Nyhed
Læsetid: 4 min.

Afrikanerne skal løse deres egne problemer

Afrika er hjemsted for en række konflikter, der med doktrinen 'Responsibility to act' sagtens kan retfærdiggøre en intervention. Men det er ikke det internationale samfunds opgave at løse andres konflikter, siger dr. Gérard Prunier. Kun afrikanerne kan løse afrikanske konflikter, ligesom europæerne løste egne konflikter
Udland
11. april 2011

»Man kan ikke kæmpe andre folks krige.«

Så kort kan det siges, mener dr. Gérard Prunier. Information har sat den franske historiker og Afrika-ekspert i stævne for at tale om, hvordan konflikter i Afrika bør håndteres. Prunier, der selv bor i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, har både førstehåndserfaring med afrikanske konflikter og borgerkrige og omverdenens forsøg på at standse eller løse dem. Og han er ikke imponeret.

»De fleste internationale interventioner, som jeg har set, har været forfejlede. Se bare på Rwanda, som var en total katastrofe. Det samme gør sig gældende i Somalia fra 1992-1995. De kom, de brugte fem milliarder dollar, dræbte et par mennesker, og så forlod de landet med ordene: 'Åh, undskyld, det virkede ikke',« siger han.

Men det internationale samfund har tilsyneladende ikke taget ved lære, hvis man skal tro dr. Gérard Prunier. Netop i disse dage udkæmpes hårde kampe i Elfenbens-kysten med civile tab som følge. Det sker, selv om en fredsbevarende FN-styrke er i landet.

»Hverken FN, franskmændene eller Den Afrikanske Union gjorde noget ved det, og til sidst var der så en gruppe lokale, der selv tog hånd om problemet«, siger han med henvisning til den internationalt anerkendte vinder af præsidentvalget, Alassane Ouattara, der har samlet en oprørshær og omringet den siddende præsident, Laurent Gbagbo, i Abidjan.

Lær af historien

Du har levet i Afrika og kender tingene fra grunden. Hvad er basalt set den bedste måde at løse konflikter på?

»Man kan ikke bare løse dem. Man er nødt til at tænke på, hvordan Europa var efter Middelalderen, da vi begyndte at have nationale krige. Afrikanske stater er fuldstændig som europæiske stater i det 16. århundrede, måske lidt værre. De er bløde, sammenhængende og vattede. Regeringen har kun ringe kontrol over territoriet, der er alle mulige mennesker, der slås med hinanden, og der er ekstrem fattigdom. I sådanne stater kan man ikke blive rig, medmindre man har magten, så regeringsmagt er vejen til rigdom. Sådan var det også i Europa for 400 år siden.«

Men hvad er så forudsætningerne for at løse en konflikt?

»De kan ikke løses! Afrikanerne har præcis de samme problemer som europæerne, bortset fra at deres stater er noget, der blev til i 1960. Efter Romerrigets fald tog det de moderne euro- pæiske stater 1.200 år at udvikle sig. Og så vil vi have, at afrikanerne gør det samme på 50 år! Vi synes, det er forfærdeligt, når de slås, men vi gjorde præcis det samme i 1.200 år. Og så vil vi have, at de skal etablere stabile stater, når de ikke har nogen grund til at være det. Det er en ynkelig uvidenhed om historien.«

Dr. Gérard Prunier ved godt, at han lyder en smule brutal, når han siger, at krige er en obligatorisk del af nationsbygning, lader han forstå. Og det internationale samfund kan selvfølgelig hjælpe med at undgå folkemord og fremme processen. Men det ændrer ikke ved, at afrikanske konflikter skal løses som det, de er, og her er borgerkrig desværre en del af processen.

»Langsomt og gennem krige, som det altid er tilfældet, udvikler de sig. Men det tager lang tid. Lad os sige, at historien går hurtigere. Så ville de måske kunne gøre det på 200 år, men så går det også hurtigt.«

En afrikansk løsning

Det er især Vesten, der taler om responsibility to act. Men er der andre, f.eks. Kina, der kan løse konflikter i Afrika?

»Nej, kineserne er ikke et hak bedre. Det eneste, de vil have ud af Afrika, er tømmer, olie og forskellige mineraler. De er moderne imperialister, præcis som europæerne var imperialister for 100 år siden. Eneste forskel er, at de er klogere de gør det ikke med skydevåben, men med banklån.«

Hvem kan så løse konflikter i Afrika?

»De eneste, der kan løse afrikanske konflikter, er afrikanerne selv. Og vi burde lære, hvordan vi kan hjælpe dem med at hjælpe sig selv. Det er derfor, Somaliland frustrerer mig så meget. I den sydlige del af Somalia er der bare død og ødelæggelse. Men i den nordlige del af landet lykkedes det dem at få fred, etablere en regering, gennemføre demokratiske valg og overleve økonomisk uden hjælp, og vi har ikke gjort noget som helst for at hjælpe dem.«

Så afrikanerne oplever det samme, vi europæere har oplevet. Og Vesten og det internationale samfund er nødt til at hjælpe dem med at hjælpe dem selv. Men hvad kan afrikanerne selv gøre, rent praktisk, i forhold til nationsbygning?

»For det første er de nødt til at afgøre deres egne konflikter på deres egen måde, og det bliver ikke pænt at være vidne til. Det, vi kan hjælpe dem med, er tiden efter konflikterne. Det er her, vi kan bruge vores organisationer, penge og tekniske ressourcer. Men at kæmpe deres krige løser ikke noget.«

Der er ifølge dr. Gérard Prunier kun ét tilfælde, hvor det giver mening at kæmpe et andet folks krig. Sidst, vi oplevede det, var i 1944.

»Man kan ikke kæmpe andre folks krige. Det kan man kun, når der er et enormt ønske fra det folk, det er meningen, man skal hjælpe, at man hjælper dem. For eksempel vil jeg skyde på, at franskmændene, tjekkerne, polakkerne og hollænderne var meget glade for, at den amerikanske hær landede i Normandiet og sagde, de ville tage sig af det. Det var noget helt andet, men det er det eneste tilfælde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christina Petterson

FNYS ... sådanne neokoloniale racistiske udtryk som denne ekspert docerer får mig HELT op i det røde felt. At ligestille afrikanske stater med nationsbygningen i den europæiske middelalder er for det første at måle samfund på en fremadskridende evolutionsorienteret målestok, der fremstiller afrikanere med primitive endnu ikke civiliserede folkeslag efter europæisk standarder, en standard, som tages for givet som den absolutte målestok.
For det andet er der et UTAL af faktorer der har præget de to kontinenter og deres historier, der gør at det simpelthen er så groft forenklende at plotte dem ind på historiens fremmarch på denne måde. For eksempel at Europas nationalstatsbygning er FUNDERET på udbytning og kolonisering af bla Afrika. De to kontinenters udvikling er dybt betinget af hinanden og derfor ikke kan sammelignes fra det samme ståsted.

Vi kommer til at vende kajakken 180 grader hvis vi ikke skal soppe rundt i babysæler.

Jeg beklager Christian Petterson, men selvom en masse samfundsforhold er ændrede, er mennesker det fundamentalt set ikke. Jeg tror dog ikke, at det kommer til at tage 400 år for Afrika, bl.a. fordi mange objektive forhold er forbedrede - og det er et paradoks, at Afrika, der besidder langt de fleste råstoffer, verden efterspørger, skal være det fattigste kontinent.
Imidlertid er det formodentlig rigtigt, at det er et stort problem i vores opfattelse af Afrika, at vi overser de utallige folkeslag, der lever på tværs af grænser i mindre samfund.

Søren Limborg John

Jeg tror ikke man skal undervudere afrikaneres evne til at komme efter det. I hvertfald i de mindre stater. Og med internettet udbredelse, vil de andre afrikanere se at det kan gøres på en anden måde. Men det er klart at i nogen af de enorme lande vi skåret ud til deling vil deres være spændinger langt tid ude i fremtiden.