk

alle de foregående kommentatorer synes at være nogle sure og gamle mænd. Kritisk journalistik er nødvendig,men ikke hele tiden. Der skal også være plads til bare at slappe lidt af og se glade mennesker og fornemme troen på kærlighed og lykke. Nuvel, det vil sikekrt blive opfattet som ligegyldigt. Men hvorfor er det nu lige at kritik skal betragtes som mere seriøst ? Det synes jeg jo ikke og jeg synes det må være et trist liv,hvis det kun drejer sig om at være negativ.

Storbritanien er korrumperet, udemokratisk og i det værste økonomiske morads i mands minde. Den nødvendige diskussion om forholdstalsvalg, demokratisering og social balance druknes midlertidigt i glamour og tabloid.

Problemerne er der stadig når det bliver hverdag igen.

Og hvorfor skulle 2,5 mia. mennesker ikke kunne tage fejl? Hvis 2 kan, så kan 2,5 mia. vil også. Og de tager i den grad fejl.
Hvis mange nok mener at jorden er flad, er den så flad?

Jens Sørensen

Og hvordan er de kommet frem til 2,5 mia. ?

Hvis man trækker dem fra i verden, der ikke har fysisk mulighed for at se fjernsyn eller andre medier, betyder det vel at ca. 50% af den resterende verdensbefolkning skulle have set bryllupet !!! på min arbejdsplads kunne jeg ikke se at nogle brugte tid på begivenheden. Og trafikken var normal om morgenen, under bryllupet og om eftermiddagen.
I hvertfald var 50% af danskerne ikke foran skærmen.
Så ja tak til kritisk journalistik og nej tak til Lone Kuhlmann

Et kongeligt bryllup er fiktion: på niveau med Svinedrengen, et eventyr - hvor mange mennesker ser film, læser krimier, anden fiktion, drømmer hver dag?
Hvori består nyheden?
At det denne gang koster et forarmet samfund millioner?
Farvel til den royale drømmeverden, som er en ren anakronisme

Tom W. Petersen

Frederik Kortbæk
Det er en meget almindelig fejltagelse, at kritik og kritisk betyder negativ.
Det betyder noget ganske andet, nemlig analyserende.
Det betyder, at man ikke lader sig nøje med overfladen, med hvordan sagerne synes at være, men derimod går om bag overfladen og forholder sig til sagernes baggrund, årsager og reelle beskaffenhed. Og det er jo ikke negativt - tværtimod!
Og det synes i hvet fald jeg, at bl.a. journalister altid bør gøre.

Claus Oreskov

@Frederik Kortbæk. Du skriver: ” Der skal også være plads til bare at slappe lidt af og se glade mennesker og fornemme troen på kærlighed og lykke.” Gud fanden skal der det! Bare vi må slippe for den royale indpakning, hvor der implicit er indlejrede en ide om at royale mennesker genetisk eller på mystisk vis er mere dyrebare end andre mennesker. Og er der ikke noget perverst i at engagere sig i bryllup og kærlighed og hvad ved jeg, hos mennesker man ikke kender? Jeg syndes også om at ” se glade mennesker og fornemme troen på kærlighed og lykke”, men det er mennesker jeg kender og holder af – min nabos søns bryllup kan jeg forholde mig til og det uanset stand og social klasse. Jeres dyrkelse at det royale er samtidig en bekræftelse på jeres underkastelse, og en tro på at der findes overmennesker – fy for satan!

Tom W. Petersen

Claus Oreskov
Det er dog fandens til helevedes sprog du bruger. Det fortjener Frederik Kortbæk og i det hele taget debatniveauet for satan da ikke!

Leopold Galicki

Lone Kûhleman glemmer gerne – enten opportunistisk eller pga. mangler i sin journalistiske uddannelse - at massemedierne kan være med til at skabe en massebegivenhed.

Tænk hvis man blot den sidste uge i april havde kørt i forskellige medier ude i verden en kampagne om, at der i år i den københavnske Fælledpark vil finde en kæmpebegivenhed sted, hvor man med pomp og pragt vil fejre det menneskelige arbejde – med et forventet seertal på mindst 1 mia. mennesker over hele verden. Man har inviteret Poul Mc Cartney for at tale om sin mors arbejdsliv, og Poul skal synge et par sange. Man har inviteret nogle magtfulde politikere, som Obama, Merkel, med fl., for sammen med fagforeningsfolk og arbejdstagere at diskutere den moderne samfundsmæssige arbejdsdeling og udfordringer mhp. lighed og frihed. The Shakespeare Company opfører Skærsommernatsdrøm, hvor håndværkernes og andre almindelige menneskers drømme om kærlighed konfronteres med de sociale realiteter. Danserne fra Det Kongelige Teater opfører scener fra Askepot-balleten. Musikerne fra DRs underholdningsorkester jazzerer Hanns Eislers og Kurt Weils melodier. Osv..

Hvor mange millioner mennesker over hele kloden ville en sådan begivenhed få til at sidde klistret til skærmen, og forvandle Fælledparken til en folkemasse af hidtil uset størrelse?

Prøvat finde i dag mindst en kort udsendelse om 1. maj i de danske public service medier som DR1, DR2 og TV2. Ingen.

Hvorfor fokuserer medier på, og skaber nogle bestemte mediebegivenheder og undgår nogle andre? Fordi pengemagt, politik og en bestemt ideologi er fremherskende. Og dette udgør, på længere sigt, en trussel for det demokrati, som bygger på lighed, frihed og solidaritet.

Claus Oreskov

@ Tom W. Petersen. Hvis jeg må citere min gamle ven Bob Dylan:
“And if my thought-dreams could been seen
They'd probably put my head in a guillotine”

Erik Karlsen

Er det i virkeligheden ikke blot en ny version af et gammelt citat:

"Royale bryllupper er opium for folket!"

Martin Kaarup

Hmmm. Det indebær vel også et eller andet sted at flertallet af jordens befolkning, over 3,5 milliarder, heller ikke kan tage fejl - det par som blev gift var aldeles ligegyldige.