Ambassadør: Afghanerne ønsker selv skoler

Danmark bistår den afghanske regering med at bygge skoler, som den afghanske lokalbefolkning selv ønsker, siger den danske ambassadør i Kabul
Udland
7. april 2011

Skolerne i Afghanistan er ikke et vestligt, men et afghansk prestigeprojekt. Og Talebans skoleangreb er ikke så systematiske som tidligere. Det siger Danmarks ambassadør i Afghanistan Carsten Damsgaard, efter Information i går satte fokus på truslen mod de afghanske skolebørn fra landets militser.

»For os at se er det ikke et succeskriterium for den danske indsats, men for den afghanske indsats, at så mange afghanske børn som muligt kommer i skole,« siger Carsten Damsgaard

Han understreger, at de enkelte skoler rundt omkring i Afghanistan ikke bliver påtvunget de lokale, men derimod bliver bygget, fordi afghanerne har et ønsket om det:

»Vores bistand til uddannelse kanaliserer vi gennem det afghanske undervisningsministerium, fordi vi har den grundlæggende opfattelse, at hvis støtten skal have en vedvarende virkning, så skal projekterne have afghansk ejerskab. Vi siger til den afghanske regering, at vi mener, undervisning bør være en prioritet. Det er de meget enige i, og så bistår vi dem i at etablere skolerne. Men når det afghanske ministerium bygger den enkelte skole, er det altså baseret på lokalbefolkningens ønske om at få en skole.«

Trussel er aftagende

Informations afdækning af de afghanske militsers frygt- og voldskampagne mod afghanske skolebørn er baseret på lækkede amerikanske efterretningsrapporter, hvoraf de seneste stammer fra 2009, og de nyeste tal fra FN viser, at der i 2010 fandt over 500 angreb sted mod afghanske skoler.

Ambassadør Carsten Damsgaard vurderer imidlertid, at truslen mod afghanske skolebørn nu er aftagende.

»Der sker overgreb og trusler rundt omkring. Det er der ikke tvivl om. Men vi har ikke kendskab til, at der nu sker en systematisk kampagne mod skoler og skolebørn. Tværtimod hører vi fra de afghanske myndigheder, at Taleban og de andre oprørsgrupper i højere grad end tidligere er ved at indse, at det måske ikke er så klogt at angribe børn og skoler, fordi det skaber en meget negativ reaktion i lokalbefolkningen,« siger Carsten Damsgaard.

Når eksperter i dagens Information problematiserer, at Danmark prioriterer uddannelsesstøtten særlig højt i den konfliktfyldte Helmand-provins, kan ambassadøren ikke nikke genkendende til det billede, de tegner:

»Jeg mener ikke, man kan tale om en systematisk trusselskampagne i Helmand. Og det er også mit indtryk, at befolkningen i området ønsker, at der er skoler.«

Efterretninger fra Afghanistan

Information har fået adgang til 14.821 amerikanske efterretningsrapporter fra krigen i Afghanistan. Rapporterne er såkaldte threat reports – trusselsrapporter, som indeholder forskellige typer af efterretninger baseret på oplysninger fra kilder eller elektronisk overvågning.

De 14.821 efterretningsrapporter er en del af de såkaldte afghanske krigslogs, som whistleblower-netværket Wikileaks offentliggjorde i sommeren 2010. Ved den lejlighed valgte Wikileaks at tilbageholde de 14.821 efterretningsrapporter med den begrundelse at de indeholdt navne på spioner og informanter.

En håndfuld medier, heriblandt The Guardian, Der Spiegel og New York Times fik alligevel adgang til efterretningsrapporterne, men har også valgt ikke at offentliggøre dem i deres helhed.

Information offentliggør af samme grund kun de rapporter, som er relevante for vores journalistiske behandling af stoffet.

Seneste artikler

  • Leaked documents show NATO use of white phosphorous against Afghan insurgents

    19. april 2011
    International forces in Afghanistan have made extensive use of the napalm-like substance in everything from grenades to bombs – in spite of the fact that most of the war against the Taleban is fought in populated areas. Human rights groups caution that ISAF has a duty to protect civilians
  • Hvid fosfor er et uhyggeligt våben

    19. april 2011
    Menneskerettighedsorganisationer og militæreksperter mener, at hvid fosfor er et unødvendigt angrebsvåben i krigen mod Taleban, men ISAF fastholder, at det napalmlignende stof er et fuldt lovligt våben, som frit kan anvendes, så længe konventionerne overholdes
  • Dokumentation: ISAF’s brug af hvid fosfor

    19. april 2011
    Her er nogle af de hidtil ukendte rapporter, hvor hvid fosfor tilsyneladende anvendes som angrebsvåben

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her